“Det er jo seks uger for tidligt, og din far er på vej om på den anden side af jorden”

Anna Katrine Sibbersen har altid været bange for at føde. Og da hendes fødsel går i gang seks uger før termin, er hendes kæreste halvvejs på vej til Chicago. Her tager Anna Katrine os med tilbage til fødestuen og fortæller om at opleve det kontroltab, hun altid har frygtet

 

“Kære Elliot, egentlig skulle du først være kommet i midten af april. Men allerede fredag den 3. marts begyndte jeg at få ondt i lænden. Det havde jeg før haft i graviditeten, så jeg tænkte ikke mere over det. Om lørdagen skulle din far rejse til Chicago. Men der var stadig seks uger til termin, og han skulle kun være væk i 6 dage.

Da jeg går i seng fredag aften har jeg stadig ondt i lænden, og jeg vågner af det i løbet af natten. Lørdag morgen står vi op, og smerten kommer nu i bølger, så jeg tror, at det er plukveer. Dem har jeg ikke rigtig haft, og ved derfor ikke, hvordan de føles. Din far skal flyve om eftermiddagen, så vi beslutter at gå en tur ud i det tidlige forårsvejr. Jeg kan ikke engang gå 100 meter. Vi får en kaffe i solen mens vi snakker om, hvor vildt det er, at vi om lidt over en måned har en lille baby. Jeg joker med, at vi må håbe, du ikke allerede er kommet, når din far vender hjem en uge senere. Måske har et eller andet i mig haft på fornemmelsen, at du var på vej.

Lørdag kl. 13 tager din far mod lufthavnen, og jeg mødes med min veninde, Emilie der tilfældigvis er læge. Da hun ser, hvor ondt jeg har, beder hun mig ringe til fødemodtagelsen – bare for en sikkerheds skyld. Jeg ringer og forklarer, og de siger, at jeg skal tage den med ro. At det sandsynligvis er plukveer, men at jeg skal aflyse mine planer og gå hjem og slappe af. Så det gør jeg. Jeg ringer til din far, som sidder i flyet, og siger at alt er ok. Han bliver lettet, og flyver af sted med ro i maven. Emilie følger mig hjem, hvor vi slapper af på sofaen og spiser årets sidste fastelavnsbolle. Emilie tager hjem og beder mig holde hende opdateret.

Læs også

Min telefonfødsel på badeværelset

I løbet af aftenen får jeg mere og mere ondt, og der går kortere tid imellem det, jeg snart finder ud af at det er rigtige veer. Jeg bliver bange, som jeg sidder der alene i min sofa. Det er jo seks uger for tidligt, og din far er på vej om på den anden side af jorden. Jeg bestiller noget takeaway og vil se afslutningen på min yndlingsserie, men kan slet ikke koncentrere mig eller spise noget. Jeg snakker med min anden veninde, som også er læge, med Emilie igen og min mor. Sidst på aftenen beder de mig alle sammen ringe til fødemodtagelsen igen. Jeg har ikke lyst, nok mest fordi jeg er bange for, hvad de siger, og hvad der kommer til at ske.

Kl. 23 ringer jeg. De vil gerne se mig, men siger, det sandsynligvis er plukveer eller en blærebetændelse. Jeg tager toilettaske og lidt tøj med, og kl. 23.30 sidder jeg i en taxa på vej på hospitalet – nervøs, men overbevist om, at jeg skal hjem og sove i min egen seng samme aften. 

Jeg bliver taget imod af en jordemoder, der beroliger og undersøger mig. Jeg får en vemåler på og skal trykke på en knap hver gang jeg mærker bevægelse. Efter en halv time kommer hun tilbage med en læge. Hun sætter sig ned, tager mig i hånden og forklarer, at det er veer, jeg har, at jeg har udvidet mig 2 cm og at jeg er gået i fødsel.

Hun beder mig ringe til nogen, som kan være hos mig, hvis Emil ikke når frem til fødslen. Først ringer jeg dog til din far, der netop er landet i Chicago. Han får et chok. Han sidder stadig i flyet, der lige er landet i lufthavnen. Han bestiller straks et fly retur til København, som skal flyve 4 timer senere. Jeg bliver ”puttet” og får lidt at sove på. 

Shop

Skall Studio • Edgar Skjorte Blossom pink

1.000 kr

Næste morgen vågner jeg tidligt. Emilie kommer på hospitalet. Det er så dejligt at se et kendt ansigt. Kl. 9 kommer en ny jordemoder ind, men hun har en dårlig nyhed. Der er ikke plads til, at vi kan blive indlagt på Neonatalafdelingen på Rigshospitalet efter fødslen, så de er nødt til at flytte os. Og da der heller ikke er plads på Herlev eller Hvidovre, skal jeg helt til Hillerød. Jordemoderen kører med i ambulancen. Jeg synes, det er sødt af hende, så jeg ikke skal være alene, men senere finder jeg ud af, at det er fordi for tidlige fødsler pludselig kan gå meget stærkt. Det var nok godt, jeg ikke vidste det, mens vi kørte af sted.

På Hillerød bliver jeg igen taget imod af den sødeste jordemoder. Emilie kommer hurtigt derop med s-toget og jeg kommer direkte ind på den stue, hvor jeg skal føde – det er vildt at tænke på, at jeg ikke kommer til at forlade stuen uden dig! 

Jeg har stadig veer, men kan være i dem og bruger alt det, jeg har lært til fødselsforberedelse. Jeg får ros for, hvordan jeg tackler det, og det hjælper lidt. Emilie og jordemødrene prøver at få noget mad i mig, og jeg tror, jeg får spist lidt. Jeg tænker, at jeg må spise for at have kræfter til det, der snart skal ske. Men også for at jeg kan give dig så meget næring som muligt, mens du stadig er i maven.

I mellemtiden er din far et sted i luften. Vi ved endnu ikke, om han når frem i tide, og det er helt utroligt stressende og ubehageligt at vente på ham. Samtidig skal jeg jo føde snart, hvad jeg slet ikke føler mig klar til. Jeg har faktisk altid frygtet at skulle føde, også før jeg blev gravid. Jeg har sågar overvejet mulighederne for at få et planlagt kejsersnit. Kombinationen af smerten og kontroltabet, og det at jeg ikke ved, hvad der skal ske, ikke at kunne se for mig, hvor det ender og hvor ondt det kommer til at gøre. Jeg er blevet opereret for skoliose og har allerede tidligt i graviditeten været til samtale med en anæstesi-læge for at være sikker på, at jeg kan få en epidural. Men nu er jeg også alene. Jeg mangler din far og jeg er bange for, om du overhovedet er klar til at komme ud. Det er det ultimative kontroltab, netop som jeg har frygtet. 

Din far mellemlander i München søndag eftermiddag, og jordemoderen siger, at hvis hans rejseplan holder, så når han med til fødslen. Det skriver jeg til ham, og vi er begge to lettede!

Jeg får fortalt jordemødrene om min fødeangst og om mit ønske om at få en epidural. Jeg får lagt drop i min hånd, så der er klar til epiduralen, når der er brug for den. Det beroliger mig at vide, at den formentlig kan være med til at give mig det overskud og den ro, jeg har brug for at komme igennem. Det er den smukkeste aften, og vi ser solen gå ned fra stuen – der er et helt gyldent og magisk lys på fødestuen. Selv jordemødrene siger, at jeg er heldig at føde på sådan en flot dag, og det er dejligt at tænke på. 

Kl. 19 kommer din far susende ind på fødestuen med sin kuffert i hånden. Det er fuldstændig surrealistisk og alle græder – jordemødrene, Emilie, mig og måske også lidt din far. Det er som at være med i en film. Der har gået rygter om vores situation på fødegangen, så alle er lettede over at han nåede frem. Ikke mindst ham selv, men han har rejst langt og ikke sovet i 24 timer, så det er også en hård start på fødslen for ham. Men han er der! Emilie tager hjem, og det har været så fantastisk, at hun var der. Jeg vil aldrig kunne gengælde det.

Shop

Fødselsdagskalender med seks forskellige tuscher

240 kr

Kl. 20 er der vagtskifte og de præsenterer mig for jordemoderen, som skal overtage. Fra start kan jeg mærke, at der er en helt anden kemi med hende. Jeg har ikke udvidet mig så meget siden midt på dagen, men veerne tager lige så stille til. Det er som om, min krop har holdt igen indtil din far kunne være med. Hen ad aftenen foreslår hun at tage mit vand, og derefter begynder det virkelig at gå stærkt. Veerne vælter ind over mig og jeg er så bange for smerten. Jeg beder om at få epiduralen, men jordemoderen afviser det lidt og fortæller mig om bivirkningerne, ved sådan en.

Så jeg får lattergas i stedet. Det tager toppen af veerne, men gør ikke så meget for mig. Veerne gør så ondt, og jeg græder og sover lidt imellem dem. Jeg beder flere gange om epiduralen, men jeg bliver talt fra det hver gang. Og til sidst føler jeg ikke, jeg kan blive ved med at spørge, og jeg har heller ikke overskud til at diskutere det. Jeg er ellers kendt for at være én der siger min mening og ikke holder mig tilbage. Men det kunne jeg slet ikke der. Hun foreslår bistik og varmepude, og jeg får følelsen af at hun er sur eller irriteret på mig. 

Jeg udvider mig hurtigere nu. Kl. 21.15 er jeg udvidet 6 cm og kl. 2.00 er jeg udvidet 10 cm og i aktiv fødsel.

Timerne går, og du bliver mere og mere presset inde i maven. Jeg har presseveer og det virker umuligt at lade være med at presse med. Pludselig vælter det ind med læger på stuen. Jeg når ikke at opfatte så meget, men forstår, at noget er galt. Jeg bliver bange, det tror jeg også din far gør. Vi har faktisk ikke fået så meget at vide om, hvad der sker, når du kommer ud, og hvordan du vil have det. Men vi har fået at vide, at hvis du skriger, så må du komme op til mig med det samme. Hvis du ikke gør, skal du over til lægerne først. 

Klokken bliver 3.30, og nu skal det gå stærkt. En læge kommer ind og præsenterer sig. Hun skal få dig ud med en sugekop, og vi har kun et forsøg, ellers skal du ud ved akut kejsersnit. Jeg har altid frygtet sugekop, men da hun kommer ind på stuen, er hun som en engel! Jeg har sådan manglet noget omsorg, hjælp og information de sidste timer. Men hun kommer ind og fortæller mig præcis, hvad der skal ske, og hvad jeg skal gøre. Hun siger ”nu skal vi to få den her baby ud sammen. Når jeg siger til, så presser du,  vi har kun ét forsøg”. Det gør vi, og ud kommer du i første forsøg. Du er lillebitte og fedtet, og du skriger, så du kommer direkte op til mig og din far.

Læs også

“Jeg blev gravid et par uger efter, vi fandt sammen igen”

Vi får lov til at ligge med dig, og det er fuldstændig fantastisk. Men du skal hurtigt op på neonatalafdelingen og vi kan ikke vente på, at jeg bliver klar og kan følge med. Så din far går afsted med en sygeplejerske og dig i sine arme. Det føles forkert at blive liggende uden jer. Men efter en times tid kommer jeg op til jer, og der falder endelig lidt ro på. Herefter starter en tid på neonatal med ammeopstart, udpumpning otte gange i døgnet, behandling for gulsot, en masse ledninger og maskiner der bipper. Men du er her og du er OK, og det er det vigtigste. Det var ikke den start, vi havde håbet vi ville få for vores nye familie, men du er sund og rask og perfekt. Vi er indlagt i 8 dage før vi endelig får lov at tage hjem på tidligt hjemmeophold.

I næste uge fylder du et år, og selvom min sundhedsplejerske har opfordret mig til at bede om en efterfødselssamtale, har jeg været tøvende. Det første halve års tid turde jeg ikke tage den samtale, fordi jeg ikke ville rippe op i det igen. Det har spøgt hos mig, og når jeg skulle sove om aftenen, skulle være vågen om natten og amme, har jeg gennemgået fødslen for mig selv. Først ti måneder efter fødslen, fik jeg den efterfødselssamtale, som jeg havde brug for. Jordemodereren, jeg talte med, hjalp mig til at forstå, at jeg ikke kunne have gjort noget anderledes, at det ikke var jordemoderens ansvar at bedømme om min smertegrænse var nået. Jeg er ikke kommet over min frygt for at føde, men er kommet over min fødselsoplevelse. Og jeg ved, at jeg drømmer om, at gøre det igen så du kan få en bror eller søster.”

Tekst og foto Anna Katrine Sibbersen

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *