Mia Vad og Stephanie Bach er udstationeret med deres familier og bor på hver sin side af jordkloden. Vi har sat de to kvinder til at skrive sammen om deres liv i henholdsvis Beijing og Texas. Her skriver de om alt fra skolestart og nye venskaber til Taco Tuesdays og de svære “Kina-dage”

 

Mia:

你好 (Hej) fra Beijing! Du står sikkert midt i aftensmad og ulvetime? Her er det morgen, og jeg skal lige forsøge at få liv i min store dreng Isayah. Han er 12 (snart 13 og teenager!), så det kræver lidt at få ham i gang om morgenen. Emilia er 3,5 år og William 5,5 måned. Vi har hænderne fulde! Hvor gamle er dine børn?

Emilia går på international skole, faktisk lige på den anden side af det compound, vi bor i. Det er nemt og rart at være tæt på, når nu vi er så langt væk hjemmefra. Hun er faldet godt til og taler mere engelsk end dansk. Isayah går i grade 8, samme skole som Emilia. Er I faldet godt til i Houston, og hvordan er I endt i Texas?

Stephanie:

Ej, sejt at du har 3 børn! Jeg kan godt forstå, at der er nok at se til. Jeg fornemmer lidt, hvad jeg har i vente med to drenge 😂 Jeg har Walter på 6 år og Holger på 4 år, og vi er endt i Houston grundet min mands job hos den danske virksomhed Hempel. Så er vi er expats på en klassisk udstationering. Lige nu står vi faktisk ovre i parken, og Walter og Holger løber rundt med et par andre børn. Den lokale park ligger lige overfor vores hus, og det er virkelig genialt til vores eftermiddage i hverdagen. Der er altid nogle fra skolen eller andre, vi så hilser på 🌳 Det er tirsdag og jo Taco Tuesday her haha, så vi spiser ude! 😂

Det lyder fantastisk med Emilia og skolen og ikke mindst sproget. Jeg er så imponeret over, hvordan børn er så omstillingsparate – eller de fleste er. Vi har lidt to forskellige cases hjemme hos os. Walter stortrives i skolen, hvor han går i kindergarten, som svarer til børnehaveklasse. Han græd og hylede første skoledag, og vi måtte kun være ved ham 10 min. i klassen grundet Covid, og derefter skulle vi gå. Han kendte hverken børnene eller sin lærerinde og heller ikke sproget. Men han var som forvandlet, da vi hentede ham senere på dagen, og skolen er uden tvivl det bedste, han ved. Min yngste Holger er ikke fan af hans preschool og vil stadig ikke af sted hver morgen. Det er lidt en kamp for os, og jeg er rigtig ked af, at han stadig ikke er oprigtig glad for sin børnehave.

Men vi er faldet godt til og nyder Texas-vejret her og hus med pool og have. Det har vi ikke haft før 😂 Og alle vi har mødt, er meget imødekommende. Men meget amerikanske – der bliver talt om botox ved legepladsen, og alle står i deres sportstøj uden at træne, haha. Og enten kender folk ikke DK eller også siger de ‘Oh I just love Copenhagen’, men de har sjovt nok ikke været der. Men jeg tager det hele med et smil, og vi har allerede fået et par gode bekendtskaber – primært forældre til børn i Walters skole.

Vi bor i et område som hedder The Woodlands (lidt nord for Houston), som faktisk er rated no 1 community at bo med familie i USA, så der er enormt mange tilflyttere fra resten af USA og har nok også gjort, at folk er så imødekommende, fordi mange selv kun har boet her i 2-4 år måske.

Hvordan med jer? Hvordan er I endt i Kina, og er I kommet til at bo et dejligt sted? Det lyder virkelig skønt med skolen så tæt på. Vi kan også gå til skole og børnehaven, hvilket jo er en sjældenhed i USA.

Godnat fra Texas 🌵🍔🍕🇺🇸

Mia:

Sikke nogle seje drenge, du har. Jeg forstår dog sagtens, at det er hårdt med Holger. Vi har lidt haft samme oplevelse med Emilia, især hvis jeg skal aflevere hende, så nu har Sune taget over på den konto. Tror du, at Holger føler sig lidt utryg? Der er mange nye ting at forholde sig til og overskue – både sprog, omgivelser og mennesker. Jeg kan også føle mig lidt lost til tider…

Vi bor også i hus, et stort hus på hele 4 etager. Men vi har ingen pool😉 Vi bor i et gated område. Min kæreste er klima- og energi attaché på den danske ambassade her i Beijing, så vi er diplomater. Her bor rige kinesere, expats fra hele verden og så diplomater. Det er spændende at opleve, og folk er super søde og imødekommende. Vi ankom i efteråret til et semi-tomt hus, men folk var hurtige til at byde os velkommen og låne os ting. Dét glemmer jeg ikke, den hjælp var så vigtig🙏🏻

Hvornår forlod I Danmark? Og får du arbejdet, eller er du mest mor i øjeblikket?

Stephanie:

Min mands kontrakt startede faktisk allerede i januar sidste år, men vi afventede visagodkendelse og ok til afrejse pga. Covid og kom først afsted start august. Det var et rigtigt laaangt halvt år for os med min mand, der arbejdede på amerikansk tid i DK. Men nu har vi allerede været her Houston i over et halvt år!

Kender godt til at være lost, som du skriver og tænker også til tider, hvad det lige er vi har gang i her. Så uden tvivl de små også kan være det! Denne uge er faktisk gået godt, og i dag sagde Holger, at han havde fået en bedste ven og han ville han gerne, at vi lavede en legeaftale med ham!

Drengene er af sted alle dage fra 8.30-15.50, og det er fast pga. Walters skole. Jeg afleverer og henter alle dage – det var aftalen med min mand Anders hjemmefra. Jeg har brandet Studio Belle-Soeur og webshop med min svigerinde Emilie, så det er virkelig rart, at jeg har dagene til arbejde og kan supportere herfra på bedste vis. Vi har en rigtig fin rytme og vores største udfordring er blot tidsforskellen – synes det er lidt bøvlet med DK til tider. 😂 Tænker, at du er på fuldtidsbarsel med William eller hvordan?

Var det egentlig en svær beslutning for jer at flytte til Beijing? Tænker også ift. Isayah og hans alder taget i betragtning, skole, venner mm. 💙

Mia:

Holger er sej. Sådan! Nye, gode venner er altafgørende for opholdets succes.

Siden Sune og jeg mødte hinanden (i en Netto i Aarhus, tilbage i 2015), har vi drømt om at flytte til udlandet sammen. Da vi ventede Emilia, boede og arbejdede Sune i New Delhi, men det var for utrygt et sted at bo som børnefamilie, så Isayah og jeg blev hjemme i København. Da Kina så blev en mulighed, sprang vi til. Isayah er delebarn og har fra starten været med på råd. Han ville SÅ gerne afsted, mega sødt, men det var selvfølgelig vigtigt at få opbakning fra hans far. Det fik vi heldigvis, hvilket jeg er taknemmelig for. Alternativt var vi blevet hjemme.

Sune rejste til Kina i januar sidste år, men grundet Kinas skrappe coronarestriktioner, indrejseregler og min pludselige graviditet, blev jeg og børnene hjemme i første omgang. Det var så svært at sige farvel til hinanden. Ej, hvor vi græd. Vi endte med at undvære hinanden i fem lange måneder. Sune knoklede og savnede i Kina, imens jeg baksede med to børn, en graviditet og en virksomhed. Må indrømme at have sendt ham en del sure og urimelige sms’er…

De første måneder herude gik rigtig godt. De mere erfarne expats kalder da også den første tid for “the honeymoon phase”, hvilket stemmer godt overens med vores oplevelse. Siden er det blevet hverdag (for os alle) og savnet til alt det velkendte derhjemme er mere udpræget end tidligere. Isayah kæmper lidt med at finde sig til rette i et meget internationalt skolemiljø, hvor tempoet og det faglige niveau er anderledes krævende end i DK. Han savner også sin bedste ven, som han facetimer med på daglig basis. Vi opfordrer ham til at holde kontakten med kammeraterne derhjemme gennem Facetime, computerspil, Snapchat, osv., men tidsforskellen er selvfølgelig en faktor. Vi omgår det ved at give lidt længere snor ifht. faste sengetider, og på den måde kan han fx nå at spille med sine kammerater i DK, når de får fri fra skole, og inden han selv skal sove. Det er ikke optimalt, men det fungerer ok.

Jeg er hammer stolt af Isayahs evne til at klø på og komme af sted hver dag. Nogle dage er skide gode, mens andre er mere udfordrende – præcis som det ville være derhjemme, men uden vores faste sikkerhedsnet i form af venner og familie til at bakke op og om nødvendigt trøste. Det er det hårdeste (for os alle). Herude kalder vi de svære dage for ”Kina-dage”. Og har man en Kina-dag udløser det ekstra sympati, burger til aftensmad, et stykke kage eller noget i den dur😊

Det er fedt, at du kan fortsætte jeres rejse som iværksættere, selvom afstanden er kæmpe stor. Meget inspirerende. Jeg savner at arbejde, og synes faktisk, at det er lidt svært at være på barsel.

Vi har været i Kina siden slut september, alligevel føler jeg mig stadig ny og på udebane – særligt i sociale sammenhænge. Det koster altså kræfter. Har du selv fået venner?

Stephanie:

Både ja og nej – jeg snakker med et par mødre fra Walters klasse, og de er meget søde – sådan lidt venindeagtigt, hvis man kan sige det. Men det er lidt en anden kultur her. Alle familier går i kirke hver søndag, og der bruger de så hele dagen og ses osv. Samfundet er meget bygget op omkring den lokale kirke, man er medlem i. Det overraskede os lidt. Vi går kun i kirke til højtider, men vi overvejede kort, om vi skulle melde os til og gå aktivt i kirke for at blive mere integreret i lokalsamfundet her. Men vi besluttede, at det ikke er os, og at det ville blive for påtaget. Så her er vi dem, der ikke går i kirke 😂

Jeg havde faktisk aldrig før haft tanken om udlandet, og jeg må være ærlig og sige, at jeg aldrig har drømt om at ende i Texas med min lille familie. Men nu er vi her og tager alle oplevelserne med. Jeg er særligt glad for, at vi lærer drengene sproget på denne måde. Og jeg er sikker på, at de også vil kigge tilbage på disse år og tænke – ‘awesome’, haha. Det var Walters første ord på engelsk!

Afsnit 2

Mia:

Jeg overvejede at skrive til dig i aftes, men kunne simpelthen ikke løfte mine arme. Lørdag morgen var Isayah og jeg til muaythai (red. thaiboksning), måske det var en kende for optimistisk for min efterfødselskrop🥴

Kineserne fejrer pt. kinesisk nytår, så børnene har igen ferie, og der skal hygges og findes på – og bl.a. derfor var jeg med til muaythai. Vores ayi, som er en slags tante/nanny/hushjælper, er rejst hjem til sin landsby på ferie. I år er tigerens år, og ifølge kinesiske stjernetegn bliver 2022 fyldt med muligheder og velstand. Man kan bare begynde at glæde sig.

Jeg har tænkt lidt mere over det der med at få nye venner. Egentlig er det jo en ret svær disciplin, især som voksen. Uden venner føler man sig let ensom, og det er ærligt en følelse, jeg kæmper lidt med herude. Vi har heldigvis gode naboer, som også er blevet til venner, og generelt er folk super imødekommende og hjælpsomme. Jeg skal blot være bedre til at række ud. Og som du selv skriver, så hjælper børnenes relationer også.

Ofte er det jo nemmere og langt mere overskueligt bare at blive hjemme. Vores hverdag er på mange måder blevet mere besværlig efter, at vi er flyttet til Kina, men vi trængte til at komme på lidt dybere vand. Og så er det jo netop det der med at turde sige ja til ting, især som børnefamilie.

Sikke et community, I er landet i. Har folk forståelse for, at I har valgt kirken fra?

Stephanie:

Haha ja tak – det virker ok ift. kirken. Folk er begyndt at stoppe med at spørge ind til, om vi har fundet en kirke. Alle er stadig enormt søde. Og Walter havde en legeaftale med hans ven fra klassen efter, at han havde været i kirke søndag faktisk 😇  Men nu er det både kirke, Covid og politik, som vi ikke snakker om med folk fra Texas 😂

Jeg har drengene meget selv og står for alt det praktiske i forhold til skole og aktiviteter mm. Uden tvivl nyder jeg det, men det er altså også hårdt arbejde med sådan et par banditter i nye omgivelser og nyt sprog. Men samtidig er det også så givende, når tingene lykkes, og i disse uger udvikler de sig begge så meget sprogligt. Jeg kan tage mig selv i at tude nogle gange over, hvad det er vi har gang – jeg er bare så imponeret over, at drengene har taklet denne omvæltning så flot. Faktisk egentlig bedre end mig nok. Vi har to år igen i forhold til kontrakten, og jeg tør slet ikke at tænke på, hvor amerikaniseret drengene er på det tidspunkt 😂 Hvor længe har I planer om Beijing?

Eneste ulempe ved Houston er vores savn til familie og venner i hverdagen. Jeg savner meget at være tættere på mine veninder. Det lige at mødes en aften eller til en spontan aftale i weekenden med mænd og børn. Men at se og forstå, hvordan mennesker og ting kan være så anderledes end derhjemme er virkelig sjovt. Der er jo en løsning på alt her, og alt skal gerne være så bekvemt som muligt. Det sjoveste, vi indtil videre har set er en Drive Thru Daiquiri Bar! Holgers børnehave holder også sådan noget som ‘Parents Night Out’, og så kan man få passet sine børn fra kl. 18-22. Børnehaven gjorde det også i december om lørdagen, så forældre kunne juleshoppe uden børnene. Jeg griner nu, men måske vi snart kunne bruge en aften uden børn faktisk! 😂  Xx

Mia:

Kan genkende alt, du skriver. For os er det meget to skridt frem og et tilbage. Alting havde været anderledes uden corona, som stadig fylder alt her i Kina. Vi fik desværre en hård modtagelse ved ankomsten, og da vi omsider landede på karantænehotellet på to forskellige værelser – Sune med de to store og jeg med William på seks uger, brød jeg fuldstændig sammen og tvivlede på projektet. Var det virkelig det værd at undvære familie og venner til fordel for et liv så langt væk fra Danmark?

Jeg ved det stadig ikke helt, men jeg føler, at vi bliver bedre og bedre til at håndtere de udfordringer, der møder os. Og dem er der mange af i Kina, både store og små. Jeg har fx skullet vænne mig til at tjekke luftkvaliteten, inden jeg sætter William ud til lur. Det ville jeg aldrig tænke over i DK. Med det sagt, så føler jeg mig vanvittig heldig og priviligeret.

Kineserne elsker WeChat og QR-koder, og man kan bestille alt til levering. Som expat kan man dog nemt komme galt afsted med sine bestillinger, da ting primært står på kinesisk. En bekendt af Sune oplevede at modtage en levende kalkun i stedet for en ovnklar version. Så kød afholder vi os fra at bestille! Kineserne er meget hjælpsomme, men fuldkommen filterløse og har absolut ingen regler om skærmtid. Her er det ingen skam at lade sit barn underholde med skærm i forbindelse med restaurantbesøg eller lignende.

Har du og Anders overhovedet mulighed for at få børnene passet (ud over Parents Night Out)? Jeg savner tosomhed og voksentid…

Stephanie:

Du rammer et ømt punkt. Anders og jeg har så lidt voksentid, og jeg savner tosomheden helt vildt for at være total transparent. Vi har ikke følt, at drengene har været ‘klar’ til en nanny, og vi ved heller ikke lige, hvem det skulle være. Der er et par nannys i området, men vi har nok selv heller ikke været klar. Så nu savner man virkelig bare lige ens kusines venindes lillesøster eller ens kollegas datter eller nogen, man har en reference til, som ville kunne passe en aften. Hvordan klarer I den? Mon jeres ayi kan hjælpe lidt til der, når William er lidt ældre?

Mia:

Som jeg skriver det her, bekræftes jeg i at vi skal ud. Sune og jeg er nødt til at prioritere lidt voksentid uden de store børn. Vi er jo limen i familien, og det sidste halve år har vi talt mere praktik end kærlighed. Det skal man nok passe på med – i al fald på sigt. Jeg savner min kæreste. Hvis det giver mening? Forstår dog sagtens, at I ikke har været klar til at lade drengene passe af en nanny, jeg føler mig endnu heller ikke ikke helt tryg ved at lade Isayah og Emilia passe af ayi. Den første tid som expat har budt på rigeligt nyt.

Jeg vil i øvrigt vildt gerne lære kinesisk! Vores ayi taler en smule engelsk og forsøger derfor at lære mig kinesisk, så vi kan kommunikere. Det er meget sjovt. Hun taler også kinesisk til William, det er ikke til at sige, om hans første ord bliver på dansk, engelsk eller kinesisk😂

Stephanie:

Jeg kan slet ikke huske, hvornår vi sidst har været på en ‘date’ eller haft en aften ude sammen alene. Vi havde faktisk en snak om ‘det’ – altså det der med at glemme kærligheden og hinanden for ikke så længe siden. Det var ret rart at snakke om.

Min første prioritet siden sommer har uden tvivl været drengene og Studio Belle-Soeur (sig det ikke til Anders) 😂. Men nu trives drengene så fint, så burde der være tid til lidt Anders også – og venner haha! Der er ikke umiddelbart noget socialt i forhold til kolleger på Anders’ job. Vi har været inviteret til et par middage og arrangementer, men uden børn, så det har vi ikke kunnet. Og han har faktisk ingen danske kollegaer herovre. Generelt skal vi vist også være lidt mere aktive selv.

Hvad med jer? Tænker og håber, at der er lidt mere for jer nu, Sune er hos den danske ambassade?

Mia:

Vi ses relativt ofte med Sunes kolleger, især dem som har jævnaldrende børn. Det er rigtig hyggeligt og giver lidt en familiefølelse. Og så er vi jo i samme båd alle sammen og kan relatere til hinandens oplevelser herude, både gode og dårlige. Det er godt for min mentale sundhed at være en del af sådan et fællesskab.

I dag er planen at tage en tur i parken, og Isayah skal gøre rent på sit værelse og badeværelse (med hjælp fra mig). Jeg forsøger at holde fast i lidt pligter, så børnene ikke bliver alt for magelige. Det kan man ellers nemt blive herude.

Jeg skal i øvrigt ud på torsdag, uden mand og børn. Skal til bogklub med en gruppe danske kvinder. På tekst lyder det måske lidt kedeligt, men jeg glæder mig helt ustyrligt. Håber, der er vin!

Stephanie:

Synes det lyder meget fornuftigt med lidt hjemlige pligter. Vi prøver også så vidt muligt at lære drengene at hjælpe lidt til allerede nu. Her tror jeg, at drengene kan blive forvænt med, at alt er så tilgængeligt, og hver weekend er fyldt med de vildeste oplevelser. Selv børnefødselsdagene er så next level med tema, pynt, hoppeborg, game truck, mad, kage, underholdning af en art og goodie bag til alle børn mm. Det er altså langt fra kakao og boller på Østerbro, hvor vi kom fra. Jeg husker at nævne for drengene, at vi skal sætte pris på det, og at alle ikke nødvendigvis gør sådan, som vi oplever her.

PS: jeg synes bogklub lyder mega fedt. Snup et glas vin for mig! Jeg kan virkelig misunde jer for det, du skriver med, at I ses med en masse jævnaldrende danskere med familie og kan dele oplevelsen på den måde! Jeg blev så glad tidligere – en af mine bedste veninder og familie har lige booket billetter for at besøge os. Det bliver så fantastisk at se dem og vise dem vores liv her.

Mia:

Jeg lovede dig jo at undersøge, om ikke jeg kendte en dansk kvinde i nærheden af dig – og det gør jeg sgu! Hun bor ikke mindre end 20 minutters kørsel fra. Vi har gået i folkeskole sammen. Verden er lille! Jeg har fået lov til at dele hendes kontaktinfo med dig. Du kan jo overveje, hvorvidt I skal drikke kaffe eller daiquiri!

Hvor er det i øvrigt fedt, at I får besøg hjemmefra. Vi fik pakke fra Danmark i går. Mine forældre havde sendt os en masse nødvendigheder, såsom babymad, acai balm fra Rudolph Care og blandselv-slik. Pludselig blev ting hjemmefra vildt vigtige!

Stephanie:

Haha, hvor sjovt – og ja verden er da pludselig så lille. Del meget gerne min info og advar hende lige om Drive Thru Daiquiris coming up.

Anders har puttetjansen i aften – og jeg nyder en tidlig aften og kop te. I morgen skal vi downtown og se en basketballkamp mellem Houston Rockets og Toronto. Jeg har selv spillet basket, og Walter og Holger starter træning igen næste måned, og det glæder mig så meget, at vi har denne fælles interesse allerede. Rigtig dejlig dag til jer. Xx

 

Afsnit 3

Mia:

Vi har brugt weekenden på at komme ned i gear. Det var tiltrængt efter nogle hektiske uger, ja faktisk en hektisk tid. Synes stadig jeg mærker efterdønningerne fra i sommer, hvor vi pakkede ned, flyttede i midlertidig bolig, fik William, sagde farvel til familie og venner og rykkede til Kina. Jeg havde (måske lidt naivt) troet, at vi bare skulle bruge nogle uger på at falde til i Kina, men det tager jo månedsvis!

Har I nydt weekenden? Hvordan var basketkampen? Jeg har oplevet en NBA-kamp i Miami og elskede energien – der var 📣, tonsvis af snacks og kampklare publikummer. Det føltes SÅ amerikansk.

Havde i øvrigt en dejlig aften i selskab med bogklubben. Vi er 6 damer i alt og jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget bedre end godt, vidende, ærligt og humoristisk kvindeligt selskab. Vi talte ganskevist kun kort om den bog, som vi havde læst til lejligheden, men det er en mindre detalje.

Stephanie:

Tak det var en fed oplevelse og ja så vild energi til de kampe. Dog tabte Houston Rockets igen (igen!) 😂 Og Walter er en virkelig dårlig taber og blev så ked af det fordi Houston er jo hans hold, som han så sødt sagde. Men nu har vi aftalt at man godt kan holde med flere hold og så har jeg foreslået Phoenix Suns ☀️ – they don’t lose haha.

Ej hvor skønt. Jeg må joine den lokale book club her selvom det ikke bliver det samme! Jeg har faktisk kontakt til en sød dansk jævnaldrende kvinde som bor i Houston downtown og snart skal på barsel med sit andet barn, så håber jeg måske at jeg kan få tid til at ses med hende til lidt hygge og  få lidt adspredelse i min hverdag. Her i The Woodlands er den største bekymring jo, om skraldet bliver afhentet til tiden om onsdagen 😂  Så er det nok på tide at komme lidt ud haha.

Er det kinesiske nytår egentligt ovre nu, og skolerne åbne igen? 👍🏻👏🏻 Og så vildt at vinter OL er ude hos jer også!

Mia:

Det kinesiske nytår er overstået. Isayah har fortsat online undervisning og skal først retur til skolen om en lille uge. Pga. OL er restriktionerne ekstra stramme, der tages ingen chancer. Og så har kineserne reserveret en hel vejbane kun til OL-atleter, officials, etc., hvilket skaber ekstra trafikkaos i myldretiden (den var aldrig gået i DK, folk var blevet så vrede😅!)

Jeg grinte af din kommentar om skraldet. I Kina kan alt bestilles med bud og opvask fra dagen før efterlades til ayi. Jeg tager del i de huslige pligter, kan slet ikke lade være, men som børnefamilie er det guld værd at have hjælp til rengøring, indkøb og madlavning. Vi betaler selvfølgelig en høj pris (og ikke kun økonomisk). Så sent som i aftes spurgte Emilia mig, om jeg også savner mormor og morfar. Og ja, det gør jeg virkelig.

Stephanie:

Vi har faktisk gjort det op og synes det bliver for dyrt med hushjælp. Så ligesom vi er de eneste som ikke går i kirke, så er vi de eneste her som selv ordner have og gør rent haha 😂 Og så elsker jeg at vasketøj af en eller anden grund – lidt weird måske, men det vil jeg helst gerne selv. Dog spiser vi en del ude og henter mad ofte – så opvasken er til at overkomme for mig 👍🏻👏🏻😂😅

Vi kører til New Orleans weekenden over. Skolen har lukket fredag og mandag grundet President Day, så vi så muligheden for en weekendtur. Jeg glæder mig helt vildt til at opleve byen – det skulle være noget lidt andet. Det er en tidligere fransk koloni og de er kendt for jazz. Har I lagt planer for weekenden endnu?

Jeg står egentlig på vej ud af døren med Walter på vej til fodboldtræning, men det er startet med at regne lidt og så aflyser de træningen! Og nu er Walter skuffet og ked af det. Han havde jo lige glædet sig. Der skal vitterligt intet til før aktiviteter her bliver afblæst grundet vejret. Også i skole og børnehave. Hvis det regner det mindste kommer de ikke udenfor! Og i forvejen er de kun ude 2 x 15 min. i løbet af dagen. Det forstår vi jo ikke – hvem har ikke godt af at være ude og nærmest lige meget vejret. Der savner jeg godt nok DK, og hvordan drengene altid var ude i deres skovbørnehave lige meget vejret 🌳

Mia:

Vores weekendplaner er knap så eksotiske. I går (fredag) var vi dog til middag ved den danske general, en kollega til Sune, og de kvitterede med forrygende mad og værtsskab. Emilia var alene hjemme med ayi, hvilket var en første, så telefonen var klistret til min hånd hele aftenen😅

Resten af weekenden skal bruges på praktik, kaffe med nogle naboer og så skal Sune og Isayah vist hente to ATV’er, som de har købt af generalen. Fedt eller farligt, I dunno?!?

Æv med Walters fodboldtræning. Forstår godt skuffelsen. I DK findes der jo kun forkert påklædning. Lidt regn og kulde skræmmer ikke os danskere. Det er jeg faktisk stolt af! Kineserne kigger skeptisk på mig og lufter gerne deres mening, når jeg triller med William i minusgrader og insisterer på, at frisk luft gør godt.

Stephanie:

Ej, men hvor fedt! Fik I eller måske rettere Sune og Isayah kørt på ATV’er? Jeg er blevet lidt mærket af det amerikanske allerede og her kan man jo aldrig gå ned på udstyr. Vi overvejer selv at købe en golfvogn til at suse rundt i her i området (og vi spiller ikke golf!) haha 😇😂

Jeg holder også ved, og vi er stort set de eneste som går til og fra skolen her – og det er blot 0,4 miles haha 😂😅 Alle andre kører i bil eller sender deres børn med skolebus. Der er faktisk et skolebus stop lige foran os ved parken og Walter vil gerne prøve det, fordi et par andre fra hans klasse er med bussen også. Tror at vi gør det næste år måske, hvis Walter stadig vil det! 🚌

Mia:

Godt jeg ikke er førstegangsmor i Kina. Kinesernes mange holdninger og kommentarer til min baby ville have gjort mig vildt usikker. William og jeg har lige været ude at trille, på vores gåtur bemærkede én, at solen var alt for farlig for William og bad mig om at søge skygge, mens en anden spurgte “dreng eller pige?” Jeg svarer smilende, at han er en dreng. Spørgeren kvitterer tørt med et “han ligner en pige”… Så random😂!!!

Jeg får tykkere hud af at bo her.

Stephanie:

Vildt nok at de kommenterer så direkte 😅  Troede faktisk slet ikke, at de var sådan. Næsten modsat. Og sejt at du kan tage det på den måde. Og ja godt du ikke er førstegangsmor, men har erfaring og selvsikkerhed i det. Herover bliver man bare kaldt for baby, babe eller lovely. Jeg var i et parkeringshus i dag og mit kort bøvlede, og da jeg siger tak til ham manden, der har hjulpet mig, siger han: ‘You’re welcome, lovely’! 😇😂

Mia:

Jeg er vild med den jargon. Vil da egentlig også gerne kaldes ‘lovely’… – eller hvad? Reagerer du mest med smil eller får du det stramt? Jeg forsøger at smile og vinke, når jeg bliver peget på i IKEA og folk åbenlyst forsøger at fotografere Emilia og hendes lyse hår. Vi er i mange fotoalbum, tror jeg. Interessen virker dog oprigtig og kærlig – og så er det ok.

Stephanie:

Jeg tager det uden tvivl med et smil – og til tider næsten svært ved ikke at komme til at grine lidt. Jeg har også oplevet i Starbucks: ’Hi babe, what can I get you?’ 😂☕️  Det er lidt af en kontrast til, at jeg i skole og børnehave tales til som Ma’am af de ansatte og Walter’s venner siger Mrs Stephanie 😇😂  Det skulle jeg lige vænne mig til! 😂

Vi har været til Rodeo Houston hele dagen lørdag og sikke et arrangement. Aldrig set noget lignende. Kæmp event! Carnival, konkurrence grise, køer og heste, men the Texans way. Og så mange mennesker med cowboy støvler og hat. Der var noget som hedder Mutton Bustin, som er en konkurrence, hvor børn holder fast med kroppen kun ridende på et løbende får og så falder de af. Barnet har så hjelm på. Men så crazy! Både for barnet og fåret! Ingen kom dog til alvorligt skade, men en dreng slog armen lidt kunne vi se.

Sorry, det blev endnu en lang besked. Men jeg er ofte både til tider overvældet og lidt forarget over tingene her. Og så det med alt er så stort og mange mennesker all over samt usundt mad og biler mm. Vi er langt fra den grønne eco-omstilling her i Texas ihvertfald 😭

Tekst Anna Rolin Foto Privat