TO_the_moon_honey_boern_og_soevn_Soverutiner_i_ferien_Sine_Ditlev_Bihlet

Soverutiner i ferien: frit fald eller efter en fast rytme?

Ferie er lig med lange skønne sommeraftener, børn der kommer sent i seng og sover længe – eller hvad? Det er nemlig ikke altid sådan det hænger sammen og alle ved, at trætte børn i søvnunderskud er ingen ferie. Her deler søvnplejerske Sine Ditlev Bihlet sine bedste tips til, hvordan vi tackler nye rutiner og sengetider for især for de små børn

 

Søvnplejerske Sine Ditlev Bihlet er uddannet sundhedsplejerske og har beskæftiget sig professionelt med børn i over 12 år, her især børns søvn. Hun forklarer at man som forældre må være indstillet på, at det er forskelligt, hvordan det enkelte barn indstiller sig på en ny søvnrytme i ferien: ”For nogle børn tager det et par dage, og barnet rykker blot rytmen og sover længere om morgenen, mens det især for de små børn som fortsat sover lur(e) kan give nogle lidt sværere dage, hvis barnet bliver længere oppe, end det er vant til. Især hvis det ikke sover tilsvarende længere om morgenen.

Små børn kan have svært ved at omstille rytmen til pludseligt at komme senere i seng og stå senere op, hvis de har været vant til en anden rytme. Det kan tage mange uger at ændre sådan en rytme. Derfor vil de børn formentlig oparbejde et større og større søvnunderskud, som ferien skrider frem. Hvilket naturligt vil resultere i manglende søvn og højst sandsynligt mere pylrede, kortluntede og trætte børn.

Når hverdagen presser på igen efter flere ugers ferie, kan det igen tage uger at vende. Så det er værd at overveje, om det er værd at ændre søvnrytmen, hvis man har små børn,” siger søvnplejerske Sine Ditlev Bihlet, grundlægger af Søvnplejersken.dk og forfatter til bogen ’Putteritualet’, der netop er udkommet.

If it ain’t broke – don’t fix it

”Er du som forældre godt tilfreds med den rytme, dit barn har lige nu, vil jeg for alles skyld faktisk anbefale, at du så vidt muligt holde fast i rytmen i ferien. Det vil sige at lade barnet vågne, når barnet plejer at vågne. Det samme gælder i forhold til at spise, sove middagslur, være aktiv og sove om aftenen. Jo mere stabil dagsrytme, barnet har, jo mere vil du også kunne regne med et fast puttetidspunkt til natten og en putning, der naturligt vil fungere, så barnet falder til ro, fordi det er parat til at sove.

Og selvfølgelig vil der være dage, hvor barnets rytme ikke lige passer ind i den lange køretur hjem fra Jylland, turen i Legoland eller besøgene hos venner og familie. Men det skal nok gå alligevel, for så ved man som forældre, hvorfor det hele måske lige er lidt mere svært den dag – eller måske går det bare superfint alligevel!”

Dit barn viser selv tegn på søvnunderskud

”Et barn, der oparbejder et søvnunderskud, vil være mere pylret, kortluntet, grædende, irritabel og have sværere ved at lege samt koncentrere sig. Ja, jeg kunne egentlig blive ved. Jeg tænker, de fleste forældre godt kan fornemme, hvornår deres barn har brug for mere søvn.

Det, der nogle gange sker – især hos mindre børn – er at barnet begynder at kompensere ved at sove meget mere om dagen, måske flere gange om dagen. Det er smart indrettet og en måde, hvorpå barnet beskytter sig selv. Omvendt vil andre børn slet ikke kompensere og tværtimod kan de sove kortere tid fordi deres kroppe er lidt i alarmberedskab – med bl.a. øget kortisol og adrenalin (stresshormoner). Det kan resultere i et mere og mere pylret og uroligt barn, som virkelig trænger til at indhente en del søvn. Det er en ond spiral, hvor mangel på søvn avler dårlig søvn, og det er synd for alle.”

Sent i seng – sent op?

”Nogle børn sover længere om morgenen, hvis de er blevet puttet senere, fordi vi som organisme er gode til at sikre vores behov for at sove – hvis vi får muligheden for det.

Men nogle børn har lidt sværere ved dette, fordi deres rytme ikke er som vores. De er simpelthen fysiologisk og psykologisk ikke udviklet endnu til at regulere rytmen og sig selv. Det tager tid og sker også i sammenspillet med dig som forældre. Det indre ur, også kaldet den cirkadiske rytme, udvikles over tid og er mere etableret for børn omkring 3-5-årsalderen. Men det er faktisk først efter puberteten at rytmen og søvnbehovet begynder at være mere lig voksnes.

Hvis barnets rytme er meget etableret, og barnet lige pludselig i en sommerferie bliver puttet senere, vil barnets indre ur fortælle barnet, at det er vant til at vågne ved for eksempel 5-tiden – også selvom barnet måske ikke er udsovet. Hvor vi som voksne bedre kan mærke, at vi ikke er udhvilede og lettere kan regulere os tilbage i søvnen, har barnet meget sværere ved dette. Når barnet stadig vågner som vanligt på trods af, at det ikke er udhvilet, kan det give nogle hårde morgener og formiddage med et pylret barn, som mangler søvn. Indtil barnet måske indstiller sig ved at få dækket sit manglende søvnbehov via en lur. Det tabte kan også indhentes ved at blive puttet tidligere den følgende aften.”

