Sara Hjort Ditlevsen måtte kort inden sin termin vinke farvel til den hjemmefødsel, hun havde glædet sig til og brugt flere måneders forberedelse på.   

Besøgene foregår dagligt, men kun over FaceTime, da Mette og hendes kæreste har valgt at gå i total isolation efter fødslen af deres første datter.    Forholdt du dig anderledes i tiden op til din termin, grundet corona? ”I starten af marts begyndte jeg allerede at opholde mig mindst muligt uden for hjemmet. Men da jeg var gået over termin, havde jeg flere aftaler i kalenderen, hos min jordemoder og zoneterapeut med henblik på modning og igangsættelse af fødsel, som jeg gerne ville holde fast i. Samtidig havde jeg brug for at høre hjertelyd og vide, at vores datter fortsat havde det godt inde i maven.”   Hvad var din største bekymring? ”Jeg frygtede, at jeg ville blive smittet med coronavirus, så der var en risiko for, at jeg kunne overføre sygdommen til vores barn.” Var der nogle ting som foregik anderledes op til din fødsel? ”I ugerne op til min fødsel var der ikke andet usædvanligt at bemærke, end at der ikke længere blev givet hånd mellem sundhedspersonale og patienter. Det var især efter min fødsel, at coronasituationen herhjemme eskalerede, og at der i graviditet og ved fødsel også blev indført restriktioner.” Hvordan foregik din fødsel? ”Jeg begyndte at få veer fredag formiddag, som tog til sen eftermiddag, og ved 19-tiden kørte mine kæreste og jeg til Herlev Hospital. Jeg var 1 cm fra at være i aktiv fødsel og dermed få tilbudt en fødestue. Jeg havde et ønske om at føde på Herlevs fødeklinik, og da den ene af de to stuer på fødeklinikken var ledig, fik vi lov til at opholde os der. Sen aften var jeg i aktiv fødsel, natten faldt på, og vi begyndte at glæde os til, at det skulle blive morgen, da jordemoderen regnede med, at vi nok kunne fejre fødselsdag her. Men tidligt lørdag morgen oplevede vi vesvækkelse, og for at få fremgang i fødslen blev det anbefalet, at jeg fik et vestimulerende drop. Ideen huede mig ikke, da jeg var nogenlunde bekendt med risiciene, men heldigvis tog min krop godt imod det og begyndte at lave kraftigere veer – og vigtigst af alt blev vores datter ikke påvirket af medicinen. Kl. 16.12 da solen skinnede fra en næsten skyfri himmel (jeg havde frit udsyn til himlen fra et loftsvindue placeret ovenover hospitalssengen), kom vores Lucile endelig til verden.”   Mærkede du en særlig corona-steming på fødegangen eller hos din jordemoder? ”Jeg må indrømme, at jeg i kampens hede ikke skænkede Corona en tanke. Min kæreste bemærkede, hvordan jordemødrene flittigt sprittede deres hænder af, når de kom ind på stuen og gik ud igen – men det håber jeg, at de også praktiserede inden coronatiden.   Hvordan har dagene efter været anderledes? ”Den første tid med Lucile har været ganske særlig. Ikke alene er vi blevet en lille familie, men det er sket i en tid, hvor alt er vendt op og ned, og selvom vi har været i en barselboble, så har vi i høj grad også mærket, hvordan coronasituationen har ændret vores hverdag, og hvordan vi har måttet afskærme vores datter fra omverdenen – selv fra

En planlagt igangsættelse gjorde, at Frederikke måtte gennemføre mange timer af sin fødsel alene, inden hun fik en fødestue og hendes mand kunne deltage. 

Da Johanne skulle føde sit tredje barn, var det ikke kun corona, der tiltrak lægernes opmærksomhed på fødegangen, men derimod en uventet sædefødsel.

Hvordan skaber vi hele, kærlige mennesker, der også kan forstå et ‘nej’ og samtidigt sætte deres egne grænser? Og findes der god skæld ud? I denne To The Moon Podcast taler vi opdragelse anno 2020 med Rillo Schwartz, mor til Viola på 3 år, Szhirley, mor til Elton på 9 og Bille på 5 og Josefine Ekstrand, mor til Leopold på 5 og Hilma på 2 år.

Mathilde Torp Mader havde egentlig lagt drømmen om at blive mor på hylden. Men så blev hun gravid. Hør By Malene Birgers kreative direktør fortælle om at være for bekymret i sin graviditet til rigtigt at glæde sig, alt imens hun pendler imellem København og London med sin gravide mave.   Hvordan er det at være højgravid midt i en tid med karantæner, rejseforbud og coronavirus? “Vi har virkeligt skruet ned for al kontakt med folk og alle jordemoder aftaler i London foregår hjemme nu, så gravide ikke skal bruge transport for at komme frem og tilbage. Min mand må heldigvis godt deltage i fødslen og da vi begge to er hjemme her i count down-tiden, håber jeg ikke, der bliver nogen problemer med sygdom. Det er selvfølgeligt lidt skræmmende, for vi ved stadig ikke, hvordan situationen er i England om 3 uger. Vi har bestilt tid på et privathospital, så vi har begge options, hvis vores lokale hospital bukker under med for mange syge Covid-19 patienter. Men jeg håber, vi stadig kan bruge vores lokale hospital. Det er jo der, vi har forberedt os, og der vi har lært lægerne og jordemødrene at kende. Men det er mærkeligt at tænke på, at vores søn måske er flere måneder gammel, inden han kan møde sin danske familie. For så længe der er rejseforbud, og vi er lidt usikre på smittefaren for ældre kan min familie ikke komme over. Men så må vi facetime.”   Hvordan fandt du ud af at du var gravid? “Vi havde lige afholdt vores Spring-Summer 2020 Show i København, og da jeg tog hjem efter showet, havde jeg det helt vildt underligt. Jeg følte, at min lænd brændte. Min mand og jeg var kommet frem til den erkendelse, at vi højst sandsynligt ikke kunne få børn. Vi havde prøvet i mange år, men regnede efterhånden ikke med, at det var noget, der ville ske for os. Jeg ringede til min mand og sagde: ‘Der er et eller andet, der er underligt’. Han syntes, at jeg skulle tage en test, men jeg sagde at det var der jo ingen grund til, men han blev ved, så den aften gik vi ned for at købe et par graviditetstests. Den første test var positiv. Jeg var helt lamslået, sagde bare: 'Oh my god!’ og viste den til min mand, der sad inde i stuen. Han var sikker på, at jeg havde tisset forkert på den. Så jeg måtte tisse på en til, foran ham! Og resultatet var det samme. Senere samme nat vågnede jeg og tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe. Så jeg stod op og tissede på en til. Om morgenen tissede jeg på endnu en, og så var jeg sådan ‘Ok, nu går jeg til lægen’. Den første tid var præget af, at vi simpelthen ikke turde tro på det, og jeg blev ved med at tisse på de der stænger i næsten halvanden måned. Hvis jeg for eksempel havde været stresset på arbejdet, tænkte jeg, at nu var det nok gået væk. Så