Gravid med Cathrine de Lichtenberg - TO THE MOON, HONEY

Gravid med Cathrine de Lichtenberg

Vejen til ønskebarnet har været lang for Cathrine de Lichtenberg, der skulle igennem et sygdomsforløb med Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD), en fertilitetsbehandling og efterfølgende hospitalsindlæggelse, før graviditeten var en realitet. Her fortæller hun om, hvordan træthed og kvalme mindede hendes krop om PTSD’en, om maxikjoler som hendes faste graviditetsoutfit, og hvordan hendes fødselsforberedelse handler om at forberede sig mentalt på fødslen.

Cathrine og hendes mand, Anders, var i 2,5 år udstationeret i Angola og Sydafrika, hvor de begge arbejdede for Mærsk. Det var travle arbejdsuger, og de levede for det meste i en kuffert. Da de kom hjem i starten af 2016, ændrede Cathrine adfærd, og da hun fik sine første angstanfald, søgte hun hjælp. Kort tid efter blev hun diagnosticeret med PTSD og blev sygemeldt.

“Jeg troede kun, man fik PTSD, hvis man havde været i krig og i ‘ægte livsfare’. Og det havde jeg jo ikke været. Jeg havde i hvert fald ikke været i krig. Men jeg kom hjem fra Afrika med tre traumer, der omhandlede dødsfald, trafikulykker og skyderier. Da der blev skudt foran vores lejlighed, kan jeg huske, at jeg lå i soveværelset og troede, jeg var blevet skudt i ryggen. Jeg var slet ikke blevet ramt. Men min hjerne forbandt manden foran vores vindue, skuddet og lysglimtet med livsfare. Og den episode satte sig fast.

Det første halvandet år efter min diagnose var jeg en grøntsag. Jeg kunne slet ikke tage vare på mig selv. Det kunne tage mig 2-3 timer bare at komme ud af døren for at købe mælk, og når jeg så stod i SuperBrugsen, kunne jeg ikke finde ud af, hvad mælk var. Og så måtte jeg gå hjem igen uden mælk til min kaffe. Det var helt klart, at jeg heller ikke var i stand til psykisk at tage vare på et barn på det tidspunkt, hvilket ellers var min store drøm. Fysisk lukkede min krop også ned. Min cyklus forsvandt.”

Efter to års sygemelding får Cathrine det langsomt bedre og tanken om, hvorvidt det nogensinde vil blive ansvarligt at få børn, fylder mere og mere.

“Jeg havde mistet troen på, at jeg ville komme til at arbejde igen. Og jeg havde også svært ved at se, hvordan jeg skulle blive rask nok til at få børn. Men omvendt kunne jeg ikke finde meningen med livet, hvis jeg hverken kunne arbejde eller få børn. Jeg havde det bedre, men langt fra godt, og jeg havde desperat brug for mening og en form for forsikring om, at det nok skulle gå. Jeg havde en lang snak med mine forældre, og vi aftalte at lave et lille kollektiv, hvis jeg aldrig fik det bedre. Så kunne Anders og jeg få børn, og mine forældre ville kunne hjælpe, så vores børn aldrig ville tage skade af min tilstand. Jeg havde virkelig brug for den back-up, omend jeg håbede, jeg aldrig ville få brug for den, for så var der noget at leve for.”

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Da min traume-terapi begyndte at virke efter 2,5 år, begyndte min krop også at producere hormoner, og jeg fik menstruation igen. Mine bryster svulmede, jeg fik bumser, jeg svedte og var oppustet. Det var som at være i puberteten – eller som at være gravid. Og ovenpå et langt sygdomsforløb var det hårdt hele tiden at tro, at jeg var gravid, så vi besluttede os for at blive udredt. Det viste sig hurtigt, at vi skulle i fertilitetsbehandling, og at en ICSI-behandling var nødvendig.

Jeg har to gode veninder, som begge har været igennem ICSI-behandlinger, og dem talte jeg meget med. Jeg tudede, mens de forklarede. Jeg skulle lige finde ud af med mig selv, om jeg kunne være bekendt over for min krop at starte i fertilitetsbehandling, efter jeg lige var begyndt at blive stabil ovenpå mit sygdomsforløb.

Vi kom til samtale på fertilitetsklinikken, og derefter fulgte en forbandet masse nåle. Det var en frygtelig proces. Jeg er ekstremt bange for nåle, så min mand blev nåleansvarlig og skulle stikke mig i maven hver dag. Jeg skreg og tudede som en sindssyg de første par gange, og det kunne tage 45 min., før han fik lov. De første par dage var det af angst for bevægelsen af en hurtig hånd mod maven. Efter en uge hvor angsten for at blive ‘stukket ned’ var aftaget, var maven så øm. Det var virkelig nederen, især fordi man i uge 2 skal have to sprøjter, både morgen og aften.
Man tænker, hvad man har gjort for at fortjene det? Jeg var simpelthen rasende til sidst, fordi jeg havde så ondt i mine æggestokke, at det gjorde ondt at bevæge sig rundt, og jeg kunne ikke cykle. Samtidig er der jo ingen garanti for, at al smerten giver et barn, men man gør det alligevel, fordi håbet er der.

Efter ægudtagningen blev jeg indlagt på grund af overstimulering og stødt stigende infektionstal, hvilket viste sig at være en voldsom atypisk lungebetændelse. Otte dage inde i min indlæggelse faldt min iltmætning, og jeg blev akut CT-scannet for blodpropper. Derefter røg jeg direkte på intensiv og var så langt væk, at jeg ikke havde forstået, at jeg skulle lægges i kunstig koma, hvis jeg ikke selv stabiliserede. Det gjorde jeg heldigvis, og jeg kunne komme hjem efter 11 dage på Herlev.

Jeg var enormt ulykkelig, da jeg var indlagt. Vi måtte naturligvis udskyde, at jeg skulle have lagt æg op. Vi var heldige at have en lille håndfuld æg, der udviklede sig så langt, at de kunne fryses. Men de 14 dages hormonbehandling tog fysisk og psykisk hårdt på mig og med den voldsomme indlæggelse oveni var jeg sikker på, at jeg ALDRIG skulle igennem det forløb igen. Jeg tænkte meget over, at vi måske aldrig ville få børn, hvis æggene på køl ikke blev til noget.

Tre måneder efter fik jeg lagt et æg op, og når man er igennem en ICSI-behandling, skal man ringe til laboratoriet 10 dage efter ægoplægning for at høre, om man er gravid. Vi sad sammen i sofaen, og jeg havde været i hundene hele dagen, hvorimod Anders havde holdt hovedet koldt. Da vi fik overleveret de gode nyheder, blev Anders sindssygt glad. Jeg havde også troet, jeg ville juble af glæde, men jeg blev helt stille og vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var glad, men det var så surrealistisk og så tidligt i graviditeten, at jeg ikke helt turde tro på det. Herfra ringede vi til vores forældre og brødre. Vi har været meget åbne om processen og haft vores familie og venner med i alle steps. Det er en sårbar og hård proces, og det har været en stor hjælp for os, at vi har kunnet tale åbent og ærligt om det.”


Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Da jeg var syg med PTSD, skulle der ingenting til, før jeg fik kvalme og kogte af træthed, fordi jeg var så hyper alert hele tiden. Præcis som at have tømmermænd efter en uge på Roskilde, hvor man er utilpas og føler sig lukket inde i en klokke. Jeg var derfor mest derhjemme under min sygemelding og havde lige akkurat kræfter til at passe min traumeterapi og måske en enkelt social aftale i løbet af en uge. Mere stimuli kunne min hjerne ikke kapere.

Samme følelse af træthed gav graviditeten mig indtil uge 14, og selvom jeg logisk godt vidste, at det skyldtes graviditet, var dette ubehag kombineret med at være i social isolation på grund af corona, en tilstand min krop kendte al for godt. Jeg kæmpede bravt imod ’en ny sygemelding’ og brugte et par uger på at prøve at ’fixe’ min tilstand ved angst-eksponeringsøvelser og kørte mere på, end jeg havde energi til – hvilket naturligvis bare gjorde mig mere træt og kvalm. Min allerstørste frygt er at blive syg igen, så jeg turde simpelthen ikke andet. Jeg kunne ikke bære, at det var min PTSD, der var ved at blusse op, samtidig med at jeg skulle have ansvar for et lille barn.

I samråd med min psykolog hev vi et gammelt værktøj frem: et energiskema, som sikrede, at jeg tilrettelagde min dag ud fra, hvad jeg havde energi til. Ved at lægge hvilepauser ind fik jeg mere ro på, og ved ikke at presse min trætte krop fik jeg det bedre.

Siden har jeg haft det fint. Der har været enkelte dage med dårlig søvn, lidt for meget mavesyre eller træthed. Her i slutningen af graviditeten lider mine ribben, men det kan ikke være anderledes med den lille overkrop, jeg render rundt med. Men vigtigst af alt har mit hoved det godt, faktisk bedre end det har haft i årevis.”


Hvordan har du det med din gravide krop?

“Den har jeg det godt med. Jeg havde det lidt stramt med mine bryster i starten, fordi de blev så store, men i takt med at maven vokser sig stor, hænger det hele lidt bedre sammen. Jeg synes egentlig, det er meget hyggeligt at rende rundt og strutte med maven.”

Hvad savner du mest under din graviditet?

“Alt det jeg ikke må. Jeg savner en god heldags hvidvinsbrandert i solen med pigerne eller at sidde på en pub, drikke øl og jagerbombs og spille terninger. Og så savner jeg leverpostejsmadder og tartar.”

 

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

Min stil under graviditeten er den samme som før graviditeten. Da mine egne hormoner kom retur i kroppen efter mit sygdomsforløb, lå min vægt og svingede med 6 kg. Maxikjoler blev derfor mine bedste venner, da jeg hader bukser, der strammer. Og ved at holde mig til maxikjoler lagde jeg ikke rigtig mærke til, om jeg var plus eller minus et par kilo. Min hverdagsuniform består af en maxikjole eventuelt med en vest udover eller et par løse hyggebukser og en stor sweatshirt. Jeg er særligt glad for kjoler fra Lovechild, Ganni og Nué Notes og veste fra Proem Parades og Blanche Cph.”

Hvilke sko har båret dig rundt under graviditeten?

“Et par velcro-sandaler fra Cecilie Bahnsen. De har været geniale, da de kan justeres, hvilket er praktisk, når kroppen har taget væske ind i løbet af dagen. Jeg har også gået i sneakers, men nu er mine sko altså begyndt at stramme lidt.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?

Større bh’er. Men efter mine ribben er begyndt at lide, og maven fylder det hele, undgår jeg faktisk bh’er så vidt muligt. Jeg har også købt nogle bløde trusser, der ikke ruller af maven, og nu hvor vejret er blevet køligere, skal jeg have fundet nogle strømpebukser og måske et par pænere graviditetshyggebukser. Det skal være rart og blødt.”

Dyrker du motion under din graviditet? 

Nej, det kan jeg ikke prale af. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle starte til Reformer, men det satte corona en stopper for. Til gengæld cykler eller går jeg til det meste. Jeg gad dog godt starte på noget på den anden side af fødslen for at gøre noget godt for mig selv.”


Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“Jeg er begyndt at bruge deodorant fra Rudolph Care, og ellers bruger jeg samme produkter som før. Jeg har de sidste par år brugt Miild’s makeup, face oil og ansigtscreme. Derudover bruger jeg hver morgen Pure Professionals serum, ansigtsmaske og ansigtsvask samt Bioeffects EGF serum om aftenen. Mit maveskind får også ret meget kærlighed. Her bruger jeg et nyt dansk mærke, der hedder So Kind, samt Mommy & Me Balm fra Rudolph Care.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“Jeg har de seneste 5 år taget Puoris magnesium inden sengetid for at hjælpe kroppen til ro, og hver morgen har jeg spist Puoris fiskeolie og D-vitamin. Under graviditeten har jeg suppleret med folsyre og jern. Og så drikker jeg dagligt et shot Vita Biosa.

