Mona Omar: Om at være sengeliggende fra uge 20
Ovenpå en nem første graviditet er 31-årige Mona Omar overbevist om, at hendes anden graviditet arter sig på samme måde. Men da hun er 20 uger henne, finder lægerne ud af, at hun har en for kort livmoderhals, og de forbereder hende på, at hun enten mister barnet eller føder for tidligt. Siden har hun været strengt sengeliggende. Her fortæller hun om følelsen af at have bestået en mental test, om at være ‘liggende’ mor til en 2-årig, og om at skulle bruge den sidste del af graviditeten på at heale
Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?
“Sidste sommer var vi i sommerhus i Rørvig. Eddie og jeg sad på stranden, og der var helt blå himmel. Pludselig kom en sky, og den lignede et ultralydsscanningsbillede af en lille baby. I Uganda siger man, at barnets sjæl finder forældrene, og det derfor er forudbestemt, hvornår og hvilket barn man får. Da jeg så den sky på himlen, forstod jeg pludselig det udsagn. Det føltes, som om der var en baby, der fortalte os, at den var på vej til os.
Vi forsøgte ikke at blive gravide, så det var på ingen måde planlagt, da min menstruation udeblev måneden efter. Jeg holder ikke øje med min cyklus, men et eller andet sagde mig, at jeg måtte tjekke, om jeg var gravid. Jeg tog testen ud af skuffen og tissede på den, mens Eddie stod og børstede tænder. Og så var der to streger med det samme. Vi var begge rigtigt glade, men også lidt i chok. Det føltes tilfældigt og var slet ikke et moment.
Det var let for mig at finde mig til rette i at skulle være gravid. Omvendt blev jeg virkelig ked af det, dengang jeg fandt ud af, at jeg var gravid med min første søn. Det var heller ikke planlagt, og jeg ville ikke være nogens mor på det tidspunkt. Alt blev vendt på hovedet, og det var svært for mig at acceptere. Men nu har jeg fundet mig til rette i mit liv og min familie, og graviditeten er det bedste, der kunne ske. Jeg kunne godt have forestillet mig, at der ville gå flere år, hvis det ikke var sket på denne måde. For mig er det en alt for stor beslutning at træffe, at ‘nu prøver vi’.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Efter at have været gravid med min søn havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg var sådan en type, der fik nemme graviditeter. Jeg får ingen kvalme eller andre gener, og indtil uge 20 havde jeg også denne gang en smertefri graviditet. Men fordi jeg har fået lavet et keglesnit efter min første graviditet, skulle min livmoderhals tjekkes i uge 20. Og det viste sig, at den var for kort.
Det første, jeg fik at vide, var, at det så ud til, at jeg var ved at gå i fødsel, og at de ikke ville kunne redde barnet, fordi jeg ‘kun’ var halvvejs. Jeg forstod det slet ikke, for jeg havde det fint, og barnet havde det fint. Min krop har på intet tidspunkt opført sig, som om den skulle føde, mens min livmoderhals har set ud, som om jeg skulle føde lige om lidt. Det har givet mig en følelse af, at jeg ikke har kunnet stole på min egen krop.
I uge 21 fik jeg lagt en cerclage (red. sammensnøring af livmoderhalsen for at forebygge abort/for tidlig fødsel). Der blev hele tiden talt i worst case scenarios. Risikoen var, at de kunne komme til at stikke hul i moderkagen, og barnet ville dø. Omvendt var risikoen ved ikke at lægge en cerclage også, at barnet ville dø. Jeg er ret autoritetstro, og jeg kan huske, at jeg kort før indgrebet lå og overbeviste mig selv om, at jeg ikke behøvede at sige noget til lægen. Alligevel råbte jeg pludselig til ham: ‘Du lover at passe på.’ Han var så sød og lovede at gøre sit allerbedste. Det blev et stort og dramatisk øjeblik, men det handlede jo også om min baby. Lige siden har jeg været strengt sengeliggende på sofaen med støttestrømper. Jeg har kun måttet gå på toilettet og i bad. Og graviditeten har været præget af konstant bekymring.
Vi har haft to alvorlige nedslag de sidste 15 uger. Første gang var i uge 30, hvor jeg mærkede et niv i underlivet. På ultralydsscanningen kunne de måle min livmoderhals til 4 mm, og på den anden side lå et hoved. Det så helt vildt ud, men jeg havde det fint, og det var derfor svært at forholde sig til. Jeg fik lungemodnende, fordi lægerne igen mente, jeg var ved at gå i fødsel. Jeg var indlagt i to uger og havde i den periode samtaler med både børnelæger og speciallæger, der ville være til stede, når barnet skulle fødes og i forløbet efter. Det blev pludselig meget virkeligt, og selvom jeg under det meste af forløbet har bevaret det gode humør, havde jeg på det tidspunkt et mindre sammenbrud.
Næstefter at miste barnet og føde for tidligt har jeg frygtet mest for mit mentale helbred. For det at blive deprimeret er en stor risiko ved at være sengeliggende. Men jeg føler selv, jeg har klaret det SÅ godt. Jeg har brugt tiden på at læse, se serier og høre podcasts, men jeg har haft svært ved at holde fokus. Jeg har eksempelvis ikke læst en eneste bog færdig, men til gengæld læst i syv forskellige. Der har været meget plads og tid til at bekymre sig, men også til at være mindful. Jeg har haft en marathon-mentalitet, og jeg har mediteret for at forblive sund i hovedet. Jeg har kunnet normalisere mit forløb og finde glæden i det, på trods af at der i mange uger kun var dårlige nyheder.
Alligevel betød de dårlige nyheder, at jeg holdt op med at tænke i barnet og dets udvikling. Under min første graviditet holdt jeg eksempelvis øje med, hvornår han fik negle, og hvor stor han var. Men i denne graviditet har bekymringer omkring for tidlig fødsel fyldt så meget, at vi kun har kunnet tænke i målsætninger såsom at nå til uge 24, uge 30 og uge 34.
Det har ikke været muligt for os at glæde os til, at der kommer et barn, og vi har ikke haft overskud til at tale navne eller andre dejlige ting, man almindeligvis ville tale om. Vi har i stedet fokuseret på at tage en dag ad gangen og give vores dreng en almindelig hverdag.
Det er vanskeligt at være sengeliggende, når man har et barn på to år. Jeg har ikke kunnet lege med ham, som jeg plejer. I starten følte jeg, at jeg stille og roligt blev skrevet ud af familien. Når jeg prøvede at være med, kiggede han blot på mig og registrerede mig for at vende tilbage til Eddie og fortsætte deres samtale eller leg. Det var virkelig trist, og jeg var ked af det, men jeg havde også forståelse for, at det var hans overlevelsesmekanisme.
Det ændrede sig på et tidspunkt, da han accepterede, at han stadigvæk kunne hygge sig med mig i sofaen eller ligge på gulvet og lege. Vi har også talt meget med ham om det, og han har været en barmhjertig lille person. Hele forløbet har samtidig betydet, at Eddie og han har fået en meget tæt relation. Førhen kom han til mig, når han var ked af det, men nu er det Eddie, der skal kramme og trøste. På den måde giver transformationen god mening, nu der kommer en nummer to.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Mit forhold til min krop har ikke fyldt meget. Jeg har ikke haft tid til at tænke over, hvor smuk og magisk kroppen er.
Det mest bemærkelsesværdige er, at alle mine muskler er forsvundet. Hver gang jeg skal åbne en vandflaske, skal jeg spørge om hjælp. Da jeg blev sengeliggende, sagde lægen også til mig, at jeg ville blive overrasket over, hvor svag man bliver af at ligge så meget ned. Og det havde han ret i.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“At kunne gå. Samtidig har jeg det også sådan, at det er for sent at savne noget. Jeg ville selvfølgelig hellere have haft en graviditet som med min søn, men jeg føler, jeg har været igennem en psykisk test, som jeg har klaret rigtigt godt. Og det er jeg stolt af. Der må være en slags blessing i det.”
Hvad var det første stykke graviditetstøj, du købte?
“Jeg har aldrig købt noget graviditetstøj. Men selvom jeg bare har ligget på sofaen, har jeg gjort meget ud af mig selv. Eddie sagde i dag til mig, at jeg har ligget dér på sofaen som en dronning. Jeg har nærmest klædt mig ud for at prøve at have det normalt.
En standarddag på sofaen har jeg været iført en stor hvid skjorte og store vige bukser. Og selvfølgelig mine støttestrømper. De er meget sexede. Hvide og går helt op til lårene. ”
Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?
“Jeg har taget kosttilskud fra La Roar, som indeholder alle anbefalede vitaminer i en daglig dosis.
Under min første graviditet spiste jeg kage hele tiden, og derfor tænkte jeg, at jeg nu ville komme til at ligge ned og spise kage. Men ens krop bruger ikke særligt meget energi, når den ikke bevæger sig. Jeg har derfor spist mere almindeligt og ikke haft nogle cravings, og jeg har nærmest ikke rørt kage. Alligevel har jeg taget meget mere på end under første graviditet.
Helt teenage-agtigt har jeg ofte rejst mig fra sofaen for at sætte mig ved bordet og spise med familien, hvorefter jeg har lagt mig igen. Men vi har også haft mange tv-dinners sammen, som næsten har føltes forbudte, fordi vi ellers ikke gør det. Det har været for at forkæle min dreng og vel egentlig også mig selv.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Med min søn havde jeg en meget hurtig fødsel. Jeg sad på stranden og havde været ude at bade, da jeg pludselig fik en ve ligeså kraftig som kort inden pressefasen. Da jeg blev undersøgt på hospitalet 20 minutter efter, var jeg 8 cm åben. Mange synes, det må være både rart, vildt og fantastisk, når det går så hurigt, men det er faktisk rigtigt, rigtigt voldsomt. Det er syret, at man kan sidde og have det helt fint og kort efter lande midt i en boksekamp.
I denne graviditet er det først i uge 34, at det er gået op for mig, at jeg skal føde. Vores venner har holdt en babyshower for mig og har generelt samlet sig om os for at forberede os på, at der kommer et barn. Min søster og mine venner har sørget for babytøjet, og de har generelt organiseret sig og gjort det hele klar for os i samarbejde med Eddie. Vi har ikke selv været særligt aktive i forberedelserne til, at der kommer et barn.
Vi forsøger primært at heale ovenpå et heftigt forløb fyldt af bekymringer. Siden uge 20 har fokus været på at normalisere det hele mest muligt for at passe på os selv og vores barn, men det har krævet et konstant beredskab. Og det har vi kunnet lægge til side nu, hvor vi er nået så langt. Jeg har pludselig overskud, og det har medført, at jeg kan blive superirriteret på både Eddie og min mor over alle mulige latterlige ting. Det har jeg slet ikke haft overskud til før nu, og derfor opfatter jeg det som en luksus og et godt tegn. Førhen har jeg ikke følt andet end taknemmelighed.
Nu har jeg fået taget cerclagen ud, fordi jeg har ramt 37+0 og må igen bevæge mig rundt som et almindeligt menneske. Det første, jeg gjorde, var at tage ud og spise med min lille familie. Og bagefter tog jeg ud og så en udstilling og spiste med mine venner. Det var så underligt at stå på Gammel Strand og tale med fremmede mennesker. Hele verden er åben for mig nu, og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Samtidig bliver jeg hurtigt helt smadret, fordi jeg ingen muskler har.
Jeg går til alle mulige behandlinger for at komme ned i kroppen. Det er muligvis overfladisk, og jeg kunne også lave nogle spirituelle ting, men jeg vil gerne gøre noget normalt såsom at få en ansigtsbehandling. Det er ren selvforkælelse og handler ikke om overlevelse, modsat de seneste måneder.
Jeg tænker også, at min mand har brug for at heale. Han har skullet stå for alt de sidste mange måneder. Jeg er så taknemmelig for at have sådan et menneske i mit liv. Han har været familiens fyrtårn, og han har guidet os igennem det hele. Han er den type, der kan presse sig selv langt, før det kommer til udtryk. Det er virkelig sejt, men det gør ham også udsat, fordi han ikke får slappet af. Jeg har flere gange måttet sige til ham, at han skulle komme og lægge sig i sofaen sammen med mig NU.
Her i slutspurten vil jeg også gerne have genopfrisket Mamaprofylax’ fødselsforberedelse. Det er jo en kraftpræstation at føde, og jeg spekulerer på, hvilke kræfter, der kommer i spil, når alle mine muskler er væk. Lige dér bliver jeg måske glad for, at min krop føder hurtigt.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Det er meget overvældende det hele, og det er først nu, at alle tankerne om barnet får lov at fylde. Det, man normalt har 9 måneder på at forberede sig på, har jeg maks et par uger til. Det er stadigvæk meget uvirkeligt for mig, at der kommer en baby. Og det er faktisk lidt trist, at det stadig føles sådan. Men jeg glæder mig så meget til at møde det lille nye menneske og alt det, der kommer. Det dér med at gå ned i bageren, sætte sig ned og tage en baby op af barnevognen – dét er jeg så klar på.
Mit store barn bliver storebror, og jeg er forberedt på, at det ikke bliver en let overgang. Men jeg har faktisk en følelse af, at han allerede er storebror. Han er totalt dedikeret og taler om babyen, som om det er hans baby. Vi har talt meget med ham om det. Han forstår ikke konceptet, men han har fra start accepteret, at der ligger en baby inde i maven. Han kysser maven og snakker om lillesøster.
Men jeg ved også, jeg har en dreng, der er meget bestemt og egenrådig, og han tager alle kampe, der kan tages. Så jeg ved, der kommer kampe, men jeg tror, de kommer til at handle om, at han føler, det er hans barn. Samtidig ved jeg, at det bliver helt vildt magisk. Og hvis der er noget, jeg har lært af denne graviditet, er det, at man ikke kan kontrollere noget som helst. Jeg tror derfor meget på, at vi må vente og se, hvordan det hele bliver og prøve at skrue lidt ned for tempoet.”
Tekst Julie Teglhus Foto private og Sissel Abel
Meet’n’greet
Mona Omar, 31 år, studerer på det sidste år på Den Danske Filmskole og arbejder til daglig som manuskriptforfatter og model. Hun bor i Nordvest med sin mand Eddie Klint og deres søn Idris på 2,5 år, og sammen venter de en lillesøster til april.
Din kommentar