Christine Sofie – ”Mit ønske om kejsersnit var min måde at råbe vagt i gevær på” - TO THE MOON, HONEY

Christine Sofie – ”Mit ønske om kejsersnit var min måde at råbe vagt i gevær på”

Den 31-årige model Christine Sofie Johansen har en positiv tilgang til livet, og når udfordringer opstår, tænker hun: ”Dét her kan jeg sagtens klare.” Men da hun bliver gravid med sit andet barn, indser hun, at hun efter fødslen af datteren Bobbie har udviklet fødselsangst og får konstateret PTSD. Her fortæller hun, hvordan hun med hjælp fra samtaler med læger og jordemødre har forberedt sig på sin forestående fødsel

 

Det er påske, og Christine Sofies krop opfører sig anderledes. Da menstruationen udebliver, tager hun en graviditetstest. Den er positiv. Helt uventet og slet ikke planlagt. Præcis ligesom hendes første graviditet. Men dengang blev hun lykkelig for overraskelsen.

Sådan reagerer hun ikke nu. Udsigterne til at skulle føde igen er altoverskyggende.

“Jeg hører ofte kvinder fortælle, at man glemmer fødselssmerten. Men naaaarh, det har jeg faktisk ikke glemt.”

Når folk lykønsker hende, udbryder hun konsekvent, at det ikke var planlagt. Hun føler et behov for at forsvare graviditeten, fordi hun ikke glæder sig.

“Da jeg er omkring tre måneder henne, fortæller jeg nogle veninder omkring min frygt for at føde, og de siger, at jeg skal bede om et kejsersnit. Og det gør jeg.”

Ønsket om et kejsersnit bliver startskuddet til, at Christine Sofie forstår og accepterer, at hendes første fødselsoplevelse har efterladt hende med et ubearbejdet traume. Et traume, som hun har følt skam over at bære rundt på. 

To_the_moon_Honey_christine_sofie_model_gravid_foedsel_mama_profile_

Bobbies fødsel i 2019

Vi skal tilbage til januar 2019, hvor Christine Sofie har termin med sit første barn. Hun kan næsten ikke vente med at møde sin datter, og hun glæder sig til at føde. 

“Jeg gik ind til fødslen med et åbent og positivt sind, jeg stolede på min krop og på mig selv. Jeg havde en række forventninger og ideer til, hvordan det skulle foregå. Måske afledt af dét usagte omkring fødsler, der kan herske mellem kvinder. Jeg følte i hvert fald et pres omkring at skulle føde uden smertelindring. Det blev vigtigt for mig, at jeg skulle gå i gang af mig selv og føde så naturligt som muligt. Idealet var at være urkvinde.”

Men sådan ender det ikke.

Christine Sofie går to uger over tid, og fødslen bliver sat i gang.
“Takker vi nej til igangsættelse, fralægger lægerne sig ansvaret. Vi opfatter det som om, at der er en risiko for, at barnet vil gå tabt, hvis vi venter. Og den risiko tør vi selvfølgelig ikke løbe.

“Jeg får to hormonpiller med nogle timers mellemrum, og så begynder veerne for fuld smæk. Jeg får ingen plukkeveer, ingen milde vesmerter, der tager til. Det går fra 0 til 100. Jeg har veer af 1,5 minuts varighed med kun 30 sekunders pause, og da jeg ankommer på hospitalet, er jeg sikker på, at jeg føder nu. Men jeg er kun 3-4 cm åben.”

“Visuelt ser jeg for mig, at nogen stikker mig med en fiskerkniv i underlivet. Bobbie ligger skævt i bækkenet, og hver gang jeg får en ve, bliver hun presset mod mit skamben.”

Læs også

Sara Rostrup – Min kamp med amning

De voldsomme smerter tvinger Christine Sofie til at opgive ideen om en fødsel uden smertelindring, og hun får både bistik, lattergas og til sidst en epidural. Efter et stykke tid begynder Bobbies puls at stige, og fostervandet bliver grønt.

“Jeg får at vide, at hun er stresset, og at jeg skal føde nu. Det er en virkelig hård besked at få, når min krop bare ikke kan honorere det. Jeg havde forestillet mig en fantastisk fødsel, og jeg følte mig i stedet som en kæmpe fiasko. Jeg var overvældet af frygt. Hele situationen gjorde mig så bange.”

“Pludselig bliver det endnu mere hektisk, fordi hendes puls falder, og fostervandet bliver brunt. På det her tidspunkt er der allerede 9 mennesker på stuen. Der er en alarm, der går. De tager hele tiden blodprøver fra hendes hoved. Lægerne og jordemoderen udveksler en masse ord og informationer, og jeg bliver mere og mere stresset og bange, mens jeg ligger med lukkede øjne og forsøger at fokusere.”

