“Som medicinstuderende troede jeg, at jeg var godt forberedt på graviditeten og fødslen. Men det lagde mig helt ned”
Som medicinstuderende troede Julia Galuszka, at hun ville finde sin graviditet og fødsel forudsigelig og naturlig. Men intet går som forventet, og hun bliver blæst omkuld af oplevelsen. Her deler Julia sin personlige beretning om at miste kontrollen og først flere uger efter finde ro som mor
“Jeg er medicinstuderende og arbejder og forsker til dagligt på neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Af den grund forventede jeg, at jeg vil finde min graviditet, fødsel og efterfødselstid forudsigelig og naturlig. Jeg forventede, at min viden om spædbørn, amning og de komplikationer, der kan opstå, ville komme mig til gode. I dag står jeg tilbage med fornemmelsen af, at jeg havde været al den viden bedre foruden.
Min graviditet var rent fysisk ukompliceret. Psykisk viste det sig dog allerede tidligt, at mine erfaringer fra neonatalafdelingen forhindrede mig i, at nyde graviditeten. For hver uge der gik, gennemgik jeg, hvilke konsekvenser det ville have, hvis barnet blev født nu. Til scanningerne forberedte jeg min kæreste på alt det, der kunne være galt med barnet. Konsekvensen blev, at vi glemte at nyde scanningerne, og gik ind til dem med en frygt. Af samme årsag holdt vi graviditeten hemmelig til uge 20. Vi købte heller intet til barnet før efter fødslen og turde generelt ikke tro på, at det ville lykkedes os blandt de mange andre, som oplever udfordringer med graviditeten.
Forberedt til fingerspidserne
Noget jeg følte, jeg havde kontrol over, var fødslen, og jeg så det som noget, jeg selv skulle præstere. For mig var fødslen afhængig af min indsats og ikke en uhåndgribelig proces i min livmoder. Jeg opsøgte en yoga-baseret fødselsforberedelse, der fokuserede på at komme ud af hovedet og ned i kroppen. Jeg lavede spinning babies-øvelser, 4-5 træninger om ugen og var generelt et rigtig godt sted fysisk. Jeg ønskede en hjemmefødsel, og jeg følte, jeg havde de bedste forudsætninger. Vi lejede et fødekar, lærte rebozo og akupressur, lavede ingefærklude. Jeg havde en lang ønskeliste til fødslen, som jeg havde taget enormt meget stilling til.
Da dagen nærmere sig, følte vi os klar og spændte. Vi skulle til bryllup i den tætte familie, da jeg var 39+2. Vi mødte tidligt op for at hjælpe til. Jeg gik sammenlagt 10 km i løbet af dagen, og da vi kom hjem lørdag nat efter en hel dag med bryllup, begyndte mine veer. De blev hurtigt intense og regelmæssige, så vi var begge vågne det meste af natten. I løbet af søndagen blev de dog uregelmæssige igen, men fortsat virkelig intense.
Søndag aften ringede vi efter jordemoderen. På trods af, at jeg på min ønskeliste havde et ønske om undgå vaginalundersøgelse, fandt vi det i fællesskab hensigtsmæssigt, nu der snart var gået et døgn med intense veer. Jeg var kun 2-3 cm. åben. Jordemoderens bud var, at min fødsel var “provokeret” i gang af det høje aktivitetsniveau, og at min krop formentlig ikke selv var rigtig klar til fødslen. Vi forsøgte alle at få lidt ro, og hun tog hjem ved vagtskifte kl. 8 mandag morgen.
Måtte opgive alle ønsker på ønskesedlen
Vi fortsatte hjemme med ingefærklude, akupressur og rebozo. Min kæreste var en kæmpe støtte og trykkede mig i timevis på lænden. Efter 36 timer med skiftevis regelmæssige og uregelmæssige veer derhjemme, ringede vi til fødegangen. De foreslog, at jeg kom ind og fik noget smertestillende, så jeg kunne få lidt søvn og samle kræfter. Med intense veer undervejs, tog vi taxa til Rigshospitalet, hvor jeg igen blev undersøgt. Jeg var blot 4 cm åben kl. 14 mandag eftermiddag (efter 38 timer med veer) og havde ikke sovet siden lørdag kl. 7. Jordemødrene rådede mig til at blive på hospitalet, nu det hele havde trukket ud og smerterne efterhånden var for stærke til, at jeg kunne sidde i en taxa hjem igen.
Kort efter fik jeg en skøn jordemoder og fantastisk stue. Der var julelys, en dobbeltseng, og et stort kar i midten. Jeg kom i karret med det samme, min kæreste fik serveret svensk pølseret og jeg fik noget lattergas. Dette var andet ønske, der ikke gik i opfyldelse – ønsket om kun at bruge naturlig smertelindring.
Timerne gik, og jeg åbnende mig fortsat ikke. Jeg var træt, faldt i søvn mellem veerne og kastede op af udmattelse. Min jordemoder gav mig til kl. 19, hvorefter hun ville lave hindeløsning og tage vandet, da hun var nervøs for, at mine kræfter efterhånden var brugt op.
Indgrebene gav ingen effekt og en enkelt patologisk CTG medvirkede, at vi hastigt skiftede stue. Min jordemoder fandt det nødvendigt med en epidural for at jeg kunne få noget søvn. Mit tredje ønske gik hermed ikke i opfyldelse – ønsket om at føde i vand.
Jeg nåede kun at have epiduralen i en lille times tid, før jeg fik pressetrang og efter 12 minutter med presseveer var vores lille pige ude mandag aften. Presseveerne blev guidet af jordemoderen, og mit fjerde ønske gik hermed ikke i opfyldelse – ønsket om at “puste” hende ud med hjælp fra vejrtrækningen fremfor at presse hende ud med styrke.
