Emilie Melgaard: ”Vi stiller store krav til søvnen og det tror jeg kan gøre det værre.”

Mød kvinden bag den populære godnathistorie Natbjørnen Tjugga, til en snak om høje forventninger til vores børns søvn og om at forældre skal blive bedre til at stole på deres mavefornemmelse.

 

Hvis man følger Emilie Melgaard på instagram, vil man vide, at hun er en selvgjort iværksætter, der ikke lægger fingre imellem, når hun deler ud af sit liv og ikke mindst sine holdninger. Hun byder op til selvkærlighed, dans og masser af energi og tiltaler gerne sine følgere med kælenavnet ‘sveske’. Det er med en vis portion ærefrygt, at vi kører mod Helsingør, for at møde moren til Natbjørnen Tjugga.

”Ideen til Natbjørnen Tjugga opstod fordi jeg stod i en situation, hvor jeg blev mor for anden gang og følte, at det var svært at dele mig på midten og nære både min ældste og yngste med kærlighed. Ikke fordi at jeg ikke havde kærlighed nok, men det var især svært de aftener, hvor jeg var alene med begge børn, fordi min mand var på arbejde. Der havde jeg brug for et putte-redskab til at skabe noget mere ro. Jeg ville gerne lave et univers med en person eller figur, der henvender sig til barnet, hvor formålet er at nære barnet med kærlighed, det skulle være nemt at sætte på og nemt for barnet at lytte til. Jeg spurgte min søn William ’hvis der skulle komme et dyr og passe på dig om natten, hvilket slags dyr skulle det så være?’. Han svarede ’en bjørn… og den skal hedde Tjugga’. Det navn havde jeg ikke havde hørt før, men det fungerede. Så det hele gav bare mening og faldt på plads gennem min dengang fireårige søn. Det startede med lydmeditation og sidenhen har jeg lavet bogen om Tjugga, hvor barnet kan høre historien blive fortalt gennem de stemmer, som han eller hun kender allerbedst.

Mirakelkur mod søvn?

Intentionen med Tjugga har været at give kærlighed, nære og styrke mit barns selvværd. Tjugga taler et kærlighedssprog og siger blandt andet til sidst i meditationen, hvor barnet er helt afslappet og modtagelig, eller faldet i søvn ’du er fantastisk lige nøjagtig som du er og du er elsket, det er dyb kærlighed. Det var ikke at finde den der mirakelkur til, at få børn til at falde i søvn hurtigt. Det handler om at give barnet tilladelse til at være her og vide, at han eller hun er værdsat og elsket, og så tror jeg barnet kan sænke skuldrene og give sig trygt hen til søvnen. Jeg kalder det søvnmeditation, fordi det har en beroligende og søvndyssende virkning, men der er ikke nogen søvngaranti, for jeg vil ikke lægge det pres på hverken barnet eller forældrene. Det er vigtigt for mig at fortælle forældrene, at ’det her, det kan I godt’ og at de skal stole på deres mavefornemmelse.

Jeg tror historien kan noget forskelligt i forskellige aldersgrupper. Et spædbarn forstår det beroligende lydbillede og gentagelserne, som skaber tryghed. Frem for at tale om putteritual, vil jeg hellere betegne det som puttegenkendelighed. Men Tjugga henvender sig også til større børn og flere forældre siger, at det også virker beroligende på dem. Der er forsøg i gang, hvor de afspiller meditationen på plejehjem, så Tjugga henvender sig virkelig til alle aldre.

Sænk barren

Jeg tror forældre har mange og høje forventninger til børn og børns søvn. Et barns hjerne er umoden og tager alt ind og alt skal læres helt fra ny. Jeg forestiller mig, at det er ligesom, når jeg er startet på et nyt arbejde eller studie, så er jeg enten gået ud som et lys, eller også ligger jeg og tænker om aftenen. Børn skal lære noget nyt hver dag og derfor kan jeg godt forstå, at det kan være svært at give sig hen til søvnen. Vi stiller store krav til søvnen og det tror jeg kan gøre det værre. Når det går hen og bliver et projekt, at få barnet til at sove, er det sjældent noget der støtter barnet og giver ro. Det er frustrerende for både barnet og forældrene. Jeg forstår godt, at man som forældre kan blive forvirret, fordi der er så mange regler og råd, og jeg står selvfølgelig også selv i situationer, hvor min lille søn ikke vil sove, hvor jeg skal huske mig selv på, at jeg gør det godt nok. Jeg har lyst til at fortælle forældrene, at de skal gå med deres mavefornemmelse. Hvis du føler det er det rigtige at tage dit grædende barn op, så er det formentlig det rigtige for dig og dit barn i denne situation.

Jeg kan ikke spille klaver, men jeg har et online klaver, hvor jeg leger med nogle forskellige toner og så hjælper min musikproducer mig med at gøre alle mine ideer til virkelighed. Jeg har tegnet alle illustrationer og skabt universet selv.

To_the_moon_Podcast_vores_panel_snakker_om_soevnloese_naetter
Læs også

Vores panel snakker om søvnløse nætter

Opdragelse

Daniel og jeg er meget opmærksomme på at opdrage vores børn, så de er bevidste om de mange kønsnormer, der er i vores samfund. Engang vi stod i en kø og et par henvender sig til min søn William og siger ’sikke en sød bamse du har’. William bliver genert og stiller sig op af mig, hvorefter kvinden sagde ’en rigtig dreng bliver da ikke genert’. Jeg sagde til William, ’selvfølgelig er det okay, at du bliver genert, når der er to fremmede, der henvender sig til dig’. Der er nogle forventninger til det maskuline og det feminine, men jeg mener, at vi alle rummer begge dele og så er det i høj grad opdragelse, der går ind og dikterer, hvilke af de to, der dyrkes. Det er en af grundene til, at det er meget vigtigt for mig, at Natbjørnen Tjugga er intetkøn og er frigjort af religion, politik og køn. Jeg taler rigtig meget med William om de her ting. Jeg kan ikke skærme ham mod verden, men jeg kan opdrage ham til at have et filter, som han går ud i verden med, så han kan gennemskue situationer og bryde mønstre.

Barsel

Daniel tog to måneders barsel med William og kørte ham ind i vuggestuen. Under den nuværende barsel, med vores yngste Knud, har jeg arbejdet siden han blev født, med 50% arbejde og 50% barsel. Jeg startede Tjugga universet op kort tid efter Knud blev født, men jeg har haft Knud hos mig hele tiden og arbejdet om aftenen og natten, og når der ellers har været tid til det. I starten sov han meget og lå og hyggede sig på bordet, mens jeg nulrede hans små tæer og tegnede illustrationer til bogen. Det var klart nemmest da han var spæd, der syntes han jo bare det var nice at ligge på min mave mens jeg tegnede. Der er perioder, hvor jeg ikke kan lave i nærheden af alt det jeg gerne ville. Nu kræver han også lidt mere, fordi han er 1 år, så jeg skal prioritere min tid anderledes. Når Knud sover lur svarer jeg mails, vil han ikke sove lur får jeg ikke svaret på mails der. Når det har været tungt har jeg indset, at jeg har haft for høje forventninger til hvad der skulle ske. Jeg er stor fortaler for og et eksempel på, at man sagtens kan have lave forventninger og høje ambitioner. Jeg har været god til at uddelegere og bede om hjælp. Man skal ikke være bange for at bede om tjenester og der er masser af muligheder når man tænker i kreative baner. Jeg havde tre rengøringsjob da jeg startede som selvstændig og har lavet alle mulige byttehandler. Jeg har svært ved tal og matematik og dumpede på HF, du skal ikke vække mig om natten forvente 3-talstabellen, men der er så meget andet jeg er god til. Derfor lader jeg andre om at varetage den del af min virksomhed.

Elsket på Instagram

Jeg er meget ærlig omkring, hvad jeg deler ud på Instagram. Hvis det ikke føles rigtigt, så gør jeg det ikke. Jeg frigiver mig selv fra forventninger. Jeg tror det er fordi, at der ikke er så meget pis og jeg føler ikke, at jeg skylder noget. Jeg kan godt lide at lave samarbejder, men der er mange tilbud, jeg takker nej til, for jeg kan ikke få mig selv til det, hvis jeg ikke føler for det. Det er overhovedet ikke for at udskamme, hvad andre gør, for de lever deres vej, men jeg gør det, der føles rigtigt for mig og min energi.

Der er heldigvis ganske få negative kommentarer, men de minder mig om, hvad jeg er her for. Hvis der er noget, der kradser i mit system, så ved jeg, at det handler om selv-healing, alt efter hvor meget jeg lader mig vikle ind i det. Jeg skærer igennem og er tydelig omkring, hvad jeg mener, og hvor mine grænser går – det er den eneste måde, jeg gør det, jeg er bedst til.

To_the_moon_honey_mads_noergaard_Zalando_Caroline_bille_brahe_
Læs også

Caroline Bille Brahe om at elske sin nye krop

Bodypositivism

Jeg fik øjnene op for #bodypositivism da jeg gik fra at træne Ironman til at blive meget stresset i kroppen. Jeg fik kyssesyge og blev banket under gulvbrædderne. Da jeg lå syg derhjemme måtte jeg kun bevæge mig lidt og så begyndte jeg at danse rundt i stuen. Jeg fik øjnene op for Twerking, som betyder, at få kroppen til at skælve. I den sammenhæng kan sociale medier virkelig bidrage i en positiv retning, jeg fandt kvinder, som delte billeder af sig selv og blev derigennem præsenteret for en masse forskellige kroppe.

Hvis jeg var statsminister for en dag, skulle vi have ligestilling!”

 

Emilie Melgaard Jakobsen er 30 år og bor i Helsingør med sin mand Daniel og deres to drenge, William på 6 år og Knud på 1 år. Emilile er uddannet pædagog og er skaberen bag meditationsuniverset og bogen om Natbjørnen Tjugga.

Følg hende på @emiliemelgaardjacobsen

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *