Amalie Adrian: ”Jeg har aldrig følt, at jeg skulle have styr på alt muligt, for at få børn”
Amalie Adrian gik på pension fra balletten som 28-årig efter to årtier i en helt særlig verden, hvor dedikation, træning og kærlighed til dansen fylder alle døgnets timer. Her fortæller Amalie om at møde sit livs kærlighed som 19-årig, rive sig selv op med roden og sige farvel til balletten, indgå et partnerskab med sin mand om at videreføre familiefirmaet Griegst og blive mor for tredje gang
Det er premiereaften og Amalie har en solistrolle i balletten ’Theme & Variations’. Hun har kæmpet sig tilbage i form efter anden barsel og uendelige mange timers træning ligger bag hende. Nu er den store aften kommet. Amalies mand Noam (Griegst, red) er ude og rejse, og børnene, Ava på 3 år og Salomon på 1, skal passes af deres morfar. Fem minutter inden Amalie skal sidde på sin cykel, falder Salomon og slår hul i hovedet. Tankerne flyver gennem hovedet på Amalie – hvem skal træde i hendes sted med få timers varsel på selve premiereaftenen? Svaret er klart for Amalie: balletten må sejre og morfar en tur på skadestuen med de to små børn. ”Det var ikke en fed premiereaften” siger Amalie, der kommer hjem til en lille dreng med sting i panden, velvidende at hun valgte balletten. Noget Amalie allerede gjorde som 8-årig.
”Min far er skuespiller, og jeg mødte derfor teateret som helt lille, hvor jeg tilbragte mange år i kulissen på Ålborg eller Bellevue Teateret, hvor han blandt andet optrådte i Folk og Røvere i Kardemomme By gennem 15 år.
Jeg nåede at gå to år på en almindelig folkeskole med 24 elever, inden jeg kom ind på balletten, hvor vi endte med at være tre elever tilbage i 9. klasse, så jeg har haft meget lidt ’normal’ skolegang inde på livet. I mine teenageår var jeg på balletten og arbejdede og nogle siger, at man ’opgiver’ sin ungdom – men jeg har aldrig følt, jeg er gået glip af noget. Det er også et fantastisk valg og det har formet mig til den jeg er.”
Mødet med Noam
”Jeg var 19 år, da jeg mødte Noam. Han var i gang med at lave en fotobog om Det Kongelige Teater og fulgte derfor balletten tæt. Vi var på turné i Japan, og jeg havde en ungdomskæreste, som også var danser. På den tur fandt jeg ud af, at han havde været mig utro og min verden brød helt sammen. Samme aften tog jeg sammen med min roomie på balletten og veninde, Cecilie Lassen, til en roomparty og så var det Noam, der åbnede døren. Det var sådan, vi mødtes første gang. Da vi kom hjem fra Japan stødte vi på hinanden i byen og jeg kunne mærke, at jeg blev lidt smålun på ham. En aften gik jeg op til ham og sagde, at jeg ikke vidste så meget om ham – om han var gift eller om han havde børn, men at jeg var vild med ham. Han ringede til mig næste dag og så begyndte det derfra.
Jeg anede ikke, hvor gammel han var, og jeg må indrømme, at jeg syntes det var lidt vildt, da jeg spurgte, og han fortalte, at han var 40 år. Men jeg kunne mærke, at jeg var vild med ham. Der er 25 år mellem mine bedsteforældre og 16 år mellem mine forældre, så jeg er ikke så aldersforskelsforskrækket. Jeg følte mig heller ikke mindre moden end ham, hvilket nok også hænger sammen med, at man som balletdanser bliver introduceret for ansvar i en ung alder. Jeg fik fuld løn som 16-årig og købte min første lejlighed, da jeg var 18. Men jeg kan godt da kigge på billeder af mig selv fra den gang og tænke ’det er simpelthen løgn’ for jeg ser jo mega ung ud.”
Mor som 21-årig
”Min graviditet var ikke rigtig planlagt. Vi havde talt lidt om det, men da jeg stod med den positive test var det et ret stort chok. Så sad vi der og kiggede på hinanden og sagde ”okay, vi gør det”. Da jeg fortalte det til mine forældre var de ikke synderligt begejstrede. Det første min far sagde var, at det syntes han ikke var en god idé og min mor tabte næsten sin frokost, da vi efterfølgende fortalte det til hende. Den eneste der tog det godt og sagde tillykke, var min søster, Simone, som sagde ”prøv at hør her, man ved jo i realiteten aldrig, hvad der kommer til at ske men så har du skabt dig et lille menneske lavet af kærlighed”. Jeg er nok egentlig drevet af at ruske lidt op i tingene, og på den måde faldt det mig naturligt, at selvfølgelig skulle vi have et barn nu.
