"Tre år i mørke, der endelig giver mening" | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_the_moon_hoey_crop_Thilde_vesterby_frugtbar_Fertilitetsyoga

“Tre år i mørke, der endelig giver mening”

Meet’n’greet

Thilde Vesterby, 37 år, er aktuel med bogen Frugtbar. Hun har sønnen Melvin, 4 år.

Thilde tog sin første yogalæreruddannelse i Indien, mens hun var gået i gang med fertilitetsbehandlingerne, men holdt en tiltrængt pause. Hun har siden taget uddannelser inden for yin yoga, restorativ yoga, yogaterapi for kvinder, gravidyoga og fertilitetsyoga.  

Thilde Vesterby brugte tre år og 13 mislykkede fertilitetsforsøg, før hun blev gravid. Hun deler sin ærlige beretning om tiden i fertilitetsbehandling.

 

Forfatteren Elisabeth Stone skrev engang: “Making the decision to have a child – it is momentous. It is to decide forever to have your heart go walking around outside your body.”  

Hvor har hun dog ret. Jeg elsker citatet, fordi det anerkende, at vi allerede tillader vores hjerter at flytte ud af kroppen, i det sekund vi beslutter os for, at vi gerne vil have børn. Det er jo derfor, det gør så fandens ondt, når hjertet er flyttet ud af dig, men endnu ikke har fundet et hjem hos et barn. 

Da min søn kom til verden, kom han 4 år efter, han første gang trådte ind i mit hjerte. Det tog tre år i fertilitetsbehandling at lave ham. Men da jeg så ham, var det, som om jeg genkendte ham. Det var, som om det pludselig gav mening, at jeg havde ventet så længe på ham, for det var jo lige præcis ham, der var min, eller mig, der var hans. Og den moderkærlighed, der havde boet i mig de seneste mange år, fandt endelig et hjem. Han så direkte på mig med store, sorte øjne, og han var min. 

Vores første inseminationsforsøg var en måned inden vores bryllup i 2011. Jeg kan huske, jeg spurgte min veninde, som var nybagt mor, om jeg ikke godt kunne holde bryllup og tage på bryllupsrejse, selvom jeg måske led af morgenkvalme. Håbet var lysegrønt, men jeg blev ikke gravid. 

Alle mine blodprøver, undersøgelser og scanninger var fine, så de første tre forsøg forløb uden den store indblanding. Og hver gang jeg blev insemineret med op mod 100 millioner svømmere, var jeg sikker på, at nu var den der. Men jeg blev bare ikke gravid.  

Vi opsøgte en ny klinik og lod dem stimulere mig med hormoner, så vi måske kunne få to gode æg og få dem til at løsne sig med en ægløsningssprøjte, så timingen kunne være optimal. Det gik der endnu tre forsøg med, men jeg blev stadig ikke gravid.  

Jeg blev ikke gravid, men det gjorde alle omkring mig derimod. Også dem, der røg, vejede lidt for meget, var 18 år eller havde en svipser og valgte en abort. Og efterhånden følte jeg mig mindre og mindre som kvinde og overhalet indenom og fuldstændig forment adgang til den klub, alle de andre var med i: mor-klubben. Mine kollegaer delte fødselshistorier, mine veninder havde deres babyer med, når vi mødtes, og de yogauddannelser og retreats, jeg var på, forgudede den gravide kvindekrop og tilgodeså de gravide maver. Jeg følte mig tom der, hvor der skulle have været en baby, og jeg mærkede en overflod af moderkærlighed, der forblev helt og aldeles hjemløs. En tom og ubrugelig livmoder, men et fyldt hjerte. 

 

Læse også artiklen KAN YOGA PÅVIRKE DIN FRUGTBARHED?

 

Vi skiftede klinik til en, der var indstillet på at give insemination et par skud mere, inden vi gik videre til IVF. Men heller ikke her, var der en eneste positiv test, og vi måtte videre til de hårde skyts. Reagensglas. 

Med skiftet til IVF fulgte der også et nyt håb. Det her varthe real deal. Det her blev man gravid af. Op til 50 % chance pr. forsøg i min alder. Så forhåbningsfulde gik vi i gang med indsprøjtningerne, og jeg følte mig egentlig rimelig sej over at stikke mig selv, og mine blå mærker var mine krigsar.  

Skuffelsen var enorm, da jeg efter to uger med grænseoverskridende indsprøjtninger kun producerede et eneste æg, som lægerne besluttede sig for ikke at tage ud, men i stedet blot inseminere – som den niende IUI. Måske var det her, jeg nåede bunden. Og i stedet for at finde trøst hos andre eller dele mine frustrationer, vendte jeg det indad. jeg bad nærmest til Gud om, at ingen af mine veninder eller bekendte ville spørge til mig – eller endnu værre – bede mig om at holde deres babyer, for så ville jeg være brudt sammen.  

