“Den dag det gik op for mig, at vi er barnløse”

Det her er en fortælling, jeg troede var nemmere at fortælle, end den egentlig er. Da jeg startede på den, gik det op for mig, at storken måske bare ikke lige finder vej, og at vi faktisk er barnløse

For år tilbage, på et hotelværelse i Los Angeles, lavede jeg – lettere nervøs – et kropsligt frieri til min kæreste og spurgte ham, om han mon snart havde lyst til at få børn med mig. Hans svar var: “Det vil jeg gerne, og jeg havde sådan set tænkt, at det skulle være op til dig, hvornår det skal være”. Jeg smeltede og blev boblende lykkelig over, at manden ved siden af ville stifte familie med mig. Jeg var nærmest parat til selv at hive min hormonspiral ud. Vi blev hurtigt enige om, at det skulle være rart at lave børn, og at det ikke skulle blive et projekt. Og da jeg sad der i Koreatown, havde jeg mange forestillinger om, hvordan forældreskabet ville blive, men jeg ingen idé om, hvordan vi et par år senere ville sidde og stadig ikke have opnået graviditet – noget, som jeg troede, var det nemmeste i verden. I stedet var det hele netop blevet til et stort projekt

Det føles som for evigt når man er i det. Et år er blevet til et andet år, og udredninger hos både læge, gynækolog og sædklinik viser, at alt er fint med os. Hele maskineriet ruller, når man efter et års tid ikke har opnået graviditet. Så kan man gå til egen læge og få en henvisning til at blive udredt for at se, om der er noget hos enten kvinden, manden eller begge, der gør det svært at blive gravid. Mandens sæd bliver undersøgt på sædklinikken, og kvindens ægreserve og æggeledere tjekkes for at se, om de er tillukkede, hvor mange æg der er, og om der skulle være noget galt

Da vi på papiret er raske og sunde med fin sæd, fine æggeledere og en ægreserve, der er lav, men stadig indenfor normalen, har vi fået betegnelsen “uforklarlig barnløshed”, og derfor blev vi til at starte med tilbudt fertilitetsbehandling i form af insemination, også kaldet IUI, som vi valgte at få foretaget hos en gynækolog frem for hos en decideret fertilitetsklinik, da vi gerne ville undgå, at det hele kom til at føles som et større projekt

Det er blevet til en masse hormoner, at lære at stikke sig selv i maven og tre inseminationsbehandlinger. Det er blevet til rigtig mange ting. Bare ikke en baby. Næste skridt er så IVF/ICSI, som man også kender som reagensglasbehandling. Det er en behandling, der for vores vedkommende foregår i det offentlige på Hvidovre Hospital. Det er en langt større og mere hård proces end insemination, så det venter vi lidt med, for jeg føler slet ikke, jeg er klar til det endnu.

Parallelt med arbejde, socialt liv, fritidsaktiviteter, udredninger og ikke mindst fertilitetsbehandlingerne har vi hele tiden haft en kontinuerlig cyklus af skemalagt sex efterfulgt et par ugers venten. Tiden efter ægløsning er både fyldt af spænding og optimisme, men også af noget, der tenderer til at være maniske tendenser til ekstrem kropsopmærksomhed og analyse af brystspændinger eller mangel på samme, oppustet mave, forandringer i udflåd, øget tissetrang og mange sessions på Google og diverse graviditetsfora; et forsøg på fysisk at føle sig frem til om denne gang var gangen, at det endeligt skete.

Læs også

Fertilitetsbehandling: “Tre år i mørke, der endelig giver mening”

Det hele ender altid med, at det optimistiske øjeblik bliver overtaget af dyb sorg den dag, menstruationen kommer. Heller ikke denne gang. Jeg kan næsten ikke beskrive den følelse, jeg får, når jeg opdager, at jeg har fået min menstruation. Dét, der i virkeligheden er starten på noget nyt, starten på en ny cyklus, kan føles som verdens ende. Hver menstruation føles som et potentielt mistet barn og er en reminder om, at man ikke er med i fællesskabet – man er tværtimod meget udenfor. Hver gang, måned efter måned.

Barnløsheden og infertiliteten minder mig mest, om dengang jeg var 13 år gammel og rigtig, rigtig gerne ville have både bryster og menstruation ligesom alle mine klassekammerater, men ikke selv kunne gøre noget for at det skete. “Du skal bare slappe af”, “du er jo så ung”, “det kommer når du allermindst venter det”, “bare lad være med at tænke på det”. Det er sætninger, jeg ofte hører. Jeg er ikke i tvivl om, at de kommer fra et godt sted. Men at slappe af eller at lade være med at tænke på dét, man allermest ønsker sig, kan være så uendeligt svært, og bare fordi jeg kun er 32, betyder det ikke, at jeg har mindre lyst til at blive mor, eller at det er mindre svært ikke at lykkes.

I stedet har det været nemt for mig at forsøge at gøre noget, bare ét eller andet, i forsøget på at opnå de to streger, der vidner om en positiv graviditetstest: alt fra yoga til kostomlægninger, ingen alkohol, akupunktur, ingen sukker, kanon-kure og naturmedicin, ingen kaffe, temperaturmålinger, meditation, puder under lænden, zoneterapi, læsestof om cyklus, “10 tips til at blive gravid” og timer på Google. Sex ender med at være noget, man skal, og ikke noget man har lyst til. Det er enormt frustrerende, at det er ude af mine hænder, og som det forholdsvist handlingsorienterede menneske, jeg er, vil jeg næsten ikke acceptere, at jeg intet kan gøre for at ændre på vores situation. Der er ting, som man bare ikke selv kan styre, og den erkendelse er hård.

Moderskabet, der endnu ikke er lykkedes, er ikke nemt, og jeg oplever tit, at fertilitetsudfordringer er et tabu. Vi hører som oftest kun om dem, der lykkes, og sjældent om dem, der stadig kæmper. Det er svært, ensomt og enormt sorgfuldt at være i. Infertilitet er nemlig både dyb sorg, frustration, desperation, magtesløshed, og det er skam over ikke at kunne lykkes med noget, der burde være så nemt, noget vi, ifølge mange, er sat i verden for: at reproducere. Det er også drænende at leve i uvished; jeg er ikke i tvivl om, at jeg bliver nogens mor, men hvornår sker det?

Tilsammen bliver det til et væld af mest negative følelser, og det bliver kun forstærket af, at størstedelen af min omgangskreds synes hurtigt og smertefrit at få både barn nummer et og to. Jeg kan blive flov over den jalousi, der følger med veninders graviditeter og runde maver, jeg ser på gaden. Rationelt set ved jeg jo godt, at en andens graviditet ikke betyder, at der er færre babyer til os, men når vi ikke lykkes, kan jeg føle fertiliteten som et kapløb mod tiden og en konkurrence, som jeg taber hver gang. Noget af det, der i tiden har gjort mig allermest ked af det, var en tilfældig kvindes opslag om, at det da bare lige lykkedes i første forsøg.

Podcast

Alt du skal vide om din cyklus

Intet slår dog følelsen af at være uindviet: aldrig at have haft en positiv graviditetstest mellem hænderne, aldrig at have været til scanning, at blive fejret på Mors Dag eller at have overbragt sine nærmeste den glædelige nyhed om, at man (endelig) udvider familien. Det kan føles svært, ligefrem pinligt at snakke om, og jeg har aldrig villet stå ved, at vi har svært ved at få børn – jeg har ikke villet sætte prædikatet på os, at vi er barnløse eller infertile. For det meste overbeviser jeg mig selv om, for at beskytte mig, at vi er vordende forældre, hvor graviditeten bare endnu ikke er indfundet. Som om det vil gøre os mere fertile, end hvis jeg kalder os for barnløse, som om den positive graviditetstest afhænger af, hvad jeg tænker og føler.

Midt i det hele kan det også være meget mere end frustrationer og tårer. Det er en rutsjebane af følelser, så der følger også gode ting og gode snakke med. Det er et nyt kapitel i vores fælles liv og masse forventningsfulde snakke om, hvordan det mon bliver, når vi er nogens forældre, hvordan vi vil opdrage, og hvordan hinanden vil være som forælder. Når jeg har optimismen, hvilket jeg heldigvis har de fleste dage lige for tiden, minder jeg mig selv om, at vi er blevet et stærkere team af det. Selvom jeg som kvinde kan føle mig alene i det, da det meste foregår i min krop, er det en fælles ting, og netop derfor har det også været med til at bringe os tættere sammen, ligesom at dette heller ikke blot er min fortælling, men vores. Jeg har fundet ud af, at det kræver fælles mod, balls og et stærkt parforhold at kæmpe med og mod barnløshed og at komme igennem fertilitetsudfordringer. Og det kræver hårdt arbejde med selvværdet at kæmpe med følelsen af, at jeg er utilstrækkelig i mit parforhold, fordi jeg ikke kan give ham det, han mest drømmer om.

Vores “projekt” er nu sat på pause på ubestemt tid. Efter næsten to års kamp har jeg haft behov for at gøre noget andet for at give både krop og sind en pause, og derfor har jeg for nyligt også taget konsekvensen og skiftet 9-5 jobbet ud med livet som selvstændig digital- og kreativ konsulent. Det giver mig mulighed for at være mere i flow med mig selv, når kampene bliver for hårde, og det hele synes uoverskueligt. Mit projekt er for nuværende i stedet blevet en kamp for, at vi taler mere åbent om fertilitetsudfordringer, hvis vi kan og tør. I hele vores forløb har jeg fundet håb i fortællingerne fra andre, både dem der kæmper og dem, der efter lange, seje kampe er lykkedes, og også i støtten fra de familiemedlemmer og venner vi har fortalt det til.

Læs også

Kan yoga kan styrke kvinders fertilitet?

Jeg ved, at alle barnløses fortællinger, følelser og forløb er forskellige, men motivationen for mig er drømmen om, at min fortælling kan være med til at skabe håb hos andre, der kæmper, at være med til at gøre, at de holder modet oppe og ikke mindst, at jeg kan være med til at skabe bevidsthed om, at barnløshed er helt normalt. Jeg håber derfor også, der er nogen, der tør og har lyst til at dele enten deres egen historie eller min.

Tekst Sara Schelde