Pak jeres vante putteritualer med på ferien

”At sove et nyt sted, i sommerhus, telt eller hos bedsteforældre kan resultere i, at det især de første aftener måske er lidt sværere at falde i søvn. Man kan som forældre skabe tryghed ved at medbringe nogle kendte ting fra barnets soveomgivelser. Eksempelvis:

Barnets dyne
Barnets sengerand/babynest/sengerandslange
Barnets bamse
Uro/spilledåse
Lagen der lugter af mor/far
Barnevognskassen
Slyngevuggen

Ekstra hjælp er ofte nødvendigt

”Det er væsentligt at gøre det, du plejer, når du putter dit barn. Men vær indstillet på, at barnet måske har brug for mere hjælp fra dig som forælder til at finde søvnen på ferien. Dette er også et resultat af, at I oplever mere på ferien, der er måske mange mennesker omkring jer, det er varmt, I befinder jer i uvante omgivelser og så videre. Det kan gøre det svært for barnet at finde ro om aftenen. Så måske har dit barn mere brug for mere af følgende:

Du ammer det i søvn
Du giver det mere flaske
Du vugger det i søvn
Du bruger viklen eller barnevognen
Du synger mere
Du bruger white noise
Du er hos dit barn
Du holder dit ban

At du giver dit barn, hvad det behøver for at falde i søvn, er helt okay. Du har ikke gjort noget forkert. Du har ikke ødelagt noget. Dit barn har måske blot brug for lidt mere tryghed, nu hvor I er et nyt sted. Det er altid okay.”

Rammer og rutiner – en tryg forudsigelighed

”Ifølge forskning i børns søvn er faste rammer og rutiner – ’putteritualet’ – væsentligt at være opmærksom på i forhold til det enkelte barns søvn. Forskning viser, at hvis barnet allerede fra en tidlig alder oplever et ritual, når det skal sove, vil det medføre, at barnet tidligt lærer at afkode nogle bestemte miljømæssige signaler som tegn på, at det er tid til at sove og derved lærer at reagere på dem. Forskning viser også, at samme putteritual gør det nemmere for det enkelte barn at falde i søvn og kan være med til at forbedre den gennerelle søvnkvalitet.

Det lille barn har brug for at blive forberedt på overgange. Især overgangen fra at være vågen og aktiv til det at skulle ligge stille, være i ro og lægge sig til at sove. Det er måske lidt sværere i en sommerferie, hvor der formentlig sker lidt flere uforudsigelige og spændende ting.

Når du som forælder er tydelig og leder barnet ved at gøre noget bestemt og det samme, hver gang barnet skal puttes, er det med til at skabe forudsigelighed for barnet. Forudsigeligheden hjælper barnet til at genkende, hvad der nu skal ske.”

Alle rutiner gik fløjten

”Hvis det alligevel ikke lykkes at holde helt så godt fast i rutinerne, kan det være godt at have en viden med sig om, at det kan tage lang tid at rykke en rytme. Det kan sammenlignes med jetlag, som kan tage uger at komme sig over. Faktisk kan det tage helt op til fire uger at skabe en ny rytme, og det kan være rart at vide, at der er en forklaring på de sene putninger, når hverdagen starter – der er altså en mening med galskaben.”

10 gode søvntips til varmen

  • Når det er varmt, kan du i stedet for en dyne svøbe dit barn i en tynd stofble, et dynebetræk eller anden form for tyndt bomuldssvøb.
  • Afklæd dit barn, så det blot ligger i en body, kortærmet body eller en ble.
  • Vær opmærksom på, om dit lille spædbarn har det for varmt ved at mærke det i nakken. Det må gerne være lunt, men ikke svedigt.
  • Reguler temperaturen ved at lægge en dyne eller tæppe over barnet, hvis det pludselig bliver køligt.
  • Put dit barn i det køligste rum (nordvendte værelser er oftest køligst). Brug evt. en blæser. Det er helt okay, at dit barn sover i et rum med åbne vinduer, så længe det ikke trækker.
  • Mørklæg soveværelset hele dagen. Det kan gøre en stor forskel på rumtemperaturen.
  • Luft ud, når der er skygge eller i de tidlige, kølige morgentimer.
  • Hvis dit barn sover lur ude, så put dit barn i skyggen og undgå stofble og regnslag på barnevognen. Vær også opmærksom på brug af myggenet, da det også kan øge temperaturen.
  • Du kan hælde iskoldt vand i en ’varmepude’ og lægge den i dine arme mens du putter dit barn i dine arme. Du kan også lægge ’varmepuden’ i barnets seng, inden barnet puttes for at gøre sengen dejlig kølig for barnet.
  • Babyer kan have brug for flere mindre tåre mælk om natten, særligt ammebørn. Dette er IKKE tegn på, at (amme)barnet har brug for vand ved siden af mælken – modermælk består af ca. 80% vand og er helt fantastisk i sommervarmen.

 

Tekst Bea Fagerholt

Sine Ditlev Bihlet driver Søvnplejersken for at hjælpe forældre og dit barn til gode og trygge sovevaner. Udover privatkonsultationer afholder Sine foredrag, webinarer og kurser om børns søvn – for forældre, sundhedsfaglige og pædagogisk personale. Se kan læse mere her

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *