Prudence Davis: Om at vente tvillinger efter et årti med sygdom

Da Prudence Davis’ mand bliver syg med cancer, og hun siden selv bliver syg med stress, katapulteres ægteparret ud i en altomfattende livsomlægning. Og efter at have brugt alle kræfter på først at overleve og siden at omlægge sin hverdag, venter Prudence i dag tvillinger og lever et liv skræddersyet de livsvalg, hun træf i kølvandet på et årti med sygdom

 

Hvordan fandt du ud af at du var gravid?

Jeg skulle afholde en masse sundhedsevents i Stockholm, og havde haft rigtig meget om ørerne op til. Det var aftenen før jeg skulle afsted og var i gang med at pakke, da jeg mærkede en masse jag i min venstre side. Jeg ringede efter min mor, som har født fem børn, mig som den første. Hun kendte godt til det “symptom”. Jeg tog straks ned og købte en test, som var positiv.

Min veninde Yasmin var lige blevet gravid, og kort tid forinden havde hun og jeg talt om, hvor hyggeligt det ville være, hvis vi skulle følges ad. Jeg er min egen chef og vant til at tænke praktisk og vidste, jeg havde en masse spændende arbejdsopgaver i pipeline. Så timingen var ikke god. Omvendt var jeg klar over, at det godt kunne komme til at tage lang tid for os, fordi både min mand og jeg har en længere sygdomshistorik bag os. 

Derfor troede jeg først heller ikke rigtig på det, det føltes så surrealistisk. Alligevel – og det er måske ikke sådan de fleste gør det – ringede vi samme aften rundt og fortalte det til vores familier og tætteste venner. Det var virkelig en særlig oplevelse.

Et årti fyldt med sygdom

Min mand har været i gennem to cancerforløb, mens vi var i vores tyvere. Første gang i 2016, hvor han fik lymfekræft og så igen få år senere, hvor han fik konstateret kronisk kræft i knoglemarven. Jeg kom på plejeorlov, og blev oplært i at være hans sygepasser, lærte at tømme bækken, tjekke for feber osv. 

Jeg brugte alle ressourcer på at passe ham, dag og nat, og fik pludselig selv en stor tumor på halsen. Den var kommet af den voldsomme belastning og en masse stress. Jeg blev opereret, og skulle komme mig, men det blev starten på en hel livsomlægning. 

Det har også betydet, at vi tidligt skulle tage stilling til spørgsmålet om børn, da de konventionelle læger var overbeviste om, at det ville blive svært for os efter alt, hvad vi havde været igennem. 

I virkeligheden er det derfor, jeg er endt, hvor jeg er i dag. Jeg var nødt til at kaste alt op i luften og prioritere mit helbred.

Shop

People's Republic of Cashmere • Women's O-Cardigan (Heather Grey Light)

kr 2.300 kr

Tog alt op til revision og lagde livet om

Da jeg fik orlov for at passe min mand, vidste jeg, at jeg ikke skulle tilbage til modebranchens, hvor jeg havde været i en del år. Kontrasten var simpelthen for stor. 

Lægerne stillede os dårlige prognoser og havde kun medicin at tilbyde, så jeg blev mere og mere optaget af, hvad man selv kan gøre med kost og træning. Min mand og jeg var enige om, at vi skulle ændre noget radikalt og begyndte at leve og træne anderledes. Vi tog vores værdier og relationer op til revision, og jeg læste om psykologi og meditation og tog en masse uddannelser. Vi boede i længere perioder på hospitalet og mødte nogle sjæle på vejen, som har gjort stort indtryk og har givet mig nogle helt nye perspektiver på livet og hvad der er vigtigt.

Efterhånden som frygt blev erstattet først af et lille håb og siden af nysgerrighed, har jeg selv skabt det sted og den hverdag, som understøtter alt det, jeg har lært. Det har fyldt størstedelen af vores 20’ere – at overleve og siden at komme ind på et spor, som vi begge to kunne være med på.

Der gik to måneder fra vi aktivt prøvede til, jeg blev gravid med tvillinger. En dreng og en pige, som er sat til maj. Det føles som lidt af et mirakel men også en bekræftelse på alt det hårde arbejde, vi har gjort, for at lægge vores liv om. 

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

Jeg forstår godt, hvorfor man tæller sin graviditet i uger, fordi der sker virkelig meget hele tiden!

Jeg har haft en dynamisk og pakket hverdag før jeg blev gravid og var også ret booket med events, klienter, og samarbejder et godt stykke ind i min graviditet. Jeg ville så gerne gennemføre alle de ting, og skjulte graviditeten meget i starten. Det har været enormt krævende, og det var en befrielse, da det kom ud. Så behøvede jeg ikke bruge energi på det. 

Læs også

Det fjerde trimester: “Kroppen skal opbygges igen og næres med varme og omsorg”

Her i andet trimester, er jeg blevet mere bevidst om at sige nej til ting. Jeg har bygget hele mit virke op på at prioritere helbredet, og det er blevet endnu vigtigere nu at tage min egen medicin. 

Fra start har jeg vidst, at det ville kræve meget af mig mentalt og fysisk at bære to børn og samtidig drive virksomhed, støtte min mand, og være nærværende for familie og venner. Derfor har jeg været meget fokuseret på at understøtte mit system, uden at presse det. Jeg føler, jeg selv har 100% ansvar for, at min krop skal have det bedst muligt i den her vilde proces, det er at bære tvillinger. 

Hvordan har du det med din gravide krop?

Når jeg prioriterer, passer på den og lytter til den, har jeg det godt. Men jeg må være ærlig at sige, at jeg synes kontroltabet, som en graviditet på mange måder også er, har været svært. Jeg er vant til at have kontrol over min krop og min styrke og elsker følelsen af at være stærk og kunne selv. Pludselig har jeg måttet bede om hjælp til at bære ting nede i supermarkedet eller til at løfte ting rundt, når jeg har skullet undervise. Den der begrænsing, har jeg skullet lande i. Særligt i starten, hvor maven ikke kunne ses og jeg hele tiden fik at vide, at jeg skulle skrue ned og passe på. Det har trigget mig meget. Frygten har fyldt så meget hos os i så mange år, og jeg har virkelig gerne villet gå til graviditeten med et andet mindset og ikke lade frygten styre.

Hvad savner du mest under din graviditet?

Nysgerrighed, frem for gode råd. Jeg oplever også, at der er meget fokus på de fysiske forandringer, og det synes jeg har været ret grænseoverskridende. Selvom det sikkert er kærligt ment, så har jeg fået mange kommentarer med på vejen, som “du har kun taget på omkring maven” eller “du ser godt godt ud i forhold til du har tvillinger”. Det siger mig implicit, at der er en rigtig og en forkert måde at være gravid på, eller at være en smuk gravid på, og det føles bare forkert.

Shop

HONEY Glow trio

1.185 kr

Helt konkret savner jeg også min søvn. Jeg sover ikke særlig godt, men det har jeg også prøvet, da jeg passede min mand. Det er ikke rart, men der er jo igen en naturlig forklaring, og det er på en måde en meningsfuld behovsudsættelse. Jeg prøver hele tiden at finde en balance imellem at være sårbar og dele ud af det svære, og så samtidig holde fast i det fantastiske, som at kunne mærke liv, i den her begrænsede tid som en graviditet jo er. 

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

Inden jeg skiftede spor arbejde jeg i modebranchen, primært som stylist. Og det er helt klart en æstetik, som jeg har taget med mig. Men jeg tager stilling til, hvad jeg har på, på en helt anden måde, og stiller højere krav til at det skal være behageligt og samtidig i tråd med det, jeg godt kan lide. Det ændrer sig hele tiden, og jeg får i den grad brugt min kreativitet. 

Jeg kan som udgangspunkt godt lide at vise min mave frem og have tøj på, der indrammer maven. Hvor meget jeg gør, afhænger lidt af i hvilket forum og med hvem, jeg er sammen med. Jeg er altid bange for, om andre ser det som en invitation til at lægge en hånd på min mave, hvis jeg har noget meget stramt på. Derfor har det også meget været noget med store sweatre og jeg har ikke købt et eneste stykke graviditetstøj. Men jeg går en del i træningstøj, og har en håndfuld brands, som jeg arbejder med og kender godt, og har fået tøj i et par størrelser større. 

Dyrker du motion under din graviditet?

Jeg tænker meget over, at at al bevægelse i min hverdag, som ikke nødvendigvis har med et dedikeret træningspas at gøre, er betydningsfuldt. På den måde er der mange andre ting end træning, som holder mig i gang hele dagen. Jeg underviser eksempelvis stadig og står og bevæger mig generelt meget, når jeg arbejder. Vi bor i Rigensgade i byen og jeg har mit studie i Toldbodgade, og en hel masse møder ind i mellem der, hvor jeg så vidt muligt går fra a til b. Så jeg føler mig ret så aktiv. 

Jeg går også gerne rundt og mediterer og træner min vejrtrækning, når jeg holder for rødt på cyklen. Jeg har naturligt en højere puls som gravid, så det er en balance mellem at få den lidt op i løbet af dagen og stadig ikke få den alt for højt op.

Shop

Meishai • Shampoo

399 kr

Derudover styrketræner jeg i Barrys (træningscenter i København, red.) 3-4 gange ugentligt og dyrker pilates reformer eller matwork 2 gange ugentligt. Styrketræning og pilates er mine grundpiller, og så tilpasser og justerer jeg hele tiden, som maven bliver tungere.

Jeg er ikke fanatisk og der er dage, hvor jeg vågner op og ved, det er vigtigere, at jeg bliver i sengen end at jeg tager ned og træner. Så tager jeg måske ti minutter derhjemme med noget pilates online. At kunne træne føles stadig som en gave, og jeg ved, at lige om lidt kommer der en helt naturlig pause. Så jeg nyder det virkelig og er glad for at der er så mange af de ting, jeg elsker, som jeg har kunnet fortsætte med.

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud?

Jeg har taget tilskud efter mit blodbillede i snart 7 år og får årligt lavet et sundhedstjek, hvor jeg tilpasser mine tilskud. Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid skruede jeg op for folinsyre, jern, d vitamin og magnesium samt omega 3. 

Jeg er uddannet i ernæring, med et speciale i plantebaseret kost. Vi spiser primært hjemmelavet mad, og ved derfor præcis, hvad der er i. Ellers går jeg til mine lokale steder og elsker cafeerne Lido, Riviera, Apoteket 57 og Sonny. Alle har det tilfælles, at de bruger gode råvarer, som betyder rigtig meget.

Jeg er virkelig disciplineret og giver ikke efter for mine cravings. Jeg drikker en smule matcha i stedet for kaffe og holder mig så vidt muligt fra raffineret sukker, koffein og forarbejdet mad. Selvom det var alt det jeg havde lyst til i første trimester, så ved jeg det ikke er hensigtsmæssigt for min krop. 

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under graviditeten?

Jeg har ændret en hel del. Inden jeg blev gravid fik jeg flere gange ugentligt kuldebehandlinger med minus 110 grader og sauna. Nu nøjes jeg med kolde bade og lidt breathwork. Derudover er mine årlige vampire facials hos Medex sat på pause, det samme er EMS hos EMS CPH, og a-vitaminen er gemt væk i badeværelsesskuffen.

Til gengæld får jeg får gravid-kropsbehandlinger, enten massage eller body-SDS, og ansigtsbehandling hos Ara’kai er efterhånden blevet en fast del af min rutine.

Hvordan har du forberedt dig til fødslen?

Da jeg var omkring fem år var jeg med til min lillesøsters fødsel. Det gjorde stort indtryk på mig. Jeg tror også, det har medvirket, at jeg i dag har en tillid til, at naturen nok skal støtte kroppen i fødslen. 

Min egen sygdomshistorik har givet mig en ret stor tolerance, når det kommer til smerte og smertehåndtering. Det tænker jeg klart vil komme mig til gode. Ellers prøver jeg at forholde mig åbent og nysgerrigt. I sidste ende ved jeg, at ingen fødsler er ens og alle er smukke på sin måde.

På mange måder er det mere omfattende og noget helt andet med en tvillingefødsel. Vi bliver tjekket hveranden uge og er i et sårbart forløb, så der er hele tiden hjælp at hente. Jeg ved, jeg skal føde fire uger før termin, og hvis alt går som det skal, så er der en chance for at jeg kommer til at føde vaginalt i uge 38. Men vi ved det ikke før meget tæt på. Det er virkelig spændende, men det er okay. Så længe jeg og mine børn har det godt, så er jeg glad, og hvis det ender med planlagt kejsersnit, så er det også helt ok.

Læs også

Line Bak Rothstein: “Nogle gange tror jeg, at den bedste selvomsorg er selvforglemmelse”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

Jeg prøver at være åben og skabe plads og tid til bare at være. Det kommer til at kræve fokus at tilpasse mig tilværelsen, som jeg ved bliver noget helt andet end den hverdag, jeg er vant til. Men jeg håber, jeg kan tage så mange af de gode vaner og rutiner med mig ind i efterfødselstiden og have fokus på at understøtte healing, regenerering af krop og sind, efter fødslen. På den måde har jeg en masse gode værktøjer med mig fra vores sygdomsforløb.

Hvordan kommer din barsel til at se ud?

Jeg er selvstændig, og min karriere har virkelig taget fart de seneste år. Jeg skal finde en balance mellem at være på barsel og så med støtte fra min mand, deltage i de ting, der virkelig giver mening. Jeg kommer til at overlade meget til mine trænere i mit studie, til min agent og min assistent, indtil jeg mere og mere kan komme tilbage.

Jeg ved allerede nu, at jeg er booket ind til nogle større opgaver i august, så der ligger på en måde lidt en deadline, som jeg skal prøve at arbejde mig hen imod. Men i sidste ende må jeg se på, hvilke børn jeg får. Det bliver en mundfuld med to, og jeg kommer sjældent til at have en fri hånd. Det er jeg også villig til at overgive mig til.

 

Tekst Anna Rolin, foto Andrea Smidt og private

Meet’n’greet

Prudence Davis, 32 år, bor med sin mand Jonas i Indre København. Parret venter tveæggede tvillinger, en dreng og en pige med termin i maj. Prudence faciliterer events og workshops og underviser i breathwork, meditation og pilates med særligt fokus på nervesystemet. Hun står bag podcasten “Healthline”  og er grundlægger og ejer af trænings- og sundhedsstudier “A Space to Breathe” og matcha-brandet, 20 Four Matcha. Prudence er også dommer for Danish Beauty Award 2025 i kategorien “Well being”

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *