”Jeg har valgt min mor fra for at kunne være en bedre mor for mine børn”

Da Kathrine selv blev mor, begyndte hendes egen historie at fylde på en ny måde. Her deler hun, hvordan moderskabet satte gang i refleksionen over relationer, tilknytning og længslen efter tryghed.

Jeg har ikke haft kontakt med min mor i snart fem år. Det er ikke første gang, vi ikke har haft en relation. Gennem mit liv har der været flere længere perioder, hvor vi ikke har talt sammen. Alligevel ved jeg godt, at det her er anderledes. Mere end en pause. Mere som erkendelsen af et punktum.

Det er mig, der til sidst sagde højt, at vi ikke længere kunne have en relation. Derfor vil det også udefra ligne, at det er mig, der har valgt hende fra. Men det har aldrig føltes som et frit valg. Mere som noget jeg langsomt er blevet skubbet hen imod. For nogle relationer ender ikke, fordi man ønsker at forlade dem, men fordi man til sidst ikke længere kan være i dem uden at miste sig selv. Og alligevel er der et enormt savn.

Et savn efter en mor og mormor, man kan invitere til fødselsdage. En mor man kan ringe til, når livet føles tungt. En, der holder juletraditionerne ved lige, og som mine børn glæder sig til at blive passet af. Alle mærkedage har skullet genopfindes, fordi der nu er tomme pladser rundt om bordet og en stille dårlig samvittighed over noget, jeg ved ikke kan erstattes. For selv når en relation gør ondt, forsvinder længslen ikke nødvendigvis. Måske fordi vi vokser op med fortællingen om, at en mor altid er der. At den relation er den mest naturlige i verden. Og når den ikke føles sådan, opstår der let en følelse af at stå udenfor noget, alle andre ser ud til at have adgang til.

Jeg øver mig stadig i at lade savnet eksistere side om side med visheden om, at det var et nødvendigt valg for at finde fred og plads til mig selv.

Det er svært at sætte ord på relationen til min mor gennem min opvækst. Jeg bar både på et savn efter hendes nærvær og accept og samtidig et stærkt behov for at gøre oprør mod det billede, jeg følte blev skabt af mig.

Min far døde tidligt, og efter hans bortgang blev min mor centrum i familien. Hendes måde at forstå mennesker og relationer på kom til at definere dynamikken mellem os alle. Ikke som en person, der ønskede at gøre skade, men som en stærk autoritet i familien, som det var svært at gå imod.

Allerede som barn havde jeg svært ved at relatere til hendes handlinger og måde at være sammen med andre mennesker på, hvilket ofte førte til konflikter. Jeg fik gentagne gange at vide, at jeg ville forstå det hele, når jeg selv blev voksen. Den forståelse kom jeg til at længes efter, fordi jeg forestillede mig, at den måske ville give os mulighed for at mødes et sted, hvor jeg ikke hele tiden var problemet. Samtidig havde jeg et nært forhold til min egen mormor. Hun var et menneske, der så mig og gav mig en følelse af ro og ubetinget kærlighed. Måske er det også derfor, savnet på mine børns vegne fylder så meget i dag. Jeg ved, hvad en mormor kan betyde. Jeg ved også, hvor meget det gør ondt at mærke, at ens egne børn mangler noget, man ikke selv kan give dem.

I starten af mine 20’ere mødte jeg min datters far, og i den periode oplevede jeg en anden form for interesse fra min mor, som jeg længe havde længtes efter. Som 23-årig ventede jeg mit første barn, og under graviditeten var jeg tættere med min mor, end jeg nogensinde før havde været. Da min datter blev født, føltes det næsten som om, jeg selv fik en mor i samme øjeblik, jeg selv blev det.

I mange år havde jeg været optaget af at opnå min mors positive opmærksomhed, og det havde efterladt mig med en begrænset fornemmelse af, hvem jeg egentlig var, og hvad der var rigtigt for mig. Moderskabet blev begyndelsen på en anden form for refleksion. Da jeg som 25-årig stod alene med min toårige datter efter bruddet med hendes far, havde jeg mere end nogensinde brug for min mor. Midt i sorgen over at opløse vores lille familie opstod også en anden erkendelse: at jeg også havde mistet den tryghed, jeg for en tid havde oplevet i relationen til min mor. Og det i sig selv var jeg næsten mere ked af.

Det blev en øjenåbner. Jeg begyndte at se et mønster, der havde gentaget sig gennem hele mit liv. At nærheden mellem os ofte var knyttet til, om jeg levede op til det billede, hun havde af, hvem jeg burde være. Afstanden vendte tilbage, og følelsen af at være forkert meldte sig igen.

I perioder med afstand mellem os kunne jeg tydeligt mærke det, også i de rum vi delte med andre. Jeg forlod ofte vores aftaler med uro i kroppen, som først ramte mig for alvor, når jeg sad alene i bilen bagefter. Tårerne kom forsinket, og dagene efter var præget af tomhed, udmattelse og en uforklarlig grådlabilitet.

Omkring et år efter bruddet til min datters far traf jeg for første gang beslutningen om at bryde kontakten til min mor. Det føltes som en nødvendig grænse for ikke selv at gå i stykker. For første gang handlede det ikke kun om relationen til hende, men også om ansvaret for at skabe noget andet for mit eget barn. I to år så vi ikke hinanden. Langsomt begyndte jeg at skabe et andet liv omkring mig selv. Jeg havde mødt min nuværende mand, fundet mere fodfæste og ventede vores første fælles barn.

Så en dag modtog jeg en besked fra hende om en tragisk hændelse i familien. Kombinationen af sorgen, graviditeten og den længsel efter en mor, som graviditeter altid syntes at vække i mig, blev det, der førte til, at vi genoptog kontakten. Vi talte aldrig om det, der var gået forud. Jeg vidste, at relationen ikke kunne bære det. Igen oplevede jeg glimt af den mor, jeg længtes efter. Samtidig lå der en stille bevidsthed i mig om, at nærheden måske var knyttet til omstændighederne omkring mig, mit ægteskab, mine børn og det liv, jeg levede.

Under coronaperioden opstod der en situation, der gav mig en uventet ro. Restriktionerne gjorde det legitimt at samles i mindre grupper, og for første gang kunne jeg være sammen med mine søskende uden også at invitere min mor. Det gik op for mig, hvor anderledes stemningen kunne føles i hendes fravær. Samtidig vækkede det en stor ambivalens i mig, fordi jeg selv kendte følelsen af at stå udenfor fællesskabet. Der havde været mange situationer gennem årene, hvor familien blev samlet uden mig.

Jeg har savnet min mor det meste af mit liv. Ikke fordi hun ikke var der fysisk, men fordi relationen aldrig føltes som et sted, hvor jeg kunne være tryg. De gange jeg lænede mig ind i den, føltes det ofte, som om tæppet blev trukket væk under mig igen. Jeg mistede mig selv i relationen til hende. Jeg oplevede ikke at blive hørt eller respekteret, og til sidst endte jeg ofte med at råbe for overhovedet at føle mig synlig.

For snart fem år siden stod jeg med to små børn, der elskede deres mormor. Det var den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget, fordi det føltes som om, jeg tog noget fra dem. Men jeg havde det så dårligt i relationen, at valget til sidst føltes enkelt: Enten havde mine børn en mormor, eller også havde de en mor, der kunne hænge sammen. Og jeg valgte at være deres mor.

I dag er jeg 37 år og mor til tre børn. Min yngste søn har aldrig mødt sin mormor. Det ikke at have kontakt til sin mor føles stadig skamfuldt at sige højt. Særligt fordi relationen til min mor har påvirket hele vores fælles rum, hvilket gør, at jeg har fået en berøringsangst for at være i kontakt med resten af min familie.

Jeg taler stadig med mine børn om min mor. Jeg fortæller dem de sjove og hyggelige historier, måske som en måde at holde hende levende i deres bevidsthed. Måske også fordi en lille del af mig stadig holder døren på klem.