Ditte Isager: “Hver gang jeg laver en bog med Gwyneth, får jeg et barn”

Hun har rejst jorden rundt som fotograf og skudt billeder for verdens førende magasiner. Og så har hun været med på den verdenskendte restaurant Nomas rejse helt fra begyndelsen. Ditte Isager, 42, har også arbejdet tæt sammen med skuespillerinden og grundlæggeren af livstilssitet Goop, Gwyneth Paltrow.

 

Vi møder Ditte Isager i hendes hus i Brønshøj. Fotokunst og malerier pryder de støvede og helt sikkert nøje udvalgte farver på væggene. Ditte har nemlig virkelig god stil og et usædvanligt godt øje. Ditte konstaterer at hun er træt, familien på 5 ender nemlig altid i løbet af natten, med at sove i én seng. Vi falder hurtigt i snak om fødsler, mens Ditte laver kaffe fra sin espressomaskine i snedkerkøkkenet. Hun pakker kager fra WinterSpring ud, som hun skyndte sig at købe, da hun havde været til lægen i byen med sin baby Ziggy på 3 måneder tidligere på dagen.

”Jeg er ikke vokset op i et højgastronomisk hjem og var meget kræsen som ung. Vi boede i et dobbelthus med mine bedsteforældre, og hos dem fik man brun sovs, mens min mor var mere til grønsagsdeller og rugbrødshumpler. Så det var et hus med to meget forskellige køkkener. Da jeg var i lære som fotograf, mødte jeg Signe Wenneberg. Jeg fortalte hende, at jeg godt kunne tænke mig at fotografere et krebsegilde. Hun foreslog, at vi lavede det med Claus Meyer, og det gjorde vi. Efterfølgende bookede Claus mig til at skyde sin næste kogebog. Jeg var 25 år og knap nok færdiguddannet. Jeg mødte René (Redzepi, red.) gennem Claus, og det er dem, der har haft størst indflydelse på mig rent madmæssigt.

Med på Nomas rejse

Alle grinede lidt af den der restaurant, Noma, de skulle åbne. Ingen troede på et nordisk køkken. Claus spurgte mig, om jeg kunne hjælpe med billederne til deres hjemmeside, og derefter ville René gerne lave en lille kogebog, som blev udgivet af Politikens forlag. René lavede maden og tog opvasken, og jeg hentede plader og tallerkener. Det var en total low key lille skydning. Ingen kunne have forudset, hvad Noma ville blive til.  Året efter var René nomineret til ’50 Best Restaurant List’. Jeg boede i London, og han spurgte, om jeg ville med til arrangementet, der blev afholdt i byen. Det eksploderede bagefter. Jeg skød den næste kogebog, og da den blev udgivet, røg Noma ind på en førsteplads. Det var nok et af de største øjeblikke.

Arbejder med verdens bedste kok

René er et fantastisk menneske. Folk har måske set ham i TV-programmer og har en masse fordomme om, hvor skrap han er. Men at komme ud på Noma og mærke, hvor ekstremt søde og behagelige personalet er, det synes jeg, siger noget om René. Det kan godt være, han er skrap, men de synes alle sammen, han er så dygtig. Man mærker virkelig den begejstring, der er omkring ham. Selv da han boede i en lille lejlighed i byen, inviterede han den del af sit personale, der ikke havde familie her i Danmark, med hjem og fejre jul hos hans familie. Han er et stort menneske på mange måder.

København blev cool

København er blevet cool og et sted man rejser til. Jeg bliver også ofte kontaktet af folk, der gerne vil flytte hertil. København har virkelig udviklet sig og jeg synes ikke René får credit nok. Efter min mening har han haft større indflydelse på Københavns PR, end nogen anden person.

DETALJER FOR VEDHÆFTNING To_the_moon_honey_the_experts_foto_bøger_pixum_Minder_2_mobilbilleder_
Læs også

De bedste fotobøger til billeder for livet

Arbejder med Gwyneth Paltrow

Da Gwyneth skulle i gang med sin anden kogebog, fik hun anbefalet mig ad forskellige veje, og nu har vi lavet tre bøger sammen. Jeg kan godt lide at bygge en historie op visuelt, og det gør vi med Gwyneths bøger, fordi det både er mad, mennesker og stemningsbilleder. Hun lever et meget afbalanceret liv, og kogebøgerne er selvfølgelig sunde, og den livsstil er smittende. Gwyneth er jo pisseirriterende fordi hun bare altid ser så skide lækker ud. Hun ser godt ud, lige fra hun står ud af sengen. Vi har heller ingen makeupartister på, når vi skyder. Jeg elsker slik og sukker, og jeg kunne spise det hele tiden. Jeg kan købe en pose Haribo Mix og køre alt ned – også de gule vingummier, som jeg egentlig ikke kan lide. Men jeg får også kvalme bagefter. Jeg ved jo, hvor godt jeg får det af at spise sundt, og Gwyneth laver mad, man får lyst til at gå hjem at lave. Det er velsmagende og lækkert, og man får det godt i sin krop af det. Hun har inspireret mig til at leve sundt. Da jeg ikke kunne blive gravid første gang, gik jeg på en ret striks diæt og blev gravid. Vi joker med, at hver gang vi har lavet en bog sammen, bliver jeg gravid.

