Jeg er bange, mor – sådan støtter du dit barn igennem angst
Et stigende antal børn lever med angst. Og børn, der i forvejen har haft det svært eller har anlæg for bekymringer, har yderligere været ramt på deres mentale helbred det forgangne år under corona. Men hvordan finder man ud af, om ens barn lider af angst, hvornår skal man søge hjælp og hvordan støtter man bedst op om sit barn? To eksperter gør os klogere på børn og angst
Måske er dit barn blevet bange for mørke. Kan ikke falde i søvn eller ikke lide at sove alene. Fået forskellige fobier. Skal tisse oftere end normalt. Begyndt at bide negle. Har ondt i maven. Præstationsangst i skolen. Afføringsproblemer. Græder eller råber mere end normalt. Vil ikke afleveres om morgenen. Tiltagende tvangstanker og tvangshandlinger.
Ængstelighed eller angsttilstande findes i mange former både hos børn og voksne. Det er en naturlig del af det at være menneske, og de færreste går gennem barndommen eller livet uden at mærke angstens klamme kløer. Problemet bliver, når kløerne griber så dybt fat, at det invaliderer den normale hverdagsudfoldelse, bevægelsesfrihed og livsglæde.
Og det er desværre et stigende problem blandt vores børn i dag.
En undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at tallet af angstramte børn herhjemme er mere end tredoblet over de seneste ti år, og ifølge Center for Angst ved Københavns Universitet, sidder der i hver skoleklasse mindst ét barn med angst. Fra 3-års alderen og opefter rammes mellem 5 og 10 procent af alle børn af angst. Og det forgange år under Covid-19 har også ramt både børn og unges mentale helbred.
“Et stigende antal børn døjer med angst, men vi kender ikke det fulde billede endnu efter corona. Hvis børnene i forvejen har haft det svært eller har anlæg for bekymringer, så kan noget ydre som pandemien have trigget det. Men ydre omstændigheder alene gør ikke, at man udvikler en egentlig angstlidelse. I så fald ville alle, der lever under samme vilkår udvikle angst, og det er jo ikke tilfældet. Der er altså et missing link i forståelsen af de nærmere omstændigheder, som gør, at nogle børn udvikler angst under corona, mens andre børn ikke gør,” siger Sisse Find, psykolog med speciale i metakognitiv terapi, ekspert i angst og forfatter til bogen “Aldrig mere angst”, der netop er udkommet på Gyldendal.
Ifølge Sisse Find skal forklaringen findes i et bestemt overtænkningssyndrom kaldet cognitive attentional syndrome, som er et uheldigt tankemønster bestående af overdrevne bekymringer og trusselsovervågning. Har man flair for det tankemønster, er corona-situationen og de naturlige bekymringer, det vækker, lige til højrebenet at hækle ind i tankemønstret, og det kan få angsten til at eksplodere.
Kan tage magten fra familien
Bekymringer hos børn er ikke nødvendigvis et faresignal. F.eks. hvis barnet periodisk er lidt bange for mørke eller ikke kan lide edderkopper. Det er i sig selv normalt nok og kan være betinget af institutions- eller skolestart eller tegn på en kognitiv udvikling. Så vi skal altså heller ikke sygeliggøre det, når barnet har det svært eller angst i perioder. Det er del af livet.
“Det er ikke ualmindeligt, at et barn på et tidspunkt i sin opvækst mærker angsten, for de skal igennem så meget udviklingsmæssigt. Hjernen tager nogle ordentlige udviklingsspring, og det betyder, at verden indimellem kan føles overvældende. Angst kommer af en følelse af, at man er under pres og ikke kan mestre det, man står i. Børnene kan få svært ved at gøre ting, som de har gjort før, og det er tit bare en fase, hvor det for forældrene handler om at gå med barnet og støtte det i at få plads og tid til at mærke sammen med sine voksne,” siger forfatter og familieterapeut Fie Hørby.
Men så er der de tilfælde, hvor angsten kan komme til at fylde mere, end hvad godt er, og tage magten fra familien. Her taler vi om den slags angst, som fører til hæmning af livsudfoldelsen, og som giver store sociale problemer og på sigt forhindrer udbytte af skole og uddannelse. Det er den slags angst, der betegnes som en psykiatrisk diagnose, hvor barnet er mere eller mindre i kronisk alarmberedskab.
“Jeg tror ikke, forældre er i tvivl, når de kan mærke, at noget i barnet er låst fast. Et tegn på angst er, at den hele tiden tager en større bid af os og kommer til at fylde mere og mere. Så fra ikke at kunne falde i søvn selv, bliver det måske til, at barnet ikke vil i institution og ikke lege ude eller kræver, at noget skal være på nogle meget bestemte måder, som de bliver styrede af. Det begynder at blive frihedsberøvende og invaliderende, når det er en gentagende og tvangspræget adfærd,” siger Fie Hørby.
Og ifølge Sisse Find er det tid til at søge professionel hjælp, når beroligelse ikke længere griber, og man ikke kan dulme angsten med et kram eller en kugledyne.
“Vi kan snakke om decideret angst, når børnene ikke længere kan styre deres bekymringstanker. Når man som forældre har gang i mange omsiggribende strategier for at trøste, forsikre barnet eller endda begynder at støtte det i at undgå de angstfremkaldende ting. Ro og tryghed er altid godt, men en angstlidelse kan ikke dulmes med det alene. Angst er en form for tvivlesyge, hvor barnet ikke kan lade være med at frygte og tvivle, uanset hvad forældrene siger og hvor trygge rammer, de skaber, og så skal der hjælp til udefra,” siger Sisse Find.
Angst er en alarmklokke
Børn er fra naturens side robuste og resiliente, og de kan klare en del, men når angst sætter ind, er en grænse nået, ifølge Fie Hørby. Hun mener, at angst i nogle tilfælde kan være et udtryk for, at barnet har skullet håndtere mere eller strække sig længere, end det egentlig formåede og haft svært ved at håndtere det. Angsten er med til at slå bremsen i. Og det er vigtigt at vide, at inden angsten kom, har der ofte været flere små alarmklokker, som vi måske kan have overhørt. Selvfølgelig ikke med vilje, men fordi det nogle gange går stærkt i det moderne liv.
“Eller fordi vi ikke anerkender følelserne hos os selv og bider tænderne sammen, og så kan det være svært at have blik for det hos vores barn,” siger Fie Hørby, der mener, at den stigende angst kan være et symptom, at tingene generelt bare går for stærkt i vores samfund. Vi er überdigitale og skal præstere og effektivisere i en grad, hvor det er svært for vores følelser at følge med. Så farten går ud over vores følelsesmæssige sundhed og trivsel.
“Det sker, når vi undertrykker de følelser og de signaler, vi registrerer fra vores system. Vi mærker eksempelvis træthed, men fortsætter, for der er jo weekend om fem dage. Vi bliver ved, selvom vi ikke magter mere. Og når vi behandler os selv på den måde, kommer vi nemt til at møde vores børn på samme måde. Så når de siger, at de er trætte, fejer vi det af banen med et “så må du komme tidligere i seng i aften”. Eller hvis barnet savner os og ikke vil afsted, så svarer vi ”jamen, det skal du”,” siger Fie Hørby.
Dette pres i hverdagen kender de fleste af os. Vågne tidligt, hastespise, ud ad døren, aflevere, arbejde, hente, spise, putte og så splatte ud på sofaen, inden hamsterhjulet ruller videre dagen efter. Udfordringen er, hvis vi lever under pres hver eneste dag, for så får vi aldrig mulighed for at restituere eller ventilere, og det sætter sig som stress i nervesystemet. Børn er koblet op på deres forældres nervesystem, de mærker det og kopierer det, så hvis vi har kort lunte og højt tempo, vil det uundgåeligt påvirke dem.
“Det kan lande som stress og angst i børnene. Det ophober sig og kan i starten give fysiske symptomer som ondt i maven og psykiske symptomer som søvnløshed, grædende, klagende, klæbende børn, der måske begynder regrediere, bide negle eller tisse i bukserne,” siger Fie Hørby og understreger, at hvis vi bliver optaget af symptomet frem for årsagen, vil vi blot forstærke symptomet.
Vær tryg og rolig
Det betyder, at man må sætte sig ind i, hvad årsagen er til, at barnet er presset. Er der udfordringer i institutionen? Er der bøvl i barnets vennekreds? Hvordan er stemningen og kontakten i familien for tiden? Er vi selv ængstelige?
Både Fie Hørby og Sisse Find mener, at det er oplagt, at man som forælder starter med at kigge på sig selv, når ens barn har angst. For det er tit sådan, at når et barn har angst, så kender forældrene egentligt godt ved nærmere eftersyn til ængstelighed.
“Bekymringstendenser og ængstelighed får børn typisk fra deres forældre. Så hvis man selv er presset eller ængstelig, så er det en skjult invitation til sine børn om også at bekymre sig. Det er en opdragelse, man ikke sætter ord på. Vores adfærd, også den indre, er på den måde social arvelig,” siger Sisse Find og understreger, at angst er en sund reaktion på de rette tidpunkter.
“Vi skal for eksempel blive bange, hvis vi selv eller vores nærmeste kommer til skade, for så får angsten os til at handle hurtigere og mere effektivt og begrænse konsekvenserne af skaden mest muligt. Men hvis uro, panik, tvangstanker, tvangshandler, social angst, helbredsangst og eller bekymringer dominerer hverdagen hos dig eller dit barn, så er det ikke længere sundt, men har udviklet sig til en lidelse”, siger Sisse Find, der siger, at det er afgørende, at man som forældre ikke kommer til at dyrke barnets angst.
“I bedste hensigt kommer forældre let til at fyre op under angsten, selvom det selvfølgelig ikke er intentionen. Man skal som den voksne ikke gå med på den med spørgsmål a la ”er du ok?”, ”vil du have en telefon med?”, ”er du sikker på du kan klare det i dag”. Hvis man tager for mange hensyn, siger man indirekte til barnet, at verden er truende, og det bør være bekymret. Man skal altså ikke gå ind i angsten, man skal turde være lidt uærbødighed over for barnets tvivlstanker, ikke tage dem for alvorligt og ikke selv gå i panik og ikke gå i snakke-modus,” siger Sisse Find.
I stedet anbefaler hun, at man indirekte viser barnet, at de selv har kontrollen til at afbryde overdreven tvivlstænkning. Angstramte føler nemlig ikke, at de kan styre deres bekymringer, det er en følelse af, at der foregår noget i ens hoved, som man ikke har kontrol over. Så når et barn bliver ramt af en angst-tanke, så kan man som forælder hjælpe dem ved at distrahere eller udskyde tanken ved at sige ”det kan vi tale om senere efter aftensmaden”.
“Lad være at tale med barnet om angst. Tal i stedet om det, der er lige nu, og det I laver. Jeg ved godt, at det for nogen forældre kan føles, som om de ikke anerkender deres børn og ikke tager deres tanker alvorligt, men lige præcis med angst ligger den kærlige gerning i at gå udenom det konkrete bekymringsindhold og flytte fokus til noget, der ikke er trusselsrelateret. Det er en hårfin balance for forældrene at vise, de tager det alvorligt og forstår barnet, men samtidig ikke selv viser uro og bekymring” siger Sisse Find.
Men hvad så når barnet får et decideret angstanfald, hvad gør man så?
“Angstanfald er det mest frygtindgydende. Det ligger næsten i sagens natur. Det kan føles, som om man dør, og det er forfærdeligt for et barn, men heldigvis er der kun tale om en følelse. Som forælder hjælper man her barnet bedst ved at udvise ro, få styr på vejrtrækningen og hjælpe barnet til at få et ydre fokus. Og så skal man vide, at selvom anfaldet er yderst ubehageligt, så er det ikke farligt og er hurtigt overstået. Så bevar roen og vær tryg – for barnets skyld. For at komme tilbagevendende angstanfald til livs på den lange bane, skal det bagvedliggende overtænkningsmønster imidlertid identificeres og elimineres,” siger Sisse Find, der benytter sig af metakognitiv terapi med sine angstklienter.
Forskning viser, at metoden er en særdeles effektiv non-medicinsk behandling af angst, som handler om at få styr på vores tænkning. Måden du tænker på er med til at forme din virkelighed eller i hvert fald din oplevelse af den. Derfor har man i metakognitiv terapi et særligt fokus på de mekanismer i hjernen, der styrer og kontrollere vores tænkning.
En vej ud af angst
Angst kan være et signal til hele familien om at gentænke måden, man lever på, og som kan give bedre plads til hver enkelt og kontakten i familien:
“Se barnets angst som et signalflag om, at noget ikke er som det skal være. Det er tit et udtryk for, hvordan familien lever sammen. Det er en enestående chance for at få lavet noget om i familien, for at alle kan trives bedre. Derfor bliver det vigtigt, når vi gerne vil styrke den følelsesmæssige sundhed og kontakten i familien, at vi interesserer os for, hvordan vi hver især har det,” siger Fie Hørby.
For at vurdere om barnets angsttilstand er behandlingskrævende må forældrene kigge på omfanget, varigheden og sværhedsgraden af symptomerne, og også om de er normale i forhold til barnets udviklingstrin og alder. Se, om det er symptomer, som du normalt kender fra dit barn, eksempelvis at det bliver vredt, når det er træt. Eller om det gerne vil lege baby eller tager et udviklingstrin tilbage i en presset periode, hvor der sker noget nyt som f.eks. skolestart. Eller om det er noget nyt du ser, og om det er sådan, at angsten begynder at indtage nye territorier, der påvirker både barnet og resten af familien.
Er du i tvivl, om dit barn har angst, er det en god idé, at du går til din læge for at udelukke, at symptomerne skyldes noget andet end angst, eller at man direkte kontakter en god psykolog eller terapeut, der har forstand på angst og børn. Og derfra handler det ifølge Sisse Find om at se på den måde barnet håndterer sine tanker på.
Fordi angst er så voldsom, kan man nemt tro, man skal gøre alt muligt for at slippe for angsten. Men at gå i krig mod angst, eskalerer den bare. I virkeligheden skal man gøre mindre. Less is more, også når det drejer sig om at slippe angst.
Du kan få mere viden og inspiration til at hjælpe dit barn med stress og angst hos Angstforeningen
Læs mere om Sisse Find her https://sissefindnielsen.dk/ og Fie Hørby her https://www.blackbirdinstitute.dk/om
Tekst: Karen Pallisgaard Foto: Liv Winther
Meet ’n’ greet
Karen Pallisgaard, 40 år, mor til Johanna, 6, og Manfred, 3. Karen er forfatter til 7 bøger om moderskab, meditation, mental sundhed og langsom livsstil. Desuden familie- og relationsrådgiver uddannet fra Blackbird Institute og driver sin egen praksis med rådgivning og retreats, der giver ro på.
Læs mere på karenpallisgaard.com
Din kommentar