Maya Soul Paustian – Om hvordan omgivelserne har påvirket hendes psyke

Vi møder Maya Soul Paustian på en af årets første forårsdage. Maya venter sit første barn og deler ærligt sine tanker om angsten for at miste kontrollen ved fødsel og moderskabet, samt om savnet af nærvær under corona og lysten til en ordentlig bytur af bare overvældelse.

 

Vi møder Maya en solrig eftermiddag i den nye lejlighed på Nørrebro. Med kun få uger til termin og en stue i papkasser, serverer Maya te i 7-Elevenkrus, mens håndværkerne larmer i køkkenet. De sidste mange uger har stået på flytterod og takeaway, konstaterer hun og tilføjer at hun håber, de bliver færdige til terminsdatoen. Maya sætter sig ned i stuen og fortæller, hvordan hun for snart 9 måneder siden fik en følelsen af, at hun kunne være gravid.

“Jeg var til modeuge i Paris og følte mig hormonel og rundtosset, jeg havde slet ikke styr på mine følelser. Og så havde jeg mange brystspændinger. Da jeg kom hjem, gik jeg en aften rundt om mig selv, og jeg endte med at ringe til min mand midt om natten, han havde været til fodboldkamp i Malmø og var på vej hjem. Han kom med en graviditetstest, og jeg tissede på den med det samme. Og så var der to streger! Vi var oppe hele natten og adrenalinen pumpede rundt. Vi snakkede om alt og var bare så glade. Et år forinden var jeg stoppet med prævention, og jeg har altid haft uregelmæssig menstruation. Jeg har altid haft en frygt for, at jeg ikke kunne blive gravid, helt ubegrundet. Jeg har bare tænkt, at det lige kunne passe, hvis det skulle ramme mig, at jeg ikke kunne få børn. Da det endelig lykkedes, var det ikke første gang, jeg havde taget en test og de andre gange, hvor den var negativ, blev jeg ekstremt ked af det. Meget mere end jeg havde regnet med, for jeg har haft det meget sådan, at hvis det sker så sker det. Men vi var nok mere klar, end jeg troede, da vi besluttede os for at smide præventionen.”

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Jeg havde en ekstrem kvalme de første fire måneder. Heldigvis uden opkast, det var bare følelsen af at føle sig syg konstant. Jeg husker tilbage på en tid med meget blandende følelser, fordi jeg ikke delte min graviditet med nogen og både havde det virkelig skidt og var virkelig glad. Vi delte nyheden med vores familier og få venner inden den første scanning, men det var først efter nakkefoldsscanningen, at vi fortalte det til vores resten af vores venner. Vi har folk i vores vennegruppe, som har oplevet at blive gravide og aborteret, så vi var påpasselige med at dele det for tidligt, og jeg var også ret sensitiv ved tanken om, at det ikke blev til noget. Vi er super sociale og går meget ud, så nyheden kom ikke bag på så mange og flere havde allerede gættet, at jeg var gravid. Jeg prøvede rigtig at drikke fake og få en mocktail, men jeg var åbenbart ikke en særlig god skuespiller. Der var især ét arrangement, hvor alle spurgte, og jeg endte med at gå derfra grædende, fordi jeg skulle stå og lyve hele tiden – det var så ubehageligt. Jeg følte ikke at folk havde respekt for, at det uanset om man er gravid eller ej, er en nyhed, man gerne selv vil have lov at dele, når man er klar til det. Jeg blev så sur. Men jeg måtte også tage mig selv i at tænke at jeg skulle cut people some slack, jeg forstår godt at folk spørger og ikke forstår, hvor følsomt det faktisk er. Efter de tre første måneder blev det hele lettere, jeg kunne dele graviditeten med min omgangskreds, samtidig med at kvalmen lettede, og pludselig blev det rart at være gravid.”

 To_the_moon_honey_Maya_paustian_Baby

Hvilken betydning har coronavirus haft for din graviditet?