To_The_Moon_Honey_Ditte_Isager_Profil_mama_Profile__noma_fotograf_

Hele familie med på job

Jeg tog min mand og børn med til L.A. da jeg skulle skyde Gwyneths seneste kogebog. To børn med jetlag og mig der skulle arbejde og Christian, der blev syg med opkast, da vi landende. Det var pænt stressende. Jeg måtte scoute med to børn alene. Jeg blev nødt til at ringe til Gwyneths assistent og sige, at jeg havde mine børn med ud til huset. Hendes team gik i total panik og anede ikke, hvad de skulle stille op. Men jeg kunne ikke komme uden mine børn, og til sidst måtte jeg spørge, om jeg selv skulle ringe til Gwyneth og sige det. Jeg vidste, at hun ikke ville have det mindste problem med det. Når du er på det level i USA, som hun er, så kokser maskineriet, når noget uplanlagt kommer i vejen. Det endte selvfølgelig med, at jeg tog børnene med. Gwyneth var ikke engang hjemme, og jeg kendte jo personalet i huset i forvejen, så alt var helt fint.

Elsker L.A.

Jeg hadede mine første ture til L.A.  Jeg boede altid i Sunset Tower, og jeg syntes, det var så forfærdeligt. Folk sad og vendte sig rundt, hver gang døren gik for at se, hvem det var. Det var så latterligt, og tjeneren der kom helt glad og sagde, at hun havde et bord til mig ved siden af Jennifer Aniston. Men i dag elsker jeg L.A. og jeg bor enten i Santa Monica eller Venice, hvor vi enten bor på hotel eller lejer gennem Airbnb. Jeg elsker den afslappede vibe, den fantastiske mad og Farmers Market med friske råvarer.

Flyttede til New York i 6 år

For 12 år siden begyndte jeg at få rigtig mange kunder i New York. Min mand Christian og jeg besluttede os for at flytte der over i et år. Det blev til 6 år. Christian har et firma, der retoucherer billeder (Werkstette, red.),  sammen med to andre, og de åbnede et New York kontor, hvor han sad alene. Det var nogle fantastiske år, vi havde i byen. Jeg rejste rigtig meget, og i perioder tror jeg, Christian savnede nogen at spare med. Vores år i New York var meget på mine præmisser. Det var en svær beslutning for os at flytte hjem, men da jeg blev gravid, gjorde det beslutningen nem. Vi boede i Tribecca, og vi overvejede ikke at få børnene derovre. Så vi var klar til at komme hjem, inden jeg skulle føde. Min mand og jeg har været sammen i 20 år så vi havde kendt hinanden i 14 år, da vi fik vores første barn. Karrieremæssigt er det ikke et problem, at jeg er flyttet hjem.  Det har især noget at gøre med den status, København har. Der er selvfølgelig jobs, jeg ikke tager, fordi jeg ikke kan springe til så nemt, som hvis jeg boede i New York.

Graviditeter

Vi startede i fertilitetsbehandling, og endte med at få vores første barn Wilder ved reagensglas. Da vi var klar til andet barn, stod vi overfor et nyt behandlingsforløb, men jeg nåede ikke længere end til noget blodsukkernedsættende medicin, sund kost og motion, og så blev jeg naturligt gravid med Roxy.

To_The_Moon_Honey_Ditte_Isager_Profil_mama_Profile__noma_fotograf_

Euforisk over at føde

Wilders fødsel endte i akut kejsersnit, og da jeg så fødte Roxy, syntes jeg, at det var det vildeste at føde. Den der eufori folk taler om, når de løber et maraton, sådan havde jeg det med at føde. Jeg havde det mærkeligt med at vide, at jeg ikke skulle opleve det igen. Men efter to børn var vi enige om, at nu skulle vi ikke have flere. Vi havde alderen imod os, og ingen af os orkede, at skulle i behandling igen. Jeg havde også aborteret et par gange indimellem, men så lige pludselig var jeg simpelthen gravid med nummer tre. Roxy var knap halvandet da jeg fandt ud af det. Vi lagde ud med reagensglas og endte med en fuldstændig uventet og naturlig graviditet. Jeg var i ekstase og blev simpelhen så glad, men min første tanke var, hvad fanden min mand ville sige til det. Men han blev også så glad! Det er som om familien er blevet fuldendt, det føles bare så rigtigt med tre børn. Nogle gange giver livet en overraskelser, og det her var da en af de bedste man kunne drømme om.

Den største forskel var at gå fra ét til to børn. Når man kun har et barn, er det som at have en lille ven. Vi rejste så meget med Wilder, og Christian holdt tit fri og tog med. Det er noget andet med to og tre børn.

To_The_moon_honey_Sharing_is_caring_Karoline_de_-Lony_høretest_nyfødt_baby_høreapperat_Adrian_
Læs også

Kan du høre mig?

Barsel som selvstændig

Jeg har ikke holdt en rigtig barsel med nogle af børnene. Jeg har altid arbejdet lidt indimellem, og så har jeg haft min mand, eller mor, eller en tredje med til at hjælpe med babyen. Det, at jeg ikke har haft en traditionel barsel, har til gengæld givet mig mulighed for at strække barslen meget længere. Jeg er ikke ligeså afhængig af at få en plads i institution på et bestemt tidspunkt som de fleste andre mødre. Jeg har haft en løbende indtægt. Det har gjort, at jeg ikke har følt et pres over at skulle tilbage på arbejdsmarkedet. Mit fleksible arbejdsliv gør, at jeg kan køre dem stille og roligt ind, når de skal starte i vuggestue, og jeg kan holde fri en hel fredag, hvis vi har lyst til det. Jeg skal aldrig halse hjem ti minutter i fem for at hente, og det er en stor luksus. Jeg har ikke gået til babysvømning, men til gengæld har de prøvet alt muligt andet – og de skal nok lære at svømme.

To_The_Moon_Honey_Ditte_Isager_Profil_mama_Profile__noma_fotograf_

Baby med på skydninger

Jeg har arbejdet med Amerikanske kunder i Danmark, hvor der blandt andet var en kvinde, som havde en lille baby, og den havde hun ladet blive i USA. Da hun så, at jeg havde min baby med, kunne jeg godt se, at hun tænkte: ’Hvad fanden laver jeg? Hvorfor har jeg ikke taget mit barn med?’. Men det er jo helt klart en kulturel ting. De holder barsel i tre måneder, og så er det tilbage på fuld tid. Det har altid været en selvfølge for mig at tage mine børn med på jobs i udlandet.

Ægteskab

Det har krævet lidt af min mand, at jeg har kunne træffe de valg, jeg har, og han har altid været meget omstillingsparat. Det har betydet alt, at han har haft den fleksibilitet i sit job. I hverdagen er det primært mig, der afleverer og henter børnene. Så har vi både mine forældre og Christians forældre, der kan hjælpe os, og min søster bor lige nede ad vejen. Mine to børn og hendes ene går i institution sammen, og min søn skal starte i skole, der hvor hans kusine går. Det er virkelig hyggeligt.

Karriere

Jeg har stadig mange karrieremæssige ambitioner, men jeg føler ikke, at jeg absolut skal rejse jorden rundt i morgen. Det har jeg gjort. Havde jeg startet min karriere op med små børn, havde jeg måske haft en følelse af, at jeg ikke kunne tillade mig at sige nej til visse jobs. I dag er jeg ikke bange for at sige nej, og det er et kæmpe privilegium. Nu endte jeg jo også med at få mine børn sent, så jeg skal jo se det fra den gode side, haha. Ting kommer og går, både med og uden børn. Man mister kunder henad vejen, uanset. Men det, at jeg allerede har banket min karriere i gang og gjort en masse ting, jeg gerne ville, gør at jeg ikke bekymrer mig så meget.

Børn med på job

Nu hvor vi har tre børn, har vi måtte ændre strukturen lidt ift. at rejse. Jeg kan ikke rejse uden den mindste, og det er begrænset, hvor meget jeg kan rejse uden Roxy. Wilder var nok ældst, da jeg første gang rejste fra ham, og Roxy var et år, før jeg tog en lille tur på 1-2 dage. Jeg tager selv stilling til alle jobs, og min agent i New York har selv tre børn, så han har altid haft forståelse for mine valg og min situation. Det betyder virkelig meget.

Tæller dage ned når jeg rejser

Når jeg ikke kan tage alle mine børn med på jobs, har jeg gjort det til en tradition, at jeg laver små skattejagter til dem. Det er mest Wilder, der forstår det nu. Han får et skema, hvor jeg har tegnet en flyver, som markerer den dag, jeg rejser. Så har jeg gemt en lille dims, de skal finde for hver dag, jeg er væk. Jeg tegner, hvad de skal lave alle dagene. De sætter et kryds for hver dag, der er gået. Det er meget hyggelig tradition, og Wilder synes, det er så fedt, så han glæder sig nærmest til, jeg skal rejse. Før jeg fik børn, kunne jeg sagtens have 150 rejsedage om året, men nu har jeg måske 60.

To_The_Moon_Honey_Ditte_Isager_Profil_mama_Profile__noma_fotograf_

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther.

Meet’n’greet

Fotograf Ditte Isager, 42, har sammen med sin mand Christian børnene Wilder på 6, Roxy på 2 og Ziggy på 4 måneder.

 

Ditteisager.dk

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *