”De allerstørste ting i vores liv sker i mødet med andre mennesker”
Præst Signe Danielsen har i årevis haft et nytårsforsæt om at være en dårligere mor. Hun synes, at moderne forældre skal sænke forventningerne til dem selv og til gengæld blive bedre til at åbne deres liv for andre, der ikke nødvendigvis tilhører den inderste kerne
41-årige Signe Danielsen er vokset op i et hjem, hvor bibelfortællinger og fejring af højtider var med som en naturlig del af barndommen. En af de ting hun sætter særlig stor pris på, er de holdepunkter, som traditioner er med til at skabe i menneskers liv. At vi kan træde ind i dem og ikke behøver at skabe dem selv. Og for Signe er julen en fejring af forvandlingen.
”Det er fortællingen om, hvordan et barn bliver født og forvandler hele verden. Men det er vel dybest set den samme erfaring, som de fleste gør sig, når de bliver forældre. Med ét bliver man tryllet om til noget andet, end det, man var før. Til mor. Med ét har hele verden fået et nyt omdrejningspunkt og er blevet forvandlet på måder, som man aldrig helt kan få greb om. For mig er moderskabet i hvert fald en lang opdagelsesrejse, som jeg ikke kan forudse næste etape af. Men jeg synes, det er det smukke ved julen. At det netop er fortællingen om, at ting kan komme til os udefra på uforudsete måder, som vi slet ikke kan forestille os eller planlægge.”
Da Signe Danielsen blev mor for første gang for 11 år siden, oplevede hun med egne ord sin største eksistentielle krise. Fra at have været fri til at gøre, hvad hun havde lyst til, var der pludselig en helt anden dimension.
”Det var simpelthen så vildt, for jeg ikke var forberedt på, hvor stor en overgang det var. Jeg gik fra at have været mig selv, været meget fri og rejst meget. Så lige pludselig var jeg fuldstændigt afhængig af det her lille barn, som også var helt afhængig af mig. For evigt!”
Noget andet der gik op for Signe var, at der i forældreskabet også medfulgte en sæk med livslang bekymring.
”Ens følelsesliv er ikke længere ens eget, men er fuldstændigt forbundet med et andet menneske. Hvis mit barn ikke har det godt, så har jeg det ikke godt. Jeg tror nogle gange, at vi voksne glemmer, at det også gælder vores egne forældre. Det mærker jeg ofte i mit møde med forskellige generationer i kirken. Man bliver virkelig optimistisk på menneskehedens vegne af at være præst. Fordi at man kan mærke hvor meget kærlighed, der er mellem mennesker og hvor meget bekymring der er i relationer.”
”Noget der virkelig kan røre mig, er, når jeg har bisættelsessamtaler og kan høre, at mennesker har formået at tage sig af hinanden. Også tit på trods. At de har gået på kompromis med deres eget for et andet menneskes skyld.”
Fra Forsvaret til Frederiksberg
Inden livet bød på præstekjole og højmesse, uddannede Signe Danielsen sig som sprogofficer hos Forsvaret. Efter sin første udsendelse havde hun egentlig besluttet sig for at læse teologi på universitetet men hoppede fra, da hun ikke helt kunne slippe Forsvaret. Hun blev tilbudt at lære pashto med henblik på en udsendelse til Afghanistan i 2009 og slog til. Vel hjemme tog hun uddannelsen op igen og blev færdig året efter hendes ældste datter blev født.
At gå fra at arbejde og navigere i krigszoner til at forkynde Guds ord på det fredelige Frederiksberg, hvor hun i dag er sognepræst i Sankt Markus kirken, var da også noget af et spring. Alligevel er sproget den røde tråd, der binder de to ting sammen.
”Det er jo ikke som sådan nogen naturlige sammenhæng. Og så er der alligevel fællestræk. I mit arbejde som sprogofficer agerede jeg ofte tolk, hvilket betød en masse møder med forskellige mennesker. Det er noget, der har vist sig at gå igen i præstearbejdet. En stor del af mit arbejde går ud på at tale med folk og prøve at forstå det, de siger. Og at prædike og skrive taler som skal stå meget skarpt i en helt konkret kontekst.”
Som præst møder Signe oftest mennesker, der står midt i et af livets yderpunkter. Der er altid noget på spil, når hun trækker i arbejdstøjet.
”Jeg har jo meget sjældent noget at gøre med alt det daglige. Så det er tit nogle meget ekstreme situationer, hvor folk er i den største sorg, fordi de har mistet nogen. Eller når jeg har sjælesorgssamtaler, fordi nogen er i en eller anden form for livskrise. I den anden ende af spektret er der så barnedåb, konfirmationer og bryllupper. ”
Ingen plads til dårlige dage
I modsætning til os andre der måske kan gemme os bag computerskærmen eller slække lidt på en opgave, er det ikke en mulighed at have en off dag på arbejdet, når man er præst.
”Jeg har en forventning til mig selv om, at jeg skal gøre mig umage. At jeg skal leve op til den situation, jeg står i. Det kan godt være hårdt, men jeg synes også, det er spændende og udfordrende. Mest af alt synes jeg, det er et meget, meget taknemmeligt arbejde at have. Jeg elsker det. Jeg elsker at være præst.”
Når man elsker sit job så meget, er det svært at fremhæve bestemte ting. Men hvis man alligevel beder Signe Danielsen om det, peger hun på, at stort set alle hendes arbejdsopgaver er meningsfulde, både for hende selv og for de mennesker hun møder, samtidigt med at hun slipper for næsten alt bureaukrati.
”Jeg skal ikke rapportere noget. Jeg skal ikke skrive evalueringer på noget. Eller arkivere noget. Og så tror jeg næsten, noget af det allerbedste er, at jeg i min dagligdag har at gøre med mennesker i alle aldre. Jeg møder jo alt fra spædbørn, og helt op til folk, som er over 100 år. ”
Om at sænke forventningerne og åbne sit liv
De er de færreste, der på samme måde som en præst er i berøring med mennesker i alle livets faser. Vi lever meget i vores små kernefamiliebobler, og ofte går der både rugbrødsfabrik og hamsterhjul i den. Derfor kan det være svært at mønstre energien til at være noget for andre. Signe Danielsen fortæller, at hun gennem de seneste mange år har haft det samme nytårsforsæt. Nemlig at være en dårligere mor.
”Det kan godt lyde lidt underligt, og det er ikke fordi jeg har tænkt, at jeg bare var en fantastisk mor. Det er heller ikke fordi, jeg har tænkt mig at blive en lortemor. Det er selvfølgelig vigtigt, at man som forælder gør sig umage med sine børn. Men de fleste forældre gør det bare rigtigt godt. Så kan man godt gå lidt på kompromis og måske bage lidt mindre, eller skrue lidt ned for sine egne krav til, hvordan ting skal se ud, være og smage.
Forældre har virkelig høje forventninger til, hvad det er de skal kunne, og hvad de skal gøre.
Og jeg tror også, mange har en idé om, at børnene har ret til alt deres tid. At alt det overskud og al den tid de har, skylder de deres børn. Hvis ressourcer og overskud kun strækker til kernefamilien, så går det hele bare ikke op. For så er der nogle andre, man ikke når. Så måske skal man sænke forventningerne til sit forældreskab og så at huske på ens gamle tante, som ikke har nogen i sit liv”
Selv rejser Signe nogle gange væk fra sine børn for at være noget for andre. Hun er stadig tilknyttet forsvaret og bliver indimellem udsendt som feltpræst. Den første uge af December tager hun f.eks. til England, hvor danske soldater er i gang med at træne deres ukrainske kolleger.
”Der er jeg bevidst om, at jeg sagtens kan gøre, fordi mine børn har det godt. De har også en far, bedsteforældre og venner, gode skolelærere og et trygt, dejligt liv. Så de kan godt klare, at jeg er væk fra dem”.
