Mit planlagte kejsersnit

Da Katrine Haarløv får beskeden om, at hendes forestående fødsel skal foregå ved et planlagt kejsersnit, vender det så meget op og ned på alt det, hun havde forestillet sig, at det blev startskuddet til en svær start på  moderskabet

Da jordemoderen for tredje gang ved samme konsultation mærkede på min mave og med let alvorlig mine sagde: “Er du sikker på, det er en numse, der ligger her?”, mens hun rørte oppe ved mine ribben, begyndte mit hjerte at slå hurtigt.

Som førstegangsgravid måtte jeg erkende, at jeg faktisk ingen fornemmelse havde af, hvad der var op og ned på baby inde i min mave. Jeg var 38+2, da jordemoderen besluttede, at vi skulle dobbelttjekke med en scanning, hvordan min baby lå inde i maven.

Scanneren nåede nærmest kun lige at røre mit maveskind, før jordemoderen sagde, at det stensikkert var et hoved oppe under mine ribben og ikke en numse, som flere jordemødre og egen læge tidligere havde skønnet. Jeg var helt paf. For hvad betød det egentlig? Var det meget skidt? Var det ok? Hvordan havde baby det? Og kunne jeg gennemføre den fødsel, som jeg havde forberedt mig på og glædet mig så helt enormt meget til – den helt naturlige vaginale fødsel. Sådan som kvinder føder, og som jeg forestillede mig, at kvinder altid har født. Alt var uvist, og jeg blev bange og ked af det. Jeg ringede efter min mand, som kom med det samme. Jeg græd – meget.

Vi skulle til flere tjek for at få vished om babyens ve og vel. Undersøgelserne og scanningen viste, at babyen havde det godt. Gudskelov! Men der var ingen tvivl, hun lå i underkropsstilling. Desværre kunne vi ikke få yderligere klarhed om situationen samme dag og måtte vente til dagen efter, hvor lægerne havde mulighed for at snakke om min situation.

Meldingen kom næste morgen: ingen læger ville lave vendingsforsøg, og vi blev frarådet sædefødsel. Alle tal efter scanningen viste, at hun sandsynligvis var ret lille, kun 2450 gr. Man var bange for, om hun kunne klare vendingsforsøg eller sædefødsel. Derfor kejsersnit. Min drøm om vaginalfødsel brast fuldstændig. Og jeg følte mig pludselig slet ikke klar til, at vores baby skulle komme ud i verden på den måde. Jeg spurgte, om der var nogen mulighed for, at hun kunne blive i maven, til der var tegn på, at jeg var ved at gå i fødsel. Desværre. Vi blev rådet til, at hun skulle ud. Der sad vi så på et lille kontor på hospitalet og ”planlagde” hendes fødselsdag som var det en tid til frisøren, vi bestilte. Hun skulle fødes fredag kl. 10. Kun tre dage efter, vi havde fået beskeden om at eneste udvej var kejsersnit.

På de tre dage gik jeg fra at være en ret selvsikker gravid kvinde med overskud og følelsen af at være godt forberedt på fødslen, til at være ked af det, bange og fortvivlet. Jeg vidste, hvordan jeg kunne håndtere en vaginal fødsel. Jeg havde gået til fødselsforberedelse, øvet mig i vejrtrækning og øvet fødestillinger med min mand. Jeg havde også forberedt mig mentalt på, at en fødsel kunne ende i kejsersnit, men et planlagt kejsersnit?

Jeg havde glædet mig til at opleve, hvordan min krop blev klar til at føde, og hvordan min baby ville stille sig på plads i bækkenet. Nu mærkede jeg intet. Jeg mærkede selvfølgelig stadig liv, men der var ingen tegn på, at hun var klar til at komme ud. Ikke engang en lille plukkeve nåede jeg at få.

Den nye situation gjorde mig nervøs. Jeg havde ikke lyst til at forberede mig på kejsersnittet. Jeg havde ikke lyst til at google og finde ud af de hårde facts om operationen og læse sort på hvidt, hvor anderledes et kejsersnit er i forhold til en vaginal fødsel. Jeg var bange, og jeg var for handlingslammet til at tage kontakt til jordemoderen igen. Jeg forsøgte kun at forholde mig til de informationer, vi fik fra hospitalet, og kramme min mand – jeg kunne ikke rumme andet.

På dagen for kejsersnittet ankom vi til hospitalet tidligt om morgenen. Jeg græd på vej i bilen. Jeg var både nervøs, spændt og bange. Jeg var aldrig blevet opereret før.
Vi blev mødt af glade og søde sygeplejersker og læger. Alle spurgte: ”Er I klar?” Svaret blev: ”Så klar, som vi nu kan være”.

Vi kom op på operationsstuen, og her gik tingene ret hurtigt, men sikkert og kontrolleret, følte jeg. Bedøvelsen blev lagt, den søde anæstesilæge talte med os om løst og fast. Min mand er sportsjournalist, og samtalen blev pludselig drejet i en mere sportslig retning. Midt i en samtale om Peter Møller blev vores datter født, uden at jeg mærkede det mindste.

Mona var så fin da hun kom ud. Hun vejede 3000 gram og var 49 cm. Hun var rask, smuk og perfekt og slet ikke så lille, som de sidste scanninger havde estimeret.

Jeg var desværre enormt medtaget efter kejsersnittet. Jeg havde tabt næsten en liter blod under operationen, fordi min moderkage ikke naturligt ”slap”, og der derfor måtte lidt kræfter til at få den løs, så den kunne løftes ud.

Jeg var for afkræftet til at kunne have Mona liggende hud mod hud på brystet. Jeg forsøgte at give de sidste få procenter af overskud, jeg havde, til hende, men jeg kunne ikke pga. min fysiske tilstand. Det gjorde mig vildt ked af det. Ikke at have overskud til at have sin lillebitte dejlige baby liggende og nusse hud mod hud.

Læs også

Annika Zobel Agerled – Om fødselsangst og graviditetsbryster

Kvalmen var altoverskyggende, og jeg havde store, store nervesmerter efter kejsersnittet. Nogle nervebaner var blevet revet over, og det resulterede i at jeg i 24 timer knap kunne gå. Ingen kunne fortælle mig om det ville blive bedre, eller hvornår smerterne aftog, ”da nervesmerter er en drilsk størrelse”, som de sagde. Hver gang jeg tog et skridt, føltes det som om, at nogen stak mig med en kniv. Nervesmerterne sad 5 cm over arret centreret ude i højre side af maven. Det var ubehageligt ikke at vide, hvor længe jeg ville have så store smerter, så da de begyndte at fordufte efter to-tre uger, var jeg så lykkelig og taknemmelig for at de endelig var væk!

Jeg sov nærmest ikke de første to-tre døgn og spiste kun minimalt, fordi jeg ikke havde nogen appetit. Det var en syret oplevelse ikke at kunne sove. Jeg var TRÆT, men min krop ville ikke ”give slip”, den skreg bare ”pas på baby”. Jeg tror bedst, jeg kan sidestille det med den følelse, man har, når man er ny-i-job – du vil ikke fejle, og du vil ikke misse noget, men nu er det altså et menneskeliv, du skal holde i live 24-7. Kroppen og hjernen var bare hele tiden på vagt, og det var udmattende som bare pokker ikke at kunne sove, som jeg virkelig havde brug for. 

Vi prøvede ihærdigt at få amningen op og køre, men det var svært, fordi jeg var så afkræftet og havde mange smerter. Jeg syntes nærmest, det var umuligt at lægge hende til. Tanken og følelsen af, at hendes lille krop og små ben skulle ligge og spjætte på min mave, der var skåret op, var helt skør. Vi prøvede alle tænkelige ammestillinger, men det blev aldrig rigtig godt. Hun blev ved med at virke sulten, selvom hun spiste i halvanden time (otte gange om dagen). Det fungerede bare ikke.

Efter to uger måtte jeg sige stop. Stop til amningen, som jeg så som noget af det mest naturlige for en mor at gøre: At amme og give sit barn mad ved brystet. Jeg fik en meget kraftig reaktion på hele forløbet og kunne nærmest ikke holde ud at have Mona hos mig. Jeg var hele tiden så enormt ked af det. Jeg havde lyst til at putte hende ind i maven igen. Bare lige få en chance for at blive klar og kunne følge med. Jeg følte det som et kæmpe nederlag ikke at kunne føde ’rigtigt’ og ikke at kunne amme og ikke kunne overskue at have min baby hos mig.

Jeg var så klar til at blive mor, men da jeg lå på operationsbordet, var det som om, at hverken min krop eller mit sind var klar. Hendes ankomst til verden var blevet meget mere klinisk og ’planlagt’, end jeg havde forestillet mig. Det var ude af mine hænder og bogstaveligt talt tog nogle andre hende ud af min krop.
Alt ved hendes fødsel var blevet overskygget af angst, magtesløshed, usikkerhed og tristhed. De følelser fulgte mig desværre også i de første par måneder i moderskabet.

Jeg kunne mærke, at jeg ikke var glad. Jeg var ikke tryg. Jeg havde så svært ved at se glæden ved ret meget. Da vi kom hjem fra hospitalet og havde det første besøg med sundhedsplejersken græd jeg mig igennem hele samtalen. Hun sagde, at jeg skulle ringe til min læge med det samme. Jeg blev mødt af den mest forstående læge, som gav mig en henvisning til en psykolog. Han anbefalede, at jeg gik hjem og talte med min mand om, at jeg skulle sygemeldes fra barslen, og at min mand skulle overtage barslen. Noget, jeg slet anede var en mulighed. Vi blev sammen med lægen enige om, at en sygemelding til mig, var den eneste rigtige løsning for os. Det var SÅ hårdt at erkende, at det var der, vi var, men samtidig en kæmpe lettelse. At vide, at jeg havde tid til at lande på benene igen efter den vanvittige hårde start, og at Mona samtidig fik al den omsorg, nærvær og tryghed, som hun havde brug for.

Podcast

Efterfødselssamtale med Trine Kjær – Om ventetiden efter terminsdatoen

Jeg var sygemeldt fra min barsel i 3 måneder, hvor min mand var hjemme sammen med os. Han klarede ALT i de første fire uger: Stod op om natten, lavede flasker, gav hende mad, puslede hende. Jeg var med til det hele, men han havde teten – både fordi det tog mig så lang tid at komme ud af sengen, men også fordi han havde overskuddet og kendte rutinerne. De resterende to måneder gik med at jeg skulle “lære” at nyde at have Mona liggende hud mod hud, dernæst skulle jeg lære at være alene med hende.

Det var på ingen måde et drømmescenarie at gennemgå et planlagt kejsersnit. Men jeg fik alt den hjælp, jeg havde brug for, og jeg er derfor kommet mig relativt hurtigt og føler, jeg er landet godt på morbenene nu.

Ved mit kejsersnit fandt kirurgerne desuden ud af, at jeg har en hjerteformet livmoder, som sammen med det faktum, at jeg jo allerede har fået ét kejsersnit nok betyder, at næste barn også skal fødes ved kejsersnit. Nu ved jeg nogenlunde hvordan jeg skal forberede mig på det planlagte kejsersnit. Hvordan vi kan gøre det hyggeligt. Hvordan slutningen af min graviditet kan blive en periode med lys og glæde – både op til, under og efter kejsersnittet. Jeg ved nu, hvor sindssygt stort et indgreb, det er på kroppen, og at det er naturligt at være smadret efter så stor en operation. Jeg ved, at jeg ikke er særlig mobil de første uger. Jeg ved, at det er okay ikke at kunne springe ud af sengen, når babyen græder, men at min mand må være mine arme de første uger. Jeg ved, at der kommer en lige så fantastisk baby ud af et kejsersnit som ved en vaginal fødsel. Jeg ved, at det er okay, at der kan gå lidt tid før jeg mærker den boblende kærlighed til mit barn. Og jeg ved at uanset, hvordan mit barn kommer til verden vil jeg elske det fuldstændig ubetinget. 

Af Katrine Saugbjerg Haarløv Foto privatfoto