I forhold til kost har jeg lænet mig op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og ellers har jeg ladet mig styre meget af, hvad min krop har efterspurgt. Mine eneste cravings har været danskvand og Golden Delicous æbler. Det er nok, fordi jeg i forvejen har et jævnt forbrug af romkugler og kanelsnegle og derigennem får stillet mit behov for søde sager.”

To_the_moon_honey_gravid_med_Cathrine_de_lichtenberg_Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

“Jeg har købt et hospitalssæt, som jeg føler mig allermest hjemme i – et sweatsuit, sokker og klipklapper fra H2O i ægte håndboldstil. Jeg spillede elitehåndbold i mange år, hvor jeg stod på mål. Jeg følte mig stærk og i mit rette element, når jeg havde fået tøjet på, og sammen med holdet gik gennem hallen klar til kamp. Jeg griner lidt af det selv, men det handler nok om, at jeg i min sygemelding har følt, at min krop svigtede mig. Jeg har følt mig svag, fordi jeg blev syg i stedet for at prise mig lykkelig for at have så intelligent en krop, der passede godt på mig ved at lægge mig ned på det helt rigtige tidspunkt, og som har rejst mig igen med en helt ny selvindsigt og for første gang med evnen til at mærke efter.

Det er faktisk derfor, at jeg har semi-krise over at skulle igennem en fødsel. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal klare en presset situation i min ‘nye’ krop, som jeg nu mærker. Jeg ved, at min opgave er at slappe af og give kroppen luft. Men det er nemmere sagt end gjort, når jeg har været vant til ikke at få luft ned i kroppen og bare køre på.

Jeg glæder mig virkelig til at komme ud på den anden side og kunne sige: “F*** dig, lorte PTSD. Jeg vandt!”.

Så jeg har selvfølgelig særligt fokus min mentale tilstand samt vejrtrækning og hvile. Alle tre ting har de også fokus på hos Mamaprofylax, der udbyder fødselsforberedelse på Frederiksberg. Både min mand og jeg har gået til det, og det har gjort, at vi har fået taget de vigtige snakke omkring min fødsel. Jeg lærte for eksempel under min indlæggelse, at det er vigtigt for mig, at læger og sygeplejesker fortæller mig, hvad de gør, og når de gør det. Især hvis de skal stikke mig eller røre ved mine drop. Hvis jeg bliver for udmattet under fødslen eller forsvinder lidt hen, ved Anders, hvad jeg har brug for, og det er den bedste støtte, jeg kan have med mig.

Jeg skal føde på Herlev og føler mig tryg ved at skulle være på et hospital. Men på grund af min hårde indlæggelse efter min ægudtagning sidste år har jeg haft behov for at komme derud og hjælpe min krop med at forstå, at det er et trygt og godt sted. Jeg har derfor været tilbage på gynækologisk afsnit tre gange for at gå rundt på gangene og få en rolig oplevelse. Første gang stivnede min krop, anden gang gik det bedre, og da jeg var derude tredje gang for at få taget blodprøver gik det helt fint. Eksponeringsterapi er virkelig et sejt værktøj!”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Når jeg har født, tager Anders en måneds barsel. Ellers har vi ikke lavet nogen planer, for vi skal have tid til at falde til som en lille ny familie.

Jeg har hele tiden tænkt, at jeg nok er i større risiko for at få en efterfødselsreaktion. Men min psykolog siger, at jeg ikke er mere i risikozonen end alle andre. Hvis jeg var den gamle Cathrine, der arbejdede alt for mange timer om ugen og aldrig stoppede op, tror jeg, jeg ville have haft sværere ved at geare så meget ned, som det kræver med et lille barn, ligesom jeg nok ville stresse over min karriere. Jeg har mere ro nu, og jeg føler mig mere rustet. Jeg er også blevet bedre til at bede om hjælp. Før var min holdning, at jeg skulle kunne klare alting selv.”

 

Tekst Julie Teglhus Foto Liv Winther

MEET’N’GREET

Cathrine de Lichtenberg, 32, er uddannet cand.merc.(smc) og arbejder til daglig i Poppykalas og som content creator. Hun bor på Frederiksberg med sin mand, Anders, parret venter en lille pige til november.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.