Det var med andre ord det helt rigtige, selv om jeg havde ønsket noget andet. Vores lille pige havde ligget med hånden oppe ved hovedet, hvilket var årsagen til den lange latensfase. Jeg fik en 2. grads bristning, på trods af flere ugers perineum massage og jeg afsluttede fødslen med at blive syet i 1,5 time. Vi blev 3-4 timer, og tog hjem efter vi havde fået hjælp til en enkelt amning.
Daglige besøg hos læge og hospitalet
Dagen efter fik vi besøg af en jordemoder, der konstaterede ikterus (gulsot, red.) og stramt tungebånd. Dette blev startskuddet på 10 dage med daglige besøg på hospitalet eller hos lægen. Der var hedebølge i disse dage, og besøgene lå altid i høj sol, +25 grader og midt i en amning, der foregik i taxaen, i venteværelset eller på et offentligt toilet. Meget intimiderende, når amningen endnu ikke var etableret og krævede en del af os begge.
Generelt gik amningen fint indtil dag 4, hvor mælken løb til. Brystet var for spændt til, at hun kunne tage fat, og brystet blev ikke tømt, hvilket resulterede i brystbetændelse. Vi kæmpede videre med amningen sideløbende med de daglige besøg på hospitalet men efter flere dage med timelange, stressende besøg på hospitalet, gik min mælkeproduktion til sidst i stå.
Jeg havde vejledt mødre i amning på neonatalafdelingen og forstod ikke, hvorfor det ikke fungerede for mig. Jeg var presset, vores barn var sultent, og jeg husker ikke meget andet end gråd og en overvældende sorg fra denne periode. Jeg græd de fleste af døgnets timer, og selvom samtlige fagpersoner forsikrede mig om at det ville gå over med tiden, var jeg efterhånden overbevist om, at jeg var ved at få en fødselsdepression. I den tid var min kæreste min rygrad og sørgede for både sig selv, mig og vores nyfødte datter.
Så sygdomme og diagnoser alle vegne
Vi opsøgte i sidste ende en ammevejleder, der endte med at redde vores ammeforløb. Det hjalp også på min psykiske tilstand, men jeg følte mig stadig ved siden af mig selv. Jeg så sygdom og diagnoser alle vegne, sendte videoer af vores datter til min vejleder fra afdelingen og fik hende ligeledes til at undersøge hende. Intet alvorligt blev fundet. Vi fortsatte vores daglige besøg hos egen læge, hos en osteopat og til sidst på akutafdelingen grundet andre mindre problematikker. Vi så ingen mennesker udover vores forældre de første 4 uger, og først i løbet af hendes 5. uge begyndte jeg langsomt at få en lille fornemmelse af, at det hele nok skulle gå.
Selv den dag i dag kan min kæreste blive nervøs, når vores datter græder, for så ved han, at jeg højst sandsynligt også gør. Min datters gråd har sat sig så dybt i mig, og når hun i dag bliver ulykkelig, så gør jeg det samme. Derfor er det stort set også altid min kæreste, som trøster hende og tager over, når hun begynder at græde.
En lektie i at give slip
Vores datter er nu tre måneder, og jeg er et sted i dag, som jeg aldrig troede, jeg ville være. Men det er også et langt mere komplekst sted, end jeg havde forestillet mig. Det tog mig 7 uger at finde tillid til, at jeg kunne ernære mit barn, men i dag har jeg en inderlig kærlighed til hende, der overskygger alle de udfordringer, vi møder.
Jeg kæmper stadig for ikke at kigge på hende med mine “lægebriller” og for ikke at se hende som et biologisk væsen, men bare som min datter og nyde hende, som hun er. Det er en del af vores hverdag, at jeg vurderer hende fagligt, og kører en lille scanning af hende fra top til tå for at se, om alt er, som det skal være. Jeg har endnu ikke lagt min frygt for, om hun fejler noget helt fra mig.
Jeg troede oprigtigt, at jeg var så godt forberedt på graviditeten og moderskabet, som man kan være. Alligevel tog det hele mig med storm og lagde mig ned i den første lange tid. Jeg betvivlede al den viden, jeg havde og betvivlede mest af alt mig selv og min krop.
Havde jeg dengang vidst, hvad jeg ved her 12 uger efter, havde jeg ikke været så hård mod mig selv igennem hele forløbet. Jeg har haft så mange forventninger til mig selv i graviditeten, til fødslen, til efterfødselstiden. Og jeg skal hver dag minde mig selv om, at forvente mindre af mig selv og acceptere situationen, som den er.
Fortæller jeg om min fødsel, forventer folk oftest, at jeg ser den som en fiasko, nu den var alt det, jeg ikke ønskede. Men kigger jeg selv tilbage, ser jeg i dag mest af alt det magiske og givende i oplevelsen. Jeg husker tilbage på det som en begivenhed, hvor alle beslutninger blev taget i dialog med mig, og jeg blev mødt med respekt og omsorg. Jovist havde jeg en ønskeliste, som aldrig blev opfyldt. Men som også viste sig, at være overflødig. Hele fødslen var på sin vis én lang lektie i at give slip og sænke forventningerne til mig selv. Det blev en god oplevelse, fordi jeg ikke hang fast i, at det skulle være på en særlig måde. Alt jeg i sidste ende behøvede, var den støtte som min kæreste kunne give mig.”
Tekst og foto Julia Galuzka
Meet’n’greet
Julia Elzbieta Galuszka, 25 år, er medicinstuderende og arbejder og forsker til daglig på neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Sammen med kæresten William, har hun fået datteren, Eleanor på knap fire måneder
Din kommentar