Hvorfor faste putterutiner er helt afgørende for børns søvn

Tidlige morgener, utallige opvågninger og korte lure. Når man får børn, er søvn noget af det, der fylder allermest. Her fortæller syge- og sundhedsplejerske Sine Bihlet, der er specialist i børns søvn og forfatter til bogen “Tryg søvn”, om nøglen til gode sovevaner og om hvorfor faste putteritualer er helt afgørende

 

Hvad bør alle forældre vide om børns søvn?

“At børn har brug for hjælp til deres søvn. De kan ikke selv. Det vil sige – barnet har brug for en tydelig forælder, der hjælper det til en vågentid, hvor det bliver træt nok til at kunne sove. Og når barnet så er klar, har det igen brug for en forælder, der ser, at barnet er træt, og derefter tager ansvar og hjælper det til at blive klar til at sove.”

Hvad er den vigtigste nøgle til at skabe gode sovevaner?

“Tryghed. Helt klart tryghed. Tryghed skabes via forudsigelige, tydelige forældre, der møder deres barn i dets følelser, når det skal sove. Tryghed er noget, der i de fleste sammenhænge skabes over tid, og derfor er tålmodighed også en vigtig nøgle.

Det er meget forskelligt fra familie til familie, hvordan børn puttes. Det enkelte barn er også forskelligt fra andre og har forskellige behov alt efter alder og temperament. Det vigtigste er, at man som forælder finder ud af, hvad der virker for en selv, familien og barnet, og så har følgende tre ting for øje; barnet skal være vågent for at kunne sove, man skal indføre nogle faste ritualer og have en god portion tålmodighed.“

Læs også

De bedste råd til børn og søvn

Hvorfor er det så afgørende med faste putteritualer?

“Ritualer er vigtige, både når barnet skal puttes til dagslurerne og til natten, men også når det skal hjælpes videre i søvnen efter en opvågning. Ved at gøre noget bestemt hver gang, barnet skal sove, skaber det nemlig forudsigelighed. Når barnet ved, hvad der skal ske, føler det sig i trygge hænder.

Derudover kan ritualer hjælpe dig som forælder til at være tydelig, fordi du ved, hvad du skal gøre i den på pågældende situation. Det kan være en stor hjælp at tale med sin partner om, hvordan jeres ritualer skal se ud og eventuelt skrive det ned. Måske endda helt ned i detaljer, så I får talt om, hvad I gør i de forskellige situationer, der kan opstå; når barnet skal puttes, når det græder, når det er vredt, slår koldbøtter, når det stiger ud af sengen, osv. Det kan give en tryghed at vide, at du har taget ansvar og har nogle strategier klar til omsorgsfuldt og tydeligt at kunne håndtere barnets søvn. Ritualer giver nemlig også forældre forudsigelighed, og det kan man have brug for, for at kunne bevare sin egen ro og tålmodighed under en putning eller opvågning.”

Hvordan gennemskuer man, hvornår det rette puttetidspunkt er?

“Især i det første leveår, og til dels for nogle helt op til 3-års alderen, er det væsentlig at kunne være fleksibel og skæve til, hvordan hele barnets døgn ser ud.

Vores søvn styres blandt andet af et såkaldt søvnpres. Det betyder, at barnet først kan sove, når det har været vågen i lang nok tid. Nogle børn vil være mere præcise med deres dagsrytme, mens andre ikke nødvendigvis kan puttes på bestemte tidspunkter, fordi det måske ikke er træt nok, hvis det har taget en  lidt længere eller senere lur i dag. Derfor bliver du som forælder nødt til at være fleksibel omkring puttetidspunktet til lure og om aftenen, så længe barnet stadig sover om dagen. Når barnet ikke sover lur mere, kan du begynde at indføre et helt fast puttetidspunkt.”

Mange opvågninger og udfordret nattesøvn

“De fleste forældre kommer til mig for at få hjælp til nattesøvnen, og fordi de har brug for hjælp til at håndtere barnets mange opvågninger om natten. Det er ekstremt hårdt, når man som forælder bliver ramt på sin nattesøvn. Især hvis det foregår over en længere periode, hvor man sover for dårligt eller for lidt. Forældres trivsel er så vigtig.”

Hvor lang tid tager det, at ændre et uhensigtsmæssigt søvnmønster?

“En vane er ikke ændret på en eller to dage. Det er måske faktisk i de første dage meget sværere end før, fordi det bliver uforudsigeligt for barnet – og for dig.

Når jeg arbejder med familier hører jeg dem ofte sige, at de har prøvet alt og intet virker. Det er hårdt, og man kan føle sig helt fortabt som forældre. Men barnet har brug for tid til at kunne falde i søvn, især hvis du skal i gang med at ændre nye vaner, som at mindske opvågningerne op natten, lære dit barn at tremmesengen er tryg eller til at stoppe med mælk, når det skal puttes. Hvis du først og fremmest har styr på, at barnet har været nok vågen, og du har planlagt nogle ritualer, som kan fungere for jer med udgangspunkt i barnets alder, så vil det være gentagelsen og det, at du gør det samme igen og igen, som vil virke. Forudsat at du hele tiden hjælper dit barn til regulere sine følelser. Således har du skabt de bedste forudsætninger for dit barns søvn, så du med tiden, for nogle måske allerede efter 3-5 dage, kan begynde at se en positiv forandring.”

Inspiration og gode råd til bedre nattesøvn og putterutiner

“Bogen kan læses fra ende til anden, men er også ment som et opslagsværk. Den indeholder beskrivelser af, hvad der udviklingsmæssigt sker i barnets første tre leveår i forhold til søvn. Herunder helt konkrete eksempler på putterutiner dag og nat i de forskellige aldre. 

Derudover behandler den, hvordan man kan forstå og håndtere barnets opvågninger og diverse typiske udfordringer som: udtrapning og stop af mælk og vuggende bevægelser, hvis barnet sover korte lure, vågner tidlig om morgenen, er svær at putte eller skal lære at sove et nyt sted. Der er også et afsnit om, hvis ens partner skal til at tage over på putningerne. Med andre ord kommer bogen omkring de fleste af de emner og udfordringer familier støder på i de første tre leveår. Hele vejen igennem bogen er der konkrete eksempler til inspiration.”

Emilie Meldgaard Jacobsen ammer sin søn
Læs også

Emilie Melgaard: ”Vi stiller store krav til søvnen og det tror jeg kan gøre det værre.”

Meet’n’greet

Sine Ditlev Bihlet er syge- og sundhedsplejerske og bor på Østerbro med sin mand og deres tre døtre på 12, 9 og 4 år. Sine er forfatter til bogen “Tryg søvn” og står bag Søvnplejersken, som hun startede i 2019. Hun tilbyder både private søvnkonsultationer samt underviser og holder foredrag om børn og søvn. Bogen kan købes i To The Moons, Honey’s webshop her

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Helene Nygaard

Kære To The Moon Honey
Kan I ikke lave et afsnit om at være i mødregruppe / fx en panelsnak. Hvornår fungerer en mødregruppe god/skidt, hvordan undgår man oplevelsen sf pres/konkurrence, hvad er gode emmer at tale om, og skal der være nybagte boller hver gang?
Tak for en god podcast!
Bh Helene