Caroline Plummer: “Det er stadig svært at være rigtigt glad, fordi jeg næsten ikke tør tro på det”
Caroline Plummer fik et chok, da hun som overspringshandling midt i eksamenslæsningen tog en graviditetstest, der hurtigt viste to streger. Hun og kæresten Aleksander var nemlig netop blevet enige om at vente med at få børn. Her fortæller hun om frygten for at abortere, cravings efter børnemad og om fascinationen af sin gravide krop
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Jeg var i gang med at læse til eksamen, da jeg fandt på at tage en graviditetstest. Jeg var gået to dage over, men det er slet ikke usædvanligt for mig og min cyklus. Jeg havde også været meget træt og mine bryster var spændte, men sådan kan jeg også have det op til menstruation. Så det var nok lidt en overspringshandling, at jeg tog den test. Derfor kom det også som en stor overraskelse, at testen hurtigt viste to tydelige streger.
Min kæreste og jeg havde netop haft nogle lange snakke frem og tilbage omkring, hvorvidt vi skulle prøve at få et barn nu, eller om vi skulle vente. Jeg var rigtigt glad for mit job, og på daværende tidspunkt var jeg ikke fastansat. Samtidig var jeg i gang med at videreuddanne mig, og det ville jeg gerne være færdig med. Vi havde også planlagt at holde bryllup til september. Der var ingen tvivl om, at vi rigtigt gerne ville have børn – og med hinanden. Men det skulle ikke være nu. Timingen var ikke rigtig – troede vi.
Men da jeg så det positive testresultat, fik jeg nærmest et adrenalinkick. Jeg gik frem og tilbage i vores stue som en tiger i et bur. Jeg måtte ned og købe nogle flere tests. Nede i supermarkedet hev jeg febrilsk fire testpakker ned. Ham bag kassen i butikken sagde “jeg håber, de viser, hvad de skal”. Han kunne se, jeg var helt oppe at køre og stresset over situationen. Da jeg kom hjem, var min kæreste der. Jeg skyndte mig ud på badeværelset for at tage yderligere to tests, der også viste sig at være positive.
Jeg sagde til ham, at jeg skulle vise ham noget, og at han ikke måtte blive for glad, i tilfælde af at jeg aborterede. For det var jeg sikker på, at han ville blive, selvom vi lige havde besluttet at vente. Han blev også sindssygt overrasket. Han havde ikke regnet med, at den torsdag skulle udvikle sig sådan. Vi var så overvældede og glade. Og jeg fik ikke skrevet et ord mere på den eksamensopgave den aften.
Det føltes skæbneagtigt, at jeg blev gravid. Jeg havde ikke været på prævention i to år, men vi gjorde, hvad vi kunne for at beskytte os. Men fordi jeg ikke havde brugt prævention så længe, havde jeg en ide om, at det måske blev svært for os at få børn. Jeg har faktisk altid været lidt i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet kunne blive gravid. Så jeg følte mig meget heldig, og vi var aldrig i tvivl om, hvorvidt vi skulle have barnet eller ej.
Det har vist sig, at man sommetider godt kan tage tingene, som de kommer. Alt har i hvert fald løst sig. Brylluppet er rykket til næste år, jeg når at blive færdig på studiet, og jeg har en mega sej chef, der har valgt at fastansætte mig, selvom jeg er gravid.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Den første del af graviditeten var præget af frygten for, at noget ville gå galt. Jeg var meget bevidst om risikoen for at abortere, fordi det sker for mange, og jeg har hørt mange historier. Generelt er jeg nok typen, der ikke tør glæde mig for meget, når noget så stort sker for mig. Min kæreste er mere rationel og har mindet mig om, hvor ofte graviditeter rent faktisk går godt. Det har været godt for mig at have den kontrast, for det var sindssygt svært for mig i starten. Og det kan indimellem stadigvæk være svært at være rigtigt glad, fordi jeg næsten ikke tør tro på det.
Det var også derfor, vi hurtigt bestilte en tidlig scanning for at se, om der var reel grund til at glæde sig. Efter den vellykkede scanning fortalte vi det til den nærmeste familie og de tætteste venner. Jeg havde ikke haft lyst til at involvere folk, før jeg vidste, at der var noget at glæde sig over. Det var enormt sårbart for mig.
De første tre måneder var jeg sindssygt træt. Når jeg kom hjem, blev jeg nødt til at tage en 3-timers lur. Det påvirker én så meget, fordi man føler, at man ikke kan passe sit liv. Jeg følte mig nærmest utilregnelig på grund af trætheden. Jeg havde også en konstant kvalme, som gjorde, at jeg ikke rigtigt havde lyst til noget mad, og jeg var også meget følsom over for stærke lugte. Nærmest på dagen hvor jeg trådte ind i 2. trimester, kunne jeg mærke en forskel. I 2. trimester havde jeg meget mere energi og kunne nyde det. Nu er jeg lige trådt ind i 3. trimester, og jeg synes stadig, jeg har god energi og ingen mærkbare gener. Men jeg forestiller mig, at det nok skal nå at blive rigtigt varmt at være højgravid i juli.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Det var underligt i den periode, hvor folk ikke kunne se det udefra, men jeg kunne se og mærke, at mine bukser begyndte at stramme. Jeg synes, det har gjort en stor forskel, at maven er poppet, så der ikke længere er nogen tvivl. Jeg embracer klart min gravide krop mere nu.
Det har været specielt at se min krop forandre sig, og jeg har ofte svært ved at finde noget at tage på. Man kender sin krop så godt, og pludselig sidder der en fodbold på maven, som man skal klæde sig efter. Når det så er sagt, kigger jeg på min krop og tænker, at den er mega sej, at den kan dét her. Fordi jeg ofte har gjort mig tanker omkring, hvorvidt jeg overhovedet kunne blive gravid, er det vildt at stå midt i det. Nu er jeg gravid, og der ligger et barn inde i maven på mig. Det er så syret og sejt. Jeg prøver bare at nyde det og være i det.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“Ikke rigtigt noget. Jeg er i en travl periode i mit liv, hvor jeg både arbejder og studerer. Det er en tid fyldt med pligter, så jeg havde ikke haft tid til at gå i byen alligevel. Graviditeten har samtidig dulmet FOMO-følelsen i kraft af, at jeg har haft mindre overskud og større behov for at hvile mig.
Selvfølgelig kan jeg godt savne at drikke et glas vin, men jeg er god til at være festlig alligevel og har både været til polterabend og bryllup, hvor jeg har danset og haft det vildt sjovt. Men lakrids – det savner jeg meget.”
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
“50% af mit klædeskab består af herre items. Min stil er meget oversize og ikke alt for feminin. Det har også gjort det dejligt nemt i forhold til graviditeten. Det største issue har været bukser. Jeg har måttet låne et par af mine kæreste, og så har jeg købt et par jeans i en stor størrelse, som har siddet nedenunder maven. Egentlig har jeg haft en god garderobe her under graviditeten. Men jeg kan godt mærke, det spidser til nu i 3. trimester, hvor alle mine toppe pludselig er blevet crop tops.”
Hvad var det første stykke graviditetstøj du købte?
“Et par graviditetsleggings fra H&M. Dem købte jeg, da jeg nåede til et punkt, hvor jeg bare gerne ville have det behageligt. Jeg har dem på derhjemme og i weekenderne.”
Hvilke sko har du været mest glad for?
“Mine Asics-sneakers Gel-kayano 14. Den klassiske løbesko. Jeg er en ægte sneakerspige.”
Dyrker du motion under din graviditet?
“Jeg har gået rigtigt meget for at holde mig i gang. Jeg forsøger at nå op på 10.000 skridt hver dag, fordi jeg får ondt i lænden de dage, hvor jeg ikke får gået. Ellers har jeg lavet en lille smule styrketræning derhjemme med nogle håndvægte. Men jeg har ikke lavet så meget, for jeg har ikke haft tid til det. Det er lidt dumt, for man vil jo gerne være i god form til fødslen.”
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?
“Jeg fandt hurtigt ud af, at man ikke må bruge alt det, der rigtigt virker, når man er gravid. Retinol (red. en form for A-vitamin) eksempelvis.
Nu bruger jeg Neutral body wash til kroppen, fordi jeg overhovedet ikke kan tåle stærke dufte længere. Maven smører jeg med Mommy & Me fra Rudolph Care.
I ansigtet bruger jeg hyaluron serum fra The Ordinary og en parfumefri ansigtscreme med solcreme fra Matas. Hvis jeg har brug for ekstra fugt, bruger jeg en overnight fugtmaske fra Mantle.
Jeg er meget glad for at bruge Kemiluppen (red. app fra Forbrugerrådet Tænk Kemi) til at tjekke mine produkter for hormonstyrrende stoffer, og alle mine produkter har været igennem den app. Det er også stof til eftertanke til, når man ikke er gravid længere. Uanset om man er gravid eller ej, bør man jo ikke bruge produkter med hormonforstyrrende stoffer i. Det er jeg blevet mere bevidst om nu.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig ift. kost og tilskud under din graviditet?
“I starten havde jeg ikke lyst til særligt meget mad. Vi bestilte derfor Simple Feast, for jeg kunne simpelthen ikke tage stilling til, hvad jeg havde lyst til, når jeg var ude at handle. Jeg havde brug for, at der var nogle, der tog beslutningen for mig. Med Simple Feast er man også sikker på at få nogle gode ting at spise, så vi får fortsat måltidskasser derfra. Det er sundt, det er lækkert, det er plantebaseret. Det fungerer bare.
I forhold til kost har jeg haft nogle panik googlinger omkring, hvad jeg måtte spise og ikke spise. Jeg har flere gange spist et eller andet på en restaurant og bagefter tænkt “Gud, måtte jeg overhovedet spise den burrata?” Man har et kæmpe ansvar for det lille menneske, der ligger inde i ens mave. Jeg har været så bange for at komme til at skade ham, fordi jeg kom til at spise noget åndssvagt.
Jeg skyndte mig at tage folinsyre, da jeg fandt ud af, jeg var gravid. Derudover har jeg taget kalk, d-vitamin og jern fra Matas. Og så fiskeolie fra Möllers.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Jeg går på barsel den 29. juni, og dagen efter starter jeg et forløb hos Smertefri Fødsel. Det løber over fire gange, hvor ens partner er med tredje gang. Det bliver fedt at komme i gang med det, nu hvor jeg har haft så travlt. Dér skal jeg suge til mig.
Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lidt angst over den ekstreme smerte, der venter mig. Men mange har gjort det før mig, så jeg tænker, det nok skal gå. Min moster har født fem børn, og hun har anbefalet mig at komme i kar og føde i vand. Hende lytter jeg til, men det er det eneste, jeg har på min ønskeliste.
Jeg vil gå ind til fødslen med et åbent sind og lytte på mig selv og jordemødrene. Jeg er forberedt på, at jeg ikke kan forberede mig, og jeg er meget open-minded – også i forhold til smertestillende.
Det er en unik oplevelse at føde, og jeg glæder mig at forstå, hvad det drejer sig om. Det bliver også en stor oplevelse at dele med min kæreste. Vi har talt en del om, hvordan vi dog kan forberede os på det. Ingen af os ved jo, hvordan jeg reagerer på smerten, og hvordan han reagerer i situationen.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Vi har talt om, at vi skal huske at være gode til at kigge hinanden i øjnene og italesætte, hvad vi har lyst til, og hvad vi har brug for. Umiddelbart tror jeg, vi er klar på at få besøg ret hurtigt og måske allerede på hospitalet. Vores familier glæder sig, så det bliver også svært at holde dem på afstand.
Det er jo næsten umuligt at forudse, hvordan man reagerer efter en fødsel, så vi prøver at tage det, som det kommer. Det eneste, vi ved, er, at min kæreste holder ferie i forlængelse af sine to ugers barsel. På den måde får vi længere tid sammen til at starte med.
Vi glæder os så meget og føler os vanvittigt heldige. Tanken om at vi ville have ventet et år er jo nærmest helt ubærlig, for så ville vi jo ikke skulle have denne her lille dreng i år.”
Tekst Julie Teglhus Foto Private
Meet’n’greet
Caroline Plummer, 31 år, arbejder til daglig som influencer og gymnasielærer på Københavns Mediegymnasium og studerer sidefag i film- og medievidenskab. Hun bor i København med sin kæreste, Aleksander Wodschou, og sammen venter parret en lille dreng til august.
Din kommentar