Jeg havde en lang barsel med min første datter Ava, fordi man på balletten går fra relativt tildigt, da kostumerne begynder at stramme. Seks måneder efter fødslen begyndte jeg at træne intensivt. På balletten er der spejle over det hele, og jeg kan huske, at jeg dækkede dem til med plakater, så jeg ikke skulle sammenligne med, hvad jeg kunne inden min graviditet. Jeg kender min krop så indgående og er vant til at se alle dens bevægelser, og det er bare ikke det samme lige efter en graviditet.
Det er en intens kamp at komme tilbage i form, og du kan ikke forcere noget. Det er ét skridt ad gangen, og det handler om at føle og mærke, frem for at se resultatet. Og det handler især om at være god ved sin krop og give det tid.
Balletkalenderen trumfede alting
”Efter min anden barsel fik vores hverdag en anden karakter. Jeg kom tilbage på balletten igen på fuld tid, og kunne ofte tage børnene med om lørdagen. Men jeg husker også, at Noam og jeg levede et liv, hvor vi konstant afløste hinanden. Balletten fungerer sådan, at søndag er den eneste ugentlige fridag. Mandag-lørdag er derfor arbejdsdage og så har man 3-4 forestillinger på en uge. Man møder ind om formiddagen kl. 10 og kommer typisk hjem ved 15-16-tiden. Så kan man nå at spise og slappe af og så er det ind og danse igen om aftenen og få fri ved 23-tiden. Balletkalenderen trumfede alting og familielivet måtte indrette sig derefter – sådan var præmissen.”
Frit fald
Da jeg var 28 år, havde jeg været på teateret i 20 år. Jeg fik en følelse af, at jeg var blev nødt til at ruske op i mig selv. Jeg tænkte ’hvem er jeg, hvis jeg ikke er balletdanser?’. Jeg elsker at danse og har den største kærlighed til faget, mine venner er på teateret og det er en stor del af min livsfortælling, men jeg havde brug for at tage et frit fald ud i intetheden. Hvordan river man sig selv op med roden uden sikkerhedsnet? For mig blev det at sige op.
Det kom som et kæmpe chok for de fleste, at jeg valgte at stoppe. Min chef tilbød mig orlov og var meget overrasket. Men jeg havde tænkt over det et par måneder og følte mig sikker i min beslutning, selvom det også var angstprovokerende.
Jeg havde kun min 9. klasses eksamen med mig. I dag studerer man HF når man bliver aspirant, men jeg er fra én af de sidste årgange inden, det blev indført. Jeg begyndte på HF for at have et sted at gå hen om morgenen. Men jeg var der tre gange og så slap jeg den idé igen. Det var simpelthen for voldsomt et skifte at skulle sidde ned i seks timer pludselig. Jeg havde bare lyst til at løbe ind på balletten og sige ’tag mig tilbage’. Det var her, Noam og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede os for at kaste os ud i det smykkeforetagene, som Noam allerede var begyndt at føre videre efter hans fars død (guldsmed Arje Griegst, red.). Arje efterlod sig et kæmpe arkiv og det var tanken om, at det bare skulle gå tabt eller stå i hjørnet af et museum, der gav os lysten til at føre det videre. Arje sagde til Noam, at det var hans og at han skulle gøre med det, hvad han ville, men at han bare ikke måtte kommercialisere det. Det har aldrig været drømmen for os, at hans værker skulle masseproduceres eller pustes op. Det har Noam og hans mor Irene værnet meget om, og familien har frasagt sig investorer, og alt bliver stadig lavet i Danmark. Min første rolle i firmaet blev lige så stille at lære moms og regnskab, mens Noam står for produktionen, men alt der skal gøres i det lille firma er Noam, hans mor Irene og mig. På en måde kan man sige, at vi kuraterer rundt om det, Arje har etableret – for det kan på sin vis være en udfordring at videreføre et univers, der allerede er så smukt fuldendt.”
Blive social igen
“Noam og jeg er vitterligt sammen hele tiden. Vi har skullet lære ikke at tage privatlivet med ind på kontoret. Det er en stor kontrast til det liv vi levede før, hvor jeg kun havde fri om søndagen. Vi er gået fra en meget hektisk hverdag baseret på overleveringer til en mere rolig tilværelse, hvor vi nu bruger størstedelen af dagen i hinandens selskab. Jeg har sagt til vores venner, at hvis vi begynder at gå til tandlæge sammen, så må nogen stoppe os!
Da jeg var på balletten kunne jeg aldrig være med ude, og Noam gik til selskaber og fødselsdage alene. Jeg har virkelig skullet lære at være social. Når jeg kom hjem fra en hel dag på balletten, så ville jeg bare gerne være derhjemme og slappe af. Jeg har aldrig lidt af FOMO – jeg har aldrig været bange for at gå glip af noget.
Vi bor alle sammen under samme tag i et hus på Frederiksberg – Irene i underetagen og os øverst oppe. Det er også her, Noam er vokset op. Vi flyttede ind for seks af år siden, da Noams far var syg. Det var en hård periode og han blev passet hjemme til det sidste. Noam havde ikke lysten til at flytte ’hjem’, men ideen om, at vi kunne flytte ind ovenpå situationen gjorde, det nemmere at bære. Huset består af to selvstændige lejligheder, så vi deler hoveddør og have. Børnene kan selv løbe ned til farmor, og hun laver mange hyggelige ting med dem, såsom perler og halskæder – det er meget eventyrligt. Vi spiser middag sammen en gang imellem og kommer til kaffe hos hinanden.
Noam og jeg har altid været gode til at gøre ting hver for sig, og Noam har rejst virkelig meget med sit arbejde. Det har faldet mig ret naturligt, at vi giver hinanden den plads og jeg hører tit veninder sige, at de synes jeg er meget large. Selvfølgelig kan jeg også nogle gange mærke et regnestykke tegne sig i mit hoved, men jeg tror det handler meget om at tage sig pladsen. Og det er jeg god til og har været siden, vi fik børn.”
Tanken om ikke at skulle have flere børn var for overvældende
“Jeg har aldrig haft en regelmæssig cyklus. Da jeg var på balletten, havde jeg cyster på æggestokkene, fordi den fysiske træning var så hård. Da jeg var på balletten skulle jeg altid spise meget for at holde min krop i gang og jeg har aldrig skullet tænke på diæter eller lignende.
Efter mit andet barn fik jeg en hormonspiral, som gjorde, at jeg ikke havde min menstruation i fem år. Jeg syntes det var utrolig mærkeligt, også i forhold til min datter, som aldrig havde set et bind eller at jeg havde menstruation så jeg gik til lægen og var gennem en kæmpe undersøgelse. Han sagde at det også kunne være, at jeg var holdt op med at menstruere. Jeg ville gerne have spiralen ud for at finde min cyklus. Tanken om at det skulle være slut med at få børn kom lige så langsomt snigende. Så havde jeg fået mine børn i 20’erne og det var så det. Jeg fik taget spiralen ud, og besluttede at vi må tage tingene, som de kommer. Og så blev jeg gravid.”
Tredje graviditet
“Jeg fik corona i december, da jeg var gravid, og det ramte mig desværre rigtig hårdt. Jeg havde feber i 16 dage, og var forbi hospitalet ad flere omgange, fordi jeg ikke kunne trække vejret. Det kom til at fylde rigtig meget i den sidste del af min graviditet. Jeg lå vitterlig ned hele december og jeg fik jeg virkelig en angst på vegne på min krop. Jeg har ikke været nervøs for baby, jeg kunne mærke liv og blev fuldt tæt med ekstra scanninger resten af graviditeten. Men mentalt skulle jeg bruge tid på at forberede mig på fødslen. Jeg var virkelig nervøs for, om min krop ville kunne gennemføre fødslen. Jeg har ellers en stor tiltro til min krop og en god fornemmelse for den og ved, hvad den kan, men lige der følte jeg, at jeg fuldkommen havde mistet kontakten til den. Hvad hvis det går i gang og jeg går i panik – det var en helt ny følelse for mig. Jeg begyndte også at overveje kejsersnit i håbet om at kunne kontrollere situationen, men jeg er simpelthen så bange for operationer. Jeg talte det hele igennem med min jordemoder og fik dæmpet min angst og fik muligheden for igen at tro på, at det nok skulle gå her tredje gang.
Efterhånden fik jeg tiltagende plukkeveer, og som tidligere balletdanser er jeg ret glad for generalprøver, og med tiden kunne jeg mærke, at hvis fødslen skulle gå i gang, så ville jeg føle mig klar.”
En hård start
Mit vand gik med et plask om natten, det har det gjort alle tre gange. Jeg var nervøs for de større børn, men lige så snart de var kommet ud af døren om morgenen, tog mine veer til. Jeg ringede til Rigshospitalet og sagde at jeg ville tage et karbad og det fik jeg ikke lov til, fordi jeg var tredjegangsfødende. Jeg havde den dejligste jordemoder som sagde over telefonen ”hvis du går i karbad derhjemme, kommer du ikke op igen uden en baby” Så det blev et kar inde på Riget, og hun blev født i vand stort set lige efter vi var kommet ind.
Vi havde valgt ikke at kende kønnet på forhånd, så da hun kom ud, blev Noam spurgt om han ville kigge på kønnet. Vi var begge i chok over, at det var en lille pige. Da jeg var sikker på at det ville være dreng. Alle havde gættet på en dreng men ud kom hun og hedder Romy.
Jeg havde et godt ammeforløb med Ava, men med Salomon gik det galt og han fik flaske istedet. Det fyldte meget under graviditeten her tredje gang, at amningen skulle gå godt. At have en flaskebaby kan virkelig også noget, men jeg ville gerne prøve at amme den her gang. Min mælk løb til på femtedagen og da vi var inde på efterfødselsklinikken til hælprøve blev vi mødt af en træt jordemoder, der konstaterede, at Romy havde tabt sig for meget. Der opstod en alarmerende stemning og jeg blev rådet til at give hende erstatning. Jeg tænkte bare ’hun er 26 timer gammel, hvis jeg begynder på det nu, så ødelægger jeg det hele’. Det var en rigtig ærgerlig oplevelse. Hvis bare hun havde sagt ’du gør det så godt, hun skal bare have lidt ekstra’ så havde jeg stået anderledes i det. Det var også på tredjedagen og jeg var helt færdig og stod bare og græd.
Vi blev sat på skema med amningen, hvor vi både skulle give Romy mælk, malke ud og give erstatning. Vi fortsatte med vækkeuret hver 2,5 time og jeg både ammede og pumpede og Noam gav hende erstatning. Det var meget omstændigt. Tre dage i stræk skulle vi ud ad døren med en hende til vægtkonsultation. Til sidst blev jeg tilset af en jordemoder, som var sød og imødekommende. Hun kunne se, at her var en mor, der både var stresset og egentlig bare vildt ked af det, forvirret og havde brug for ro. Hun forklarede situationen helt roligt i forhold til at at amningen på ingen måde blev ødelagt af lidt erstatning og at mælken nok skulle komme, hun fortalte det så fint, så jeg forstod det. Det er jo helt vildt, hvad stress og ked af det-hed kan gøre. Så snart jeg fik at vide, at det gik fint og at Romy havde taget lidt på, så løb mælken til.”
Datter går i sin mors fodspor
”Min store datter går i dag på balletskolen. Hun er jo nærmest vokset op derinde med mig, de utallige lørdage jeg havde hende med til at se på træning, hun har siddet i kulissen, prøvet tutu’er og tiara’erne.
Men for at være ærlig var jeg ikke særlig vild med ideen om at hun skulle starte der til det til at starte med. Selvom min egen tid på balletten i høj grad er en del af min identitet, er det også et specielt sted. Vi prøvede at sende hende til klatring og capoeira, men lige meget hjalp det – jeg sendte hende på en almindelig balletskole i halvandet år og så kunne vi tale om en optagelsesprøve på den Kongelige. Hun startede i almindelig skole og gik til ballet en gang om ugen, og da hun var syv år tog hun selv beslutningen om at gå til optagelsesprøven og kom ind. Efter sommerferien er det hendes tredje år.
Min force som mor til et barn på balletskolen er, at jeg er ret afslappet omkring det hele. En gang om året skal alle til eksamen, hvor det afgøres, om man får lov at fortsætte eller ej. Det er med dommerpanel og nummer på brystkassen. Jeg husker det selv som en stor ting, især måneden op til eksamen, hvor det gik op for en, at man kunne risikere at ryge ud. Jeg har mistet mange kammerater gennem årene, som ikke bestod og jeg ved, det har mærket dem. Min mor var meget afslappet med den eksamen, men jeg kunne godt mærke at min far var mere ambitiøs, måske fordi han kommer ud af samme fag. Det er svært at forklare for dem der ikke har været del af den verden, men det er virkelig et særligt liv, hvor man altid er på, altid i gang. At skulle sluses ud i verden efter så mange år i den boble er en særlig ting.
Det er vigtigt for mig, at hun får lov til at skabe sit eget derinde. Jeg prøver på ingen måde at påvirke Ava med min egen tid fra teateret, jeg møder hende i hendes egne oplevelser og erfaringer. I og med at jeg fik Ava relativt tidligt, og jeg selv sagde farvel til balletten for ikke så mange år siden, kan jeg virkelig spejle mig i hendes virkelighed og pludselig sidder jeg der til forældremøde med min gamle matematiklærer, det er altså lidt syret. ”
Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther, Noam Griegst
Din kommentar