Gravid - med diabetes | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_The_moon_Honey_Marie_lodberg_Gravid_med_diabetes_Liv_Winther_Sukkersyge_
To_The_moon_Honey_Marie_lodberg_Gravid_med_diabetes_Liv_Winther_Sukkersyge_

Gravid – med diabetes

Ifølge Diabetes Foreningen lever over 114.000 kvinder i Danmark med diabetes. Men hvad betyder det når man bliver gravid? Marie Lodberg deler sin historie med os.

Du kan læse mere om graviditet og diabetes hos Diabetes Foreningen.

 

 

Marie Lodberg, 35, journalist på Eurowoman, har haft type 1-diabetes, siden hun var 12 år. Få uger inden sin termin deler hun sin ærlige beretning om, hvordan hendes graviditet med diagnosen har forløbet. Det har nemlig været en kombination, der har krævet mere af hende, end hun selv havde regnet med – mest af alt mentalt.

 

“Lad mig starte med et shout-out til alle mine diabetes-medsøstre derude, der lige nu er gravide eller har fået barn. Stærkt gået. Det er langt fra den nemmeste sag i verden at skulle holde styr på sin diabetes og samtidig være gravid, skulle jeg hilse at sige – fra mig selv, der har haft type 1-diabetes i 23 år og i skrivende stund har tre uger til termin.

Min diabetes har altid været velreguleret. Jo, indimellem har det da været dødirriterende at leve med den kroniske sygdom. Ikke så meget på grund af, at jeg skal tage injektioner med insulin fire gange dagligt og altid siger nej tak til creme brulé. Mere fordi sygdommen fylder en stor del af min tankevirksomhed i stort set alt, hvad jeg foretager mig; ’Hvor meget insulin skal jeg tage? Hvor mange kulhydrater er der i den pasta, jeg skal til at spise?  Hvor meget vil cykelturen påvirke mit insulinbehov? Hvordan undgår jeg lavt blodsukker under mit interview med Trine Dyrholm? Hvorfor opfører mit blodsukker sig SÅ uregerligt i dag, at uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke styre det? …’ Og hvorfor alle de daglige overvejelser? Fordi et ordentligt blodsukker betyder et langt og pænt normalt liv. Jeg drømmer ikke om at gå med stok og førerhund eller sidde i kørestol, fordi mine fødder er amputeret – en diabetikers største skræk om komplikationer, som sygdommen kan føre til, hvis ikke man tager den alvorligt. Men det er kun mig selv, jeg kan give skylden, hvis jeg ikke lytter til min krop og giver den, hvad den har brug for. Bevares, jeg er langt fra hellig. Stik mig en croissant eller en Jagger-burger, og I skal se mig hive sprøjten frem og tage et ekstra skud insulin, som Lucky Luke kan trække sin pistol hurtigere end sin egen skygge.

Men! Så blev jeg gravid. Og så skal jeg ellers love for, at der blev skruet op for kontrollen. I bogstavelig forstand og overført betydning. Indtil jeg blev gravid, gik jeg til kontrol hver tredje måned på Steno Diabetes Center i Gentofte. Efter to blå streger på en hvid plastikpind blev der plottet kontrolbesøg i kalenderen hver 14. dag. Samtidig blev jeg tilknyttet Rigshospitalet, der er eksperter i gravide med diabetes, og hvor jeg skal føde om få uger. Her fik jeg et mødekort med 11 kontroller fordelt henover min graviditet. Jeg er yderst taknemmelig for at være i kompetente hænder. Tænk, at være så privilegeret. De første mange uger havde jeg kun delt mine nye lykkelige omstændigheder med meget få i min familie og en enkelt veninde. Det betød også, at jeg skulle ”snige” mig afsted til de mange kontroller, så mine kollegaer ikke opdagede min langsomt, men dog voksende mave. Det har taget meget af min tid og givet uro. Men, altså, på et lavpraktisk logistisk plan. Det er til at leve med.

Det, der har været den altoverskyggende forandring, og som gennem min graviditet med jævne mellemrum har ramt mig og gjort mig… stresset. En betegnelse, jeg har respekt for, og som ikke skal strøs rundt omkring. Ikke desto mindre er det den tilstand, jeg flere gange i løbet af min graviditet har været i. Den altoverskyggende forandring fra ikke at være gravid til at blive gravid med diabetes har været, at jeg ikke længere kun er ansvarlig for mit eget helbred, men også min lille datters. I skrivende stund ligger hun inde i maven og plasker rundt, og jeg vil gøre alt for at give hende de bedste betingelser fra starten. Helle for ikke at blive alt for rigid, når den lille dame er ude på den anden side. Jeg nægter at blive den der mor, som insisterer på kun at bage boller af spelt, boghvede, amarant – eller hvilken type helseingrediens, der nu er på mode. Men når kloge hoveder klædt i hvide kitler med løftede øjenbryn fortæller, at ens kommende barn kan få alvorlige misdannelser i starten af graviditeten, og det kan vokse sig stort og fylde så meget i slutningen af graviditeten, at det kræver kejsersnit, hvis man som diabetiker ikke er velreguleret, nikker man og retter ind.

Jeg har altid haft ret godt styr på min diabetes, så jeg tænkte, at det ville blive overkommeligt både at have diabetes og være gravid. Nej, niks, nul. Mine blodsukre skulle skærpes. Det betyder, at de for en gravid diabetikers vedkommende helst skal ligge mellem 4 og 5.5 – samme værdier som et menneske uden diabetes. Til sammenligning har mine tal, inden graviditeten skulle ligge mellem 4 og 10. Det har gjort, at jeg har tjekket blodsukker med mit blodsukkerapparat dobbelt så mange gange, som jeg plejer. Fra at tjekke det 7-8 gange i løbet af dagen, har jeg gennem graviditeten målt det 16-20 gange, heraf 1-2 gange hver nat. Nej, hvor har jeg slået mig selv ofte oven i hovedet med den ikke særligt konstruktive selvdestruktions-hammer, når mit blodsukkerapparat har vist tal, der lå udenfor den ønskede skala. For når mit blodsukker er for højt, er min lille piges tilsvarende for højt, og hvad kan det ikke have af konsekvenser? Åååh! Det er noget af en linedans at holde blodsukrene inden for de nævnte værdier. Dels fordi mit insulinbehov har ændret sig markant, på grund af hormoner, der spæner rundt i kroppen, og jeg hele tiden har skulle justere min dosis. Dels fordi har skulle spise mange flere kulhydrater, end jeg er vant til for at give den lille energi til at vokse. Når jeg tænker tilbage på de seneste otte måneder, ser jeg mig selv stå ved køkkenbordet og sende det ene stykke ristede toastbrød med Philadelphiaost efter det andet ind i munden. Hvedebrød er ikke den oplagte spise for en diabetiker, da de hurtige kulhydrater får blodsukkeret til at stige i en rasende fart. Men da der i brødet samtidig er mange kulhydrater at hente, kan den anbefalede daglige mængde af kulhydrater for en gravid hurtig blive konsumeret. Så kommer vi til endnu et paradoks. For diabetikere med et normalt BMI, mellem 18.5 og 25, som mit inden jeg blev gravid, må man ”kun” tage 10-15 kilo på. Undertegnede har nu 20 kilo ekstra siddende fordelt på sine 180 centimeter lange krop. Det er logik for selv den mest lyshårede, at mange stykker toastbrød, et overskud af kalorier, giver øget vægtstigning. Her har jeg forsøgt at give mig selv længere snor, end den korte line det velmenende sygehusvæsen har forsøgt at holde mig i.

 

Graviditet er ikke en sygdom, nej. Men graviditeten har den fordel, at folk kan se, at maven vokser og tager hensyn; rejser sig og tilbyder deres stol til ens tunge krop og kræver at bære indkøbsposerne hjem for én. Diabetes er en sygdom. Den er til gengæld ret usynlig. Ikke kun for omgivelserne, der, heldigvis, kan glemme, at man lider af sygdommen. Men diabetes kan også være usynlig for én selv, for ”så længe jeg tager min insulin, går det fint”. Gennem min graviditet har jeg gjort alt, hvad jeg kunne for at få mine blodsukre til at bevæge sig inden for den smalle sti, de har skulle balancere på. Men, set i bakspejlet, har jeg ikke altid været bevidst nok om, hvor meget alt den kontrol grådigt har ædt af mit overskud, der er blevet til underskud. For det er ikke kun insulin, mad og motion, der har indvirkning på blodsukkeret. Også stress. Det kan få blodsukkeret til at opføre sig vanvittigt ustabilt, og som i yderste konsekvens kan have indvirkning på den lille dame i min mave, der intet kan stille op mod mine høje blodsukre, og som det er min fineste opgave at passe på. Og hvis der er noget, der er stressende, er det at stå med ansvaret for ens ufødte datters helbred. Derfor blev jeg sygemeldt en måned inden, jeg skulle gå fra – med stor forståelse fra min chef og arbejdsplads. Min diabeteslæge havde flere gange, allerede fra tidligt i graviditeten, tilbudt mig sygemelding, men der har jeg bare kigget måbende på hende: “Hvorfor dog?” Det forstod jeg klart og tydeligt nu. Det har været den største lettelse udelukkende at skulle give min diabetes og graviditet opmærksomhed. Aldrig før, i løbet af min graviditet, har mit blodsukker opført sig så pænt og ordentligt. Menneskemaskinen er en intelligent størrelse. Den ved, at det kræver ro at bygge en sund baby.

 

Inden for tre uger bliver jeg sat i gang. Det er endnu en gravid diabetikers lod i livet. Jeg læner mig, også når det gælder fødslen, op ad lægernes anbefaling, og hvis de vurderer, at det er bedst at blive sat i gang fremfor at vente på, at min fødsel går i gang naturligt, so be it. Jeg har igennem de seneste otte måneder erfaret, at de ved, hvad de taler om. Intet er så skidt, at det, som bekendt, ikke er godt for noget – og fordelen ved at være nybagt mor og diabetiker er, at man bliver indlagt et par dage efter fødslen – og ikke bliver sendt hjem efter blot et par timer, som de fleste andre mødre… skandale! For at holde øje med at babyens blodsukker regulerer sig og tilpasser sig hendes egen krop. Og for at holde øje med mit blodsukker og justere mit insulinbehov, der skulle dykke gevaldigt. Jeg har tænkt mig at benytte lejligheden til at få kyndig hjælp af jordemødrene til at komme godt i gang med amningen. Jeg glæder mig uendelig meget til at få min krop igen. Det er ikke en smal talje, jeg mener. Det er en krop kun med diabetes og ikke en krop med diabetes og en baby. Men mest af alt glæder jeg mig til at møde min datter. Nej, hvor jeg glæder mig!

 

Tekst Marie Lodberg Foto Liv Winther

LeaveCOMMENT

  • Sine
    REPLY

    TAK fra en diabetes-medsøster ❤️

    juni 17, 2019
  • Natasja
    REPLY

    Meget fin artikel og virkelig godt skrevet.

    juni 17, 2019
  • Anna
    REPLY

    Kæmpe tak fra en gravid-diabetes-semi-medsøster.

    august 27, 2019
  • Sara
    REPLY

    Jeg stemmer i! Virkelig fin artikel, som jeg i den grad kan relatere til. Har været der selv. Gravid med diabetes er en kæmpe mundfuld. Nybagt mor med diabetes er også en mundfuld, da egenomsorgen meget nem træder i 2. række, særligt hvis der er barn/børn i forvejen. At have diabetes er i virkeligheden en stor reminder om egenomsorg.
    Også kæmpe tak fra endnu en medsøster, mor med diabetes.

    september 10, 2019

Your email address will not be published. Required fields are marked *