”Jeg har altid tænkt, at min egen barndom varede, indtil jeg mistede min mor”
At miste sin mor i en ung alder har været med til at forme præst Helene Reingaard Neumanns måde at anskue verden, ikke mindst måden hun selv er mor på. Tolv år efter hun som 24-årig blev mor for første gang, venter hun og ægtemanden Thomas Vinterberg deres tredje fælles barn – en ønsket efternøler, der kommer som en gave til de ældre søskende
Præst og skuespiller Helene Reingaard Neumann kommer fra en stor familie, hvor børn og de nære relationer har været højt prioriteret og meget værdsat.
“Det har altid ligget meget dybt forankret i mig, at jeg gerne ville stifte familie. Jeg blev selv født i 1987, og min mor var 40 år, da hun fik mig. Dengang var det lidt usædvanligt at have en mor, der var i den alder. Det er jo blevet meget mere almindeligt i dag. Men jeg var også en efternøler, og jeg kom til verden som et ønskebarn, fordi hun havde haft svært ved at få mig. Det tror jeg har været medvirkende til, at jeg altid har haft en forestilling om, at det at stifte familie var det vigtigste i livet.”
Selv blev Helene Reingaard Neumann mor første gang som 24-årig og anden gang som 28-årig. Nu er hun 36 og gravid med en efternøler, og er på den måde gået i sin mors fodspor.
”Nu hvor jeg skal have et barn til, og er mere på alder med, hvad min mor var, da hun fik mig, så bliver den fortælling også meget relevant for mig. Altså, at hun var optaget af at få mig, da hun var der i slutningen af 30’erne. Det ligger bare i mig, at det kan man også.”
At favne det ukontrollerbare
Helene Reingaard Neumann er uddannet og ordineret præst og arbejder bl.a. som gæsteprædikant i Marmorkirken i indre København. Interessen for teologi opstod i en kombination med en grundlæggende nysgerrighed omkring, hvad det vil sige, at vi er blevet sat her på jorden – og hvad det vil sige at være menneske – og det faktum, at hun som ung teenager mistede sin mor.
”Jeg tror, det vigtigste i mit liv med kristendommen, er at leve med troen på det evige liv. Og at livet er en gave. Det handler om, at vi bliver nødt til at forstå, at vi ikke kan bestemme alting selv. At der også findes uretfærdighed i livet.
Mennesker i dag kan kontrollere så meget og er så kontrollerede. Vi kan holde os selv i skak med vores små telefoner hele tiden. Vi kan se, hvor mange skridt vi har gået, hvornår vi får menstruation, om vores børn er kommet godt frem og så videre. Det er sikkert alt sammen gavnligt, men frihedsbegrebet er samtidig blevet så meget mindre.”
Helene beskriver også sig selv som et menneske, der sætter kontrol højt. En kontrol, som hun bl.a. kæder sammen med ikke bare tabet af hendes mor, men også den ulykke, der i 2019 var skyld i, at Helenes bonusdatter, Thomas Vinterbergs datter Ida, mistede livet.
”Det er svært for mig at give slip. Vi har en meget tæt familieenhed og vi har været igennem så meget alvor. Vores børn lever jo desværre med samme bevidsthed, som jeg selv mødte, da jeg mistede min mor: Om at livet på jorden ikke er evigt. De har bare fået den erkendelse endnu tidligere i livet end jeg selv. Det er klart, at det betyder noget for deres livsvilkår, at de har en elsket søster i himlen.”
Helene var kun 16 år, da hendes mor pludseligt døde efter et meget kort sygdomsforløb. Et ubekymret ungdomsliv blev med et erstattet af en alvor, der har været en livslang følgesvend, men som også har givet Helene et særligt blik for at sætte pris på de små øjeblikke.
”Siden jeg blev gravid med min søn Albert, har jeg været optaget af begrebet tid. Fordi jeg kun fik 16 år med min egen mor, så har jeg tænkt meget på, hvor vigtigt det, man giver videre, er. Barndommen varer jo ganske få år.
Det har sat sig eftertrykkeligt, fordi min mor forsvandt så hurtigt og på et så vigtigt tidspunkt i mit liv. Jeg har altid kigget tilbage på mit eget liv og tænkt, at min egen barndom varede, indtil jeg mistede min mor. Efter det startede et andet slags liv. Og 16 år er jo ikke særlig meget, slet ikke når man selv er mor og lige pludselig har en dreng, der snart bliver tolv. Så jeg tænker meget over tid, og hvordan man er tilstedeværende. Hvordan jeg kan gøre mig umage for at være noget for min familie.
Man kan heldigvis også gå igennem meget af livet helt sorgløst. Folk kan jo godt nå helt op i 50’erne, inden de mister nogen, der er tæt på. Det er deres vilkår i livet. Mit har så bare været et helt andet. Fordi jeg fra så ung en alder har vidst, at det mest dyrebare kunne forsvinde meget hurtigt.”
Det at lære en så vigtig og hård livslektie så tidligt i livet, afspejler sig i Helenes måde at være mor på. Og hun går meget op i at viderebringe de værdier, hun selv er opvokset med.
”Det har ikke som sådan været noget meget konkret eller bevidst, men jeg er alligevel vågnet hver morgen med mine børn og har følt en dyb og stor taknemmelighed. For at være her og at de er her.
Jeg har gjort mig virkelig umage. Måske også for meget. Jeg synes, at ordet pylremor er et irriterende udtryk, for man med det siger, at man er ovre sine børn uden grund – det er ikke, det der er tale om, men jeg har været meget tilstede og sat familien højt på min dagsorden.
Vores middagsmåltider var meget vigtige i min barndom. Når min far kom hjem fra arbejde, og min mor havde gjort sig umage med at lave et lækkert måltid mad, så samledes vi og snakkede og hørte, hvordan hinandens dage havde været. Det var et tidspunkt på dagen, hvor vi fik kigget hinanden i øjnene. Vi lever jo i dag virkelig i et højhastighedssamfund, og livet løber afsted så hurtigt. Så det har jeg gået meget op i selv at holde fast i med min egen familie.
Mit barndomshjem var også et meget levende hjem. Mine venner har altid været meget velkomne og det var tilladt at larme og være børn. Så det har jeg haft meget fokus på hjemme hos os.
Der er vokset en voldsom perfektionisme i vores samfund, som jeg er optaget af at forstå og forholde mig til. Perfekthed stemmer jo overhovedet ikke overens med det at være menneske. Det er en stor og vigtig del af at træde ud i livet, at man også begår fejl. Det er vi optaget af også at vise vores børn. At man ikke som mor og far er fuldstændig perfekte hele tiden.”
Savnet af mor
Selvom det er 20 år siden, at moderen døde, så er følelsen af at mangle og savne hende en konstant i Helenes liv. Især når det handler om alt det, hun ikke fik lov at dele med sin mor.
”Jeg synes, det er meget smerteligt og jeg synes faktisk ikke, det er blevet nemmere. Det var svært, da jeg blev gravid med Albert. Ligesom da jeg blev student eller mødte min mand. Det var svært, da jeg blev gravid med Lily og jeg synes, det er lige så svært nu, fordi hun mangler og hun bliver ved med at mangle. Heldigvis har jeg en virkelig fantastisk familie. Jeg har både en fantastisk stedmor og en fantastisk storesøster. Og andre virkelig skønne og stærke kvinder i mit liv, som jeg har kunnet betro mig til og rådføre mig med. Men det er barskt. Det er sorgens natur.”
Det er vigtigt for Helene at holde sin mors væsen og minde i live. Både for sin egen skyld, men særligt også for de børnebørn, der aldrig fik lov at møde hende.
”Jeg gør både bevidste og ubevidste ting, for at holde hendes minde i live. Jeg vil gerne give mine egne børn et indblik i, hvad jeg kommer fra. Jeg taler meget om hende. Jeg fejrer hendes fødselsdag. Jeg tager til Frankrig, hvor hun elskede at være, og laver mad, hun godt kunne lide at lave. Min mor var skuespiller og model, så nogle gange ser vi billeder eller filmklip af hende. Hun åbnede også Danmarks første creperie, så hver gang vi får pandekager, taler vi om hende.
Jeg kan se, at fordi jeg har været meget bevidst om, at fortælle om min mor til mine store børn, så kan de jo næsten have en oplevelse af, at de kendte deres mormor. Uden at de nogensinde har mødt hende. Det giver mig en lille trøst. Sådan kan alle vores elskede i himlen få en plads i livet stadigvæk.”
Den første med børn
Helene var den første i venneflokken der blev gift, og den første, der blev gravid. Ligesom hendes mor, Elsebeth, som fik sine to første børn tidligt i livet, da hun var 18 og 20 år.
”Jeg kan huske, at jeg syntes, det var sejt, at hun fik mine søskende tidligt. Siden jeg var helt ung, har jeg været ret bevidst om, at jeg også gerne ville have børn tidligt.”
Helene var selv 23 og, hvor mange af venner og veninderne, først var i gang med at skulle udforske voksenlivet, var hun allerede meget etableret. Hendes mand Thomas var allerede far til to børn på 10 og 13 fra et tidligere ægteskab.
”Min mand er jo noget ældre end mig, og havde heldigvis nogle venner, som jeg udviklede et tæt venskab med. Venner der havde fået børn eller var i gang med det, så jeg havde nogen at dele den oplevelse med. Og så havde jeg min storesøster og storebror, der havde etableret familier, som jeg kunne spejle mig i.