”Jeg var 6 måneder henne i min graviditet da coronavirussen brød ud. Så jeg ’nåede’ kun at have tre måneder, hvor jeg kunne dele det med folk, sådan fysisk i form af samvær og tryghed. Det har været svært på mange måder. Både helt lavpraktisk at vurdere, hvor meget afstand jeg skulle holde til andre, hvilket i starten resulterede i flere udbrud til folk på gaden, som jeg syntes kom alt for tæt på. Det er jo individuelt, hvordan andre tolker reglerne, og jeg har ikke haft lyst til at være en rappenskralde, men sommetider har jeg bare haft lyst til at skrige: ’jeg er graviiiiiid!!’. Det har nu mest af alt været svært ikke at være sammen med nogen. Alle mine jobs blev aflyst på grund af corona. Jeg skal som gravid passe ekstra på og mit job som stylist kræver, at jeg er i tæt kontakt med andre. Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skulle gøre hvis min mand, Lasse, bliver syg og dermed ikke må komme med til fødslen. Det har klart været mit største skrækscenarie. Vi har taget vores forholdsregler, og Lasse har arbejdet hjemme i lang tid, inden han kom tilbage på kontoret. Samtlige jordemoderbesøg er foregået uden ham, men det har været helt ok. Vi kørte derop sammen, og så har han ventet udenfor og været med på Facetime.”

Læs også

Dahlia Dudas – om sin hjemmefødsel med jordemoderstuderende

Hvordan har din graviditet påvirket dig på det følelsesmæssige plan?

”Jeg har tidligere lidt af både angst og depression. Jeg har ikke taget medicin i flere år, men jeg er mere modtagelig overfor stressede situationer. Det er blevet lettere for mig at opsnappe signaler tidligt og afhjælpe det, inden det spinner ud af kontrol. Jeg har helt klart haft nogle ture under min graviditet. Mine omgivelser har præget min psyke meget, og jeg har haft nogle angstanfald, blandt andet da vi flyttede ud af vores gamle lejlighed og ind i vores nye. Jeg øver mig meget i at sige til mig selv, at det nok skal gå. Tidligt i min graviditet, var jeg klar over, at i en så livsforandrende situation, ville det være rart bl.a. at have ekstra taletid med en jordemoder. Derfor valgte jeg at følge et program, som Region Hovedstaden tilbyder, der hedder ’Tidlig indsats’. Det har jeg været utrolig glad for, det indebærer flere konsultationer og mere tid ved de forskellige undersøgelser, og det har givet mig en ro og omsorg, som jeg har haft brug for. Vi har også mulighed for at være på barselsgangen på en enestue i fem dage efter fødslen.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

”Min mand og jeg havde meldt os til et forberedelseskursus hos Smertefri Fødsel, som selvfølgelig blev til en online workshop, som tog 6 timer. Jeg havde dømt det til en fiasko på forhånd. Hvordan skulle det kunne fungere, når man ikke sidder i samme rum og kan mærke hinanden? Vi var på et zoomopkald og jordemoderen, Tilde Bøgild, var helt vildt professionel, og det kørte bare. Det var meget organisk og alt spillede, det var fedt. Lasse har været meget engageret gennem hele min graviditet, og det føltes så naturligt, at han også skulle være med til forberedelsen.”

Hvilke tanke har du gjort dig om fødslen?

“Hele mit liv har jeg glædet mig til at skulle føde. Jeg har været spændt og haft troen på, at vi kvinder er skabt til at føde. Når jeg har hørt andre kvinders historier og generelt har fået mere information om fødsler, i min graviditet, er jeg faktisk blevet mere nervøs. Det er gået op for mig, at der er mange ting, jeg ikke ved. Mit udgangspunkt har været at det bare er noget, man gør, og der er jo folk, der hjælper en. Efter vores workshop skete der en forløsning, hvor alt blev lettere og mere overskueligt, og det gik op for mig at man selv kan gøre noget aktivt, for eksempel at gøre en ve mindre smertefuld. Jeg har øvet vejrtrækningsteknikker, ikke hver dag, men ofte. Når jeg sidder og øver, kan jeg godt forestille mig at det kommer til at blive svært at holde 100% fokus på de teknikker jeg har lært, under fødslen. Jeg har set den tid, jeg bruger på at øve, som en mulighed for at zoome ind på, hvad der skal ske og give mig selv en pause. Det har også været rart at Lasse ser og hører mig øve, så det ikke kommer helt som et chok for ham når det går løs. Jeg har ikke haft så mange specifikke præferencer til fødslen, men jo mere jeg ved om fødsler nu, jo mere hooked er jeg blevet på at prøve at føde i vand. Jeg er lidt fascineret af vandfødslen. Jeg er ikke fanatisk når det kommer til smertestillende og jeg har talt meget med min jordemoder om, at der ikke er en rigtig måde at føde på. At føde kan jo være et stort kontroltab, og det har jeg også talt meget med min jordemoder om. At miste kontrol, er noget af det, der giver mig angst. Når jeg bliver presset ud i noget, jeg ikke selv har kontrol over – det er jo lidt opskriften på en fødsel. Derfor er information meget vigtig for mig. På Nordsjællands Hospital har de været utrolig gode, søde og kompetente og jeg føler mig rigtig tryg ved at skulle føde der.”

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Jeg går op i hvordan, jeg ser ud, og hvordan jeg klæder mig, og det synes jeg er blevet udfordret under min graviditet. Jeg har altid gået i stort tøj, og nu hvor jeg har kæmpe bryster og en voksende mave, synes jeg bare, jeg ligner en stor affaldssæk, hvis jeg ikke klæder mig på efter min figur. Jeg har skullet vænne mig til at have lidt strammere tøj på. Og det har jeg ikke haft så meget af i min garderobe. Jeg har altid haft en stor barm, og den er blevet endnu større, så det har virkelig været en udfordring, da løst tøj ser større ud med store bryster. Det er rart at kunne se formerne på min krop og føle mig lidt sexet, det har jeg ellers savnet, og jeg måtte minde mig selv om, at denne her krop er også lækker. Sex har været super svært, fordi jeg skulle vænne mig til min nye krop, og at tingene bare ikke sidder, som de plejer. Det har været som at blive jomfru igen, og ikke turde have sex.”

Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?

“Jeg har købt stramme bluser og langærmede T-shirts – blandt andet 101 ekstra lange fra Nørgaard på Strøget, den går hele vejen ned over maven, og det er virkelig rart.”

 

Hvilket item har du haft mest glæde af under din graviditet?

“Et par gravidleggings fra Zalando jeg har lånt af min veninde, som sidder til, uden at stramme, og går op over maven. Dem har jeg brugt mere for komfort end for udseende.”

To_The_Moon_Baby_Bump_Christine_Sofie_Johansen_Model_Gravid_med_Plus_Size_Model_Danish_Mom_
Læs også

Christine Sofie Johansen – Om at blive glædeligt overrasket over graviditet

Hvilke sko har båret dig rundt under graviditeten?

“Jeg har bare haft sneakers på hele min graviditet. Som et pænere alternativ til sneakers har jeg brugt mine støvler fra Arket med en tyk gummihæl. De er blevet for tunge i det her stadie af min graviditet, og nu skal jeg bare have en let sko med gummisål. I de nylige sommerdage har jeg gået med klipklappere, som har været fantastisk, nu når jeg har fået lidt vand i føderne. Lige meget hvilke sko jeg har haft på, måtte jeg tage nogle pauser med fødderne oppe – min krop har været meget klar i sine signaler.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost?

”Jeg har cravet syrlige ting hele mit liv, og citron er det bedste, jeg ved. Men jeg har fået en sødere tand, og er blevet endnu mere glad for is – og det skal være sodavandsis, helt børneagtigt. Jeg har altid været god til at spise sundt og varieret, men jeg har gjort mere ud af det i min graviditet, og jeg har fået flere fibre og haft lyst til salater. De sidste mange uger har vi ikke haft køkken i vores nye lejlighed, og der har den stået på takeaway. Min mor og andre fra familien har været søde til at komme forbi med mad, så vi trods alt ikke har levet udelukkende af takeaway.”

Hvad savner du mest?

​”Jeg savner allermest bare at være sammen med folk. Nærvær. Det er noget, jeg aldrig har troet, at jeg ville mangle i min graviditet, men det har været et direkte resultat af corona. Selv i takt med at samfundet er åbnet mere op, har det været en mærkelig følelse som gravid fortsat at tage ekstra forholdsregler og holde afstand. Og så har der været tidspunkter, hvor det hele har virket som en for stor mundfuld, og jeg bare har haft lyst til at drikke mig fuld og tage på en ordentlig bytur. Men det har jeg af gode grunde ikke kunnet. Det har i det hele taget været en oplevelse af at få et helt andet ansvar og blive voksen hurtigt på en måde – hvilket måske er et meget fint tidspunkt, nu hvor jeg er 31 og skal være mor, haha.”

Shop

Natbjørnen Tjugga & Ræven Sally • Lille Papbog

140 kr

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

​”Noget af det første jeg gjorde var at smide alle mine produkter med parfume, kemikalier, parabener, etc. Jeg har virkelig fokuseret på, at produkterne skulle være så rene som muligt. Og faktisk har dette også bredt sig til min mand, der har lagt alle produkter med parfume på hylden, fordi det skulle være godt for tilknytningen fra barn til forælder, når barnet kan lugte ens naturlige duft. Jeg synes, det har været svært. at smide alle produkter med æteriske olier helt væk, så dem er der stadig nogle af. Som en opfrisker bruger jeg Miild Facial Mist, som er rigtig god nu vejret er blevet varmt. Når jeg står op, bruger jeg Biodermas Sensibio rensevand og derefter Amazing Spaces Precious Premium Pearl face, eye and neck cream med SPF 15, som jeg påfører med en jadesten. På maven har jeg brugt Weledas Stretch Mark Massage Oil de seneste par måneder og er nu gået over til Urtegaardens E-Vitaminolie, der ikke indeholder æteriske olier. Om aftenen bruger jeg Biodermas rensevand igen og følger op med Klairs Freshly Juiced Vitamin Drop, som er en form for serum med C-vitamin i. Til slut bruger jeg By Wishtrend Vitamin 75 Mazimizing Cream. Synes virkelig, at min hud tager rigtig godt imod de her produkter og føler hverken den er for tør eller fedtet, men bare rigtig dejligt blød.”

Amalie Reed
Læs også

Amalie Reedtz-Thott – Om babymoon og om at bekymringerne ikke må overskygge glæden

Hvilke overvejelser har du gjort dig ift kost og tilskud under din graviditet?

​”Under hele graviditeten har jeg sørget for at tage de anbefalede kosttilskud for gravide. Må indrømme at det har været svært at gøre på daglig basis, da jeg normalt ikke er så god til at tage piller. Har fået anbefalet pillerne Baby Me Now flere gange, men da man skal tage dem tre gange om dagen, blev det et umuligt projekt for mig, da jeg blev ved med at glemme det, så jeg begyndte i stedet på en sammensætning af kosttilskud, jeg skal tage en enkelt gang om dagen. Og det fungerer meget bedre for mig!”

Hvilke tanker har du gjort dig om den første tid efter fødslen?

”Jeg håber lejligheden bliver klar, selvom jeg siger til mig selv, at det er fint lige meget hvordan den ser ud. Jeg synes, det er svært, at der ikke er nogen, der må komme og besøge os på hospitalet. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at dele det med vores nærmeste, men alle jordemødrene siger at det er en gave, så vi får den ro mælken kræver, og vi får ro til at lære baby at kende. Jeg har gået til modningsakupunktur hos Barselsrummet, og her blev jeg gjort opmærksom på begrebet ’The Golden Hour’, en betegnelse for betydningen af de første timer efter fødslen.”

 

Tekst Bea Fagerholt Foto Maria Palm og privatfotos

Meet’n’greet

Maya Soul Paustian, 31, arbejder til daglig som stylist, hun er gift med Lasse Cato. De har været sammen i 9 år. Hun har termin med deres første barn den 3. juni.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *