Nadia Spanggård – min graviditet udenfor livmoderen  - TO THE MOON, HONEY

Nadia Spanggård – min graviditet udenfor livmoderen 

Noget føles forkert, da Nadia venter sit andet barn, og hun mistænker tidligt, at der er tale om en graviditet udenfor livmoderen. Her deler Nadia et voldsomt forløb, hvor hun når at tro, at hun skal dø, og hvor hun efterfølgende savner svar og nogen at spejle sig i

 

Jeg vil gerne dele min historie om min ektopiske graviditet (graviditet uden for livmoderen, red.), fordi dén graviditet og bearbejdelsen af oplevelsen vil altid være en del af mig. Der går ikke en dag uden, at jeg bliver mindet om den fra de fire ar, jeg møder hver gang, jeg går på toilettet. 

I min bearbejdelse har jeg forsøgt at søge råd og viden samt trøst hos kvinder, der har oplevet det samme som jeg. Men efter at have søgt nettet tyndt for andre, jeg kunne spejle mig i, lader en graviditet udenfor livmoderen til at være en slags Sorteper – et kort ingen vil have. Og dem som får det, holder på det som en hemmelighed. 

Så: Kære Kvinde som har været gravid udenfor livmoderen. Er du derude? For jeg vil gerne spørge, hvordan det er gået dig? Er alt ok? For hvis det er, så er alt måske også ok med mig. 

Fra min kæreste og jeg beslutter, at vi er klar til en lillebror eller lillesøster, går det stærkt, og kun 14 dage efter kigger to fine streger på mig. Som andengangsgravid med en god graviditet i baggagen forsøger jeg spændt at genkalde mig de første graviditetstegn- og følelser. Men uden at kunne sætte en finger på noget specifikt mærkes denne graviditet anderledes, både fysisk og mentalt. Da min menstruation forsat udebliver, tager en jeg dyb indånding og finder ro i, at ikke to graviditeter er ens. 

Læs også

Cecilie Milsted Lind – Om at tage medicin under graviditeten

Vi glæder os og føler virkelig, at lykken har tilsmilet os med sådan en let proces. Da jeg en morgen under et toiletbesøg opdager en lille brunlig pletblødning, rammer det os begge med stor skuffelse. Jeg pletbløder i en lille uges tid, men fordi blødningen er sparsom og ikke ligner frisk blod, tror jeg oprigtigt på, at jeg forsat er gravid. Det er først, da jeg får mindre, men konstante, smerter i venstre side af underlivet, at jeg bliver bekymret og kontakter min læge. 

Min læge er anerkendende og omsorgsfuld og tror desværre, at jeg er ved at abortere, da jeg har pletblødt så længe. Fordi min intuition har fortalt mig, at noget er anderledes, fortæller jeg, at jeg faktisk er helt ok med, at dette er udfaldet, men er mere bekymret for mig selv, fordi jeg allerede her mistænker en ektopiske graviditet – en graviditet udenfor livmoderen. 

Min læge er overbevist om, at min krop er i gang fuld gang med at udstøde graviditeten. Det er fredag, og derfor aftaler vi, at lægen ringer mig op mandag morgen til en status. Jeg går derfra og føler mig tryg og hørt. 

Weekenden går og både pletblødningen og smerterne forsvinder som dug for solen. Dette fortæller jeg gladeligt min læge, selvom det også undrer mig. Da jeg ikke længere oplever smerte, kan lægen ikke sende mig til undersøgelse på AUH (Aarhus Universitets Hospital, red.), og foreslår i stedet en scanning i privat regi for at få afklaret, om den formodede abort er komplet, eller om der er hjerteblik. 

Tirsdag lægger jeg mig på briksen hos min private jordemoder, som hurtigt kan konkludere, efter at have scannet mig udvendigt, at den lille blommesæk er tom. Jeg får igen bekræftet min intuition om at noget føles anderledes. 

En tom fostersæk kan skyldes flere ting:

At man ikke er så langt henne i graviditeten som man troede 

At graviditeten er gået til grunde 

At man er gravid udenfor livmoderen

Jordemoderen tilbyder en ny scanning ugen efter for at kunne konkludere noget endeligt. To dage efter vågner jeg med voldsomme smerter i underlivet. Min første tanke er, at jeg er ved at abortere. Men smerterne vælter ind over mig og forskrækker mig, og jeg vækker min kæreste. På få sekunder bliver jeg klar over, at situationen er langt mere alvorlig end blot en spontan abort, og i samme øjeblik, jeg beder min kæreste ringe 112, falder jeg om. 

I tiden fra min kæreste ringer 112, til ambulancen kommer, besvimer jeg tre gange, og hver gang kæmper jeg for ikke at lukke mine øjne, fordi jeg tror, jeg skal dø. Jeg har læst om ektopiske graviditeter og er ikke længere i tvivl om, at jeg er gravid udenfor livmoderen. Jeg frygter derfor, at graviditeten har sprunget noget i mit underliv, og at jeg er ved at forbløde indvendigt. 

På AUH får jeg en indvendig ultralydscanning. På skærmen over mig ser jeg den blommesæk, som for to dage siden var tom, nu med et lille bitter foster. Der er dog ingen hjerteblink, og det ser ikke levedygtigt ud. Lægen bekræfter herefter, at der også er en ganske stor graviditet i min venstre æggeleder, og at jeg har en del størknet blod i bughulen. Dette er alt sammen noget, som kræver en operation. 

I timerne efter ligger jeg til observation og venter på at blive undersøgt af den læge, som skal foretage operationen. Jeg ligger alene på stuen, helt udmattet og prøver at bearbejde min voldsomme forskrækkelse. Jeg er alene, fordi det er under Covid-19 lockdown, men også fordi min kæreste er hjemme hos vores sovende datter. 

Shop

TABET af Le Gammeltoft og Marie Nørgaard

250,00 DKK

Da operationen nærmer sig, bliver jeg undersøgt endnu engang, denne gang af operationslægen. Han konstaterer det samme som den forrige læge, men fortæller nu, at de desværre også må fjerne min æggeleder, da den er ødelagt. Og lige der går min verden i stå! Inde bag mit mundbind vælter tårerne frem, og den kærlige sygeplejerske tager min hånd. Jeg får fremstammet, hvilke konsekvenser det har for min fertilitet. Og tænker, at min kæreste og jeg jo slet ikke færdige med at få børn. Den drøm må ikke være brast. 

Lægen beroliger mig og fortæller, at de vil gøre alt for at redde min venstre æggeleder, hvis de kan se at den højre heller ikke er sund, så jeg ikke skal undvære begge mine æggeledere. Men at risikoen for at næste graviditet sætter sig samme sted er stor, hvis den ikke fjernes. Jeg får samtidig at vide, at min fertilitet kun bliver en smule nedsat, men ikke mere specifik end det. Fordi jeg også har en graviditet i livmoderen, men som ikke ser levedygtig ud, tilbyder de også et udskrab på denne. 

Jeg er på kort tid gået fra at skulle forholde mig til en mistet graviditet, en voldsom og smertefuld oplevelse, hvor jeg tror jeg skal dø, til at skulle forholde mig til at få fjernet en del af mit underliv, som påvirker min fertilitet negativt og oveni overveje, om jeg også vil have fjernet en anden graviditet, som ikke ser levedygtig ud. Min kæreste får herefter lov at komme ud til mig, og jeg træffer beslutningen om, at jeg ikke ønsker et udskrab af graviditeten i livmoderen. 

Jeg ved ikke, om dette er, fordi jeg faktisk tror på graviditeten eller simpelthen bare ikke kan overskue et udskrab – alene navnet ’udskrab’. Men jeg ved, at jeg tror på min krop, og at den nok skal tage sig godt af mig og gøre arbejdet selv, hvis det er sådan, det skal ende. 

Operationen er vellykket. Jeg får fjernet min venstre æggeleder, hvor der sad en graviditet i 7. uge. 

Savnet og behovet for at være tæt på min datter er stort, så da der ingen komplikationer har været under eller efter operationen, får jeg lov at tage hjem samme dag.

Jeg bruger de næste mange dag på at græde. Og på at bløde – både fra operationen, men også fra den ikke levedygtige graviditet i livmoderen, som min krop er ved at afvikle. 

Jeg græder hele tiden og er øm fra mine fire sår fra kikkertoperationen. Jeg græder over den fysiske smerte. Jeg græder over angsten for ikke at overleve, som jeg oplevede. Jeg græder, fordi jeg har mistet en æggeleder og fået nedsat fertilitet. Jeg græder, fordi vi alligevel ikke skal være forældre til dette liv. 

Dagene efter operationen får jeg taget en blodprøve, som skal afklare, om mit HCG-niveau er faldet til det normale for en ikke-gravid. Jeg får derfor en opringning fra Afdelingen for Kvindesygdomme – en proceduresamtale vedr. HCG-blodprøven. Lægen, jeg taler med, er utrolig omsorgsfuld og spørger kærligt ind til, hvordan jeg har det. Hun er også forstående overfor mine mange spørgsmål, som jeg først har haft overskud til at stille efter operationen er kommet lidt på afstand. Men det er også tydeligt, at samtalen kun skulle have omhandlet blodprøven, derfor undskylder jeg mine mange spørgsmål. Samtalen afsluttes med: Hvis du ikke er blevet gravid indenfor 6 måneder, skal du kontakte egen læge. Og det var det. 

Læs også

Sidsel Alling – Om først at turde tro på sin graviditet halvvejs

Jeg er en ressourcestærk kvinde, som har overskud og ved, at jeg har mulighed for at søge hjælp og rådgivning. Alligevel har jeg følt mig alene og glemt – både hos mine medsøstre og i sundhedsvæsenet. Jeg har stort set ingen information kunnet finde fra andre kvinder, som har oplevet det samme. Hverken om forløbet op til at graviditeten udenfor livmoderen bliver opdaget til det mentale og fysiske efterspil og efterfølgende graviditet og fertilitet. 

Ifølge Sundhed.dk sætter ca. 1 ud af 100 graviditeter sig fast udenfor livmoderen. Op mod halvdelen af alle disse graviditeter uden for livmoderen går i sig selv, men resten kræver som oftest operation, hvor man i de fleste tilfælde også må fjerne den ødelagte æggeleder eller æggestok. Et voldsomt indgreb og højt procenttal, som jeg tænker enhver kvinde vil have svært ved at bearbejde. Derfor undrer jeg mig også over, at der ikke tilbydes mere information fra sundhedsvæsenet om kommende graviditet og fertilitet eller hjælp til at komme godt videre efterfølgende. 40% af disse kvinder oplever besvær med at blive gravide.

Jeg vil gerne understrege, at jeg følte mig utrolig tryg og i gode hænder under min indlæggelse og operation – meget kompetente læger og sygepersonale. Men her, flere måneder efter, opstår der stadig spørgsmål hos mig: Hvorfor skete det? Vil det ske igen? Kunne jeg havde gjort noget anderledes? Er jeg den eneste? Hvordan oplever andre kvinder det? Hvornår blev andre gravide igen? Hvornår bliver jeg gravid igen? 

Alle disse spørgsmål er uden tvivl min måde at bearbejde hændelsen på, men de er måske også opstået, fordi der i stor grad har været mangel på information og efterfølgende opfølgning. Mit ønske er derfor at sætte fokus på graviditeter som efterfølgende har konsekvenser for kvindens fertilitet, og hvordan vi bedst takler dette – både individuelt og i fælleskab. 

Podcast

Vores panel taler om spontane aborter

Meet’n’greet

Nadia Spanggård, 32, arbejder som kreativ designer i Århus og har en datter på på 1 år og 7 måneder

 

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Kære Nadia

Tak for at dele! Det er en hård omgang, du har været igennem, og jeg håber, du får hjælp til at bearbejde det. Min erfaring er i hvert fald, at det sætter sig mere, end man måske lige tror.

Jeg havde en graviditet uden for livmoderen første gang, jeg var gravid. Jeg tror, den skyldes arvæv i min æggeleder forårsaget af en blindtarmsoperation. Jeg havde også et uklart forløb med pletblødning, en milliard scanninger, blodprøver mv. Jeg fik dog meget tidligt at vide, at jeg skulle ringe 112 ved smerter og/eller kraftig blødning. Fik fjernet graviditet og æggeleder i uge syv som dig. Fik menstruation nøjagtigt seks uger efter operationen og blev gravid ved første ægløsning derefter og har nu en velskabt dreng på snart tre. Det fortæller jeg dig for at dele, at der er håb<3 Dog medførte graviditeten uden for livmoderen, at jeg ikke turde tro på, at han virkelig kom, så det har psykisk været ekstremt svært – også på bagkant.

Kh

Luk

Ingen varer i kurven.