Hvad alle nybagte mødre bør have i køkkenet

Line Bak Rothstein og Kamilla Rønnestad er nørder i fænomenet “de første 40 dage” og i alt, hvad der handler om omsorg og pleje i efterfødselstiden. De står bag Dea Mad og har netop udgivet bogen “Mad og mødreomsorg”, og vi taler med dem om, hvad man som nybagt mor bør have i sit køkken og hvordan man skaber rammerne for en velnæret efterfødselstid

 

Hvad er det maden kan, når det kommer til at pleje efterfødselskroppen?

Line: “For det første har god mad af gode råvarer jo en vigtig fysiologisk effekt på vores krop og hormonsystem. Kroppen gør et enormt stykke arbejde med at hele efter fødslen og i mange tilfælde også med at producere mælk. Og vi har faktisk brug for endnu flere næringsstoffer, når vi ammer, end mens vi er gravide, hvilket desværre er virkelig underkommunikeret. For det andet skal vi heller ikke undervurdere det psykiske aspekt ved maden. Når dagene eller nætterne med en nyfødt er hårde, kan et godt, nærende måltid bidrage til at give ro, trøst eller glæde. Det kan være en vigtig omsorgshandling for os selv i en tid, som ellers kan være vild og voldsom. Så god næring er både godt nu og her for kroppen, men er også en investering for at give kroppen de bedste vilkår til at heale og blive klar til, hvad resten af livet vil bringe af evt. flere graviditeter, overgangsalder og hvad der ellers sker af hormonelle forandringer.”

Hvilke forberedelser kan man i løbet af graviditeten gøre sig til efterfødselstiden?

“Det, at bruge lidt tid i slutningen af graviditeten på at fylde fryseren med lækre, nærende retter, som nemt kan varmes op, er guld værd. Det samme gælder en fyldt køkkenskuffe – det er fantastisk at kunne hive et godt stykke kerneknækbrød eller en god chokolade op af skuffen. Det er lige så hurtigt som en pose chips eller en plade Marabou, men bidrager med så meget mere godt til din krop.

En anden ting, vi også fokuserer på i bogen, er at man forbereder sig ved at forventningsafstemme med sine omgivelser, og række ud og bede om hjælp. I vores samfund kunne vi blive meget bedre til både at hjælpe hinanden, og til at turde at bede om hjælp. Vi er slet ikke skabt til at klare det hele alene – især ikke i efterfødselstiden.”

Hvad bør man som nybagt mor have i køleskabet, fryseren og køkkenskuffen?

“Vi bruger faktisk netop disse overskrifter i vores bog for at give et overblik over, hvad der kan være dejligt at have i huset, så du nemt kan få dig en bid mad med én arm, mens du har baby på den anden.
Nogle eksempler kunne være at have æg, surkål og avokado i køleskabet; gryderetter, ammebarer og fond i fryseren; og noritang, mørk chokolade, fisk på dåse og havregryn i forrådskammeret. Ud af det, kan du hurtigt lave dig en god ammesnack eller et nærende måltid.” 

Læs også

Sådan kan du støtte en nybagt mor

Hvilke måltider er gode til den første tid efter fødslen?

“Varme, veltilberedte og næringstætte retter er det bedste i tiden efter fødslen. Retter, der ikke kræver for meget af fordøjelsessystemet, og som bare nærer det med gode fedtstoffer, fibre, lettilgængelige proteiner og gode kulhydrater. Det kunne eksempelvis være en daal med masser af linser, som er fyldt af fibre som holder gang i maven – og som bliver toppet med ghee eller avokado for gode fedtstoffer. Måske endda toppet med kefir eller surkål til også at bringe lidt probiotika ind i kosten. Mange har tendens til problemer med fordøjelsen efter fødslen, så der er både probiotika og fibre gode at få med. Hvad der specifikt er behov for kan være forskelligt fra person til person og fødsel til fødsel, men hovedsageligt handler det om at spise varm, næringsrig og letfordøjelig mad.”

Og efter den første tid?

“Bliv endelig ved med at give dig selv omsorg og næring. Kroppen er virkelig på arbejde, især hvis du ammer. Og selv hvis du ikke gør, så har du nok både et rimelig stort søvnunderskud, en krop der skal komme sig efter at have gennemgået en enorm forandring i ni måneder, og en masse hormoner, tanker og følelser som lige skal have lov til at lande. Vi vil også rigtig gerne gøre op med ideen om, at du skal skynde dig og “få din gamle krop tilbage”. Din krop fortjener i stedet at blive æret for at have båret et nyt liv frem. Så vær god ved dig selv gennem maden – det kommer dig og din krop til gode på den lange bane.

Shop

Mad & mødreomsorg

279 kr

I øvrigt er meget af den mad, vi anbefaler for efterfødselstiden, også virkelig god til når din baby skal starte med at spise. Dermed kan efterfødselsmaden også blive en form for investering i bæredygtige, gode vaner, som kan gavne hele familien på den lange bane. Opskrifterne på fx sødkartoffelbrød, gryderetter og postejer som du har forberedt til din efterfødselstid, kan du altså lave igen til din babys første måltider.”

Hvilke traditioner har der historisk været for efterfødselstiden?

Kamilla: “Vi har vi haft rigtig mange fine traditioner for efterfødselsomsorg her i Norden, som desværre er gået lidt tabt. Mange kigger i stedet mod Asien og Sydamerika, hvor man stadig værner meget om de traditioner, der knytter sig til  efterfødselstiden. Vi har eksempelvis begge slugt bogen “The First Forty Days”, som skriver så fint om den kinesiske efterfødselskultur. Men i virkeligheden er det ikke mange generationer siden, at man også i Norden praktiserede de fine traditioner. Min norske bedstemor fortæller bl.a., hvordan hendes naboer kom og afleverede nærende grød ved hoveddøren, da hun havde født sine sønner. Samtidigt er det også vigtigt for os, at bruge så mange råvarer fra vores egen jord som muligt i stedet for at importere en masse fra fjerne lande, og derfor har vi fokuseret på alle de skønne og nærende traditioner og ingredienser, vi har herhjemme. Lige præcis grød er faktisk en efterfødselsret, vi ser både i Danmark, Norge og mange andre lande. Det er som regel en varm, meget næringsrig grød som er tilberedt over længere tid, tilsat en masse gode fedtstoffer som smør, fed mælk eller olie, og så indeholder selve grøden en masse gode fibre for tarmene.

Udover næringstæt mad, er et andet centralt aspekt, som går igen på tværs af kulturer, nærværet af andre. Nybagte mødre har historisk været omgivet af mange flere mennesker end, hvad vi i dag er i vores små kernefamilier. Dermed har der været flere hænder til at aflaste, hjælpe og yde omsorg. Desuden har der været en stærk tradition for at sørge for, at den nybagte mor holder sig varm i efterfødselstiden. Det har både været gennem varm mad som grød, suppe og gryderetter, men også igennem svøb, ildsteder og lignende.”

Hvordan opstod jeres interesse for “de første 40 dage” og de traditioner, der knytter sig til i forhold til omsorg og næring?

Line: “Vores interesse opstod nærmest samtidigt. Vi stod gravide i hvert vores køkken, totalt uvidende om hinanden, og tilberedte mad til vores egen efterfødselstid. Desværre endte min graviditet for tidligt. I sorgprocessen besluttede jeg, at bruge den viden jeg havde samlet og sammensatte efterfødselskurve med nærende mad til nybagte mødre, som jeg så cyklede rundt og afleverede. Skæbnen ville, at Kamilla og jeg skulle mødes, og efter at have kokkereret og leveret efterfødselskurve til en masse kvinder gennem et par år, begyndte vi at snakke om at samle vores viden i en bog. Vi snakkede om, hvor skønt det ville være, hvis venner, mødre, naboer, mormødre og kollegaer selv begyndte at lave mad til de nybagte mødre omkring sig – og vi dermed kunne genoptage nogle af de smukke efterfødselstraditioner, vi har haft her i Norden. Det har været en virkelig fin og langsommelig proces, hvor vi har haft tid og rum til at fordybe os og til at udvikle og fotografere alle opskrifterne i vores eget tempo.”

Meet’n’greet

Line Bak Rothstein (f. 1992) er BA i idéhistorie og selvlært kok og værtinde. Hun har altid arbejdet med mad, enten i marken eller i køkkenet og er optaget af, hvordan mad kan bruges til at sprede omsorg. Kamilla Rønnestad (f. 1990) er uddannet i ernæring og sundhed med særlig interesse for sammenhængen mellem mad og mentalt helbred. Hun har baggrund som mad- og samfundsskribent og fra en række socialøkonomiske virksomheder. Sammen driver Line og Kamilla virksomheden Dea. Med inspiration fra smukke efterfødselstraditioner fra hele verden udvikler Dea mad, der er skræddersyet til at yde omsorg til den nybagte mor.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *