Caroline Sabroe: “Jeg føler endelig, jeg er på rette kurs”

Caroline Sabroe var egentlig på vej på en længere rejse til Indien, da hun få dage inden afrejse møder den mand, hun i dag venter sit første barn med. Her fortæller Caroline om at skulle have barsel i Californien, og om at holde sig i balance med yoga, meditation og Ayurveda

 

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Jeg var netop taget en uge på landet for at færdiggøre udkastet til en bog, jeg har arbejdet på et års tid. Min mand og jeg havde også arbejdet på noget andet, men lige den måned havde jeg haft hjernerystelse oveni, og alle mine ægløsningstests viste negativ. Så det var kun blevet til ét ærligt forsøg, og jeg troede på ingen måde, jeg var gravid. Men som det viste sig, var jeg altså ikke helt så alene på landet, som jeg troede. Jeg skrev dog udkastet færdigt og ventede med at overbringe nyheden til, at jeg var hjemme igen. Fem dage efter! Det var helt vanvittigt at vente så længe, men jeg ville bare virkelig gerne fortælle det til ham ansigt til ansigt.

Min mand og jeg har kendt hinanden siden, vi var teenagere, hvor vi havde alt muligt kørende, som aldrig blev seriøst. Jeg syntes, han var verdens lækreste dengang, men efter 00’erne skiltes vores veje, og der gik små ti år før, de krydsedes igen. I sensommeren 2019 havde jeg netop fået et års visum til Indien, men fire dage inden jeg skulle rejse, stod han der. Det blev et meget kort ophold i Jaipur, og så fløj jeg ellers direkte ind i hans lejlighed, og der har jeg været lige siden.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?  

“Jeg har været glad og fuld af energi størstedelen af tiden, så hvad end der har været af kvalme og halsbrand føles ret ligemeget. Jeg kan ikke sige så meget andet end, at jeg har haft en virkelig dejlig graviditet. Nok den bedste, jeg kunne have forestillet mig. Det er jeg virkelig taknemmelig for. 

Yoga og meditation er en del af min hverdagsrytme, også her under min graviditet. Begge dele er fantastiske redskaber til at holde sig i balance – for mig især mentalt og følelsesmæssigt. Med det sagt kan jeg da stadig godt komme i ubalance, især følelsesmæssigt. Fx kommer min mand først hjem fra en rejse til USA tre dage før min termin. Det er da ret nervepirrende!” 

To_the_moon_honey_Baby_bump_julie_pallesen_costa_rica_gravid_
Læs også

Julie Pallesen – ”Jeg føler mig i gode hænder her i Costa Rica”

Hvilke tanker har du gjort dig om at blive mor?

“Jeg er skilsmissebarn, og det har sat sine spor, og kærlighed var ikke noget, jeg forventede jeg skulle dele med en anden. Jeg havde det faktisk rigtig godt med at være alene, men det blev der lavet om på. Med min mand blev alting bedre; kærligheden blev større og dybere som to. Og nu har den altså ekspanderet sig til tre.  Jeg håber den vokser sig endnu større endnu! Jeg har termin 1. april, og vi venter en pige, så jeg kalder hende min lille påskekylling.

Jeg rejste mellem Indien og USA fra jeg var 25 til 29 år; Et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var meget forvirret og virkelig havde brug for at udforske en anden verden og ikke mindst mig selv. Efter et par år var jeg sikker på, jeg ville ende som mama et eller andet sted i Nordindien, men sådan gik det ikke. Min udkårne blev en dansk mand med blond hår og blå øjne… og et ligeså stort hjerte, som jeg drømte om. Det var først, da jeg mødte ham, at jeg fandt “hjem”, men de år jeg rejste gav mig et glimt af noget, jeg ikke kan beskrive, og som virkelig forandrede mit liv. Den bog, jeg har skrevet, er bl.a. inspireret af de år og handler grundlæggende om en søgen efter kærlighed og mening, som jeg tror og håber, mange kan nikke genkendende til. Spiritualitet er et vidt begreb, men for mig handler det om at vide, hvem man er, hvor man er på vej hen, og hvad der gør én glad. Jeg føler endelig, jeg er på rette kurs. Jeg glæder mig i hvert fald utroligt meget til at være nogens mor.”

To_the_moon_honey_Caroline_Sabroe_baby_bump_gravid

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Allerede i første måned stod jeg og fleksede ryg for, at det skulle ligne, at jeg havde en bump. Reelt kom den først meeeeget senere, men jeg glædede mig virkelig til, at man kunne se, at jeg var gravid. Jeg har splittet mit klædeskab ad, fordi jeg hverken har kunnet lukke mine eller min min mands bukser, men man kommer ret langt med hårelastikker, tørklæder og lidt kreativitet.” 

Hvad savner du mest under din graviditet?

“Jeg glæder mig til vinterbadning, sauna og at rejse uden bekymringer igen. Men at jeg decideret savner noget er nok en overdrivelse. Jeg kunne have fået børn med Morten fra dag ét, så selvom jeg er lykkelig for den tid, hvor vi har været to, er jeg også så spændt på at være tre.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?

“Overalls! Som nederdel og bukser. Og så sorte leggings.”

Hvilke sko har du været mest glad for?  

“Bare fødder derhjemme. Sneakers til hverdag. Moon boots i snevejr.” 

Dyrker du motion under din graviditet? 

“Det har været vigtigt for mig at holde mig i form under graviditeten for min og vores datters skyld. Jeg har ikke lavet om på mine spise- eller motionsvaner, fordi jeg blev gravid, men har i stedet forsøgt at opretholde de gode vaner jeg i forvejen havde. Jeg har kun fået at vide, at det er plus at være i god form før, under og efter fødslen, så hvorfor ikke?

Jeg svømmer, går ture selvom de bliver kortere og kortere og er gerne oppe i træningscenteret flere gange om ugen. Indtil femte måned kunne jeg løbe, men så blev det altså for meget pres på underste etage. Der er helt sikkert nogen, som har set mig sidde bag et træ i Dyrehaven op til flere gange.” 

Hvilke overvejelser har du gjort dig om kost og tilskud under din graviditet?  

““Får du nu nok at spise?,” hørte jeg tit de første måneder, og jeg kunne ind i mellem godt komme til at føle mig som en foie gras-and. Men nu er jeg blevet meget bedre til at lytte til min krops signaler, og så er Syama Maslas bog ‘Ayurveda Mama’ en god guide for en vegetar som mig. Broccoli har jeg spist rigtig meget af. Men en nutellamad med smør – det er jo så godt!” 

Ayurveda har lært mig, hvordan man spiser sig sund og lykkelig, og Indiens stærke familie-og madkultur har virkelig udvidet mit hjerte og min mave! Det ayurvediske princip, jeg følger mest, er at mad skal være tilberedt med kærlighed, af friske råvarer og helst lige inden, man spiser det. Mad skal passe til årstiden og ens humør, og så skal det indtages med stor appetit og vellyst.” 

To_the_moon_honey_Caroline_Sabroe_baby_bump_gravid

Hvordan har du forberedt dig på fødslen, og hvilke tanker har du gjort dig?

“Jeg troede, jeg ville få et behov for at gå til fødselsforberedelse, men det er ikke kommet endnu. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg har lavet mange åndedrætsøvelser før i tiden, så det håber jeg ligger på rygraden. Eller også er det bare ikke rigtig gået op for mig, hvad det er, jeg snart skal igennem! Jeg har set en fødsel på Youtube, og det var nok. Hvis jeg har et spørgsmål, taler jeg med en af kvinderne i mit liv. Det er den bedste forberedelse for mig. Jeg vil gerne føde så naturligt som muligt og rigtig gerne i vand. Min mand joker med, at jeg skal have en rutsjebane og et badedyr til det badekar, jeg har bedt om på fødestuen. Jeg napper gerne begge dele, og hvad der ellers kan hjælpe til, at den lille kommer sikkert og trygt til verden.” 

To_the_moon_honey_første_40_Dage_Mad_
Læs også

De første 40 dage efter fødslen

Hvordan kommer din barsel til at se ud?

“Som det ser ud nu, er jeg delvist på barsel i Californien. Rykket har været undervejs i over et år, og vi glæder os vildt meget til det eventyr, det bliver. Men jeg synker da en klump, når jeg tænker på at skulle væk fra de nærmeste… At udleve sine drømme kommer med en pris. Min mand er filminstruktør og har altid drømt om at komme til USA. Det sidste år har han arbejdet på en amerikansk-produceret dokumentar om den danske DJ Morten Breum, så nu griber han chancen, og det er jeg er ellevild over. Vi skulle have været flyttet i 2021, men processen blev bremset pga. Covid. Og så blev jeg gravid. Så nu får vi vores datter her, nyder den danske sommer, og flytter så til LA til efteråret. Der bor en del af min mands samarbejdspartnere og vores venner, og det bliver uden tvivl super-inspirerende og stimulerende at komme derover. Mit første job er at være mor, men jeg har også mine egne historier, jeg gerne vil fortælle, og jeg er spændt på at se, hvad USA kan bringe. Jeg håber at få udgivet min første bog i år, og den egner sig – hvis jeg selv skal sige det – ret godt til en film eller serie. Jeg har også en ny historie i hovedet, og tematikken er ikke overraskende noget med moderskab.”

Tekst Caroline Sabroe Fotos: Morten Sabroe og private

Meet’n’greet

Caroline Sabroe er 31 år og forfatter. Hun er gift med filminstruktør Morten Sabroe, og sammen venter parret en lille datter med termin 1. april.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *