Julie Lillelund: “Jeg havde på ingen måde forudset, hvad der ville ramme mig”
Da Julie Lillelund Langer blev mor, kunne hun hurtigt vinke farvel til den hyggelige ammestund, hun havde forestillet sig. I stedet ventede fire måneders lang kamp med sygdom, indlæggelse og angst. I sidste ende lykkedes amningen, og nu har Julie samlet sine erfaringer og al den viden, hun selv savnede, i bogen ‘Græd ikke over spildt mælk’
Hvad er din egen historie med amning?
“I efteråret 2020 blev jeg gravid for første gang. Jeg var vanvittigt glad og glædede mig helt vildt til at blive mor. Mens jeg oplevede, at mange delte gavmildt ud af råd til både graviditet og fødsel, var det eneste, jeg fik at vide omkring amning, at jeg for alt i verdens skulle prøve at undgå at få brystbetændelse. Noget jeg virkelig skrev mig bag øret.
Amningen startede super godt. Hannah var meget interesseret i brystet fra første øjeblik og det hele føltes overraskende naturligt. Men efter et døgns tid begyndte det at gøre sindssygt ondt. Mine brystvorter blødte og hver gang, jeg lagde Hannah til, sad jeg og bed smerten i mig – i bogstavelig forstand med en stofble i munden. Men jeg havde ikke troet, at den smerte, som jeg sad med der, på ingen måde kunne sammenlignes med det helvede, jeg skulle til at igennem. En forkert sutteteknik gav mig nemlig en stor overproduktion af mælk, som gav mig en masse brystbetændelse, fordi jeg ikke fik mine bryster tømt ordenligt ved amningen.
Jeg havde så meget betændelse i kroppen, at jeg blev indlagt af to omgange. Det blev en ond spiral, og jeg var ved at give op mange gange. Men paradoksalt nok, så blev det sværere og sværere for mig at smide håndklædet i ringen, jo værre det blev, når jeg nu havde været så smerte igennem. For hvad nu hvis at i morgen er dagen, det blev godt! Jeg havde brug for præmien ved at være gået så mange mange dårlige uger igennem. Jeg diskuterede hele tiden med mig selv, hvordan det ville påvirke min mor-følelse, hvis ikke jeg kunne få det til at fungere, og omvendt om jeg skulle fortsætte med at kæmpe, koste hvad det ville?
Jeg endte med at blive så besat af at få det til at fungere, at jeg faktisk ikke lavede noget andet i fire måneder. Jeg orkede ikke at gå ture, orkede ikke se min familie og mine venner, og når jeg gjorde, måtte de komme til hjem til mig. Jeg gav alt hvad jeg havde til mit moderskab og til at få projekt amning til at fungere. Alt handlede om de der bryster fyldt med mælk. Som galt det liv eller død.
Efter fire måneder fandt jeg endelig modet til at sige stop, og jeg besluttede mig for at stoppe med at amme. Da den beslutning var truffet, og jeg gradvist begyndte at skære ned på amningerne, vendte det. Det var, hvad der skulle til – for som ved at trylleslag tilpassede min produktion sig og mine spændstige svedende bryster blev bløde og medgørlige. Jeg endte med at amme Hannah til hun var 14 måneder.”
Hvad var dine forventninger til amningen, inden du fødte?
“Mine forventninger var, at det ville være nemt. Ingen havde nogensinde sagt til mig, at det kunne være så svært, og så kompliceret og enormt teknisk. Jeg vidste ikke, der var noget der hed sutteteknik, og jeg havde på ingen måde forudset eller forberedt mig på, hvad der ville ramme mig. Eller hvor besat jeg ville blive af tanken om, at få det til at fungere. Set i bagklogskabets skarpe lys, kan jeg se alting så tydeligt, men det kunne jeg af mange grunde ikke der. Og jeg var en nybagt, skrøbelig mor. Jeg vidste ingenting om amning og havde ingen manual. Ligesom man ikke kan alt muligt andet første gang man gør det uden anvisning, så vidste jeg ikke, hvordan det skulle se ud eller føles.”
Hvordan oplevede du selve ammestunden?
“Selve ammestunden synes jeg var skøn. Intens, intim og hyggelig. Nogle gange også ensom og ekskluderende, og hårdt for ryggen og kroppen. Men alt i alt nød jeg det. Hannah kunne blive ved med at ligge og spise, og havde ikke rigtig nogen stopklods – hvilket også delvist har været med til at skrue min mælkeproduktion i vejret.”
Hvad hjalp dig undervejs?
“Jeg googlede og googlede og undersøgte og undersøgte. Fulgte alle råd jeg fik, og var derfor fortvivlet over, at jeg ikke kunne få det til at fungere. Jeg havde besøg af flere forskellige ammevejledere, jordemødre og kropsterapeuter. Til sidst lærte jeg, at psyken kan spille en stor rolle og at søvn, ro og hvile i mit tilfælde havde stor indflydelse på udfaldet.
Det ironiske er, at det jo først var da jeg endelig besluttede mig for at give op og stoppe med at amme, at det lykkedes for mig. Jeg undersøgte alt, hvad jeg kunne omkring ammestop, og begyndte gradvist at skære længden på amningerne ned. Så skar jeg en amning væk om dagen, og stoppede med at malke ud, som jeg ellers hele tiden havde gjort, for at undgå at få brystbetændelse. Og efter en lille uges tid, havde min mælkeproduktion stabiliseret sig og fundet et leje, hvor Hannah også kunne følge med. Derfra kørte amningen så godt som smurt, og det var vidunderligt.”
Hvilken betydning har den svære start haft på dit moderskab sidenhen?
“Det var enormt smertefuldt og mentalt udfordrende at være i. Jeg følte mig ikke som en rigtig kvinde, fordi det ikke fungerede. Jeg følte, at min krop var defekt. Jeg var i konstant alarmberedskab og ekstremt udkørt. Fordi den svære start endte lykkeligt, så har jeg ikke oplevet at det har haft nogen negativ betydning i mit moderskab sidenhen, udover at jeg til dels følte at jeg svigtede mig selv, for ikke at svigte mit barn. Det var en svær følelse at have bagt det her barn helt fra bunden, men ikke kunne at kunne give hende det, som jeg fik at vide af alle, ville være det bedste for hende. Min mor-følelse var hele tiden sat på spidsen, og tankerne om, om jeg er en god nok mor, hvis jeg stoppede, fyldte hele tiden.
Jeg har siden tænkt meget over, at moderskabet ikke sidder i brysterne. Heller ikke selvom det føles sådan. Det er jo svært at være en velfungerende mor, hvis man har det pissedårligt. Derfor er det bedste, man kan kan, at være god mod sig selv, så man kan være en god mor. Også hvis det betyder, at man når frem til, at amningen har en for høj omkostning eller, at man bare ikke vil mere.”
Hvad ville du gerne have vidst, da du stod midt i det og kæmpede?
“Jeg ville godt have vidst, at det ville være fuldstændig okay at stoppe. Måske endda decideret godt. Jeg ville gerne have vidst, at for at mindske en overproduktion skal man chokerende nok, stimulerer brysterne mindre. At sutteteknik er en ægte teknik, og at man af og til, skal bede om en second opinion, hvis man har en mistanke om at noget ikke er som det skal være – f.eks. om ens barn lider af stramt tungebånd, hvis man har det på fornemmelsen. Og til slut, selvfølgelig, at det er pisse okay at spørge om hjælp!”
Hvem er bogen skrevet til?
“Bogen er skrevet til alle mødre som et varmt kys på panden. Den er til hende, som står og skal til at amme og til hende som står midt i det. Men også til hende som ammede for 15 år siden og som stadig sidder tilbage med ar på ammesjælen. Den kan forhåbentligt hjælpe flere til at forstå, hvad amning egentligt går ud på og hvor omfattende det er, og dermed være en hjælp til at være en god støtte for både en partner, veninde eller søster.”
Foto Private
Din kommentar