Efter at have forsøgt at blive gravid i to år og gennemgået en abort tør Sofie næsten ikke glæde sig over sin positive graviditetstest. Her fortæller hun om en graviditet, der har været præget af angsten for at miste.  Sofie er 28 uger henne, da vi en lun sommerdag møder hende i familiens hyggelige have på Frederiksberg.

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

”Vores forløb var desværre ikke så ligetil. Vi havde prøvet i næsten 1,5 år, da jeg blev gravid første gang. Det var sidste sommer. På det tidspunkt boede vi i England, og jeg var taget alene til Danmark for at forsvare mit speciale. En morgen kan jeg ikke længere ignorere, at mine bryster spænder. Og ganske rigtigt, graviditetstesten viser to meget tydelige streger. Jeg vidste jo egentlig godt, at jeg var gravid, men jeg havde ikke villet tage en test, fordi jeg var overbevist, at det ville blive nærmest umuligt for mig at koncentrere mig om mit speciale, hvis den var positiv. Det fik jeg ret i – det var skønt at afslutte min kandidat, men jeg havde min dårligste eksamen nogensinde. Et par uger efter havde jeg et modeljob i Tisvilde. Jeg kan huske, at jeg på vej hjem i toget den første dag googlede ‘ufrivillig abort’. Jeg havde ikke ondt, men jeg havde bare en mærkelig fornemmelse. Jeg skulle tisse, da jeg kom hjem, og så var der blod. Meget lidt, men det var blod. Jeg blev så ked af det. Jeg kunne jo læse på nettet, at man godt kan bløde, uden der er noget galt. Men jeg vidste bare, at noget ikke var, som det skulle være, jeg kunne mærke det. Samme aften arrangerede jeg en ultralydsscanning for at få vished. Scanningsdamen kunne se fostersækken, men ikke noget foster. Der gik et par uger med flere scanninger som denne, fordi de skulle sikre sig, at jeg ikke bare var for kort henne. Scanningerne fortsatte primært, fordi mit hcg-niveau blev ved med at stige, som det skulle, og jeg ikke havde blødt mere end den aften. Til sidst var jeg omtrent 8 uger henne, og der var fortsat intet foster. Jeg kan huske, scanningsdamen kiggede på mig og sagde: ”Jeg tror ikke længere på denne her graviditet.” Hun foreslog, at jeg skulle tage nogle piller og abortere derhjemme. Men jeg ville ikke rigtig forstå hende og spurgte bare helt blankt, hvornår min næste scanning var. Vi blev enige om at vente et par dage. Jeg var ikke helt klar til at acceptere, at det var slut. Samme aften fik jeg meget ondt. Jeg var helt alene, fordi Anders var i England med sin søn, som på daværende tidspunkt gik i skole i England, og min familie er i Jylland. Jeg blev urolig og ringede til 1813, der henviste mig til Rigshospitalet, som ville se mig med det samme, fordi de frygtede en graviditet uden for livmoderen.  Jeg blev indlagt og fik en kirurgisk abort. Det viste sig ikke at være en graviditet uden for livmoderen. Fysisk havde jeg det overraskende godt, da jeg vågnede fra operationen. Det havde været så tydeligt under hele forløbet, at der var noget i vejen. Jeg følte mig tom, men den gode fysiske fornemmelse gjorde, at jeg ikke var så ked af det. Det lyder lidt koldt, men jeg græd ikke på noget tidspunkt efter. Det var det eneste rigtige, der kunne ske. Kort tid efter flyttede vi til Danmark. Anders skulle starte i en ny klub i Sverige, og hans søn skulle starte i en dansk folkeskole uden at kunne tale dansk. Det var vigtigt, at jeg var steady, en base, hvor der var ro for alle parter. Jeg sørgede for, at tingene løb rundt, og der var meget praktik forbundet med det. Projekt baby blev sekundært. Lige pludselig var der gået et halvt år, hvor vi ikke havde tænkt på graviditet. Jeg havde ikke taget en eneste ægløsningstest eller graviditetstest siden aborten. Den 26. december, da vi kom hjem fra juleræset, og der var helt stille, fik jeg pludselig den tanke, at jeg var gravid – jeg har ingen anelse om, hvorfor. Ingen brystspændinger eller fysiske tegn, som ved den første. Men jeg tog en test, og den var positiv.”

Læs også

Pernille Teisbæk om at jonglere familieliv og karriere

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

”Jeg har haft en rigtig god graviditet. I starten havde jeg lidt kvalme, jeg var også træt, og min hud var ret påvirket af hormonerne, men det er vidst meget normalt. Og så har jeg haft en lille periode med ekstrem ædeflip. Jeg kunne simpelthen ikke se et program på TV, hvor de spiste, uden at blive misundelig. Anders var i chok. Han følte, han havde fået en soldat hjem fra krigen. Det var faktisk anstrengende at være så sulten hele tiden. Det er heldigvis stilnet af siden. Den største hurdle, har været, at jeg har været bange for at glæde mig, fordi jeg mistede første gang. Jeg har været mere mærket af det, end jeg regnede med. Jeg var helt overbevist om, at det var et spørgsmål om tid, før jeg aborterede igen. Først efter uge 20 troede jeg på, at han virkelig er vores. Og nu synes jeg faktisk bare, det er skønt. Jeg elsker at have stor mave, og jeg elsker at mærke ham. Jeg føler mig hverken tung eller besværet.”

Hvad savner du mest under din graviditet? 

”Jeg savner mest at leve uden begrænsninger – gravidkodekset, som jeg kalder det. Der er det her gravidkodeks for, hvad der er en god idé at gøre, spise og drikke, når man er gravid. Jeg savner at være lidt ligeglad med mange ting. Jeg er vant til, at jeg tænder en smøg, hvis jeg har lyst til det. Eller hvis jeg har lyst til et glas vin eller lynstegt tun, så gør jeg det. Min krop har altid fundet sig godt til rette i, at jeg gør, hvad jeg har lyst til.”

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

”Min stil har altid været meget basis-orienteret. Jeg elsker tøj, som jeg føler mig godt tilpas i. Og tøj, hvor jeg føler, jeg ser godt ud. Og det er ofte et par stramme jeans, en løs t-shirt og nogle boots. Der er sjældent ret meget print og farver.”

Hvilke sko har båret dig rundt under graviditeten?

”Jeg har altid været en boots pige, så jeg har primært gået i cowboyboots. Men jeg har faktisk også købt to par sneakers, et par hvide ami paris running lucky og et par sorte Nike air huarache. Dem har jeg dog ikke fået så meget glæde af endnu, det kan være, det kommer! Nu hvor det er blevet sommer, hopper jeg nok over i mine Hermes Oran sandaler.”

Læs også

At være mor i en sammenbragt familie

Hvad var det første stykke graviditetstøj du købte?

”Jeg er jo jyde, så jeg tænker, det er spild af penge at købe decideret graviditetstøj, som jo kun virker for mig i nogle måneder. Men jeg købte et par sorte cykelshorts med mave i fra MamaLicious, og jeg må indrømme, at jeg nærmest har levet i dem. De er vildt behagelige. Jeg har også købt et par graviditetsjeans fra h&m, men dem har jeg faktisk ikke brugt. Jeg synes, jeg ser skør ud i dem.”

Hvilket item har du haft mest glæde af under din graviditet?

”En bh-forlænger, som jeg har købt i Change for 30 kr. Jeg kan passe mine bh’er, fra jeg var yngre, hvor jeg havde en del større bryster. Men jeg kan ikke passe dem i omkredsen, så der er forlængeren genial. Jeg har besluttet, jeg skal have flere af dem, så jeg ikke skal flytte rundt på den, når jeg skifter bh. Jeg har også været meget glad for mine vintage oversize Levis-shorts og herreblazere fra Sand.”

Dyrker du motion under din graviditet?

”Jeg prøvede virkelig i starten, fordi det står i ’gravid-kodekset’, at det er godt for dig og babyen. Min fysioterapeut, som også er pilateslærer, gav mig nogle programmer. Under corona skulle jeg hjemmeundervise Anders’ søn, mens Anders var på arbejde i Sverige. Og det er altså specielt at lave pilates, mens man øver 2-tabellen. Det fungerede ikke rigtigt. Og nu er jeg så holdt helt op. Der var nemlig én, der sagde til mig, at jeg ikke skulle lave mere, end jeg gjorde, før jeg blev gravid. Det tog jeg til mig, og det har gjort mig rolig i ikke at lave så meget. ”

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

”Ja, lidt. I starten havde jeg træls hud grundet hormoner. Og det er ærgerligt at få som gravid, for man må ikke bruge produkter, der indeholder salicylsyre, som ellers er gode til den slags. Men jeg fik basiron på recept, som hjalp mig ret meget. Jeg har brugt foundation fra Dior, når jeg har skullet dække huden. Vipperne bukker jeg hver dag og putter M2 pleje på i stedet for mascara. Jeg er holdt helt op med at bruge parfume. Til ansigtet bruger jeg cremer og serummer fra Mario Badescu og mine sheet masker fra Magicstripes. Jeg har også købt nogle produkter fra dr Jart. Særligt deres Cicapair creme er god. Til kroppen bruger jeg Weleda Stretch Mark Masssage Oil.”

Hvilke overvejelser har du gjort dig ift. kost og tilskud under din graviditet?

”Jeg tager Gravitamin fra Apoteket og Amino jern. Og så tager jeg Husk oveni for at hjælpe systemet. I forhold til min kost tænker jeg mere over, hvad jeg spiser, end jeg plejer. Jeg tjekker for eksempel, om osten er pasteuriseret og spiser ikke ufrosset, rå fisk. Jeg drikker også mindre sodavand (lidt).”

Hvordan har det været at være gravid i en tid med corona?

”Det har betydet, at jeg ikke har set mine venner og familie. Det er ærgerligt, når man er så glad for at være gravid, og man vil gerne vise sin mave frem. Min kæreste spiller fodbold i en svensk klub, og Sverige har ikke haft samme restriktioner. Mens alt lukkede helt ned her i Danmark, så kørte min kæreste til Sverige hver dag og arbejdede og var i bad med holdkammerater, sad i kantinen og på færgen. Jeg tror ikke, der er nogen, der har brugt så meget håndsprit som ham. Det var svært. Og det har også betydet, at jeg har været meget alene med min kærestes søn, som jeg har hjemmeskolet. Graviditeten har ligesom ikke været i fokus. Corona betyder også, at Anders ikke må være med til fødslen, hvis han hoster eller er syg. Så jeg skal have en på standby. Min mor bor i Aarhus og skal derfor hoppe på et tog med det samme, hvis det bliver tilfældet.”

Læs også

Caroline Corinth “Sidste år havde du din mor, og næste år har du din søn.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen?

”Jeg har tænkt mig at se de fødselsforberedelsesvideoer, som Rigshospitalet tilbyder. Det foregår virtuelt på grund af corona. Men ellers føler jeg ikke det store behov for at forberede mig yderligere. Jeg føler mig mentalt klar og rolig. Normalt kan jeg rigtigt godt lide kontrol og at have styr på alting. Men jeg tror, jeg har affundet mig med, at jeg ikke kan kontrollere det her. Mit drømmescenarie er at ”go with the flow” og gøre det bedste i forhold til den situation, jeg står over for. Det, jeg faktisk har været mest urolig for i forbindelse med fødslen, er Anders’ søn. Min familie bor i Jylland, og Anders’ på Fyn, så jeg har brugt meget tid på at overveje, hvad vi skal gøre, hvis jeg går i fødsel midt om natten. Heldigvis har en af hans bedste venners forældre tilbudt, at han kan komme derhjem og få en sleepover, når jeg går i fødsel. Det glæder han sig meget til, og det har givet mig en enorm ro. En anden udfordring er, at min kæreste potentielt kan være 7 timer herfra – langt oppe i Sverige – og lige været gået ind til en kamp. Så kan det blive svært at nå hjem til fødslen. Jeg har aftalt med min mor, at hun kommer i de weekender op til termin, hvor han har udekamp. Det er også rart i forhold til min kærestes søn. Ikke at stå alene med ham, hvis vandet går. Men det er altså, hvis jeg overhovedet får lov til at føde vaginalt. Ved misdannelsesscanningen fik jeg at vide, at moderkagen ligger foran udgangen, en tilstand kaldet ‘placenta previa’. Jordemoderen sagde, at det for de fleste har ændret sig i uge 32, fordi moderkagen flytter sig i takt med, at livmoderen vokser. Da jeg blev scannet privat i uge 27 for at få 3D-billeder, havde den dog ikke rykket sig endnu. Hvis ikke den rykker sig, skal jeg have planlagt kejsersnit et par uger før termin. Jeg synes, det ville være helt vildt ærgerligt med et kejsersnit, men i forhold til hvad de ellers kunne have fortalt mig til misdannelsesscanningen, betyder det her heldigvis intet for ham og hans sundhed.”

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

”Ja, jeg har tænkt over, at jeg hurtigt kan komme til at stå alene med 2 børn, en hund og en kat. Fodbold er på den måde lidt ufleksibelt. Anders har ikke lige 2 ugers orlov, når jeg har født. Og han kan i princippet skulle spille kamp dagen efter, jeg har født. Det bliver svært, hvis jeg skal have kejsersnit, fordi jeg så kan risikere at være ekstra immobil efter fødslen. Jeg vil jo ikke kunne tage ordentlig vare på dem, hvis jeg ikke engang kan løfte babyen. Der må min mor komme mig til undsætning. Anders’ søn er heldigvis også så stor, at jeg vil kunne forklare ham det. Min største bekymring er faktisk, at han ikke skal føle sig forsømt. Han skal synes, det er skønt, spændende og dejligt med en lillebror. Det, der fylder mest for mig lige nu er uden tvivl ham, og at denne store forandring ikke skal føles som noget negativt. I forhold til besøg er jeg ikke typen, der synes, der skal være ”se på baby-gilde” to timer efter, han er født. Jeg er ret god til at sige nej, når jeg har lyst til at sige nej, og ja, når jeg har lyst til at sige ja. Jeg tror, det kommer helt naturligt.”

Tekst Julie Teglhus Foto Liv Winther