“De gør mig klar til akut kejsersnit, og jeg er netop blevet flyttet over på en anden båre, da jordemoderen siger, at hun lige vil give den vaginale fødsel et sidste skud. Hun klipper mig, og i samarbejde med Rasmus og tre læger (og mig) får jordemoderen bragt Bobbie til verden.”

Bobbie har det heldigvis godt. Lægerne forlader stuen, og idet roen er ved at indfinde sig, føder Christine Sofie moderkagen. Og så begynder hun at bløde. Meget.

“Jeg får øje på Rasmus, som nu også er meget bange. Ikke for Bobbie. Men for mig. Og pludselig er stuen igen fuld af læger. Ligesom jeg igen er overvældet af frygt. For at stoppe blødningen må en læge have hele sin hånd op i min livmoder for at trykke på såret med et viskestykke. Det lykkes, og jeg er evigt taknemmelig for jordemødrene og lægerne på Hillerød Hospital. De er fantastiske. Men det var en voldsom oplevelse.”

Græd hver dag de første 4 måneder

Som førstegangsfødende ligger Christine Sofie på barselsgangen i to dage efter fødslen. Her spørger personalet til hendes fødselsoplevelse, og hvordan hun har det. 

“Jeg kan høre mig selv lyve. Jeg var slet ikke klar til at tale om det.”

Og sidenhen blev hun aldrig spurgt til det. Der var ingen efterfødselssamtale.

“Jeg græd hver dag i de første fire måneder af Bobbies liv. Jeg sad og rystede og var bange. Jeg vidste ikke hvorfor. I dag ved jeg, at der var så meget angst og frygt forbundet med fødslen. Jeg havde været bange for mit barn, men også meget bange for mig selv. Og det kan være meget skamfuldt at sige højt. For hvorfor tænkte jeg ikke kun på mit barn? Hvordan kunne jeg være så optaget af mig selv, når nu Bobbie havde det godt? Jeg guilt trippede helt vildt over, at jeg fokuserede på mig selv.”

Accepten af, at fødsler er det rene jeopardy

Da Christine Sofie ytrer ønske om kejsersnit, bliver jordemoderen klar over, at der er noget i vejen.

“Jeg bliver tilknyttet et helt fantastisk forløb på Hillerød Hospital, hvor jeg er til en række samtaler med en overlæge. Jeg får i den forbindelse konstateret PTSD som følge af den voldsomme fødsel, som jeg slet ikke har bearbejdet. Jordemoderen, der bragte Bobbie til verden, tilbyder mig også en samtale. Endda uden for hendes arbejdstid. Det var en kæmpe hjælp og lettelse, og jeg har dyb respekt for hende og alle andre jordemødre.”

To_The_Moon_Baby_Bump_Christine_Sofie_Johansen_Model_Gravid_med_Plus_Size_Model_Danish_Mom_
Læs også

Christine Sofie Johansen – Om at blive glædeligt overrasket over graviditet

“Vi taler meget om, hvorfor jeg er så bange, og hvad der er anderledes fra første graviditet. Det handler ikke udelukkende om den voldsomme fødselsoplevelse, men også det faktum at jeg ikke er den samme mere. Jeg er nogens mor nu. Jeg var frygtløs tidligere, i dag er jeg bange for at miste på en helt anden måde. Det ligger der også en erkendelse i. ”

“Som en del af forløbet havde jeg i lang tid et planlagt kejsersnit den 28. december i tilfælde af, jeg ikke selv har født inden. Et slags proforma-kejsersnit for at give mig ro. Men det har jeg lige meldt ned. Jeg vil gerne føde igen, og jeg føler mig bedre rustet nu. Jeg føler mig passet på. Lægerne har sagt, at hvis jeg går helt i panik under fødslen, får jeg kejsersnit. De skal nok få barnet ud. Der er en åbenhed omkring det, som for mig er guld værd.”

Åbenheden har fået hende til at acceptere, at fødsler er det rene jeopardy. Hun er blevet fortalt, at der aldrig er nogen, der kan vide, hvordan en fødsel kommer til at gå, hverken jordemoderen eller den fødende.

“Set i bakspejlet burde jeg dengang ikke have været så optaget af idealet om at føde som en urkvinde. Jeg burde have fokuseret på, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Samtalerne har fået mig til at indse og tro på, at alle fødsler og kroppe er forskellige. Man kan og må ikke sammenligne.”

To_the_moon_Honey_christine_sofie_model_gravid_foedsel_mama_profile_

Skamfuldt ikke at glæde sig

Christine Sofie oplever, at jo mere hun italesætter sine følelser omkring fødslen, desto bedre får hun det. Derfor ville hun ønske, at hun havde gjort det tidligere.   