Tydelighed og rammer
Når Signe er hjemme, flyder hendes liv som præst sammen med livet som mor. Kirken ligger kun 100 meter fra hoveddøren og børnene er tit med, når der er gudstjenester eller hvis der lige skal ordnes noget praktisk, når de er kommet hjem fra skole. Selvom hendes piger har et andet forhold til kirken end deres jævnaldrende, er Signe Danielsen meget bevidst om, at det ikke er noget, de bliver påduttet.
”Jeg tror, de ser det som noget meget naturligt. De føler sig ikke anderledes. Overhovedet. De ved godt, jeg tror på Gud. De ved også godt, at deres far ikke tror på Gud. Og så møder de nogle voksne, der tænker noget helt tredje og så går de i klasse med en muslimsk pige. De møder alt muligt forskelligt, og det navigerer de i”.
I Skt. Markus kirke hvor Signe er præst, bliver der afholdt mange forskellige arrangementer for børnefamilier. Her oplever hun også, at børn sagtens kan finde ud af at være i og bruge kirkerummet, selvom deres medfølgende forældre ikke nødvendigvis er troende.
”Tro er jo en proces som er lidt flydende og ændrer sig hele livet igennem. Det er også det der gør, at man roligt kan tale med børn om det. For tro er ikke sådan en pille man spiser, og så er det for evigt. Noget af den forskning omkring børn som jeg synes er enormt spændende, er, at det er vigtigt, at de møder voksne, som er tydelige. At man som voksen skal fortælle barnet, hvad man selv tror på, hvad man selv synes, og så ikke være bange for, at det er indoktrinering. For børnene skal nok selv navigere i det, og de tager ikke nødvendigvis bare deres forældres synspunkter til sig. Men man er nødt til at være tydelig, ellers mangler de nogen at spille bold op ad. Så står de i et dannelsesvakuum, hvor de selv skal finde ud af det hele og opfinde hele verden.
Hvis du vokser op i et samfund, hvor du er totalt fri og hvor dine forældre siger til dig, ”gør hvad du vil og uanset hvad du gør, så bakker vi op om det og uanset hvad, så er det sikkert det rigtige”, så er der ikke noget rigtigt eller forkert. Så er man et sted, hvor man kan føle, at det er lidt ligegyldigt, hvad man så gør. ”
Hjemme hos Signe er der indført pligter til børnene, så de føler, at de har en aktiv rolle og bidrager med noget. Og selvom det nogle gange kræver mere af de voksne ift. overtalelse og påmindelser om at udføre de aftalte opgaver, kan hun se, at det har en positiv effekt.
”Jeg tror, det er vigtigt, at børn ikke bare føler sig som kæledyr i familien. Jeg kan mærke, at mine børn føler en stolthed over at have hjulpet til og at have gjort noget for andre.
Vi mennesker bruger så meget tid på selvudvikling, selvrealisering og selvransagelse, men de allerstørste ting i vores liv sker jo i mødet med andre mennesker. Venner. Bedsteforældre. Fjender. Kærester. Børn. Tilfældige møder der ændrer vores liv. Derfor synes jeg også, man skal lære sine børn at tro på forvandlingens mulighed. Vi må ikke bilde dem ind, at de selv skal få alt til at ske. Eller at de selv bærer svarene på alt indeni og kan finde dem ved at mærke efter og lytte til sig selv. Nogle gange skal man lytte til andre i stedet for og tage imod det, de siger. Når de siger, de elsker os og tror på os – eller siger, vi skal tage os sammen. Eller at der er håb forude, som vi ikke selv kan se.”
Tekst Anne Niluka, Foto Sissel Abel
Meet’n’greet
Signe Danielsen er 41 år, Cand.theol og præst i St. Markus Kirken på Frederiksberg. Hun er også uddannet sprogofficer i russisk, serbo-kroatisk og pashto og har været tilknyttet Forsvaret i over tyve år, nu som feltpræst. Gift med Jonas og mor til Sally på 11 og Selma på otte år.
Din kommentar