To_The_Moon_Honey_2_Sharing_Is_Caring_Liv_Winther_Amning_Bea_Fagerholt_Barselshotellet_Lukker_

En god start på moderskabet: Hvorfor de første døgn betyder noget

Nyheden om Rigets udskrivning af førstegangsfødende få timer efter fødslen har chokeret og undret mig. Det er min erfaring og overbevisning, at det er en forkert udvikling i samfundets prioriteter, der vil resultere i store personlige omkostninger for de nye børnefamilier, mødre såvel som babyer, og på længere sigt have konsekvenser for hele samfundet.

 

Jeg fødte min datter d. 23. april 2018 på Rigshospitalet. Jeg havde en stor (og naiv) tiltro til, at hvis jeg var rolig, afslappet og nærværende i min krop, ville både graviditet, fødsel og opstarten som mor gå fint. Det er jo en naturlig proces, der burde kunne lykkes uden for meget metode…. Eller hvad?

Både graviditet og fødsel gik som håbet uden komplikationer og med masser af ro og dybe vejrtrækninger. Min trold af en datter kom til verden 17 timer efter vandet gik, og vejen dertil var fuld af medbragt Neil Young musik på højttaleren og mine ivrige forsøg på at visualisere mig hen til et mere motiverende sted, såsom på toppen af en skipiste eller på vej op i Eiffeltårnet. Min datter blev straks lagt til brystet, min kæreste og jeg så på hinanden med ansigterne fulde af chok over, hvad vi lige havde været igennem, og samtidig en dyb lettelse over at ’være i mål’. Igen, naivt. Vores start som forældre blev både meget hård, frustrerende og ensom, og præger os stadig den dag i dag, Og jeg vil vove at påstå, at det kunne have været en anden historie, hvis vi ikke havde været ude af hospitalet og hjemme allerede 3 timer efter fødslen.

Jeg følte mig udødelig

Vi blev sendt hjem få timer efter at Rosa kom til verden, med beskeden om at det hele så rigtig godt ud, og at de ikke så grund til, at vi skulle blive natten over.  Jordemoderen kommenterede endda muntert ”Nårh, hvor hun smasker”, da Rosa lå ved brystet. Et tydeligt tegn på en helt forkert sutteteknik, lærte vi hurtigt. Vi erfarede senere, at jordemødrene tæt på ingen uddannelse har i ammeteknik. De ved generet alt for lidt, når de vurderer om amningen er etableret og udskriver de nye mødre.

Vi tog således hjem på Rigets stærke opfordring – og jeg fik senere at vide, at et døgn på Patienthotellet slet ikke havde været en mulighed, da der ikke var ledige værelser. Det fortalte en med-mor mig, der fødte samme dag. I det vi stod og ventede på en taxa med vores spæde baby, var vi dog høje af lykke og styrke og fornemmede ingen alarm. Min dømmekraft var præget af, at jeg lige havde født et menneske (!), som havde passeret gennem min krop og ud mellem mine ben. Euforien over, at det var ’gennemført’, og alt var gået godt, blandet med adrenalinen ovenpå den ubegribelige og vanvittige oplevelse gjorde, at jeg følte mig noget nær udødelig.

Forkert sutteteknik

Da vi dagen efter fik besøg af jordemoderen, der havde et travlt program med hjemmebesøg, fik jeg at vide, at Rosas teknik slet ikke var korrekt. Jordemoderen viste nogle greb, jeg kunne øve med Rosa. Hun gik kort efter, og jeg følte mig alene. Jeg tvivlede på, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Jeg var ude på dybt vand ift. at få rettet op på et første døgn med forkert teknik, understimulerede bryster og et barn, der allerede var faldende i vægt og derfor ulykkelig. Jeg havde været fuld af tiltro til, at naturen ville sørge for, at mit barn vidste, hvordan hun skulle ernære sig selv.

Da jeg selv er hurtig til at lære, forventede jeg, at det ville jeg nemt få styr på. Jeg forstod godt teknikken. Jeg havde ikke forventet at Rosa, mit raske og født-til-tiden-barn, ville have så store vanskeligheder med at HUN skulle forstå teknikken.  Og vi havde taget både den offentlige fødselsforberedelse på Riget samt et kursus på APA (privat fødselsforberedelse, red.), for at forberede os. Jeg havde desuden læst meget om amning, og hvor vanskeligt, men også vigtigt, det er. Måske var det fortællingen om den vigtige amning, der var motivationen for den kamp jeg begav mig ud på. Måske var det helt instinktivt, men det føltes dybt inde vigtigt for mig, at kunne ernære Rosa med den modermælk, der var tiltænkt hende.

En baby i faldende vægt og ingen hjælp at hente

Vi tog ind til Riget hver dag de næste fem dage, på eget initiativ. Hver gang vi havde været derinde forlod jeg stedet grædende pga. dårlige oplevelser, dyb forvirring og en følelse af at være i vildrede over, hvad vi skulle stille op. Vi længtes dybt og desperat efter en stabil autoritet, der kunne hjælpe os. Rosa tabte sig hurtigt. Hun var nede på -12 % af sin fødselsvægt, men vi blev ikke tilbudt indlæggelse. Riget virkede meget travle og tog os ikke seriøst. Det eneste vi blev tilbudt var en suttebrik og adskillige antagelser om, hvad der lå til grund for Rosas ’ammeudfordring’. Vi fik modstridende råd om, hvad vi skulle stille op: Først skulle vi proppe mad i hende med kanyler og kopper og klemme hendes kinder sammen for at få flasken ind. Dernæst havde vi traumatiseret vores baby ved at overfodre hende, og vi skulle derfor sulte hende natten over. Èn jordemoder nævnte, at vores datter havde fået en spiseforstyrrelse i en alder af 4 dage. En anden sagde, at hun var underernæret. En tredje mente, at alt var helt normalt. En jordemoder sagde, at en suttebrik slet ikke var nødvendig En anden mente, det var vores eneste mulighed. En jordemoder påstod, at hendes tungebånd var for stramt, så på tredjedagen fik hun klippet det hos en speciallæge. En anden jordemoder foreslog, at hun skulle til kiropraktor.

Og det blev ved.

Vi savnede EN stemme, ro og stabilitet og sammenhæng i den oplevelse, vi havde som førstegangsfødende fra fødsel til ’stabilisering’. Vi var søgende efter råd og blev decideret desperate i en jungle af udpumpning, minimal søvn, inkonsistent rådgivning, tungebåndsklipning, osteopatbesøg, brystbetændelse, søvnmangel og ingen fast kontaktperson. Rosas vægt faldt stadig, på trods af vores mere og mere fortvivlede forsøg på at opfodre vores grædende baby. Vores sundhedsplejerske kom først ti dage efter fødslen, da de havde et forkert telefonnummer i systemet. Efter utallige beskeder, steder og mennesker, måtte vi opgive håbet om tilstrækkelig vejledning i offentligt regi. Vi havde brug for ro og sammenhæng, og den kunne vi åbenbart kun købe os til.

Måtte søge hjælp i det private

Vi valgte at skrive os ind på det private barselshotel i Gentofte, hvor vi for 6.000 kr. betalte os til et døgn med opfordring, ro på og en støttende og omsorgsfuld jordemoder, der forholdt sig fokuseret til Rosa og gav os en plan, samt efterfølgende vejledning for endnu 6.000 kr. Denne nat skulle vi have haft på Riget, natten efter fødslen. Barselshotellet fik os langt fra i mål, men gav os en tiltrængt øjeblikkelig tryghed. Jeg fortsatte kampen med amning og pumpede ud 8 gange i døgnet de første 6 uger af Rosas liv. Hver tredje time riggede jeg maskineriet til og ind imellem steriliserede jeg. Jeg kunne ikke trøste min lille datter for pumpegrej i de tyve minutter jeg pumpede ud og der var så meget uro omkring min datters mad, mine bryster, hendes vægt, hendes sundhed og hvordan vi ville skulle indrette os fremover, at det stjal af min mentale kapacitet til at kunne nyde den første tid og relatere ordentligt og nærværende til min datter.

Kampen med amningen

Vi prøvede at få hende til at amme igen og igen. Jeg var frem og tilbage på Barselshotellet, blev en nøgleklient for min Sundhedsplejerske, og forstsatte med osteopat og akupunktur, for at knække den kode ingen andre kunne: hvorfor Rosa ikke ville tage ordentligt fat. Min teknik var som den skulle være, ifølge de opsøgte eksperter. Lyden af den mekaniske brystpumpe, hver tredje time, dag og nat, gjorde mig sindssyg. Og det var irrationelt for mig selv, hvorfor jeg ikke bare kunne opgive og acceptere, at jeg ikke skulle amme. Men en dag rådede min Sundhedsplejerske mig til at droppe udpumpning og ’bare amme’, og pludselig var Rosa stærk nok til at tage fat. I de første par uger tabte hun sig igen, og vi var skrækslagne for vægttabene. Men så vendte kurven efter nogle uger, og da hun var ca. 10 uger gammel, var det omsider stabilt. Hendes daglige timelange grædeture, som vi havde fået diagnosticeret som kolik, forsvandt omsider også på samme tidspunkt.

Den svære start sætter sine spor

Rosa er i dag 8 måneder gammel og er rolig, glad og græder meget sjældent. Hun har nogle store flotte kinder og endda en dobbelthage, men den dag i dag er vi stadig ekstra opmærksomme på hendes vægt og nervøse for, hvorvidt hun får nok indenbords. Jeg begyndte først at nyde min barsel og have tiltro til, at alt var som det skulle være, efter 4-5 måneder.  I dag kæmper vi for at få hende til at spise andet end min mælk, ironisk nok. Men Rosa vil ikke mades…! Hverken med ske, tube eller finger – og jeg tænker tit, om det mon skyldes den overfodring, hun skulle udsættes for i sin spæde, slanke start. Denne svære start har sat sig i os til stadighed, og retrospektivt udviklede den sig som ringe i vandet. Et døgn med dårlig teknik blev til ugers kamp for at få Rosa til brystet. Det lykkedes til sidst, men jeg har lært fra netværk, at vores gode slutning er sjælden. Jeg tror at det havde været en helt anden start for os og Rosa, hvis vi havde haft den første nat på Rigshospitalets Patienthotel. Idet vi forlod Riget, blev vi kategoriseret som ambulante og derved forlod vi også adgang til kontinuerlig og sammenhængende støtte og vejledning. Pludselig var det vores egen opgave at selektere i råd fra mange forskellige; jordemødre, private som offentlige, sundhedsplejersker, halslæger, kiropraktorer, osteopater, bloggere, mødre i facebook-grupper, osv. Og det er en umulig opgave for en førstegangsmor i den første uge, hvor ens dømmekraft er lagt ned af utallige fysiske begrænsninger.

En god start skal være alle forundt

Det handler om at få ’en god start’.  Vi skal anerkende betydningen af at starte vores familie i trygge rammer. Oprindeligt lærte kvinder at amme og være mødre af deres mødre, dengang vi levede mere kollektivistisk, men samfundet har ændret sig. Og det er paradoksalt, at det ikke afspejles i den støtte, vi får i vores såkaldte velfærdssamfund. Muligheden for en enkelt nat på hospitalet, efter at man har født, er nu blevet frataget førstegangsfødende på Rigshospitalet, samtidig med at ammehjælpen er blevet sparet væk i København. Det er ironisk og en smule ulogisk, eftersom Sundhedsstyrelsen officielt anbefaler fuldamning op til seks måneder og amning op til et år, som det bedste for barnet. Hvis vores samfund anbefaler amning, skal det også afspejles i prioriteringen af vores offentlige ressourcer og den startpakke, man bliver givet. Døgnet burde ikke blive sparet væk – det burde ideelt set forlænges til 3-5 nætter, så man først udskrives, når mælken er løbet til, og amningen er etableret, hvilket ikke sker på et enkelt døgn. Vi endte med at smide mange penge i det private tilbud, sponsoreret af min gavmilde mormor, men jeg mener ikke, at vi burde være nødsaget til at gå den vej for at få den ro, støtte og opmærksomhed, som man som førstegangsfødende har behov for. Vigtigst er det, at størstedelen af de danske mødre ikke har økonomien til at kunne betale sig til ’en god start’.  Derved skabes der ulighed ikke bare blandt mødre med forskellige mængder ressourcer, men blandt babyer, der fra deres første vejrtrækning allerede er havnet i en ulige situation med dertil hørende muligheder. Alle babyer fortjener, og har brug for, en start med ro og tryghed – og den kommer i høj grad fra forældrenes ro og tryghed. ´Den gode start ´kan kun fordeles ligeligt blandt de danske familier gennem det offentlige skattefinansierede system. Jeg håber og ønsker for alle kommende mødre, at det offentlige kommer på bedre tanker. Jeg håber inderligt at det snart går den fuldstændigt modsatte vej.

I dag kan vores mødre fortælle os om, de 5 dage de havde på barselsafsnittet, som kontrast til vores få timer. Jeg håber vi kan fortælle vores døtre om de barske vilkår vi måtte kæmpe imod, som led i historien om, hvor god deres virkelighed er.

 

To_The_Moon_Honey_Jule_Cordes_Sharing_Is_caring_Bea_fagerholt_Liv_Winther_Amning

MEET’N’GREET

Julie Cordes, 31 år bor i København med sin kæreste Rasmus og datter Rosa på 8 måneder.

Julie er udannet Cand.merc.psyk med master i erhvervsøkonomi og psykologi. Hun starter efter endt barsel i nyt job som Strategy Manager hos Novozymes.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Love this article, highly relevant. Taking this blog to an entirely new level. Awesome.

Rigtigt godt og vigtigt indlæg! Har du overvejet at indsende det til Politiken eller en anden stor avis som læserbrev? Det vil måske kunne skabe mere opmærksomhed om et meget vigtigt emne end bloggen her kan.

To The Moon, Honey

Kære Nina! Tak for din besked, det sætter vi stor pris på. Vi har tænkt det samme – og vil helt sikkert forfølge mulighederne for at få Julies historie bragt som læserbrev i et større nyhedsmedie. Tak for tippet 🙂

Mathilde Thaarup

Det er virkelig glædeligt at der bliver sat fokus på dette emne. Jeg gennemgik selv amme problemer få dage efter, og måtte kæmpe for at få det til at fungere. Kender desuden flere som har haft en masse udfordringer med amningen efterfølgende og som blev fejl vejledt. Er sikker på der er endnu flere som har historie, hvor en større støtte lige starten ville have gjort en forskel.
Har nøjagtig samme oplevelse mht at sundhedsfaglige giver forskellige råd og vejledning, samt er uenige om hvordan amning skal udføres, hvilket giver stor forvirring og frustration som nybagte forældre. Vigtigt fokus i sætter! Virkelig interessant at læse artiklerne.

To The Moon, Honey

Kære Mathilde,
tak fordi du læser med herinde. Ja, desværre er Julies historie ikke enkeltstående og vi tror også på, at den rigtige støtte fra start, vil minimere de vanskeligheder, som mange kvinder havner i med amning.
Tusind tak fordi du deler din egen erfaring med os.
Rigtig godt nytår!

Hej Mathilde, dejligt at du følger med og at du deler dine egne erfaringer, det er altafgørende for det fokus vi søger at skabe. Tak.

To the moon.

Laura Lawaetz

Sikken en historie! Men en meget fin og vigtig artikel. God ide med læserbrev!

To The Moon, Honey

Tak Laura, det synes vi også. Det er en rigtig god ide med læserbrev, vi arbejder på sagen 🙂

Christian Munk Jensen

Hej, tak for en god beskrivelse, vi blev også forældre i 2018, men hade mulighed for at være indlagt til amningen var igang og den lille fyr var begyndt at tage på. Det var med amning og udpumpning 8-12 gange i døgnet i en hel uge. I al den tid kom der en fagperson når vi trak i snoren. Det jeg meget svært ved at se vi kunne have klaret selv hjemme. Jeg har aldrig følt mig så meget som en del af et velfærdssamfund som der.

Hvis du ikke har set dem så er her to gode artikler, en om hvor meget det koster det engelske samfund i yderligere lægebesøg og lignende at der er så få der bliver ammet og en om hvordan børn der bliver ammets hjerner udvikler sig hurtigere. https://docs.google.com/document/d/1K4cv8kwRcNtVx2mIAOcis5xFikQPleohBMoxpWyMPOI/edit?usp=drivesdk

Jeg har skrevet starten på et indlæg om vores oplevelse, måske kunne det virke godt at sætte kontrasten op? Hvis ja så skriv.

Jeg plejer at spørge folk, i situationer som denne: Hvad stemte du ved sidste valg? På et parti der vil Danmark, eller bruge skattekronerne på alt det der ikke har direkte indflydelse på din dagligdag og folk der ikke har juridisk ret til at være i landet…

Har slet ikke fulgt med i din blog, men link til dette indlæg dukket op på min facebook 🙂
Syntes det du skriver er meget relevant, og synes helt sikkert alle førstegansfødende skal have ret til at blive en nat på hospitalet. Jeg var så heldig at få blive to nætter på Herlev hospital. Opholdet var rigtig godt og trygt, og det var lækkert at ikke skulle tænke på at lave mad osv. Når det er sagt, vil jeg sige at jeg syns vi stod med mange af de samme problemer i havde. På det 1,5 døgn vi var på patient hotellet fik vi aldrig snakket med samme jordemoder/sygeplejerske 2 ganger, der var altid en ny en! Og de havde alle sammen forskellig mening om hvordan amming skulle foregå… Meget frustrerende at ikke vide hvad man skal tro på! Så måske skal der også fokuseres lidt på at jordemødre får lidt mere oplæring i amming??

Nu var jeg så heldig at bebs fandt ud af det meste selv, men hvis han havde suttet forkert er jeg rimelig sikker på at ingen havde opdaget det… Jeg ville gerne nogen skulle se at han suttet rigtig (var selv meget i tvivl).Vi fik vide at vi skulle ringe næste gang han ammet, så ville nogen komme og kigge. Men hver gang vi ringet tog det ca 30 min før de kom, og lillemand var færdig spist… Alt i alt var det en god oplevelse at være på patienthotellet og det føltes rigtig trygt at vide at der var nogle tæt på der kunne hjælpe hvis der skete noget, men lige præcis amming syntes jeg ikke rigtig vi fik så meget hjælp til (men kan godt være vi bare var uheldige…)

Hej Berit. Tak fordi at du deler din egen historie herinde. Det har stor betydning for os og vores læsere. Og tillykke med jeres lille nye!
De fleste vi taler med nævner også at de savnede en rød tråd i de råd de fik omkring amning. Vi er helt enige i at der bør sættes ind i forhold til en fælles oplæring/efteruddannelse når det kommer til amning. Noget der er så følelsesmæssigt drevet og så samtidigt er så teknisk for både mor og baby.
Fortsat god barsel til jer 🙂
De bedste hilsner, To The Moon

Trine Fagerskov

Tusind tak for at dele denne virkelig vigtige historie! Langt de fleste kvinder ønsker at amme – men utroligt få lykkes med det i det omfang, de selv håbede på. Jeg oplevede kæmpe problemer med amning af mit andet barn til trods for, at jeg havde ammet mit første barn uden problemer i halvandet år. Så det kan ske for enhver. Det er det mest stressende, der nogensinde er sket for mig. Jeg var så ulykkelig og frustreret over ikke at kunne hjælpe min datter til at spise. Vi betalte os også fra privat ammehjælp, som ikke kunne hjælpe. De mente, at vores datter havde stramt tungebånd. Vi tog helt til Holland for at få klippet tungebåndet og læbebåndet. Da var hun 2 mdr gammel. Amningen blev først rigtig vellykket, da hun var omkring 8-9 mdr.! Nu er hun et år og vi ammer stadig. Efter mit eget sindssygt hårde forløb har jeg certificeret mig som postpartum doula for at yde hjælp og støtte til nybagte mødre, så de kan få den hjælp, omsorg og støtte, som jeg ville ønske, at jeg selv havde fået i den svære tid. Lidt trist at man må til at betale sig fra noget, som i andre kulturer bliver varetaget af kvinder omkring en blandt familie, venner, naboer osv. Men sådan er det blevet i vores samfund… I USA, Australien og Canada er det blevet ret udbredt at alliere sig med en postpartum doula for at få en god, tryg start på moderskabet. Selv valgte jeg at føde hjemme med privat jordemoder for at få en tryg fødsel. Det var alle pengene værd! Jeg håber på selv at kunne gøre en lige så stor forskel for kvinder i starten af deres moderskab, som min private jordemoder gjorde for mig i forbindelse med fødslen af min datter.