Et brev til dig selv som nybagt mor

Hvad ville du sige til dig selv som nybagt mor? Psykolog, Johanne Schwensen, deler sine tanker om den første tid som nybagt mor med To The Moon. 

“Intet kommer til at kunne forberede dig på den oplevelse, det er at blive mor,” sagde flere til mig, da de hørte eller så, at jeg var gravid. Til at starte med godtog jeg det som et velmenende råd om ikke at have for mange forventninger til noget så uforudsigeligt som et lille, nyt menneske. Men jo mere jeg tænker over udsagnet, desto mere besynderligt virker det. For hvad ligger der i det? At moderskabet er for unikt og magisk til at man kan gøre sig nogle generelle, forberedende tanker?  Hvis der er én ting, jeg har lært efter to et halvt år som mor, er det, at morrollen er et mindre ensomt sted at befinde sig, hvis den ses som fælles, frem for  helligt. Hvis jeg havde vidst det, tror jeg sagtens, jeg kunne have forberedt mig bedre på moderskabet – psykisk i hvert fald. Jeg ville for eksempel ønske, at man havde fortalt mig, at kærligheden til ens barn ikke altid føles instinktivt, og at amning ofte er noget af det sværeste.

Så for at samle nogle af de ting jeg – i bagklogskabens lys  – ville have haft gavn af at vide,  har jeg skrevet et sentimentalt og gammelklogt brev til mit nybagte selv. Det lyder sådan her:

”Kære Johanne,

Du er lige blevet mor, og dit underliv føles ikke bare sønderknust, det er sønderknust. Du var fuldt udvidet i mange flere timer end hvad, der er normalt, og din datter har et kæmpe hoved. Ja, du revnede så meget, at lægen ikke turde fortælle dig, hvor mange sting hun syede. Du kan altså med god samvittighed godt blive liggende i din seng i de næste mange uger. Faktisk: bliv nu for helvede bare liggende.

Det er et særligt fænomen i Skandinavien, at man drøner ud og viser sin baby frem til verden nærmest med det samme. Tyskerne holder sig for det meste derhjemme, nogle gange decideret i sengen, i otte uger efter fødslen, så du skal virkelig ikke føle skam, hvis du bare har lyst til at få serveret mad på sengen i en lang uendelighed. Så selvom det kan være svært, og selvom du altid har været et rastløst menneske: Gør dig selv den tjeneste at holde dig i ro. Dine nedre regioner vil være dig evigt taknemmelige.

Og lad os blive lidt ved dit underliv: Selvom den dunkende smerte af helende rifter fortsætter i mange uger, så kommer det til at fungerer helt normalt, hvis du altså giver det tid og genoptræner dine muskler dernede. Måske dine orgasmer endda forstærkes, ja nogle kvinder påstår oven i købet, at for hvert barn de får, desto vildere bliver deres klimaks. Men jeg beder dig, tag det med knibeøvelserne og bækkenbundsøvelserne seriøst. Selvom det lyder harmløst, kommer der et tidspunkt – snart – hvor det ikke længere bare er en sjov historie at fortælle om ved middagsbordet, når du har sjattet i dine bukser imens du står i køen i supermarkedet.

Nu hvor vi alligevel er ved kroppen, er det næste passende emne dine bryster, og det der skulle blive til et helt års amning. For første gang i dit liv kommer du til at have fyldige bryster, men derudover ændrer de ikke synderligt udseende, hvilket i dit tilfælde vil sige, at dine bryster er for små og har for indadvendte brystvorter til at en nyfødt kan die. Derfor er ammebrikken din ven, og det kommer den til at være i et par måneder, før din datter har fået så stærke kæber og så god en sugeevne, at dine brystvorter er blevet suget så tilstrækkelig ”ud”, at hun selv kan få ordentlig fat.

Ammebrikken er nemlig en lille gennemsigtig silikonedims, som minder om suttedelen på en sutteflaske. Den putter man oven på sin brystvorte, og babyen har derved bedre mulighed for at hægte sig fast. Ammebrikken er et enkelt bevis på, at amning ofte skal hjælpes i gang, og for langt de fleste mødre føles processen hverken naturlig eller nem. Jo mere du kan tage den erkendelse på dig, desto hurtigere vil du kunne slappe af i fodringen af dit barn – hvad end det sker via dine bryster eller via flaske. Du kommer til at møde mange kvinder. der må give op på grund af smerten, eller fordi der aldrig kom nok mælk, eller bare møde mødre hvor amningen var mere frustrerende og nedslående, end den var praktisk og hjælpsom. Du kommer selv hurtig ind i en unaturlig og ”maskinel” rutine, hvor du pumper mælk for at øge din mælkeproduktion, og ved at introducere dit barn hurtigt til flasken, uddelegerer du også fodringen af dit barn til hele din familie og omgangskreds. Hvilket bringer mig til næste punkt, du skal huske på.

Fra mælkebåndet skal vi nemlig til det endnu mere fundamentale kærlighedsbånd: det er heller ikke nødvendigvis noget, der opstår naturligt. Parent is a verb, hørte du engang nogen sige, og jo hurtigere du kan få det omsat til konkrete hverdagsrammer, desto bedre. Hvad jeg mener med det? Bare at du roligt kan dele ud af ansvaret for din datter, og at du ikke skal bekymre dig, hvis det ikke føles som kærlighed ved første blik at møde din baby. Vær heller ikke bange, hvis der går LANG tid, før du føler dig som ”mor”. Faktisk behøver du aldrig at føle dig som mor. Du må godt bare ”fake” det eller føle dig som en far, eller som en omsorgsfuld, tilstedeværende tante eller bror. Du er dine handlinger, ikke dine tanker eller følelser. Og din kærlighed måles ikke på hvordan, du føler for din baby de første mange gange, du kigger på det.

Når du møder Nola for første gang, overrasker det dig, hvor lidt du føler, udover forundring over at man kan ligne en lille kartoffel i så høj grad som hende. Du føler ingen genkendelse, for hun ligner dig slet ikke. Du forventede, at fordi du fik en pige, og fordi du selv ligner din mor så meget, så ville du sikkert også få en lille kopi af dig selv, som du kunne spejle dig narcissistisk i. I stedet lignede hun, den første lange tid, en mere krøllet, udefineret, hormonknoppet og rødmosset version af din mand. Ikke det heldigste udseende, med andre ord.

Læs også

Det bør du vide om amning – inden du føder

Måske fordi kærligheden udviklede sig langsomt i takt med at I lærte hinanden at kende, havde du det også fint med at være væk fra hende i mange timer ad gangen, da hun kun var et par uger gammel. Det gav dig et sug af lykke, da du betragtede dine venner give hende flaske. Der var folk der insinuerede at din distance til morrollen, gjorde dig mere kølig og herved mindre egnet som mor. En SMUM, blev du kaldt, og da du gik hjem og googlede hvad det betød : ”A woman who finds motherhood and her children tedious and uninteresting [Acronym from Smart, Middle-Class, Uninvolved, Mother.]” – så du at det da egentlig passede meget godt. Men du lærte først lang tid senere, at det er der altså heller ingen skam i. Så længe dit barn føler sig set og passet på og elsket, kan du gøre lige hvad du vil. Hvad der end skal til for at give dit liv en smule mening –for tro mig, det bliver ikke partout meningsfyldt bare af at føde et barn. Så tag du endelig på Berghain om søndagen, eller på skriveophold, eller til konference, eller sæt dig ned på en cafe og læs en bog, eller bare sov længe, imens far, veninde, babysitter eller bedsteforældre fodrer, skifter og nusser dit barn. Det tror jeg, bliver mit sidste råd til mit nybagte selv: Kæmp for dig selv og for din identitet uden for moderskabet. Vær nådesløs standhaftig i din feministiske tilgang til din rolle som mor. Ellers risikerer du at handle ud fra nogle skadelige traditioner om at ”sådan her bør en mor handle” eller ”sådan her føler en rigtig mor kærlighed til sit barn”. En tilstrækkelig mor er en mor der passer på sig selv. En god mor er en som dig.

Kollage af Anika Lori for To The Moon, Honey