Luise Vestergaard om at tage stilling til et lavt nakkefoldstal - TO THE MOON, HONEY
Luise_Vestergaard_om_at_tage_stilling_ lavt nakkefoldstal

Luise Vestergaard om at tage stilling til et lavt nakkefoldstal

Jeg var gået et par dage over tid, og da vi var aktivt i gang med at prøve at få et barn, var jeg godt klar over, hvad det betød. Men jeg var også nervøs. For jeg havde været gravid måneden inden og aborterede kun 4 dage efter, at jeg lykkeligt stod på toilettet med en positiv graviditetstest i hånden.

Vi havde nået at glæde os til at blive forældre, så aborten kom som et stort chok, selvom det var så tidligt i forløbet. Jeg havde haft lidt mavekramper en nat, få dage efter jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Jeg troede bare, jeg var sulten og stod op og spiste en banan. Jeg havde slet ikke tænkt, at jeg kunne abortere. Så jeg blev så forskrækket og ulykkelig, da jeg begyndte at bløde. Jeg blev tjekket hos lægen og ugen blev jeg scannet for at se, om jeg selv havde udskilt det hele, eller om jeg skulle have fortaget en udskrabning. Lægen, der scannede mig, sagde, at alt så fint ud, og at hun kunne se, at der lå nogle æg klar deroppe. Det var nok hendes måde at sige, at vi skulle gå hjem og gå i gang med det samme, på trods af at nogle siger at man lige skal vente en cyklus.

Og rigtigt nok står jeg igen med en positiv graviditetstest, kun en måned efter. Denne gang var stregerne helt tydelige. Jeg ved jo godt, at man ikke kan være lidt eller meget gravid. Men da jeg tog en test ved den første graviditet, var stregerne meget udtydelige, hvilket jeg også sagde til min læge. Men han sagde ‘Tillykke!’ – man kan ikke være lidt gravid. Men jeg var nu alligevel glad for at se to så tydelige streger denne gang.

Jeg skulle til julefrokost med mit arbejde fredag og holde stor fødselsdagsfest for alle mine veninder lørdag, så jeg var helt ved siden af mig selv, og hvad skulle jeg gøre med alt den alkohol og undersøgende blikke, hvis jeg takkede nej? Det endte med at være en vildt sjov julefrokost. Jeg delte min hemmelighed med en god kollega, som hjalp mig med at bytte mine urørte vinglas ud med hendes, og det samme gjorde jeg dagen efter med min barndomsveninde til min fødselsdagsfest. Jeg var lykkelig over at være gravid, men turde alligevel ikke helt at glæde mig. Jeg vidste jo, hvor sårbart det var. Tænk nu, hvis jeg aborterede igen.

Jeg får en tidlig scanning i uge 8, fordi jeg er så bekymret for om alt er, som det skal være. Der er hjerteblink, og den begynder at tage form som en baby på scanningsbilledet. Det giver mig lidt mere ro, og jordemoderen, der scanner mig, siger at ‘nu er du der, hvor du roligt kan begynde at glæde dig’. Jeg bliver også scannet omkring uge 10, fordi jeg igen bliver overmandet af bekymringstanker. Igen så alt fint ud, og jeg kunne slappe lidt af igen.

Da vi nærmer os 12 ugers-scanningen taler jeg i telefon med min veninde. Hun beder mig om at love ikke at gå i panik, hvis jeg får et lavt tal, fordi min høje alder trækker det hele betydeligt ned. Det grinte vi lidt af, for ældre er 37 jo heller ikke. Men udover det havde jeg faktisk ikke sat mig ind i, hvad en nakkefoldsscanning egentlig gik ud på. Jeg var bare fokuseret på, om hjertet slog og den voksede, som den skulle.

Jordemoderen scanner, og det ser fint ud. Hun taster numrene fra min blodprøve og resultatet af scanningen ind i systemet og beder os om at komme over til skærmen. Der ved jeg bare, at noget ikke er, som det skal være. Hun siger, at vores tal er under det anbefalede 1:300. Vores var 243. Det er min blodprøve og alder, der gør udfaldet, for selve nakkefolden ser normal ud, siger hun. Hun prøver også at berolige mig med, at de i Norge kun undersøger yderligere, hvis tallet er under 250. Men jeg er helt ude af den og aner ikke mine levende råd.

Vi bliver sendt hjem med beskeden om at sunde os lidt og så, inden kl. 15 samme dag, melde tilbage, om vi ønsker at få foretaget en biopsi af moderkagen eller få taget en NIPT-test (Non Invasiv Prænatal Test, red.) – en blodprøve, der analyserer frit DNA. Vi får nogle papirer med hjem og læser, at ved moderkageprøven er der en forhøjet risiko for abort. Bare at læse ordet ‘abort’ gør mig bange, men til gengæld er den prøve mere sikker end blodprøven. Selvom det er marginaler, så føles det som altafgørende, når det kommer til at føde et sundt og rask barn.

Vi føler os meget alene med den store beslutning, der ligger i at skulle vælge imellem de to testmuligheder. Lægerne må ikke sige, hvad de anbefaler, man skal selv tage beslutningen. Det mest oplagte ville være at få foretaget en moderkagebiopsi, da resultatet er mere præcist end NIPT-testen. Men der en risiko på ca. 0,5 procent for at abortere ved at få foretaget en biopsi, og det slog os lidt ud, for tænk nu hvis den lille procentdel var os?

