Hvad stiller man op, når man føler sig overladt til sig selv i efterfødselstiden? Og hvor søger man hjælp, når man kan mærke at noget føles forkert? Lærke Skærlund fortæller her om at komme sig efter en fødselsskade og om at føle sig i frit fald med sin sårbare efterfødselskrop

“Da jeg lå med min tindrende nyfødte datter i armene og benene endnu lå i bøjlerne på fødelejet, ville afdelingsjordmoderen sy det klip sammen, som for kort tid siden havde hjulpet min datter det allersidste stykke ud i verden. Fødslen var begyndt to døgn tidligere, og klippet var en kulmination på 1 time og 45 minutters pressefase. Mine hænder om barnet rystede stadig svagt, og mit underliv var blottet, udstrakt og ømt. Afdelingsjordmoderen begyndte, og jeg udbrød forpinte lyde over den skarpe smerte i min krop. Da sagde hun det, som jeg er sikker på, var meget velmenende, men som skulle vise sig at være et mantra for livet med den efterfødselskrop, jeg netop var landet i: ”Lærke, prøv at fokusér på din dejlige baby”. 

Så snart vores babyer forlader vores krop, er vi kvinder efterladt med en ny. Forandringen begynder selvfølgelig allerede i graviditeten, men den tilstand er midlertidig, og jeg husker den som todelt. Det var enormt grænseoverskridende at blive set på, rørt ved og vurderet, men jeg havde også oplevelsen af at blive taget i hånden og holdt øje med af både mine omgivelser og sundhedsvæsenet. 

At det sidste havde ændret sig efter fødslen, blev krystalklart for mig, da jeg med vaklende skridt skulle forlade Herlev Hospital med min fine, lille baby i armene. Tårerne strømmede ned ad kinderne på mig, og det skyldtes ikke kun overvældelsen over at skulle hjem, og at det var de famøse tre-fire dage efter fødslen. Da jeg gik ned af gangen, gik det op for mig, at der ikke længere var en jordmoder, som jeg kunne ringe til, og som kendte min historie, og der var ikke længere en plan for mig. I alt det skræmmende og sårbare under graviditeten og fødslen, var jeg blevet taget i hånden. Her på gangen, på vej hjem med mit nyfødte barn, følte jeg mig efterladt i frit fald med en medtaget, såret og helt ny krop. 

Den følelse blev kun forstærket, da det senere gik op for mig, at jeg havde pådraget mig en fødselsskade, som jeg aldrig havde hørt om før: en underlivsprolaps. 

Da vores barn var tre uger gammel, havde de fleste smerter efter selve fødslen fortaget sig, og jeg begyndte at lægge mærke til en mærkelig fornemmelse omkring min skedeåbning: Fornemmelsen af at gå rundt med en tampon, som ikke var sat helt ordentligt op. Jeg undersøgte mit underliv i et spejl og kunne se en stor bule ved skedeindgangen – et syn, jeg prøvede at glemme, men jeg endte med at bede min kæreste om at se med i spejlet. Han sagde med fast stemme, at jeg skulle få en læge til at se på det. 

Podcast

Vores panel snakker om efterfødselskroppens skader og gener

Da barnet var fem uger gammelt, fandt jeg derfor mig selv i lægens venteværelse med varme hænder og barselssved piblende under den billige amme-t-shirt. Lægen kaldte mig ind og mine skridt bar stadig ekkoet af den vralten, som havde været min gang i dagene efter fødslen. Jeg forklarede hende om mine oplevelser, hun viste mig hen på briksen, og selvom det var det absolut sidste jeg overhovedet havde lyst til kun fem uger efter fødslen, lagde jeg mig med nøgent underliv og benene i bøjlerne. Hun undersøgte mig og konstaterede hurtigt, at jeg led af cystocele. En underlivsprolaps eller nedsynkning. Skedevæggen var blevet så medtaget af fødslen, at vævet var blevet strakt ud og ikke kunne holde på min urinblære, som ligger på den anden side af skedevæggen fortil. Det var med andre ord min skedevæg, tynget ned af min urinblære, som jeg kunne se i det lille spejl mellem mine ben. 

Lægen sagde uentusiatisk, at det oplever mange kvinder, at jeg skulle slå koldt vand i blodet og lade kroppen komme sig efter fødslen. Til 8 ugers undersøgelsen ville vi tage en ny status, og så skulle jeg huske at lave knibeøvelser – 10 lange og 10 korte knib tre gange om dagen.

I dagene efter kneb jeg på livet løs, men en aften kom jeg til at søge efter information på nettet. Iblandt den meget sparsomme information om underlivsprolaps, kunne jeg læse, at det ikke kan trænes væk eller gå i sig selv igen – vævet er for altid ødelagt. Al energi og luft gik ud af mig. Hvordan skulle jeg nogensinde have samleje med min kæreste igen? Ville jeg være i stand til at løfte mit barn, når hun blev tung? Ville jeg kunne føde et andet barn vaginalt? Skulle jeg gå rundt med fornemmelsen af en tampon halvt ude af skeden resten af mit liv? Der blev jeg igen ramt af følelsen af at være efterladt komplet alene med min efterfødselskrop. 

Her på den anden side kan jeg godt se, at jeg ikke fik ret, og at der er flere eksempler på, at jeg er blevet støttet, rådgivet og draget omsorg for – men at det til gengæld har krævet, at jeg råbte op eller søgte hjælpen ved selv at betale for den. 