Jeg fik taget æg ud fem gange. To af gangene blev ingen af æggene befrugtet. Det var rock bottom nr. to og tre. Efter 14 dage med indsprøjtninger, en smertefuld ægudtagning og en dato for ægoplægning i kalenderen samt vished om, at mange andre fertilitetspatienter får befrugtede æg nok til at fylde fryseren, fik jeg et telefonopkald med beskeden om, at der desværre ikke er nogen æg til oplægning. Det er som at få sit hjerte flået ud – og trampet på. Det var endda værre end de to ugers venten efter de par gange, hvor jeg rent faktisk fik lagt et eller to æg tilbage. Det var som at gå gennem helvede, de 14 dage det gik med hormonfremkaldte graviditetssymptomer, håb og rutefart til toilettet for at se, om der var kommet blod. Især når graviditetstesten på testdagen var så negativ, at der ikke bare var den mindste lille skyggestreg eller bare en lille bitte biokemisk graviditet. Der var INTET. Kun én streg, der nærmest hånede os og fortalte mig, at jeg var en fiasko og aldrig blev nogens mor. 

13 mislykkede behandlinger blev det til. 14. behandling var med donorsæd. Og til vores store overraskelse var der i denne behandling ud over det fine æg, jeg fik lagt tilbage for første gang 3 æg til fryseren. Det bar os gennem de berygtede to ugers venten at vide, at selvom vi ville få et negativt resultat endnu en gang, så skulle vi ikke starte forfra igen lige med det samme. Og da vi aftenen før testdag stod på toilettet og så på den graviditetstest, jeg lige havde tisset på, kom det klareste blå kryds til syne. 

Efter 3 år og 13 mislykkede behandlinger må man bogstavelig talt knibe sig selv i armen, når man for første gang nogensinde ser det kryds. Jeg bad min kæreste forsikre mig om, at vi faktisk var vågne, og at det her virkelig skete. Vi nærmest løb rundt om hinanden og rakte testen til hinanden for lige at se den én gang til, og vi tjekkede pakken for at forsikre os om, at et kryds betød positiv.  

Lige meget hvad der skete nu, så kunne ingen tage det fra mig. Jeg var gravid lige nu. 

Maven begyndte at vokse, og jeg gik til gravidyoga og kunne nu endelig sidde der på yogamåtten med én hånd på maven og én på hjertet og sende kærlighed til det lille, spirende liv, der voksede inden i mig. I en blanding af lykke og survivors guilt, for jeg vidste, hvordan det føltes at være modtager, postede jeg det obligatoriske baby bump-billede på Facebook, og på arbejdet gav jeg kage med en seddel om, at storken var på vej.  

Kvinderne i afdelingen stimlede sammen om mig og sagde: “Næ og åh, hvor er det spændende.” Og nærmest som et optagelsesritual i mor-klubben delte de deres fødselsberetninger og gav mig deres velmente råd om søvn og betændte brystvorter, og jeg var igen en del af flokken. Og endelig langt om længe på vores sidste voksen-sommerferie mærkede jeg vores lille baby sparke. Og det stilnede bekymringerne. Vores lille dreng fortalte os, at han var der.  

Da jeg selv var i behandling, var fertilitetsfremmende yoga nyt, men jeg fulgte en canadisk fertilitetsyogalærer via podcasts, og det var også hos hende, jeg tog min første fertilitetsyogauddannelse under min barsel. Så min passion for yoga er meget ældre end mit behov for at reducere stress eller optimere chancerne for graviditet.  

Jeg ville gerne have skrevet, at det var yoga, en særlig indstilling eller reducering af stress, der gjorde, at jeg endelig blev gravid i 14. fertilitetsbehandling. Det ville have været rigtigt godt for mit nuværende arbejde med Yoga for fertilitet og for den bog, jeg netop har skrevet. Bogen hedder FRUGTBAR – Yoga der booster din fertilitet – Mental førstehjælp, der bevarer din forstand og er en hjælp til andre kvinder, der kæmper for at få børn. Bogen bygger på forskning, der viser stress’ indvirkning på vores fertilitet, og den præsenterer fertilitetsfremmende yoga og mindfulness som en måde at reducere stress og komme igennem en svær tid uden at miste sig selv. Bogen har været ude i ca. en måned nu. Selvom jeg var nervøs over at skulle dele min egen historie, så er er min sårbarhed over det erstattet med en følelse af fællesskab. For hvor er der mange kvinder, der fortæller mig, at de kan spejle sig i min historien, og at de har brug for bogen. Jeg var så fyldt op af skam over, at jeg ikke kunne blive gravid i 1.- 5. -7. eller 12. ) hug, men efter at have gået planken ud og delt min historie, føler jeg kun styrke og meningsfuldhed. Og jeg håber sådan, at jeg med bogen kan give lidt af det videre til dig, der lige nu kæmper. Du er ikke alene. 

 

 

Fotografi Liv Winther 

LeaveCOMMENT

  • Rebecca
    REPLY

    Jeg er på mit 4. fertilitetsforsøg. Dejligt at læse jeg ikke er alene om de her følelser, jeg syntes at vi kvinder bliver bedre og bedre til at dele. Tak Thilde.

    april 8, 2019

Your email address will not be published. Required fields are marked *