“Det føltes, som om min fødsel ikke helt talte”
En aktuel fødsel i fuld narkose efter svær svangerskabsforgiftning efterlader Tina Myung Høgh Povlsen med en følelse af, at hendes fødsel ikke helt tæller og det starter en proces, hvor hun tager ejerskab over sin egen fortælling.
Da jeg var gravid med vores første barn, var jeg forberedt på, at en fødsel kunne tage mange drejninger. Jeg var egentlig ikke bange for at føde ved kejsersnit. Men jeg havde slet ikke forestillet mig det forløb, vi endte i.
På årets sidste dag tog jeg til kontrol på fødemodtagelsen. Jeg havde fået en del væske i kroppen og følte mig utilpas. Meget hurtigt fik jeg konstateret svær svangerskabsforgiftning og de mistænkte en blodprop i lungen. Men fordi det var nytårsaften, var CT-scanneren lukket. I stedet fik jeg blodfortyndende medicin; en beslutning, som senere skulle vise sig at få stor betydning for hele mit fødselsforløb.
Senere samme dag ændrede alt sig.
En overlæge kom ind på stuen og sagde, at vores datter skulle ud nu. Min krop var begyndt at reagere på svangerskabsforgiftningen, og mine organer var påvirkede. Pludselig blev CT-scanneren alligevel åbnet, og heldigvis viste den, at der ikke var en blodprop.
Men nu stod jeg med et andet valg.
Jeg spurgte overlægen: “Hvis jeg var din egen datter, hvad ville du så vælge?”
Valget stod mellem en vaginal fødsel eller et akut kejsersnit grad 3. Det føltes som et alt for stort valg at træffe selv. Han anbefalede kejsersnit. Det ville sandsynligvis ende der alligevel og så skulle det gå meget stærkt. På grund af den blodfortyndende medicin kunne jeg ikke få spinalbedøvelse. Derfor blev jeg lagt i fuld narkose og var ikke til stede da min datter blev født.
På opvågningen begyndte jeg at styrtbløde. Jeg kan huske en følelse af, at noget var helt galt. Jeg troede faktisk, jeg skulle dø. Jeg blev kørt akut tilbage på operationsstuen, hvor de stoppede blødningen. Jeg havde mistet 3,5 liter blod.
Det var en meget voldsom start på moderskabet.
I dagene efter fødslen sad jeg med en mærkelig følelse. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne tillade mig at sige, at jeg havde født. Jeg havde jo ikke mærket veer. Jeg havde ikke presset. Jeg havde sovet.
Det føltes, som om jeg havde sprunget over, hvor gærdet var lavest, samtidig med at jeg lå med en krop, der var fuldstændig slået ud.
Og så var der skammen. En stille, men insisterende følelse af, at min fødsel ikke helt talte på samme måde som andres. Heldigvis fik jeg en kærlig opsang fra en tæt veninde. Hun skrev til mig:
“Du har FØDT! Kejsersnit er bad ass – kriger ar for livet.”
Den sætning blev et vendepunkt for mig. Det var første gang, jeg virkelig lod den tanke få plads; at jeg ikke havde snydt. Jeg havde født mit barn på den måde, min krop og situationen krævede.
Selvom cirka hvert femte barn i Danmark bliver født ved kejsersnit, oplever jeg stadig, at der er et tabu omkring den fødselsform. Der er mange følelser forbundet med fødsel ved kejsersnit, og de bliver ofte gjort sort-hvide. Enten er man “heldig”, eller også føler man sig “snydt”. Men virkeligheden er langt mere nuanceret.
For mig eksisterede to følelser side om side.
Jeg følte mig snydt.
Og jeg følte en enorm taknemmelighed.
Taknemmelighed over at bo i et land, hvor et kejsersnit er en sikker procedure. To forskellige læger har sagt til mig: “Du skal være glad for, at du bor i Danmark.” Og det er jeg. Men det ændrer ikke på, at jeg samtidig kunne sørge over det, jeg ikke fik.
De to følelser udelukker ikke hinanden. De kan godt sameksistere.
Jeg har tit tænkt på, hvordan vi taler om fødsler. Vaginale fødsler bliver ofte fortalt i lange, detaljerede beretninger. Der er plads til nuancer, til drama, til stolthed.
Men når det kommer til kejsersnit, hører jeg igen og igen den samme sætning:
“Det var bare kejsersnit.”
Og så er historien ligesom slut.
Men der er lige så mange historier i en fødsel ved kejsersnit som i en vaginal fødsel. Lige så mange følelser. Lige så mange lag.
Efter min fødsel oplevede jeg også kommentarer, som mange kvinder, der har født ved kejsersnit, vil kunne genkende.
En mor fra min mødregruppe sagde flere gange til mig:
“Du er så heldig, du fik kejsersnit, så gjorde det jo slet ikke ondt.”
Jeg ved godt, at den slags kommentarer sjældent er ondt ment. De bliver sagt i uvidenhed. Men de sætter sig alligevel fast.
For smerte er ikke kun det, man mærker under fødslen. Det er også det, der sker efterfølgende. I kroppen. I sindet. I fortællingen om ens egen fødsel.
Da jeg senere blev gravid med vores andet barn, begyndte jeg at læse børnebøger om graviditet og fødsler for vores ældste datter. Og jeg opdagede hurtigt noget.
Alle bøgerne handlede om vaginal fødsel. Jeg fandt ikke én, hvor kejsersnittet var en naturlig del af fortællingen eller selve omdrejningspunktet. Det undrede mig. For hvis så mange børn bliver født ved kejsersnit, hvorfor findes deres historie så ikke i børnelitteraturen?
Det blev starten på min børnebog Min mor er kejserinde. Jeg skrev den i børnehøjde, med et ønske om at skabe en tryg og positiv fortælling om fødsel ved kejsersnit. Ikke fordi alle oplevelser er ukomplicerede, men fordi børn har brug for et sprog, der ikke er præget af tabu og skam. Bogen er bevidst skrevet i en positiv tone. Kejsersnittet bliver fremstillet som en rolig og udramatisk måde at komme til verden på. En fortælling, som forældre selv kan nuancere og tilpasse med deres egen historie. Min datter ved i dag, at jeg var meget syg, da hun blev født. Men hun kender ikke alle detaljer endnu. Hun er stadig lille, og jeg tror på, at fortællinger skal gives i det tempo, barnet er klar til.
Selvom bogen er skrevet til børn, håber jeg også, at den kan gøre noget for mødrene; kejserinderne.
At den kan være med til at skabe et sprog.
En stolthed.
En følelse af ejerskab.
For når vi begynder at se vores historier repræsenteret, også i litteraturen, bliver det nemmere at tage dem til os. Det var i hvert fald dér, det begyndte for mig.
Meet’n’greet
Tina Myung Høgh Povlsen, 38 år, er mor til Andrea på 6 år og Isabella på 3 år. I 2024 flyttede hun med mand og børn til Silkeborg, bl.a. for at få mulighed for mere skrivetid. Udover at være forfatter arbejder hun som konsulent i Silkeborg Kommune. I 2018 udgav hun romanen Hun er jo bare 4, som handler om, hvordan rollen som papmor kan være svær. Min mor er kejserinde er hendes første børnebog.
