Nadia Spanggård – min graviditet udenfor livmoderen  - TO THE MOON, HONEY

Nadia Spanggård – min graviditet udenfor livmoderen 

Noget føles forkert, da Nadia venter sit andet barn, og hun mistænker tidligt, at der er tale om en graviditet udenfor livmoderen. Her deler Nadia et voldsomt forløb, hvor hun når at tro, at hun skal dø, og hvor hun efterfølgende savner svar og nogen at spejle sig i

 

Jeg vil gerne dele min historie om min ektopiske graviditet (graviditet uden for livmoderen, red.), fordi dén graviditet og bearbejdelsen af oplevelsen vil altid være en del af mig. Der går ikke en dag uden, at jeg bliver mindet om den fra de fire ar, jeg møder hver gang, jeg går på toilettet. 

I min bearbejdelse har jeg forsøgt at søge råd og viden samt trøst hos kvinder, der har oplevet det samme som jeg. Men efter at have søgt nettet tyndt for andre, jeg kunne spejle mig i, lader en graviditet udenfor livmoderen til at være en slags Sorteper – et kort ingen vil have. Og dem som får det, holder på det som en hemmelighed. 

Så: Kære Kvinde som har været gravid udenfor livmoderen. Er du derude? For jeg vil gerne spørge, hvordan det er gået dig? Er alt ok? For hvis det er, så er alt måske også ok med mig. 

Fra min kæreste og jeg beslutter, at vi er klar til en lillebror eller lillesøster, går det stærkt, og kun 14 dage efter kigger to fine streger på mig. Som andengangsgravid med en god graviditet i baggagen forsøger jeg spændt at genkalde mig de første graviditetstegn- og følelser. Men uden at kunne sætte en finger på noget specifikt mærkes denne graviditet anderledes, både fysisk og mentalt. Da min menstruation forsat udebliver, tager en jeg dyb indånding og finder ro i, at ikke to graviditeter er ens. 

Læs også

Cecilie Milsted Lind – Om at tage medicin under graviditeten

Vi glæder os og føler virkelig, at lykken har tilsmilet os med sådan en let proces. Da jeg en morgen under et toiletbesøg opdager en lille brunlig pletblødning, rammer det os begge med stor skuffelse. Jeg pletbløder i en lille uges tid, men fordi blødningen er sparsom og ikke ligner frisk blod, tror jeg oprigtigt på, at jeg forsat er gravid. Det er først, da jeg får mindre, men konstante, smerter i venstre side af underlivet, at jeg bliver bekymret og kontakter min læge. 

Min læge er anerkendende og omsorgsfuld og tror desværre, at jeg er ved at abortere, da jeg har pletblødt så længe. Fordi min intuition har fortalt mig, at noget er anderledes, fortæller jeg, at jeg faktisk er helt ok med, at dette er udfaldet, men er mere bekymret for mig selv, fordi jeg allerede her mistænker en ektopiske graviditet – en graviditet udenfor livmoderen. 

Min læge er overbevist om, at min krop er i gang fuld gang med at udstøde graviditeten. Det er fredag, og derfor aftaler vi, at lægen ringer mig op mandag morgen til en status. Jeg går derfra og føler mig tryg og hørt. 

Weekenden går og både pletblødningen og smerterne forsvinder som dug for solen. Dette fortæller jeg gladeligt min læge, selvom det også undrer mig. Da jeg ikke længere oplever smerte, kan lægen ikke sende mig til undersøgelse på AUH (Aarhus Universitets Hospital, red.), og foreslår i stedet en scanning i privat regi for at få afklaret, om den formodede abort er komplet, eller om der er hjerteblik. 

Tirsdag lægger jeg mig på briksen hos min private jordemoder, som hurtigt kan konkludere, efter at have scannet mig udvendigt, at den lille blommesæk er tom. Jeg får igen bekræftet min intuition om at noget føles anderledes. 

En tom fostersæk kan skyldes flere ting:

At man ikke er så langt henne i graviditeten som man troede 

At graviditeten er gået til grunde 

At man er gravid udenfor livmoderen

Jordemoderen tilbyder en ny scanning ugen efter for at kunne konkludere noget endeligt. To dage efter vågner jeg med voldsomme smerter i underlivet. Min første tanke er, at jeg er ved at abortere. Men smerterne vælter ind over mig og forskrækker mig, og jeg vækker min kæreste. På få sekunder bliver jeg klar over, at situationen er langt mere alvorlig end blot en spontan abort, og i samme øjeblik, jeg beder min kæreste ringe 112, falder jeg om. 

I tiden fra min kæreste ringer 112, til ambulancen kommer, besvimer jeg tre gange, og hver gang kæmper jeg for ikke at lukke mine øjne, fordi jeg tror, jeg skal dø. Jeg har læst om ektopiske graviditeter og er ikke længere i tvivl om, at jeg er gravid udenfor livmoderen. Jeg frygter derfor, at graviditeten har sprunget noget i mit underliv, og at jeg er ved at forbløde indvendigt. 

På AUH får jeg en indvendig ultralydscanning. På skærmen over mig ser jeg den blommesæk, som for to dage siden var tom, nu med et lille bitter foster. Der er dog ingen hjerteblink, og det ser ikke levedygtigt ud. Lægen bekræfter herefter, at der også er en ganske stor graviditet i min venstre æggeleder, og at jeg har en del størknet blod i bughulen. Dette er alt sammen noget, som kræver en operation. 

I timerne efter ligger jeg til observation og venter på at blive undersøgt af den læge, som skal foretage operationen. Jeg ligger alene på stuen, helt udmattet og prøver at bearbejde min voldsomme forskrækkelse. Jeg er alene, fordi det er under Covid-19 lockdown, men også fordi min kæreste er hjemme hos vores sovende datter. 

Shop

TABET af Le Gammeltoft og Marie Nørgaard

250,00 DKK

Da operationen nærmer sig, bliver jeg undersøgt endnu engang, denne gang af operationslægen. Han konstaterer det samme som den forrige læge, men fortæller nu, at de desværre også må fjerne min æggeleder, da den er ødelagt. Og lige der går min verden i stå! Inde bag mit mundbind vælter tårerne frem, og den kærlige sygeplejerske tager min hånd. Jeg får fremstammet, hvilke konsekvenser det har for min fertilitet. Og tænker, at min kæreste og jeg jo slet ikke færdige med at få børn. Den drøm må ikke være brast. 

Lægen beroliger mig og fortæller, at de vil gøre alt for at redde min venstre æggeleder, hvis de kan se at den højre heller ikke er sund, så jeg ikke skal undvære begge mine æggeledere. Men at risikoen for at næste graviditet sætter sig samme sted er stor, hvis den ikke fjernes. Jeg får samtidig at vide, at min fertilitet kun bliver en smule nedsat, men ikke mere specifik end det. Fordi jeg også har en graviditet i livmoderen, men som ikke ser levedygtig ud, tilbyder de også et udskrab på denne. 

Jeg er på kort tid gået fra at skulle forholde mig til en mistet graviditet, en voldsom og smertefuld oplevelse, hvor jeg tror jeg skal dø, til at skulle forholde mig til at få fjernet en del af mit underliv, som påvirker min fertilitet negativt og oveni overveje, om jeg også vil have fjernet en anden graviditet, som ikke ser levedygtig ud. Min kæreste får herefter lov at komme ud til mig, og jeg træffer beslutningen om, at jeg ikke ønsker et udskrab af graviditeten i livmoderen. 

Jeg ved ikke, om dette er, fordi jeg faktisk tror på graviditeten eller simpelthen bare ikke kan overskue et udskrab – alene navnet ’udskrab’. Men jeg ved, at jeg tror på min krop, og at den nok skal tage sig godt af mig og gøre arbejdet selv, hvis det er sådan, det skal ende. 

Operationen er vellykket. Jeg får fjernet min venstre æggeleder, hvor der sad en graviditet i 7. uge. 

Savnet og behovet for at være tæt på min datter er stort, så da der ingen komplikationer har været under eller efter operationen, får jeg lov at tage hjem samme dag.

Jeg bruger de næste mange dag på at græde. Og på at bløde – både fra operationen, men også fra den ikke levedygtige graviditet i livmoderen, som min krop er ved at afvikle. 

Jeg græder hele tiden og er øm fra mine fire sår fra kikkertoperationen. Jeg græder over den fysiske smerte. Jeg græder over angsten for ikke at overleve, som jeg oplevede. Jeg græder, fordi jeg har mistet en æggeleder og fået nedsat fertilitet. Jeg græder, fordi vi alligevel ikke skal være forældre til dette liv. 

Dagene efter operationen får jeg taget en blodprøve, som skal afklare, om mit HCG-niveau er faldet til det normale for en ikke-gravid. Jeg får derfor en opringning fra Afdelingen for Kvindesygdomme – en proceduresamtale vedr. HCG-blodprøven. Lægen, jeg taler med, er utrolig omsorgsfuld og spørger kærligt ind til, hvordan jeg har det. Hun er også forstående overfor mine mange spørgsmål, som jeg først har haft overskud til at stille efter operationen er kommet lidt på afstand. Men det er også tydeligt, at samtalen kun skulle have omhandlet blodprøven, derfor undskylder jeg mine mange spørgsmål. Samtalen afsluttes med: Hvis du ikke er blevet gravid indenfor 6 måneder, skal du kontakte egen læge. Og det var det. 

Læs også

Sidsel Alling – Om først at turde tro på sin graviditet halvvejs

Jeg er en ressourcestærk kvinde, som har overskud og ved, at jeg har mulighed for at søge hjælp og rådgivning. Alligevel har jeg følt mig alene og glemt – både hos mine medsøstre og i sundhedsvæsenet. Jeg har stort set ingen information kunnet finde fra andre kvinder, som har oplevet det samme. Hverken om forløbet op til at graviditeten udenfor livmoderen bliver opdaget til det mentale og fysiske efterspil og efterfølgende graviditet og fertilitet. 

Ifølge Sundhed.dk sætter ca. 1 ud af 100 graviditeter sig fast udenfor livmoderen. Op mod halvdelen af alle disse graviditeter uden for livmoderen går i sig selv, men resten kræver som oftest operation, hvor man i de fleste tilfælde også må fjerne den ødelagte æggeleder eller æggestok. Et voldsomt indgreb og højt procenttal, som jeg tænker enhver kvinde vil have svært ved at bearbejde. Derfor undrer jeg mig også over, at der ikke tilbydes mere information fra sundhedsvæsenet om kommende graviditet og fertilitet eller hjælp til at komme godt videre efterfølgende. 40% af disse kvinder oplever besvær med at blive gravide.

Jeg vil gerne understrege, at jeg følte mig utrolig tryg og i gode hænder under min indlæggelse og operation – meget kompetente læger og sygepersonale. Men her, flere måneder efter, opstår der stadig spørgsmål hos mig: Hvorfor skete det? Vil det ske igen? Kunne jeg havde gjort noget anderledes? Er jeg den eneste? Hvordan oplever andre kvinder det? Hvornår blev andre gravide igen? Hvornår bliver jeg gravid igen? 

Alle disse spørgsmål er uden tvivl min måde at bearbejde hændelsen på, men de er måske også opstået, fordi der i stor grad har været mangel på information og efterfølgende opfølgning. Mit ønske er derfor at sætte fokus på graviditeter som efterfølgende har konsekvenser for kvindens fertilitet, og hvordan vi bedst takler dette – både individuelt og i fælleskab. 

Podcast

Vores panel taler om spontane aborter

Meet’n’greet

Nadia Spanggård, 32, arbejder som kreativ designer i Århus og har en datter på på 1 år og 7 måneder

 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Kære Nadia

Tak for at dele! Det er en hård omgang, du har været igennem, og jeg håber, du får hjælp til at bearbejde det. Min erfaring er i hvert fald, at det sætter sig mere, end man måske lige tror.

Jeg havde en graviditet uden for livmoderen første gang, jeg var gravid. Jeg tror, den skyldes arvæv i min æggeleder forårsaget af en blindtarmsoperation. Jeg havde også et uklart forløb med pletblødning, en milliard scanninger, blodprøver mv. Jeg fik dog meget tidligt at vide, at jeg skulle ringe 112 ved smerter og/eller kraftig blødning. Fik fjernet graviditet og æggeleder i uge syv som dig. Fik menstruation nøjagtigt seks uger efter operationen og blev gravid ved første ægløsning derefter og har nu en velskabt dreng på snart tre. Det fortæller jeg dig for at dele, at der er håb<3 Dog medførte graviditeten uden for livmoderen, at jeg ikke turde tro på, at han virkelig kom, så det har psykisk været ekstremt svært – også på bagkant.

Kh

Nadia Spanggård

Hej Trine,

Tak for, at du har taget dig tid til at dele din oplevelse med mig – det betyder meget, også selvom jeg desværre først får svaret dig nu.

Jeg bliver så glad for at høre, at I, trods en ubehagelig start på baby making, kom lykkeligt og hurtigt ud på den anden side. Ved præcis hvad det er for en lettelse som rammer, over at man “virker”, men desværre også de bekymringer og den store usikkerhed som følger med den nye graviditet.

Vi venter vores anden datter til April 22 – og lige som, du havde svært ved at tro på, at din søn faktisk kom, så kan mit hoved heller ikke forstå at alt jo går som det skal. Det er meget underligt og nogle dage også ubehageligt, at distancere sig så meget til det, man har ønsket så inderligt. En følelse, jeg kan læse du også oplevede. Og selvom, jeg selvfølgelig ikke ønsker hverken dig eller andre det dårligt, så betyder det enormt meget for mig at høre, at mit mentale efterspil er mere universelt end jeg troede.

Endnu en gang mange tak, fordi tog dig tid til at sende kærlige tanker mig vej.

Kærligst
Nadia

Hej Nadia, som jeg nøjagtig læser dit opslag ligger jeg på Herlev hospital…sikke en omgang jeg vil gerne dele min historie med dig da den desværre minder utroligt meget om din. Jeg har også oplevet en graviditet udenfor livmoderen i 7+4 men indre blødninger i maven, efter det blev konstateret gik der nøjagtigt 1,5 time og så lå jeg på operationsbordet. Graviditeten havde sat sig i Venstre æggestok, men jeg har været heldig at beholde begge æggeledere og begge æggestokke. Det har virkelig været en slemt omgang selvom man skulle tro at en graviditet lavet på IVF ville have sværere ved at ende unden for livmoderen men det gjorde min desværre. Jeg syntes det er hårdt kroppen ikke har fanget det pg da de måler mit HG ligger det på 10900, det skal nu kontrolleres for at sikre alt er kommet med ud. Rigtig mange tanker til dig kh Ivana

Nadia Spanggård

Hej Ivana,

Tusinde tak for din besked og tak fordi, du deler din oplevelse med mig – og hvor ville jeg ønske, jeg havde svaret dig før nu, så du kunne have mærket noget søstrestøtte i din retning.

Jeg håber sådan, at du kom godt igennem din operation og har haft styrke til at håbe og tro på, at din drøm lykkes. Jeg kan kun forestille mig, hvor hårdt det må være endeligt, at være kommet i mål med en graviditet, for så at få revet tæppet væk under en på sådan en skræmmende måde – måske endnu engang. Det er uretfærdigt. Men din krop er sej og har gjort alt hvad den kunne, for at forblive gravid. Og jeg er så glad for at høre, at du har kunne beholde begge æggeledere og æggestokke – dét er stærkt.

Jeg sender dig alle de bedste tanker og krydser alt i min krop for, at du får dit ønskebarn.

Endnu en gang mange tak, fordi tog dig tid til at sende kærlige tanker mig vej.

Kærligst
Nadia

1000 tak for dit indlæg jeg føler mig så alene med alt det her mine hCG tal viste alt var normalt men hele min krop skreg at der var noget galt med min graviditet 🙁 det var der så også. Havde også en cyste på 5x5x6cm på min højre æggestok og den er derfor også blevet fjernet sammen med min højre æggeledere jeg føler mig så alene og jeg har så mange spørgsmål. Jeg priser mig lykkelig for at jeg valgte at beholde min søn for 2 år siden selvom jeg var 21 og han ikke var planlagt 😭
Mvh
Cecillie

Nadia Spanggård

Hej Cecillie,

Tusiden tak for at du deler din historie med mig – det betyder meget for mig.

Det rammer mig lige i hjertet, at du føler dig alene. For at føle sig alene i ens sorg er mega hårdt! Og at du sammetidligt også har skulle håndtere at få fjernet både højre æggestok og æggeleder er så forfærdeligt. Og selvom lægerene siger, at man godt kan opnå graviditet med kun ét “rask sæt”, så forsvinder bekrymringer aldrig. Men kvindekroppen er vild! Tænk at den både kan bygge et barn og føde, men også fortælle en, at der altså er noget galt – SÅ godt at du lyttede til den.

Lige som du har til din søn, har jeg selv fundet en større ro til min datter efter min oplevelse og netop det har hjulpet mig meget.

Jeg sender dig de bedste tanker.

Kærligt
Nadia

Kære Nadia,

Jeg ved det har været svært, men jeg vil gerne starte med at sige tusind tak fordi du deler din historie! Det betyder virkelig meget for mig at vide at jeg heller ikke er den eneste. Jeg har selv haft samme spørgsmål om hvordan andre kvinder har oplevet det, fordi jeg ikke nogle steder har syntes at kunne finde andre der har haft en ektopisk graviditet. Og som kort svar på dit spørgsmål, jeg er nok så ok som man kan være. Det bliver bedre jo for hver dag men jeg tror ikke det vil forsvinde helt.

Min historie er lidt anderledes, selvom jeg kan genkende mig selv i meget af din erfaring.

Det er midten af august og jeg er stoppet med p-piller. D. 24 september står jeg med en positiv test i hånden og derefter går der alle mulige tanker igennem hovedet, glad, spændt, lidt nervøs. Jeg har ikke været gravid før så hvad ved jeg om hvad der kommer til at ske med min krop og hvordan alle de små ændringer føles.

D. 7 oktober (dvs jeg er omkring 5 uger henne) bløder jeg på et tidspunkt jeg er på toilettet og der kommer en lille klump ud. Ingen smerter, bare det. Jeg tænker allerede der at det nok var en spontan abort (det sker vel?) Men skriver stadig lige en email til min gynekolog og spørger om det er noget jeg skal være nervøs for.
De ringer tilbage og jeg får en tid morgenen efter, hvor jeg også får en vaginal ultralyd. Hun kan ikke se noget i livmoderen men tager en blodprøve for at tjekke hpg niveauet.
Hun ringer samme aften og siger at mit hormon niveau ikke er lavt nok (som hvis jeg havde aborteret) og at jeg skal tage på hospitalet og få det tjekket da hun mistænker en graviditet uden for livmoderen.

Det her er måske et fint tidspunkt at sige at jeg ikke bor i Danmark, så alt foregår på en blanding af tysk og engelsk…

Det viser sig så at jeg har en fin rund (på størrelse med min æggestok) graviditet lige mellem æggestokken og livmoderen, på min ‘fallopian tube’ (jeg mangler de danske ord her…).

Da jeg ikke har smerter og vi fandt ud af det så tidligt (uge 5), så har jeg mulighed for at vælge mellem operationen eller en indsprøjtning af Methotrexat (et kemoterapeutisk stof der dræber voksende celler såsom en graviditet).
Jeg vælger indsprøjtningen som ikke har de samme risici som en operation, men jeg må ikke blive gravid de næste 3 måneder og skal til blodprøve og vag.ultralyd hver 4., 7., 14., 21. 28.,.. dag. Det er nu næsten seks uger siden og jeg skal til mit (forhåbentligt) sidste checkup imorgen.

Jeg brugte 5 uger på at bløde hver dag, have smerter der kom og gik, ikke måtte dyrke nogen form for motion og til dels føle mig som en tidsbombe fordi der stadig var en chance for at min graviditets-vækst kunne ‘rupture’ der hvor den sad. Mine læger blev også lidt nervøse da jeg i to uger havde en del ‘free fluid’, muligvis blod, rundt om livmoderen. Hjalp ikke på følelsen som en bombe..

Og som du selv og de andre kommentarer nævner; alle tankerne og følelserne der følger med er nok det værste.
Yai for min første graviditet…nu har jeg virkelig lyst til at prøve igen med en forhøjet chance for at det samme sker…

Men jeg er optimistisk og ud af alle de kvinder (statistics, for man hører jo ikke meget om selve os der oplever det), så er det betryggende at vide at størstedelen af os kommer igennem det og får et barn.
Selvom de fleste af os nok stadig kommer ud af det med ar, psykisk og-eller fysisk. Det er der selvfølgelig heller ikke så mange der snakker om…
Jeg glæder mig ellers også til at opleve hvordan en rigtig graviditet føles. Så jeg prøver at se frem til den tid hvor jeg kan opleve det.
Jeg ønsker dig virkelig alt det bedste og sender en stor virtuel krammer. Vi skal nok komme igennem det! 💪

Nadia Spanggård

Hej Mie,

Tusinde tak for at du deler din historie med mig, det betyder meget – og som du selv skriver, er det virkeligt rart at vide at man ikke er den eneste.

Selvom vores historie, på papiret, ikke ligner hinandens, så har vi usikkerheden og det fysiske og psykiske efterspil tilfælles. Og jeg er så glad for at vi kan dele vores oplevelser, så vi kan støtte hinanden og andre, som kommer i samme situation.