Først og fremmest har jeg haft en rigtig god sundhedsplejerske, som brugte meget tid på at lytte til mine tanker og følelser om min nye tilstand som mor. I hende har der været et vanligt tryghedstjek, som i forhold til min baby og mit mentale velbefindende har gjort en stor positiv forskel. Dernæst har jeg søgt hjælp hos APA – afspændingspædagogernes aftenskole – fra jeg som 20 uger gravid begyndte til gravidtræning. Her gik jeg også til fødselsforberedelse, hvor gravidtræning var en fast bestanddel, og efter fødslen gik min datter og jeg til efterfødselstræning og babymotorik en gang om ugen. Hos APA fandt jeg både et vigtigt fællesskab med andre gravide og nybagte mødre, og jeg blev ikke mindst støttet til at bevæge mig og dyrke motion, som tog hensyn til min krops tilstand. Det var også min APA-instruktør, som kraftigt opfordrede mig til at opsøge en gyn.obs.fysioterapeut. 

Jeg fandt en fysioterapeut, som laver hjemmebesøg hos nybagte mødre. Hun tog sig god tid til at lytte til min fødselsberetning og til de gener og tanker, jeg gik rundt med. Bagefter brugte hun en figur af bækkebunden til at gennemgå de forskellige muskler og funktionen af dem hver især, mens jeg sad i sofaen og ammede. Så foretog hun en gynækologisk undersøgelse af mig, mens barnet sov ved siden af. Her konstaterede hun det samme som lægen, men undersøgte derefter også styrken i mine bækkenbundsmuskler og min knibeteknik. Undervejs satte hun roligt og sagligt ord på det, hun mærkede og så, og satte forbindelser mellem figuren og mit eget underliv. Efter undersøgelsen gav hun mig en række øvelser, anbefalinger til vandladning og rådgav mig i forhold til videre træning. Mens hun pakkede sammen, snakkede vi om efterfødselskroppen, hvor forskrækket jeg havde været over, hvordan min krop havde det efter fødslen. Hun nikkede bekræftende, det hørte hun tit. Hun spurgte mig: ”Hvornår skal man fortælle kvinder, at det er hårdt at have en efterfødselskrop? Det er hårdt at være gravid, og det er hårdt at føde – hvornår kan man rumme den viden om, at smerten, ubehaget, generne måske fortsætter?”

Læs også

Bækkenbund i balance: “I forhold til vores sexliv er det afgørende”

Jeg har tænkt meget over spørgsmålet siden. At graviditeten er forbundet med gener, er bestemt en viden, som kunne blive udbygget, men det er trods alt synligt, at kroppen forandrer sig. Med efterfødselskroppen er det noget andet. Når den værste vralten er forsvundet, og når babyen befinder sig i en barnevogn eller i andres favn, er det ikke til at se på en kvindekrop, at den lige har født. Måske er det en af grundene til, at vi ikke snakker om den? Vi behøver det ikke, for den er ikke allestedsnærværende på samme måde som den gravide og, selvsagt, den fødende krop er. Derfor er det nemt for os at lade som om, den ikke er et problem. Desuden er efterfødselskroppen besværlig. Den er besværlig for samfundet, fordi den påkalder sig opmærksomhed og ikke mindst omsorg, som er dyr og tidskrævende. Og den er besværlig for de nære omgivelser, fordi der nu er en baby at give omsorg og opmærksomhed til også. 

Jeg fandt en gynækolog gennem facebookgruppen ”Underlivsprolaps (nedsynkning)” for at få en status ni måneder efter fødslen. Hun konstaterede, at prolapsen har trukket sig rigtig meget, og at det primært skyldtes tid, og at jeg ammede meget mindre. Jeg gik derfra forvirret og glad. I månederne efter prioriterede jeg også at se en osteopat med speciale i kvindekroppen. Det har afhjulpet mange af de bækkensmerter, som opstod i kølvandet på prolapsen, fordi jeg havde gået og spændt op for at ”holde” på bulen. Længe oplevede jeg ikke gener fra underlivsprolapsen, og det er kun, fordi jeg igen er gravid og bækkenbunden igen bliver udsat for tyngde, at jeg til tider kan mærke symptomerne igen. Jeg ved, at alle forløb er forskellige, og samtidig aner jeg ikke, hvad der reelt har hjulpet mest: genoptræning, viden eller tid.  

Jeg ville ønske, at jeg havde været forberedt på efterfødselskroppen, og at jeg havde vidst, at der var en masse støtte og hjælp at hente. For det er der. Det har hjulpet mig meget at snakke højt om både underlivsprolaps og efterfødselskroppen i det hele taget med veninder og kvinder i min familie, og det har hjulpet at opsøge viden hos fagpersoner, som er specialiserede i kvindekroppen. Men jeg er stadig forundret over, at det har været op til mig selv at opsøge den hjælp og viden – og ikke mindst at jeg selv har været nødt til at betale for genoptræning, tjek hos fysioterapeut og forløb hos osteopaten. At have født et barn er livsforandrende for krop og sjæl og immervæk et vigtigt omsorgsarbejde for samfundet, så at vi kvinder går hjem fra barselsgangen med en følelse af at være efterladt helt alene i frit fald, er mig stadig en gåde.”