Vi var meget splittede og fortvivlede. Vi var simpelthen ikke sikre på, at vi kunne klare livet med et barn født med kromosomfejl. Og hvad hvis vi kom til at tage en beslutning, som endte en sund graviditet? Det var en umulig beslutning. Vi ringede til Tims far, som godt nok er dyrelæge men også meget opdateret på alt lægeligt, vi googlede og skrev til mine veninder og familie, om de kendte nogle, der havde været i samme situation. Det var en følelse af at famle i blinde, og jeg havde ikke nogen mavefornemmelse af, hvad vi skulle vælge. Jeg kunne fornemme, at min jordemoder var bekymret for udfaldet af en moderkageprøve, men igen så sagde hun det ikke direkte. Ingen kunne fortælle os, hvad der var bedst.

Efter en dags tænketid valgte vi at få foretaget en biopsi, og allerede 2 dage efter ligger jeg på briksen, klar til at få stukket en nål igennem mit maveskind. Jeg er vildt nervøs, da vi kommer ind på stuen. Jeg ligger på briksen og prøver at bevare roen og undgå at kigge på den nål, der skal stikkes ind igennem min mave. Men jeg kan se i min mands øjne, at han er meget ubekvem ved situationen.

De smører geleen på maven, laver en rutinemæssig scanning, og så siger lægen pludselig, at de ikke kan lave biopsien fordi min moderkage ligger i vejen. Hun tør simpelthen ikke tage chancen, da de kan beskadige moderkagen, og det dermed ikke er forsvarligt. Hun siger, at vi kan prøve at komme igen næste uge, da moderkagen måske så har rykket sig. Men hun kan ikke garantere noget og næste uge er sidste chance for at teste på den måde. Der ligger jeg så og føler, at jeg er med i en dårlig serie. Og ellers er der NIPT-testen, blodprøven uden risici. Vi bliver enige om, at der måske er en mening med, at vores lille baby ikke ville have en nål stukket ind til sig, og vi ender derfor med at tage imod NIPT- testen dagen efter i stedet og stole på svaret fra den.

Da jeg siger det til min jordemoder, kan jeg mærke, at hun er lettet over vores beslutning. Vi får taget blodprøven dagen efter og får besked om, at der vil gå op til 10 hverdage, før vi har svaret. Hvis der ikke er noget i vejen, vil det bare komme som en besked i vores e-boks, ellers vil vi blive kontaktet af vores læge. Ventetiden er ulidelig, og der går en uge, før vi en lørdag eftermiddag ser, at der tikker en mail ind fra Hvidovre Hospital. Jeg åbner den hurtigt og læser, at alle tests er negative, alt er godt, og vi venter os en dreng. Vi bliver så utrolig glade og lettede. Nu kan vi endelig rigtigt begynde at glæde os til at blive forældre.

En dag følte jeg igen et behov for at læse lidt op på andres erfaringer med en NIPT-test. Jeg fandt en artikel med et fejlresultat på nettet, og selvom jeg hurtigt kunne se, at jeg ikke skulle læse videre, kunne jeg heller ikke helt lade være. Bagefter buldrede de mørke tanker frem. Hvad nu hvis testen, som vi fik fortaget flere måneder tilbage alligevel var ukorrekt?  Men så prøvede jeg at minde mig selv om min jordemoders rolige ord fra 20 ugers-scanningen: ‘Alt er godt, Luise, han ser jo helt fin ud’ og langsomt vendte roen tilbage til mine tanker og min krop.

Jeg har siden følt mig lettet og nydt at være gravid. Særligt efter 20 ugers-scanningen har jeg stolt vist min mave frem. Jeg har delt vores oplevelser med min første graviditet, der endte med en abort, og siden de dårlige nakkefoldstal i min nuværende graviditet med min omgangskreds. Det har været vigtigt for mig, at folk kendte til vores situation, og det har også hjulpet mig at tale om det. Men jeg har haft dage, hvor jeg tvivlede på, om vi ville få et rask barn.

 

Information om NIPT-test og moderkageprøve
 

NIPT-test (Non-Invasiv Prænatal Testning)  kan via en blodprøve fra den gravide vise, om der er en stor sandsynlighed for, at det ufødte barn har Downs syndrom eller en af to andre kromosomfejl: Edwards syndrom og Patau syndrom. NIPT kan påvise over 99% (men ikke 100%) af alle fostre med Downs syndrom, og ca 90% af alle fostre med Edwards eller Patau syndrom. 

 

En moderkageprøve giver viden om kromosomsygdomme og visse arvelige sygdomme ved førsteret i livmoderen. Moderkagebiopsien tages fra moderkagen i graviditetsuge 11-15. Prøven tages med en tynd kanyle, som lægen stikker ind i moderkagen gennem kvindens maveskind. Ved moderkageprøve er der en risiko på ca. 0,5 % for at abortere.

 

 

Tekst og foto Liv Winther

Meet'n'greet
Luise Vestergaard, 37 år, er art director på Elle, når hun ikke er på barsel med sin søn Eddie Robert der blev født 10.08.2020

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.