Den glæde en graviditet kan vække i ens krop er så fantastisk og når den så bliver taget fra en, på en forholdvis dramatsik måde, kræver det virkelig meget af psyken at komme ovenpå igen. Selvom jeg inderligt ønskede mig en ny graviditet så hurtigt som muligt, så skulle både min krop og sind også kunne følge med. Men jeg er nu gravid igen og selvom denne graviditet er fyldt mere flere bekymringer og usikre taker, så forsøger jeg at huske på, at jeg godt må glæde mig, selvom det er svært.

Endnu engang tak for din støtte og omsorg! Jeg sender mindst lige så meget retur til dig og håber du lykkes med en graviditet i den nærmeste fremtid, når din krop er klar igen.

Kærligst
Nadia

Kære Nadia
Tak fordi du deler din historie – det tror jeg muligvis lige har “reddet” mig – både fordi jeg nu ved at jeg ikke er ene om at have de følelser, jeg bærer rundt på nu.

Jeg blev her den 9/12 akut opereret for en graviditet udenfor livmoderen, hvor de desværre også måtte fjerne venstre æggeleder, og jeg har siden den dag, søgt nettet tyndt for svar på alle mine mange tusinde spørgsmål samt bekymringer om vores fremtid og drøm om at blive forældre.

Og så har jeg virkelig haft brug for at vide, at jeg ikke er alene, for det har jeg godt nok følt.
Det har været en rigtig voldsom oplevelse, og der har været utrolig mange forskellige følelser på meget kort tid. Det gik fra den ene yderlighed til den anden på 5 dage.
Fra søndag at finde ud af man er gravid, og bare være så glad for at min mangeårige drøm om at blive mor, nu endelig var inden for rækkevidde – til at jeg tirsdag nat begynder at bløde og ligger i de mest vanvittige smerter, jeg nogensinde har oplevet, hvor jeg til et akutbesøg hos lægen senere på dagen, får at vide at jeg har en spontan abort – til torsdag at blive akutopereret. Jeg havde indre blødninger, og jeg får at vide, at det var godt at jeg kom ind, da jeg gjorde. På operationsbordet inden de bedøver mig, får jeg et panikanfald – tingene går op for mig, og følelserne samt angsten for ikke at vågne igen vælter ned over mig. Heldigvis var jeg i de bedste og mest omsorgsfulde hænder på Roskilde Sygehus.
Jeg måtte efterfølgende være sygemeldt i 2,5 uge fra jobbet.

Nu her snart 4 uger efter operationen sidder jeg tilbage med en masse tanker og følelser.
Min største frygt er, at jeg får svært ved at blive gravid og skal igennem en masse negative tests – men også frygten for at blive gravid, og gå det samme igennem igen – og igen.

Om en lille uges tid håber vi på at stå med en positiv graviditetstest i hånden 🤞🏻

Igen – tak fordi du delte. Jeg håber at der i fremtiden, kommer mere fokus og mindre tabu omkring graviditet udenfor livmoderen og tiden derefter – både fysisk som mentalt.

Nadia Spanggård

Hej Fie,

Mange tak for, at du også vil dele din historie – det betyder virkeligt meget at høre, at man ikke er alene, hverken med ens oplevelse eller følelser.

Jeg fik kuldegysninger på hele kroppen, da jeg læste din kommentar! For din historie rammer min egen så præcist og går lige i hjertet. Selvom det snart er et år siden jeg blev oprerere og oplevelsen er kommet godt på afstand, så kunne jeg pludseligt genkalde mig smerten, du beskriver og de forkerte konklusionen frem til indlæggelsen og den gigantiske rutchebane en følelser kommer igennem på kort tid. Det er vildt hårdt!

Som dig, var min største bekymring om jeg ville have svært ved eller overhovedet kunne blive gravid igen. Og selvom jeg faktisk stressede en del over det månederne efter, havde jeg også brug for at vente.
Jeg fik min menstruation 4-5 uger efter operationen og den kom forsat reglmæssigt, men jeg kunne overhovedet ikke mærkelig min egen krop. Jeg havde ikke bemærket at jeg havde haft ægløsning (hvilket jeg ellers altid har kunne), jeg oplevede ikke udflåd i min cyklus – jeg oplevede generalt en stor disconnection til min cyklus og mit underliv. Efter 3 måneder følte jeg mig mentalt mere ovenpå til at forsøge på en graviditet igen, men fordi jeg forsat ikke kunne mærke min egen krop helt som før, så gik jeg all in på ægløsningstest, som gav min en kæmpe ro og tiltroen tilbage. Og i 3. forsøg – et halv år efter operationen – stod jeg med en positiv test, som vi venter til foråret.

Selvom denne graviditet er fyldt mere flere bekymringer og usikre taker, så forsøger jeg at huske på, at jeg godt må glæde mig, selvom det er svært.

Endnu engang tak for, at du har taget dig tid til at sende kærlige tanker min vej – det betyder så ufatteligt meget.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber, at du også opnår en positiv graviditet.

Kærligst
Nadia

Jeg forsøger at gøre et hårdt og langt (for mig) forløb kort, da jeg skriver fra min mobil.

Din oplevelse ramte mig fordi den var så ens som min egen var.

Jeg var blevet planlagt gravid og da jeg er en 7-8 uger henne begynder jeg pludselig at bløde på arbejdet. Har ingen smerter og der er ikke meget blod, men bliver alligevel af min læge straks henvist til en gynækolog og får her en skanning, der viser en tom blommesæk og får beskeden, at jeg er ved at abortere og det vil tage en lille uges tid.
Jeg stopper så faktisk kort efter med at bløde og tænker ‘det var dét’, men får så ondt i min højre side. Bliver atter skannet og her viser skanningen intet. Det er så slemt, så jeg en weekend ringer til vagtlægen, der nærmest griner og siger jeg slet ikke er langt nok til at kunne have en graviditet udenfor livmoderen.
En uge senere er jeg endnu en gang på arbejde og har et vigtigt møde med en kunde og får undervejs tiltagende ondt. Til sidst kan jeg slet ikke holde det ud, begynder at bløde og må haste hjem fra arbejdet og får derefter endnu en skanning hos gynækologen, som stadig intet kan se, men som pga mine kraftige smerter henviser mig akut til hospitalet, der efter en smertefuld skanning pludselig kan se, at jeg har en graviditet udenfor livmoderen.
Jeg bliver opereret og får som dig en udskrabning.
Heldigvis kan de redde min livmoder, men pga arvæv med risiko for, at en ny graviditet atter vil sætte sig i den. De tømmer min bughule for meget blod og siger det kunne være gået alvorlig galt, hvis ikke jeg var kommet ind den dag.
Voldsom tanke fordi jeg netop synes jeg havde gjort flere opmærksom på, at jeg havde ondt.

6 mdr. senere var jeg stadig ikke gravid og fik skyllet mine æggeledere igennem og blev gravid med det samme og er nu mor til 2 dejlige sønner.

Jeg blev så glad (måske det forkerte ord) af denne historie fordi jeg netop heller ikke kendte andre med samme oplevelse som jeg selv.

Efter operationen havde jeg nogle svære måneder og da jeg blev gravid føltes det forkert. Som om det var den forkerte baby jeg havde i min mave.

Jeg fik aldrig svar på hvorfor det for mig endte med en graviditet udenfor livmoderen og mine sønner og jeg taler sommetider om, at de kunne have haft en storebror eller søster.

Hej Nadia,

tak for din artikel.
Jeg kom hjem fra hospitalet efter en grusom weekend med mavesmerter, blødning og en tung fornemmelse i underlivet (efterfølgende identificeret som blod i bugen).
Jeg vidste ikke, at jeg var gravid, da jeg havde fået menstruation, men var 6 uger på vej.
Lang historie kort, så var det en frygtelig oplevelse. At vente 18 timer, konstant grædende, på afgørelsen om operation, på læger der ikke kom og blodprøver hver anden time – mens billeder af min søn som blev passet tikkede ind og jeg savnede ham så meget…

Derefter følelsen efter operationen; større smerter end efter en fødsel – men jeg følte den opblæste mave og min gange var præcis som efter den gang jeg fødte – hvilket gjorde det endnu værre.

Nu på dag 4 venter jeg stadig på at mave skal blive normal..og analyserer stadig hvert mindste jag fra sår eller indeni. Og på, at jeg skal få lyst til at prøve igen, med én æggeleder. I det mindste hjalp det at læse din og de andres beretninger.
Tak

Luk

Ingen varer i kurven.