Stine_Dahl_Roede_kors_juleindsamling

Stine Dahl “I mange år var julen en sorg”

Vi har talt med 5 kvinder om, hvad julen betyder for dem i år, om at føle stik i hjertet i december, juletraditioner og næstekærlighed.

 

Hvad betyder december for dig i år?

“Som for mange andre har 2020 også været et mærkværdigt år for mig. Mange oplever nok de netop vedtagende corona-restriktioner som et endnu større indgreb end de tidligere, da det går ud over vores traditioner og den følelse, som december normalvis bidrager med – nemlig nærhed og hygge. Min storebror døde den 15. december sidste år, så det er samtidig en sorgfuld måned, der minder mig om sidste års begivenheder. I den kontekst er tre små børn en stor gave, da der er få ting så magisk som forventninger og glæden ved juletraditionerne.”

Vi samler ind til Røde Kors Julehjælp, der hjælper udsatte børnefamilier. Du kan støtte vores indsamling med 100 kr. ved at skrive MOON til 1290 eller med MobilePay til 735183. Læs mere om indsamlingen her

Hvad er den vigtigste juletradition, du giver videre til dine børn?

”Jeg ved ikke, om man kan kalde det en tradition, men min mor har altid lært mig, at julen ikke må være et problem. Juleaften er som regel et samlingspunkt for flere generationer og flere grene af familien. Når så mange forskellige mennesker med forskellige forventninger og  forskellige traditioner bliver samlet, kan der opstå konflikter, og det håber jeg, at man formår at pakke væk. Fra barnsben har min mor formået at kode mig til, at julen handler om kærlighed og taknemmelighed. Det vil jeg gerne videregive til mine børn, så det ikke ender med et materielt gaveræs.”

To_the_moon_honey_roede_kors_CAroline_Corinth__juleandsamling_roede_kors
Læs også

Caroline Corinth “Sidste år havde du din mor, og næste år har du din søn.”

Hvordan var det at holde jul i din familie, da du var barn?

“De juleaftener, jeg har haft som barn, har ikke lignet mange andres, da jeg stort set ikke har haft familie. Mine bedsteforældre døde, inden jeg blev født, min far forsvandt, da jeg var et lille barn, og ligeledes mistede vi kontakten til min ældste bror. I mange år har det derfor kun været min mor, bror og jeg. Vi besluttede dengang, at vi ville gøre det på vores egen måde, for eksempel spise vi sushi et af årene. Det kan for mange virke skørt og et opbrud med traditionerne, men det var en stor gave for mig. Jeg følte, at vi havde vores egen lille trygge kærlighedsklub, hvor vi selv satte rammerne, når nu vi ikke var flere.

Min mor havde altid meget faste rammer omkring gaver. Der lå konsekvent 5 gaver under juletræet til mig. Det var det, jeg fik, og det afveg sjældent. Det gjorde dog også, at mine forventninger var herefter. Det kan godt rejse sig lidt på mig, når jeg ser børn med store bjerge af pakker, som bliver skuffede, når bjerget er tømt. Det er naturligvis en adfærd, der hører sig børn til, men det er så vigtigt for mig, at mine børn er taknemmelige for de ting, som de får. Uanset indhold og omfang.”

Hvornår mærkede du sidst et stik i hjertet ved tanken om julen?

“I mange år var julen en sorg, fordi jeg netop blev bekræftet i, at min familie ikke lignede alle andres. Jeg kunne godt blive jaloux, når jeg havde venner, der fortalte om deres store julefrokoster og juleaftener med hele deres pukkelryggede familie. I mange år brød jeg mig faktisk ikke om julen og nægtede i alle mine teenageår at se julekalender og forholde mig til datoen.

Det har gjort en stor forskel, at jeg selv har fået børn. Jeg kan sagtens finde glæden i deres forventninger og deres begejstring, og jeg har genfundet glæden ved julen. I år er selvsagt svær, da min brors dødsfald netop landede midt i julen. Han blev begravet den 19. december sidste år, og sidste juleaften lå der derfor pakker under juletræet fra ham. Nu minder julens lys og sangene om den sorg, jeg befandt mig i på samme tidspunkt sidste år. Det kommer nok altid til at sidde lidt i mig, og julen vil nok aldrig være helt den samme igen.”

To_the_moon_honey_Roede_kors_juleindsamling_Sara_rostrup_skilsmisse_Jul
Læs også

Sara Rostrup “Jeg har virkelig været nede og skrabe bunden og fået vendt op og ned på mit liv”

Hvem skal du holde jul med?

“Jeg skal naturligvis holde jul med min mand og mine børn. Desuden er jeg så velsignet, at min mor fandt en ny mand for efterhånden mange år siden. Hans familie er blevet min familie, og de skal også være med. Det har givet mig følelsen af netop at være en del af noget større.”

Har du et julebudskab?

“Ja, særligt delen omkring taknemmelighed er afgørende. Jeg tror, at man ændrer sig, når man oplever dødsfald tæt på, og desværre har de sidste to år været præget meget af netop det, hvor jeg har set livets mest barske sider på helt tæt hold. Det lyder som en umådelig kliche, men livet er så kort, og ind imellem glemmer man at sætte pris på dem, man elsker allerhøjest og de ting, man har. Der findes mange forældre, hvor julegaver og julemad slet ikke er en mulighed på grund af økonomiske vanskeligheder, og vi kan godt have så meget fokus på, at juletræet er pyntet rigtigt og julebordet er Instagram-værdigt, at man helt glemmer, hvor heldig man er, og hvad det egentligt handler om. Min primære ambition for julen i år er at slukke min telefon, rykke tættere sammen i sofaen med dem, som jeg ikke behøver at holde afstand fra, og mærke i maven, hvor heldig jeg reelt er.”

Tekst Bea Fagerholt 

Meet’n’greet

Direktør i FiveMe Management, Stine Dahl, 36, mor til Ellie, 6, og tvillingerne Villum og Kaya, 4.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *