Emma Møller om at have sin teenagedatter med på festival
I denne artikelserie om at sende sin teenager godt afsted på festival møder vi tre kvinder ude på Roskilde Festival. Her deler Emma minderne fra sine egne Roskilde-somre som barn, sine tanker om at tage det i etaper – og om at tage sin 14-årige datter med som gæst i den voksne flok.
Hvornår var du selv første gang på Roskilde Festival, og hvad husker du bedst fra dengang?
Jeg kan ikke huske præcist, hvor gammel jeg var første gang, jeg var derude, men jeg har nok været 10-11 år. Dengang arbejdede begge mine forældre og flere af deres venner i Roskilde Skiklubs Skiburger-bar, og mine veninder og jeg kunne få lov at komme med om dagen og samle pant. Jeg husker varme sommerdage, at vi fik lov til at gå rundt om eftermiddagen og samle pant på egen hånd, og at det var virkelig spændende. Man vidste, hvor de voksne – og alle deres venner – var, og kunne gå til og fra. Vi kiggede bare på mennesker og lyttede til crazy musik. Dengang var der sådan nogle metaltrapper/afsatser inde på nogle af de små scener, så kunne man gå rundt nedenunder og samle pant. Nok ikke det mest hygiejniske, tænker jeg. Men jeg husker følelsen af eventyr, at det var tydeligt, at alle var en del af et fællesskab, og at jeg glædede mig til, jeg skulle derud på egen hånd.
Er der noget ved dine egne minder derfra, som dukker op, når du tænker på, at din datter skal afsted?
Jeg har primært gode minder. Jeg har aldrig gået virkelig meget op i musik, men har ofte været omgivet af folk, som gik op i det, og altid lært en masse ny musik at kende, mens jeg var der. For mig er det menneskerne, at møde gamle venner og alle mulige, man kender, traditionerne og stemningen, som er det bedste. Jeg husker campingområdet som Det Vilde Vesten. Folk dejsede om af druk, spiste de klammeste ting, sov meget lidt. Og så husker jeg, at der var en gang en pige, hvor der gik ild i hendes tøj, og så hældte hendes venner vodka på hende for at slukke det, og så blev det værre, og hendes nylonstrømper smeltede på hendes ben og brændte hende virkelig voldsomt. Den slags oplevelser håber jeg ikke, hun får som helt ung.
Hvornår var din datter første gang på festival, og hvad var hendes set-up?
Lily, som er 14 år, var på Roskilde for første gang i år. Hun var derude på en endagsbillet torsdag. Hun fulgtes med sin veninde, mig og hendes far, og så skulle vi alle sammen sove hos mine forældre/Lilys bedsteforældre, som har et hus ved havnen i Roskilde. Hende og hendes veninde ønskede sig en endagsbillet i konfirmationsgave og havde glædet sig. Hun har jo altid set hendes far og mig tage afsted – i vores familie er det lidt en familietradition – og de seneste par år har hendes lidt større kusiner på 15 og 16 også været afsted. Lily går meget op i musik og har også været med sin far på Copenhell og er vild med det. Så det føltes meget naturligt, at hun skulle med i år.
Hvad har I gjort for at forberede jer sammen og har I talt om “hvad gør du hvis…”-scenarier?
Hun er lidt den der alder, hvor hun ikke har fået lov at drikke alkohol, men sikkert gør det lidt alligevel. Men jeg havde sagt, at på Roskilde skulle hun ikke drikke. Og så havde vi tydeligt aftalt, hvordan vi kom derud og hjem igen, og hvad hun skulle gøre, hvis hun blev væk – men det er jo ikke rigtig et issue mere med telefoner, Snap, Find Min-appen osv. Og så gik det meget naturligt, at hun gik til og fra mig og voksenflokken, vores venner, som hun også kender. Hun tog selv regnjakke og gummistøvler på uden det krævede overtalelse, så hun var godt forberedt.
Har I lavet konkrete aftaler om at tjekke ind undervejs?
Som sagt var det kun en dag. Men jeg var faktisk overrasket over – og lidt beæret over – at hun gad at hænge så meget ud med mig og hendes far og vores venner. Vi spiste sammen og så Guld i Mund, Gorillaz, Lykke Li og Tobias Rahim, og det var virkelig hyggeligt. Og det er sjovt, når ens venner pludselig ser, hvor stor hun er blevet, og alle var så søde, og hun var også virkelig cool og god til at tale med alle.
Hvad håber du, hun kommer hjem med af oplevelse?
Jeg håber, at hun har oplevet noget god musik! At hun har fået smag for den festivalfølelse, hvor man bare møder nogen, og så hænger man ud og hører musik og taler om alt muligt. Og mærket fællesskabet. Og følelsen af, at hun havde styr på det, kunne finde rundt og er klar på at være der endnu mere. Jeg synes, det var SÅ hyggeligt at have hende med. Jeg håber også, at jeg har været med til at vise hende, hvad Roskilde er, så hun kan opleve det lidt i etaper – og på den måde blive moden til at være derude på egne ben, når hun måske om et par år skal afsted med sin efterskole eller vennineder.
Foto: Privat og Angela Djekic
Meet’n’greet
Emma Møller er 40 år og arbejder som Associate Director i Novo Nordisk, hvor hun arbejder med IT-strategi og ledelse. Hendes datter Lily er 14 år.




