Anna Reinholdt og Anne Præstensgaard har været veninder i 7 år, da de bliver gravide med blot 6 ugers mellemrum. Vi satte de to til at skrive sammen om, hvordan de fandt ud af, at de var gravide, om det svære i at holde det hemmeligt og om at være så hormonel, at man begynder at græde over at få en Mars, når man jo havde bestilt en Sneakers. 

 

Anna: 

Selvom vi er gode veninder og har fulgtes ad i vores graviditeter, tror jeg slet ikke, jeg ved, hvordan du fandt ud af, at du var gravid. Hvor var du, og hvordan skete det? Jeg kan selv huske, at jeg var begyndt at få helt vildt ondt i hovedet. Det undrede mig, og jeg tænkte, at jeg måske havde lidt for travlt med alle mine projekter, og derfor startede jeg til akupunktur for at få skabt noget balance i kroppen. Jeg gik der én gang om ugen. Da jeg kom fjerde gang, havde jeg lidt på fornemmelsen, at jeg måske var gravid, fordi jeg var gået over tid og havde meget ømme bryster. Da vi startede sessionen, tog hun som altid min puls, og sagde denne gang: “Der er to pulsslag. Din egen og en bagvedliggende.”

Jeg tog direkte hjem og fortalte det til Carl, som godt vidste, jeg var gået over tid, og han var bare sådan: “Nu køber vi altså en test, og så tager du den i morgen tidlig”. Dagen efter tog jeg testen, og den var positiv. Vi var begge ret meget i chok og brugte de første 24 timer på at lade nyheden lande i kroppen. Det var ikke helt planlagt! Du var i Mexico med Mads Peter, og jeg var nærmest desperat for, at du skulle komme hjem, så jeg kunne fortælle det til dig.

Anne:

Det var faktisk, da vi var i Mexico, at Mads Peter og jeg talte om, at det ikke bare var en selvfølge at blive gravid, lige når man havde lyst, og at vi måske derfor skulle gå lidt i gang uden pres. Egentlig har jeg altid haft en forestilling om, at jeg først skulle giftes, inden jeg fik børn, men vi har været virkelig heldige, at det skete så hurtigt, som det gjorde.

Da jeg fandt ud af det, var vi i sommerhus i Hornbæk, og selvom jeg ikke havde symptomer havde jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg var gravid. Den første test, vi tog var negativ, men dagen efter tog vi en til, som så var positiv. Vi gik en lang tur i Tegner Parken (ved Rudolph Tegner Museum, red.) og følte os helt høje på nyheden. Mads Peter tog graviditetstesten op af tasken hele dagen for at tjekke, at der virkelig var to streger, han troede slet ikke på det. 

Anna:

Jeg har ikke været på hormonel prævention i 3,5 år, og selvom vi havde talt om, at der jo var en mulighed for, at det kunne ende i en graviditet, var det ikke noget, vi gik efter. Jeg ønskede simpelthen bare ikke at komme hormoner i min krop mere. Jeg havde sagt til Carl, at hvis jeg blev gravid, så ønskede jeg ikke en abort, så derfor skulle vi begge være gode til at “passe på”, og han skulle forstå, hvad det virkelig betyder, når jeg siger, at jeg har ægløsning. Jeg har hele tiden gået lidt med den overbevisning, at det ville ske, når det skulle ske.

Anne:

Starten af min graviditet, synes jeg, var ret hård. Jeg har været sygemeldt med hjernerystelse i halvandet år, så jeg har været vant til en hverdag med smerter og begrænsninger. Jeg havde ekstrem meget kvalme og opkast fra uge 7 til uge 17, og det var lidt hårdt at acceptere flere gener i min allerede trætte krop. Derudover var jeg meget hormonel. En dag sendte jeg Mads Peter ned i 7/11 efter en Sneakers, hvorefter han kom op med med en Mars-bar, som slog mig fuldkommen ud. Det var ikke atypisk, at han kom hjem efter en lang arbejdsdag, og jeg sad i sofaen og græd, fordi jeg havde savnet ham så meget. Når vi ser tilbage på det, griner vi meget af det. Selvom jeg var virkelig lykkelig og spændt var det som om alt lige skulle lande i min nye krop, og jeg skulle fortælle mig selv, at jeg godt kunne klare den rejse jeg nu var startet på, trods min hjernerystelse.

Anna:

Hvor lidt jeg nok vil indrømme det, så har min største craving klart været cola. Jeg er ikke vokset op i et hjem med sodavand og har egentlig aldrig rigtig været synderligt begejstret for det. Men da jeg i uge 7 fik så ustyrligt meget kvalme, var cola min redning. For mig fyldte kvalmen meget i starten. Fra uge 6 til uge 12 kunne jeg vitterligt intet indtage. Det resulterede i, at jeg tabte mig en del, og det er noget, som har fyldt mine tanker hele graviditeten, da jeg har haft lidt svært ved at tage på. Heldigvis har det ikke været et problem – både min læge og jordemoder har været fuldt tilfredse med mit forløb. Så jeg har arbejdet meget med mine egne overbevisninger og virkelig bare haft fokus på at have tillid til min krop og dens proces.

Anne:

Jeg spiste sjældent kød inden min graviditet, men den dag vi fandt ud af, at jeg var gravid, var det påske, og mine forældre serverede lam i sommerhuset. Det duftede og smagte som det lækreste nogensinde, og siden den dag har jeg elsket kød igennem hele min graviditet. Jeg har altid spist meget slik og kage, så jeg kan ikke helt skyde skylden over på graviditeten med den craving, men det er i hvert fald ikke blevet mindre!

Anne:

Hvad tænkte du om, hvornår du ville fortælle andre at du var gravid? Mads Peter sagde med det samme, at han syntes, vi skulle vente indtil efter nakkefold, men det fortalte jeg ham, at han godt kunne glemme. Så vi aftalte, at efter første lægebesøg kunne vi fortælle det til vores forældre og en ven/veninde hver. Jeg endte med at have fortalt det til stort set alle mine veninder inden nakkefold – jeg syntes, det var virkelig svært at holde hemmeligt!

Anne Præstensgaard og Anna Reinholdt 

 Anna:

Jeg skulle til fødselsdag hos en af mine ældste og bedste veninder dagen efter, vi fandt ud af det. Da Carl og jeg havde gået i 24 timer og slet ikke talt om det, satte vi os i sofaen og kiggede hinanden i øjnene og var sådan: “Vi gør det her”. Jeg havde virkelig brug for at sige det højt, både for mig selv og andre. Jeg tog tidligere hen til min veninde og fortalte det. Det var den største forløsning og første gang, jeg virkelig bare græd af glæde. Det var så smukt et moment, som jeg er evigt taknemmelig for. Den weekend brugte vi også på at fortælle det til hele vores familie og tætteste venner.

Anna:

Carl måtte ikke komme med til nakkefoldsscanningen på hospitalet, fordi corona-bølgerne stod højt i starten af min graviditet. Det var jeg ret ærgerlig over, da jeg kun kunne forestille mig, hvor vildt det ville være at se den lille svømme rundt inde i maven for første gang. Carls familie gav os derfor en tidlig scanning hos en privat jordemoder, og det var fuldkommen magisk. 

Anne:

Vores første scanning var hos Moderliv inde på Gothersgade i København. Vi var for utålmodige til at vente på nakkefoldsscanningen i uge 12, så vi var allerede til en tidlig scanning i uge 8. Selvom det kun var en lille prik på skærmen, var det en rigtig sjov og rørende oplevelse.

Anna:

Vi ventede til 20 ugers scanningen på hospitalet med at få kønnet at vide. Vi havde egentlig ikke så travlt med det – vi syntes, der var masser af nye ting, som vi skulle forholde os til undervejs. Når det er sagt, har vi aldrig tvivlet på, at det var en dreng. Så vi var ret nonchalante, da hun til allersidst i scanninger sagde: “Og så venter I jer en lille dreng”, og vi var begge sådan helt: “Jaa, det vidste vi godt”. Min søster stod ude foran hospitalet og ventede på os, hun var helt oppe at køre. Hun fik selv en dreng forrige år i november, og jeg tror, hun fik lidt flashback. Hun havde købt en gave til os, det var så sødt. Så spiste vi en is og havde mest af alt optur over, at alt var som det skulle være.

Anne:

Jeg kan slet ikke forstå, hvordan I kunne vente så længe! Vi var igen for utålmodige til at vente på misdannelsesscanningen i uge 20, så vi tog til Moderliv i uge 14 ved den først mulige tid, hvor de kunne fortælle os det. Her fandt vi ud af, at skulle have en lille pige. Jeg havde faktisk også gættet på en pige, jeg ved ikke, om det var en fornemmelse i kroppen eller blot ønsketænkning.

Anne:

Jeg blev gravid lige i starten af Covid-19, og jeg har følt mig mere “sårbar”, end hvis det kun var mig selv, jeg skulle passe på. Jeg kan mærke nu, når jeg er i tredje trimester, at jeg er blevet mere bekymret. Jeg vil virkelig ikke have corona og er bange for det, der kan ske med mit barn, når nu der i bund og grund ikke er nogen, der kan svare med sikkerhed på påvirkningen. Derudover synes jeg ikke, det er så sjovt at tænke på, at Mads Peter og jeg skal isolere os et par uger inden fødslen, så vi er sikre på, at vi ikke får det, og så han kan være med til fødslen. Vi er begge meget sociale mennesker, og det bliver en udfordring.

 Anna:

Jeg synes ikke, det har været så udfordrende. Vi har været lidt mere påpasselige, men jeg synes egentlig ikke, mit liv har ændret sig særligt meget. Vi har begge arbejdet MEGET mindre, og Carl har ikke været ude og rejse i år, som han plejer med sit arbejde. Det har nok været det mest mærkelige, at gå fra 200 rejsedage om året til 0. Carl glæder sig til at blive far, men er meget tilbagelænet – lidt ligesom han er med alt andet. Han har været en virkelig stor tryghed for mig, fordi han er så rolig og er god til at få mig ned på jorden. Han har ikke været den, som har stået for indkøb til den lille, det har han trygt overladt til mig. Det har passet mig fint. Jeg elsker at gå og nusse og gøre klar.

Anne:

Mads Peter har virkelig også været god og støttende. Jeg kan godt mærke, at det i starten var sværere for ham at fatte, når nu det ikke er hans krop. Men jo større min mave bliver, og jo flere ting vi gør klar på babyværelset, jo mere går det op for ham. Pt kører han København tynd for at hente ting, jeg køber brugt over Reshopper. Jeg tror egentlig, det er rart for ham, at han føler, at han også har en rolle i alt det her. Derudover har han lært at stikke mig med en kanyle med blodfortyndende hver aften for at forebygge blodpropper, så han har også klaret rollen som personlig sygeplejerske. Jeg fik en blodprop, da jeg var 16 år på en skitur med gymnasiet på grund af p-piller. Så jeg har vist siden da, at jeg skulle på blodfortyndende, når jeg blev gravid, da jeg har større risiko for, at det kan ske igen, og ens blod bliver tykkere under graviditeten. Jeg har været rigtig glad for, at du var så frisk på at stikke mig de dage, vi har sovet sammen, eller Mads Peter har været væk.

Anna:

Jeg er ret dårlig til at spørge om hjælp og tage imod hjælp. For at være helt ærlig, så savner jeg at kunne gøre alting selv. Jeg glæder mig til, at jeg snildt kan gøre lejligheden rent og ordne vasketøj og løbe op og ned fra 3. sal uden at få plukveer. Det er lidt min guilty pleasure at rydde op og gøre rent. Det lyder så stenet og voksent!! Haha! Savner også at kunne spise meget mere mad uden at få halsbrand. Glæder mig faktisk helt vildt meget til at få min appetit tilbage. Går og drømmer om så meget mad!

Anne:

Jeg savner de små ting som ikke at have halsbrand, at kunne passe mit tøj og sove uden en kæmpe graviditetspude imellem Mads Peter og jeg. 

Anna:

Det er jo også noget med at nyde tiden her, inden baby kommer. Jeg nyder helt klart de lange morgener i sengen med Carl. Ikke at skulle nå noget. Sove tidligt og længe. Tage lange bade og smøre min krop ind i alle mulige dejlige olier. Bruge lang tid på at lave mad. Drikke en masse te og spise snacks. Nu ved jeg jo ikke rigtig, hvad der venter mig, men tænker godt, at jeg kan holde fast i nogle af tingene. Carl kan da sagtens lige lave et fodbad til mig, mens jeg ammer, drikker en god te og spiser snacks. Eller er det drømmetænkning?

 Anne:

Enig! Jeg prøver også at nyde denne ”rolige” tid, inden vores baby kommer – især at tage ud at spise, bare Mads Peter og jeg. Og at kunne sidde med mine veninder og være fuldt tilstede.

Anna: 

Hej skat. Hvad laver du? Jeg er så rastløs – skal vi hænge?

Anne:

Jaa, skal jeg komme hjem til dig? Så tager jeg noget mad med. Jeg har ikke helt nået dit level rastløshed endnu, men tænker også det har noget at gøre med, at din baby nok vejer et kilo mere end min pt! Tænk, at der er to dage til din termin!

Anna:

Jeg glæder mig så meget til, at han melder sin ankomst. Det føles så vildt!! Jeg har kigget hospitalstasken igennem 100 gange nu. Tænk, at han faktisk skal have de bodyer på, som jeg har pakket, og bitte små sokker. Gud, hvor er det bare det sødeste. Glæder mig til at ligge på sofaen med ham på brystet og bare dufte til ham. Hvad tænker du om den første tid med baby? Hvad glæder du dig mest til? 

Anne:

Det er simpelthen så vildt, for selvom jeg er i uge 35, synes jeg stadig, det er urealistisk, at der rent faktisk snart kommer en baby. Jeg glæder mig også så meget til bare at ligge med hende på brystet, bliver det hyggeligste. Jeg drømmer virkelig meget om den første tid med alt den kærlighed, der kommer til at overvælde en helt vildt. Jeg glæder mig også meget til at amme og håber virkelig, det kommer til at foregå nogenlunde ukompliceret, selvom det måske er naivt??

Anna:

I dag har jeg fyldt fryseren op med Ben & Jerry’s. Burde nok have lavet noget mad, men jeg kan ikke overskue det. Ligger og drømmer om, at Carl bliver en mesterkok over natten og pludselig kan lave alt muligt lækkert til os. Men skal nok mere håbe på take away, og måske vores familier vil lave noget mad nogle dage. Har du planlagt det store til fryseren? Burde jeg lige hurtigt smække en bolognese sammen? Tror måske, der ligger en suppe i fryseren, det er da også meget lækkert.

Anne:

Haha, en fryser med Ben & Jerry’s lyder også lækkert. Jeg har slet ikke planlagt noget til fryseren endnu, men har godt tænkt, det ville være virkelig smart at fryse supper/lasagner osv. ned. Jeg prøver pt. at overtale Mads Peter til en microovn (indsæt grinegræde smiley), så bliver fryseretterne jo også endnu nemmere! Jeg regner dog også med en del take away i starten, men det ville da være virkelig fedt, hvis Carl og Mads Peter overraskede som mesterkokke.

Anna:

Gud ja! I skal så meget anskaffe jer en microbølgeovn! Så kan du også få popcorn uden at ødelægge flere gryder (indsæt grinegræde smiley). Jeg har i dag besluttet mig for, at alle skal have taget en coronatest, inden de må møde ham den lille. Selvom det er lidt svært med vores helt tætte familie, fordi jeg bare gerne vil have, de kommer med det samme. Må skrive, når jeg går i fødsel, så må de skynde sig hen og blive testet – synes du det er for meget at bede om? 

Anne:

Det synes jeg er en virkelig god idé, så kan alle møde ham med ro i maven – både dig og dem. Synes slet ikke det for meget at bede om. Det vil jeg helt klart også bede folk om i starten! Det er virkelig svært at forholde sig til barselsbesøg. Selvom jeg normalt elsker besøg og mennesker omkring mig, så har jeg lidt en forestilling om, at jeg bare gerne vil være Mads Peter, baby og jeg i en lille boble så længe som muligt. Jeg vil selvfølgelig gerne have, at vores familie og tætteste venner skal møde hende inden for de første uger, men jeg tror, at jeg vil prøve at begrænse besøgene og sætte mine grænser, så vi tre bare kan være i symbiose sammen. Men jeg ved godt, at der er en stor chance for, at jeg ombestemmer mig og har åbent hus mega meget i starten, haha, nu må vi se!

Anna:

Forstår jeg godt. Det er da også bare den dejligste måde for baby at ankomme. Fuldkommen ro og nærvær. Du må se, hvordan du har det, når hun er ankommet.

Og tak for i morges. Hyggeligt at spise morgenmad sammen. Jeg tog cyklen til Frederiksberg og gik en tur med min søster og lille nevø. Jeg havde så mange plukveer og muren. Nu ligger jeg på sofaen og spiser Ben & Jerry’s og ser Ex On The Beach. Har du set den nye sæson? 

Anne:

Selv tak, det var rigtig hyggeligt. Jeg tog hjem til mine forældre efter og spiste kage med min mor, og nu skal vi til at lave noget aftensmad. Jeg mangler lige 3000 skridt for at nå mine 10.000 om dagen, så jeg må få Mads Peter med ud på en gå tur senere.

Nej, den eneste gang jeg har set et afsnit af Ex On The Beach er med dig på Odden, det fangede mig altså ikke helt haha, jeg er mere til det amerikanske reality. Der er til gengæld kommet en virkelig god serie på Netflix, du skal se. Den handler om en pige, som er et skak geni og hedder ”The Queen’s Gambit”. Har I fået besluttet jer i forhold til barnevognen?

Anna:

Ja, du er også the queen of Real Housewifes Of Beverly Hills (indsæt grinegræde smiley). Vi har endelig besluttet os. Vi har købt en Emmaljunga Nxt90b. Det har virkelig været en svær beslutning. Nu har vi købt en vogn udfra vores behov: Vil gerne have, han kan sove lur i vognen i flere år. At den kan komme med i skoven. At den er stor og rumlig, men stadig kan være i opgangen. Hvad har I valgt at gå med? 

Anne:

Det tog jer godt nok også længe at vælge, haha. Vi har valgt Bugaboo Fox 2 kombivognen. Mads Peter har nok gjort mest af researchen på nettet, og han syntes, det var det bedste bud. Heldigt nok, for da vi så var ude at se på barnevogne i Pif Paf Puf (på Østerbro, red.), var det den, som jeg syntes var flottest, så valget var faktisk ikke så svært. Nu er det store spørgsmål, om vi vil have den med hjem inden fødslen, jeg er jo ret opsat på, at det må man ikke, da det giver ulykke. Det synes Mads Peter er meget fjollet, men hans mor har tilbudt at hente den til os, når vi har født og komme ind med den, så det søde tilbud håber jeg, vi tager i mod. I har heller ikke valgt at hente jeres inden, vel?

Anna:

Nej, vi har ikke hentet den, fordi du har jo fortalt så meget om, hvordan det bringer uheld (indsæt grinegræde smiley). Så Carl henter den, når jeg har født. Det er egentlig også okay, tænker ikke vi får brug for den de første par dage. Kroppen er nok rimelig træt og medtaget! 

Anne:

Hvad med din fødsel egentlig, har du fået mere ro i maven over din kommende sædefødsel?

Anna:

I uge 38 fik vi at vide, at vores søn lå med numsen ned ad, og jeg blev indstillet til vendingsforsøg. For første gang kunne jeg virkelig mærke, hvor svært det var at kontrollere mine følelser. Jeg nåede kun lige til elevatoren, inden jeg brød fuldkommen sammen i gråd. Jeg følte mig så alene og bange. Jeg troede bare, jeg skulle til jordemoder, og at vi skulle snakke om min fødsel. Jeg havde drømt om at føde på fødeklinikken, med så få mennesker involveret som muligt og uden smertestillende. Pludseligt følte jeg, at hele min drøm blev taget fra mig. Det var så grænseoverskridende. Jeg brugte flere dage på at samle tankerne og følelserne.

Nu er vi indstillet til en sædefødsel, og det glæder jeg mig til. Jeg var egentlig aldrig i tvivl om, at jeg ville give sædefødslen et forsøg. Jeg har meget tillid til min krop og har glædet mig helt enormt til en vaginal fødsel. Det som hele tiden har skræmt mig allermest var al den medicin, som nemt kan blive en del af en fødsel. Det var også medicinen, som skræmte mig mest til vendingsforsøget.

Efter at have talt med jordemødre, læger og doulaer om sædefødsler, føler jeg mig endnu mere tryg og er bare SÅ taknemmelig for, at jeg er indstillet til at give det et forsøg. Det kræver nemlig, at baby ligger i rent sædestilling, med fødderne oppe om ørene, og at graviditeten har forløbet uden komplikationer. Jeg har heller ikke prøvet at føde på andre måder, så for mig betyder det egentlig ikke det store, om det er numsen eller hovedet først. Jeg glæder mig bare til at møde ham nu!!! Kom så uuuud! Hvad er med dig? Hvordan står det til hos dig?  

Anne:

Jeg har generelt været glad og rolig i min graviditet også i forhold til selve tankerne om fødslen, men det skyldes nok en god blanding af optimisme og naivitet. Jeg har ikke haft så mange forventninger til min fødsel, andet end at jeg selvfølgelig håber på et ukompliceret forløb. Sædefødsel har fyldt meget i vores snakke de sidste par uger, og jeg havde egentlig tænkt, at nu når din baby vender med numsen nedad, og det jo er relativt sjældent, så ville chancen for at min baby også lå med numsen nedad være lig nul.

Jeg fik et kæmpe chok, da jeg så fik at vide i uge 35, at jeg nu også har et barn der “vender omvendt”. Der er dog stadig tid til, at hun kan vende sig, så har slet ikke gjort mig alle de tanker, som du har. Jeg håber bare på det bedste lige nu! Jeg tænker, jeg ligesom dig skal til rebozo, akupunktur og zoneterapi, hvis det ikke fungerer med et vendingsforsøg inde på Rigshospitalet. Man må godt nok sige, at vi følges ad i vores graviditeter!!!

Anne:

Endelig kom han! Tillykke med Bobby❤️Hvordan har de første dage været?

Anna:

Ja, endelig! Sikke en omgang 😅 Vi har været indlagt på Rigshospitalet her de to første dage, efter jeg endte i kejsersnit. De første 24 timer var jeg sengeliggende. Carl måtte stå for bleskift, vugge ham og pleje mig. Lidt af en omvæltning… Jeg kan jo bedst lide at gøre tingene selv! Jeg er vildt imponeret over kroppen – at den er igennem så stor en operation, og kun 24 timer efter er den oppe at stå (proppet på morfin, men stadig). Vi måtte pga. corona kun have én besøgene på barselsgangen, så havde sagt til min søster, at hun skulle komme så hurtigt, hun kunne. Det var så dejligt, trygt og beroligende at se hendes ansigt og få et kram. Hun kom begge dage og hjalp os. Hun hjalp mig også i bad på andendagen, hvor mine ben stadig rystede, og det føltes som et maraton bare at gå de fem skridt ud på badeværelset. Carl tog det hele i stiv arm, meget ansvarlig og kærlig. Det var helt vidunderligt at se. Stor kærlighed mellem far og søn. Vi må nok komme hjem i eftermiddag – vil du komme og hente os?

Anne:

Ja, selvfølgelig!! Autosædet er klar i bilen og det hele. Glæder mig så meget til at se jer.

Anna:

Wuhuu! Vi ses snart ❤️

Anne:

Hej skat, hvordan går det med det hele?

Anna:

Kvindekroppen er så vild. Tænk, jeg har gået og båret på et lille menneske inde i min mave, og nu er han i mine arme. Fødslen har også vist mig en helt ny side af mig selv. Sådan en rigtig urkvinde med både gråd, latter og vilde dyrelyde. Da vi sadlede om til kejsersnit, blev jeg ramt af det vildeste angstanfald. Det bearbejder jeg stadig. Og skal vi så lige snakke om, når mælken løber til????? OMG!!!

Anne:

Ej, det lyder for vildt, du er så mega sej. Kan slet ikke forestille mig, hvordan det må føles at være gået igennem alt det. Glæder mig så meget til, det er min tur til at opleve urkvinde-siden af mig selv. Mælken? Har det været intenst??

Anna:

❤️ Glæder mig så meget til at høre om hele din oplevelse! Ja!! Det er så intenst med mælken… Altså mine bryster var pludseligt så kæmpestore, spændte, og der var så meget mælk. Det er faldet lidt mere til nu, men er stadig ved at vænne mig til mine helt nye bryster! Er slet ikke vant til at have store bryster, så alt tøj ser bare mærkeligt ud og føler. der så meget fokus på dem 👀 Men det er nok mest i mit eget hoved 😅

Anne:

Hvordan føler du, at dig og Carl klarer det hele sammen?

Anna:

Jeg er så stolt af os begge. Det er den vildeste rejse og overgang i livet. Vi skal helt klart lige vænne os til vores nye roller, arbejdsfordelingen herhjemme, og hvordan man kommer igennem dagene uden så meget søvn. Carl er min vigtigste støtte for at komme igennem dagene. Jeg prøver så vidt muligt at tage nætterne, men hvis vi har en lidt hård nat, vækker jeg ham, og så står han for at skifte og vugge ham i søvn. I løbet af dagen tager jeg en lur, nogle gange med Bobby, andre gange har Carl ham. Det er min største redning!!! Ellers har vi levet af take away og hyret en rengøringsdame, som kommer hver uge og ordner lejligheden. Det er lidt af en luksus, men det er bare virkelig rart her i starten ikke at skulle tænke på alt det praktiske. Nu nærmer din termin sig virkelig også!! Hvad får du dagene til at gå med?

Anne:

Ja, jeg har termin om 6 dage og kan slet ikke vente. Mads Peter og jeg er jo gået i selvisolation, så synes virkelig det er nogle lange dage. Han sidder inde på sit hjemmekontor og arbejder hele dagen lang, så jeg ligger bare og ser “Greys hvide verden”, går ture, slapper af og laver 8-taller på min pilatesbold. Det er ret kedeligt, men det gør, at jeg føler mig ekstra klar til at føde. Hver aften trykker Mads Peter på alle de gode fødselsmodnende punkter og laver rebozo, derudover spiser jeg dadler, drikker hindbærblad-te, går til massage og zoneterapi – så jeg prøver at fremskynde processen, men det sker, når det sker 🙂

Anna:

I er seje!! Hold ud 😍 Hvad tænker du om, at du snart skal føde?

Anne:

Jeg har meget blandet følelser omkring det. Hver anden aften er jeg sådan: Please, lad det ske i nat, jeg er så klar, og hver anden aften føler jeg mig uoplagt til en fødsel, fordi jeg er så træt i min krop. Jeg har ikke rigtig kunnet forstå, når folk sagde, at tredje trimester ikke var så sjov, og man bare gerne vil have det overstået, fordi jeg har nydt de sidste måneder af min graviditet rigtig meget. Men her i uge 39 og 40 kan jeg virkelig sætte mig ind i følelsen af, at babyen bare gerne må komme ud nuuuuu. Hun har heldigvis vendt sig med hovedet nedad, og jeg håber bare, fødslen kommer til at gå godt. Det, der fylder mest af bekymringer lige nu med fødslen, er at føde med senfølger fra min hjernerystelse og at føde på blodfortyndende. Jeg øver mig i at tænke, at jeg har tillid til personalet og Mads Peter. Så de kan stå for alt det praktiske med timing osv. med min medicin, og jeg bare skal koncentrere mig om veerne og om at være til stede, når det kommer til stykket. Jeg glæder mig også virkelig meget til at prøve at føde. Har du et godt råd til mig på falderebet?

Anna:

Hav tillid til dig selv, din krop og lille baby. Vi har den vildeste urkraft indeni. Vi har alle hver vores historie, og vi må aldrig sammenligne os selv med andre. Vi er helt unikke allesammen og gør det bedste, vi kan ❤️ I er det bedste hold, dig og Mads Peter ❤️

 

Foto Liv Winther