Er_du_bange_for_at_føde_fødselsangst_

Er du bange for at føde? 

En fødsel er en af de vildeste oplevelser, der kan overgå en menneskekrop og er på mange måder det ultimative kontroltab. Her giver jordemoder Anna Neel Forchhammer fra Jordemodertid sine bedste råd til, hvad du stiller op, hvis du er bange for at gå i panik, når du skal føde

 

Frygten for kontroltab er en genkendelig følelse for de fleste gravide og snart-fødende. Tanker, der bevidst eller ubevidst cirkulerer inde i hovedet hos mange kvinder i tiden op til fødslen, kan handle om, at man er bange for at miste kontrollen, gerne vil være sig selv under fødslen og være med i processen eller er direkte bange for at gå i panik og miste kontakten med sig selv, når man skal føde.

Tiden lige op til fødslen er ofte en ambivalent vekslen mellem forventningens glæde, kom-an-følelsen og åh-nej-ikke-nu-følelsen. Det er helt naturligt at danse rundt imellem forskellige standpunkter, lige inden den store fødefest.

Julia Werup
Læs også

Julia Werup: om at genvinde tilliden til naturen

Angst for fødslen skal derimod have omsorg og plejes. Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad årsagen til angsten bunder i, og om løsningen derfor er samtaleterapi, kropsterapi eller efterfødselssamtale med en jordemoder, hvis angsten eksempelvis har rødder i ens forrige fødsel, eller beroligende fødselsforberedelse.

Viden er magt

Fødselsforberedelse er en god måde at gribe frygten an på. Du og din partner forbereder jer, sætter jer ind i sagerne og tilegner jer en masse viden om processen for at forstå fødslen. Forståelse er fornuftstanker, der giver én en bedre forståelse af, hvad der skal foregå. Det stimulerer den rationelle del af vores tanker. Mange kvinder overser den anden del, det følelsesmæssige og fysiske aspekt af at skulle føde. Ikke at følelserne ikke er tydelige for jer under graviditeten og i fødslen.

I en fødsel kan kombinationen af manglende forberedelse og angst give det, vi kalder katalyseret angst – det kommer til udtryk ved en større spænding i kroppen, der kan gøre, at oplevelsen af smerter bliver værre, hvilket igen kan gøre kvinden mere bange. Det bliver til en ond spiral. Og det kan medføre anfald af panik, fornemmelsen af ikke at kunne ’komme hjem’ og tilbage til vejrtrækning, afspænding og mentalt fokus.

Kvinder i fødsel, der går i panik, beskriver oplevelsen af at blive revet med af begivenhederne uden selv at kunne arbejde for situationen. En fødsel i sin essens er jo ude af kontrol og ude af kvindens magt, kroppen kører bare afsted med sit forrygende projekt. Det er altid overvældende, altid angstprovokerende – spørgsmålet er så bare, hvordan den proces og det kontroltab opleves.

Shop

HONEY Face Oil • Nourishing botanical drops

520 kr

Under en fødsel adskilles et menneskes krop fra et andet menneskes krop. Det er et kæmpe fysisk tab af kontrol. Alle, der arbejder med fødsler ved, at en stor del af processen fødsel er, at mor tør give slip på sit barn og lade fødslen ske. Det kan lyde underligt, at man efter 20 timers veer, kan have svært ved at lade barnet rejse ud igennem sin mor. Det skulle man tænke, at man ret godt gad.

Mange oplever imidlertid en fysisk ambivalens, og følelsen overrasker mange. En kvinde skal turde slippe barnet, følge med og give efter for pressetrang, og hvad hun ellers oplever under fødslen. Turde slippe kontrollen og lade sig føre af en klog, klog krop. Brøle højt i hovedet på en lille jordemoder, græde ved en stærk skulder, skælde ud eller grine. Fødslen er altid en stor og overvældende oplevelse, som et meget lokalt, intenst naturfænomen.

Ingen føder uden at bide i græsset

En fødsel kan være prøvende på mange måder. Den kan være langvarig, og mor kan være udmattet, den kan gå i stå, hvis barnet står skævt indstillet med sit hoved i bækkenet, den kan være kompliceret osv. Eller måske er der et element i fødslen, som mor frygter og derfor holder igen, for eksempel bekymring for vesmerter, bekymring for at få en bristning under fødslen eller for at blive blottet.

Forskellige elementer trigger forskellige kvinders oplevelse af udfordringer. Derfor vil oplevelsen af fødslen altid være forskellig fra kvinde til kvinde ligesom graden af oplevelse af kontroltab vil være forskellig. Vi siger ofte, at ingen føder uden at bide i græsset. Ikke at du vil gå i panik eller miste kontakten til dig selv, slet ikke.

Men alle kvinder i fødsel skal igennem en hård fase, ofte ved 8-9 cm åben livmoderhals, hvor man er overbevist om, at man ikke kan. Men det kan du! Du aner ikke, hvor stærk du er. For mange sker der en ændring i den fødende kvindes krop – energien falder rent fysisk og mange giver op (og kæmper atter videre derfra) og drømmer om at hele buffeten af smertelindrende medicin kommer på disken. Der sker et kemisk skift i kroppen, der lader op til la grand finale: nemlig pressefasen.

To_the_moon_Honey_christine_sofie_model_gravid_foedsel_mama_profile_
Læs også

Christine Sofie – ”Mit ønske om kejsersnit var min måde at råbe vagt i gevær på”

Det er vigtigt at kende til det punkt i fødslen, både for dig som fødende og for din partner eller fødselshjælper, så du kan hjælpes bedst muligt. Du skal vide, at det er helt normalt at møde muren i en fødsel, og jeg vil vove den påstand, at ingen føder uden at opleve en krise. Men selvom trætheden kan opleves som enorm, kan kroppen fremskaffe fantastisk mange kræfter under fødslen.

Det er forskelligt, hvor lang tid overgangsfasen varer, og derfor er relevant hjælp også forskellig. Nogle skal skifte fødestilling, andre skal have mere smertelindring og prøve den der lattergas NU, imens andre igen skal heppes på, have et langt knus imens andre skal have lov at skælde ud på alle i rummet. Fælles for alle er, at nærvær og støtte, indføling og vejledning fra dem omkring den fødende er helt essentielt. At hun ved og mærker, at hun ikke er alene.

Vejrtrækning og afspænding er afgørende

Et af de vigtigste elementer i at kunne give sig hen til fødslen er et trygt miljø. En imødekommende og professionel jordemoder, der lader jer stole på og slappe af i de rammer fødslen udspiller sig i. Men måske endnu vigtigere, en velkendt, tryg og varm favn fra en velkendt person. Om det er jeres mand, jeres kæreste, jeres fødselshjælper, jeres søster, jeres mor eller bedste ven. Essensen er den samme: tryghed og omsorg.

Kontroltab under fødslen uundgåeligt. Det handler om at vide, hvad du kan gøre og med hvem. Grundigt indøvet vejrtrækning, afspænding, mentale billeder og JA-hat er et mindst ligeså vigtigt ben som viden om fødslen og vil berolige og støtte jer under fødslen. En fødende har behov for at vide at nogen har hendes ryg. Så kan hun give sig hen, slippe og føde en baby.

Shop

PRC • Cashmere Roundneck

2.100 kr
 

Vejrtrækning og afspændingsøvelser er alfa omega i at komme godt igennem en fødsel. Og med godt, mener jeg, at man kan have sig selv med i fødslen med de bump på vejen, der kan komme. En fødsel er lige dele hårdt fysisk arbejde som det er mentalt arbejde, og derfor er mentale billeder, visualisering og mindset vigtig forberedelse og vigtige værktøjer, når showet starter.

Kvinder, der føder hurtigt, beskriver ofte et enormt tab af kontrol. Det er jo en af de vildeste naturoplevelser, der kan overgå en menneskekrop – at et menneskes krop forlader et andet menneskes krop og det i fuld fart! Ved hurtige fødsler er kvinderne ofte ude af stand til at skelne veer fra pauser, og mange har oplevelsen af at glemme alle teknikker, vejrtrækningsøvelser og viden om hjælpemidler. Kroppen tager over, og kvinderne bliver revet med, så at sige. Det er ofte nogle meget voldsomme fødselsoplevelser med højt niveau af smerte. Kroppens eget apotek med naturlige smertestillere kan simpelthen ikke kan nå at følge med den eksplosive fremgang i fødslen.

Læs også

Du gør det godt, mor

En kvinde, der har haft en traumatisk eller svær første fødsel, har ved tærsklen til næste fødsel en oplevet angst i sig. Hvor angsten bunder i oplevelsen af at føde første gang og de udfordringer, det har givet. Simpelthen et rigtig svært minde og nu står hun så overfor samme situation. I denne situation er grundige efterfødselssamtaler og trygge planer for næste fødsel helt afgørende, så det mest frygtindgydende element bliver afdækket og får omsorg.

Det er vigtigt, at angsten siges højt og afdækkes. Hvad er det sværeste ved fødslen forude? For mange er det en lettelse blot at sige det højt og tillade sig at være nervøs og betænkelig ved fødslen. Om samtale er nok, om der skal psykolog eller grundige fødselsforberedende teknikker på bordet, inden kvinden føler sig klar, vil være individuelt fra kvinde til kvinde.

 

Tekst Anna Neel Forchhammer Illustration Anika Lori

Meet’n’greet

Jordemoder Anna Neel Forchhammer står, sammen med Anne Due Barlslund, bag jordemoderpraksissen Jordemodertid, der tilbyder konsultationer og forberedelse indenfor graviditet, fødsel og efterfødselsperioden. Se mere her.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *