Ja, nej, ved ikke: Sådan sætter du sunde grænser for dit barn - TO THE MOON, HONEY

Ja, nej, ved ikke: Sådan sætter du sunde grænser for dit barn

Siger du ja, når du egentlig mener nej? Eller er du kørt træt, så du ikke længere kan mærke dine grænser? Her får du 3 tips af familieterapeut Fie Hørby til, hvordan du tager et tydeligt og kærligt lederskab i relationen med dine børn. For det gør dem trygge

 

Moar, må jeg få flere småkager? Jeg VIL se mere Gurli Gris!!! Jeg gider ikke i børnehave i dag – må jeg ikke nok blive hjemme?

Små børn er de lækreste lystbetonede væsener, og de er geniale til at mærke, hvad de vil og ikke vil. Vi voksne, derimod, er ikke altid i ligeså god kontakt med, hvad vi vil og ikke vil være med til – eller også er vi ikke ligeså gode som vores børn til at give udtryk for det.

Hvordan er det hos dig – kender du dit ja, eller går du med dit nej forrest? Eller siger du ja, når du egentlig mener nej? Måske er du der, hvor du er kørt træt og faktisk ikke længere kan mærke, hvor dine grænser går og er frustreret over, at du ikke kan trænge igennem til de små derhjemme?

“Grænser er de færdselsregler, vi sætter for os selv, og som vi gerne vil have, at vores omverden skal respektere. De kommer indefra og afspejler, hvem vi er, hvad vi vil og ikke vil. De er dynamiske og ændrer sig, fordi vi er levende – så noget vi ville være med til for en time siden eller i går, kan se anderledes ud nu,” siger Fie Hørby, familieterapeut og grundlægger af Blackbird Institute samt forfatter til bestselleren “Drop Opdragelsen”.

Hun understreger, at det vigtige er, at vi sætter vores grænser personligt, så vores omgivelser kan mærke os og ved, hvor de har os, og at vores grænser handler om os – og ikke dem. Men hvordan gør man det?

“Det er godt at sætte sine grænser med denne sætning for øje: Her er jeg! Hvem er du? Det skaber tryghed i familien, fordi det sætter nogle friere rammer for alle i familien til at være dem, de er – og når vi sætter vores grænser på den måde, giver vi samtidig vores børn en god model for, hvordan de kan afgrænse sig, så de både tager hånd om sig selv og andre,” siger Fie Hørby.

Mange af nutidens mødre var selv små i en tid, hvor vi som børn blev kaldt grænsesøgende eller uartige, hvis vi ikke makkede ret og gjorde, hvad der blev sagt. Derfor sidder det på manges rygrad at opdrage, som det blev gjort mod os, så vi skælder ud, irettesætter, kritiserer og truer for at trænge igennem hos vores børn.

TOVE – EN LILLE DIGTER af Line Jensen

150,00 DKK

I dag ved man fra udviklingspsykologien, at den opdragelse skaber afstand og utryghed i relationen mellem børn og voksne, og at børn ikke er grænsesøgende, men kontaktsøgende. Så når de gemmer sig eller råber, nægter, larmer og på anden måde er “til besvær”, er det ikke noget, de gør mod os, men for sig selv. Det er børnenes sprog for, at de har det svært, at de har brug for hjælp til at håndtere deres følelser, eller at de ikke trives med den måde, vi er sammen med dem på. Måske går det hele for hurtigt i familien, og dermed mister vi kontakten, så børnene oplever sig misforståede eller som en belastning.

Det kan også handle om, at vi voksne ikke er tydelige nok, så barnet ikke kan mærke os. For når de ikke kan mærke os og vores nærvær, får de svært ved at mærke sig selv – og det skaber uro i deres kroppe, som kan komme til udtryk på mange af de ovennævnte måder. 

Viden fra blandt andre forskere som den amerikanske psykiater Daniel Stern kan lære os, at børn har brug for tydelige voksne, der tør tage et klart og varmt lederskab i relationen. De fleste kender også fra sig selv, hvor befriende det er at være sammen med mennesker, der er direkte og tydelige omkring, hvad de vil og ikke vil. Børn har det på samme måde. 

“Det, jeg taler allermest med forældre om, er, hvordan de sætter deres grænser, fordi det er svært for mange af os. Når vi ikke er blevet mødt med interesse og respekt for vores grænser som børn, kan det være svært at kende dem som voksne. Derfor oplever jeg, at mange voksne har brug for støtte til at genetablere deres grænser og lære sig et sprog for, hvad de føler, tænker, mener og vil,” siger Fie Hørby, der her deler tre tips til netop det.

Vær personlig

Personlige grænser gør os tydeligere over for hinanden. Når vi taler personligt, har vi fat i vores egen substans. Vi kan mærke den. Så bliver det, vi siger, ikke bare noget, vi slynger ud. Det er altid lettere for børnene og os selv, når vi siger, hvad vi gerne vil have – bestemt og kærligt. Drop mange ord og lange forklaringer. De har det med at gøre børn døve, og deres hjerner er ikke modne til at forstå lange beskeder.

How-to:

Børn vil med tiden tale til os, som vi har talt til dem. Derfor er der god grund til at tale til dem, som vi kan tåle, at de taler til os. Det personlige sprog er ligeværdigt og respektfuldt og styrker både barnets og vores egen selvfølelse. Sprogligt gælder det om at tale om os selv og finde vores egen stemme. Det starter med “jeg” og ikke “du”. Når vi taler ud fra os selv og om os selv, undgår vi at gøre de andre forkerte og sende dem på overarbejde:

– Jeg vil gerne have, at du tager din tallerken ud, når du er færdig med at spise.

– Jeg er træt, derfor vil jeg ikke læse mere. Det synes du er ærgerligt, kan jeg se… er det rigtigt?

– Jeg vil ikke give dig en is. (Barnet græder). Kom du her hen til mig, det er da også surt, at jeg siger nej, når du nu så gerne ville. 

Opdag og vis dig selv

At få kendskab til sine egne grænser og kunne sætte dem er et stykke personligt arbejde, vi skal gøre for at kunne passe bedre på os selv og dem omkring os. Al opdragelse er selvopdragelse, sagde Rudolph Steiner, grundlægger af Steinerpædagogikken. Det betyder, at i stedet for at rette opmærksomheden ud på børnene, er det vigtigere, at vi ser indad.

Vores børn bringer os i kontakt med de steder i os selv, der trænger til udvikling. Det er en gave, selvom vi ikke altid har lyst til at pakke den ud, fordi den føles som det modsatte. Det er her, vi bliver mindet om, at udviklingsprocessen mellem forældre og børn går begge veje. For tager vi imod de udviklingsgaver, vores børn giver os, vil vi kunne give dem kærligt tilbage. Og det er fra dette sted, vi kan mærke og kommunikere vores grænser og stå ved vores nej, ja eller vores ved ikke. Når børn kan mærke os, kan de også bedre mærke sig selv.

Selvrefleksion er en forudsætning for at kunne indgå i sunde relationer. For når vi ikke har fat i os selv, tager følelserne over og kan få os til at råbe og sige ting, vi fortryder bagefter. Oftest fordi situationen rammer en af vores egne problematikker.

How-to:
Kommuniker med dit barn på en måde, hvor du har dig selv med og kan berolige dig selv, hvis situationen spidser til. Dybe åndedrag og langsomt tempo kan hjælpe. Hvis du ikke gennem egen refleksion kan blive bedre til at mærke og sætte dine grænser, kan du tale med en veninde eller en terapeut, eller læse en bog om emnet. Husk, at kommunikationen med dit barn, starter med dig.

DROP OPDRAGELSEN af Fie Hørby

250,00 DKK

Hold fast i din grænse og mød dit barn

Noget af det vigtigste for os mennesker er at have lov til at have det, som vi har det. I familier har vi det ofte på forskellige måder og har lyst til forskellige ting på forskellige tidspunkter. Men som forældre har vi lederskabet og må mærke i os selv, hvad vi vil give og ikke give på det givne tidspunkt. Hvis vi føjer vores børn, gør vi det ofte ikke af kærlighed til dem, men af frygt for deres reaktion. Og så er det, vi kommer på glatis. Samtidig er det ofte sådan, at det, vi forsøger at undgå, er det, vi får mere af: forsøget på at undgå konflikt giver os konflikt.

Når børn bliver krævende og konfronterende, hænger det tit sammen med, at vi voksne er utydelige. Det gør børn utrygge, og så leder de efter os, indtil de mærker overensstemmelse mellem det vi mener og det, vi kommunikerer. Det kan medføre vrede, gråd og store kropslige eller følelsesmæssige reaktioner hos børnene. Den slags reaktioner vil tit få vores nervesystem til at rejse sig. En bevidsthed om og omsorg for vores egen reaktion kan gøre det nemmere at tage os af barnets.

How-to:

Når vi giver børn tid til at give afkald på deres egne behov og ønsker og til at indstille sig på vores, bliver vores samarbejde bedre. Simpelthen, fordi der bliver plads til to i relationen.

Du kan tage dig af dit barns reaktioner ved at anerkende, trøste barnet, kramme og sige ting som:

– Du bliver ked af, at du ikke må få mere fredagsslik. Kom her, skat.

– Jeg kan godt se, at du bliver ærgerlig over, at du skal slukke skærmen nu. Du sad lige og var så godt i gang. 

– Øv, at det ikke var den aftensmad, du havde lyst til i dag. Det er den, jeg har lavet. Kan du leve med det?

 

Tekst Karen Pallisgaard

Meet ’n’ greet


Karen Pallisgaard, 40 år, mor til Johanna, 6, og Manfred, 2. Karen er journalist, forfatter, foredragsholder og yogalærer. Hun er under uddannelse som familierådgiver- og psykoterapeut på Blackbird Institute.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.