“Jeg har i virkeligheden haft det dårligt med at sige det højt, fordi jeg har følt mig ynkelig og svag. Det har været svært at indrømme, at jeg havde en frygtelig oplevelse, fordi jeg var så bange. Det har også været forbundet med følelsen af morsvigt over for barnet i maven, at jeg ikke har kunnet glæde mig.”

Hun håber for andre kvinder i samme situation, at de tør åbne op over for deres jordemoder.
“Mit ønske om kejsersnit var min måde at råbe vagt i gevær på. Så jeg ved, at det kræver meget at sige højt, hvordan man har det, når man ikke bliver spurgt.”

BESØG TO THE MOON SHOP 

Fra New York til København

Christine Sofie har boet med sin mand, Rasmus, on/off i New York i mange år, mens hun har arbejdet som model. Da corona kom, rejste de til Danmark for midlertidigt at bo i deres sommerhus i Tisvilde. Det var meningen, at de skulle tilbage til New York, men så blev Christine Sofie gravid.

“Jeg rejser meget med mit arbejde, og det er dyrt at bo i New York. Derfor vil jeg skulle arbejde endnu mere og se familien mindre. To børn passer ikke helt ind i den ligning lige nu. Vi har derfor købt en lejlighed i København, som vi overtager i marts, og som vi skal totalrenovere. Det bliver dejligt at komme ind til byen, hvor alting er lidt tættere på.”

Både Christine Sofie og Rasmus er passionerede omkring design og indretning og driver sammen virksomheden Studio Force Majeure.

Nej tak til hamsterhjulet

Det er uvist, hvordan familiens liv kommer til at se ud i fremtiden. Måske skal de tilbage til New York i en periode. Måske skal de bo i et helt tredje land. Christine Sofie vil i hvert fald ikke love, at de bliver boende i Danmark for evigt. Intet er givet. For livet må ikke blive for forudsigeligt eller trivielt. 

“Generelt tager vi tingene, som de kommer. Sådan har vi altid levet. Da vi fik Bobbie, kunne vi ikke fortsætte vores liv 100% som før, og så nedjusterede vi bare. Jeg vil hellere tage det stille og roligt end at blive en del af hamsterhjulet, hvor man står op kl. 5.30, får børnene afleveret i institution, arbejder, får fri, handler, henter børn, laver mad og putter. Det får jeg helt stress af. Livet må ikke blive et ræs. Jeg kan slet ikke se mig selv i den der boks.”

To_the_moon_honey_gravid_med_julie_teglhus_ rasmus_seebachs_kæreste_baby_bump_
Læs også

Julie Teglhus – ”Jeg blev ægte besat af tanken om at blive gravid”

“Og alligevel er jeg påvirket af den danske kultur og tankegang. Det blev jeg mindet om i foråret, hvor jeg var i Paris for at arbejde.” 

Christine Sofie fortæller, hvordan hun sidder til et middagsselskab og taler om, at det kunne være fedt at bo i Sydfrankrig i en periode. Hun understreger samtidig, at det selvfølgelig skal være, inden børnene starter i skole.

“Min franske ven kigger på mig med store, undrende øjne og spørger: ”But why?”
Jeg hører mig selv gentage den sædvanlige smøre med, at børn har brug for faste og firkantede rammer og stabilitet. Det pudsige er, at tankegangen var helt fremmed for ham. Og han har jo rent faktisk en pointe. Det er en meget dansk måde at anskue livet med børn på. I Danmark skal små børn også helst ligge i deres egen seng kl. 19, og de skal hurtigt lære at falde i søvn alene. Kulturen er en anden i Sydeuropa. Der går børnene for eksempel omkuld i deres klapvogn kl. 23. Den tilgang er jeg inspireret af.”

“Vi vil gerne leve mere frit i vores familie. Hvis vi på et tidspunkt flytter til et andet land, åbner vi vores børns øjne for, at der findes andre måder at gøre tingene på, og det beriger dem også. Sommetider er det fornuftigt at stoppe op og spørge sig selv: ”Hvad er rigtigt for lige netop os?”

På samme måde vælger Christine Sofie at gå ind til sin forestående fødsel. Med et åbent sind og uden fastlåste forestillinger om, hvad der er rigtigt og forkert.

Tekst Julie Teglhus Foto Sissel Abel 

Meet’n’greet

Christine Sofie Johansen, 31, arbejder til daglig som model og Creative Director i totalentreprise- og designvirksomheden Studio Force Majeure, som hun driver med sin mand, designer Rasmus Robert. Sammen har parret datteren Bobbie på snart 3 år, og de venter en lillesøster i slutningen af december.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.