Jeg holdt alligevel meget fast i at se mine venner og at have et ungdomsliv, selvom jeg havde børn. Så jeg var optaget af, at få tid til at gå ud og spise med mine veninder og at invitere til fredagsbar om eftermiddagen, mens Albert lå i vuggen. Så gik de videre i byen, og jeg gik i seng og ammede.
Selvom det var en lidt speciel situation at stå i, så har det været en stor gave, at kunne orientere sig både mod ældre og mere erfarne, men også at bevare en god forbindelse til sine jævnaldrene. Og nu hvor hun selv er blevet mere moden, føler Helene stor glæde ved også at have yngre veninder.
”Da jeg var i mødregruppe med min datter, var jeg den yngste, og flere af de andre var på barn nummer tre eller fire.
Og nu har jeg selv veninder, der er noget yngre end mig, der har fået børn, og som jeg pludselig har det til fælles med. Jeg tror, at vi kan lære en masse både af dem, der er ældre, men også af dem, der er yngre end os. Det med at tale med og lade sig råde af folk, der er ældre end os selv, synes jeg godt kan gå lidt tabt i vores samfund. Erfaring er jo en kæmpe rigdom. Samtidig tror jeg også, at det at orientere sig nedad i alder, er en måde at holde sig selv ung, åben og nysgerrig på.”
Et familieteam
Det er efterhånden 12 år siden, Helene og Thomas, fik deres første barn sammen. Deres søn Albert nærmer sig teenageårene med hastige skridt, og deres datter Lily, er otte år. Børnenes storesøster Nanna, som er 28, er netop blevet færdig som læge. Og lige om lidt kommer der et nyt skud på stammen.
Så hvordan er det, at skulle gøre det hele en gang til?
”Jeg oplever det som et kæmpe privilegium at skulle have en efternøler. Det har gjort indtryk på mig med den samtale, der fylder meget vores samfund, nemlig at flere og flere har svært ved at få børn. Min mand er 54 og jeg er 36, så jeg er meget bevidst om, at vi er heldige, at vi kan. Og at vi skal være meget taknemmelige og at det er et mirakel hver gang nyt liv skabes.
Selvfølgelig bliver det en udfordring, og der kan komme nogle behovssammenstød. Samtidig har jeg jo prøvet det før, fordi Thomas havde sine store piger, da vi fik børn sammen. Måske er det meget sundt, at der er den kompleksitet. At man har begge dele. Så man ikke bliver fuldstændig væk i bleer i den ene verden eller bekymring for teenagelivet i den anden.
Jeg har altid gerne ville have en familie, men jeg har aldrig tænkt, at jeg ville have et specifikt antal børn. Det er mere noget, der kommet til os. Det er ikke som sådan noget, vi har gået og drømt om, men nærmere noget, der hen over tid har givet det mening. Og jeg kunne se, hvor smukt det ville være at give vores børn en lillesøskende.”
Selvom hun nu har en del mere livserfaring og efterhånden mange år på bagen som mor, tror hun ikke, at hun nødvendigvis bliver en anderledes mor i tredje omgang. Alligevel kommer det nye barn til at vokse op på en anden måde: Helene beskriver det selv som, at de nu er mere et helt team af mennesker, der skal have et lille nyt familiemedlem.
”Vi kommer på mange måder til at være mere fælles om det. De store børn blev helt vildt glade, da de fik at vide, at jeg var gravid. Vores datter spurgte, om jeg ikke ville nive hende i armen, så hun var sikker på, at hun ikke drømte. Det var virkelig sødt. Det er også hende, der holder mig i ørerne med, at vi skal ud og kigge på en barnevogn og få sat det puslebord op. Så vi er flere til at bære og til at glædes.
Jeg oplever at, der er meget fokus på, at det er vigtigt at få børn tæt på hinanden, fordi de så kan få mere ud af hinandens selskab. Men der er ikke så meget snak om, at det også er en kæmpe værdi at have nogle ældre søskende.
Livet har vist mig, at det at have en stor familie er livets største rigdom. Det er en kæmpe gave at blive født ind i det. Det kan godt være, det lyder lidt banalt, men jeg har det virkelig sådan, at jo flere vi er, jo bedre. Jo mere kan vi opleve og jo flere minder skaber vi og ikke mindst des mere nærvær og kærlighed skabes der.”
Tekst Anne Niluka, Foto Sissel Abel
Meet ’n’ greet
Helene Reingaard Neumann, 36 år, mor til Albert på 12, Lily på 8 og gravid med en lille ny. Bonusmor til Nanna på 26 og Ida, der døde i 2019. Gift med filminstruktør Thomas Vinterberg og arbejder som præst.
Din kommentar