“Min opfattelse af, hvad der var acceptabel, normalt og sundt har hele tiden rykket sig”

Misbrug i familien er et tabubelagt emne, der ofte bliver holdt skjult for omverdenen. Og det kan kræve stor overvindelse at sætte et ord som alkoholiker på faren til ens barn. Sådan var det for Pia, hvis ekskæreste udviklede et heftigt misbrug, da deres søn kun var få måneder gammel. Her deler Pia sin meget personlige fortælling om familiens kaos og krise

 

“Da min søn var 5 måneder gammel, begyndte hans far at søge mod alkohol for ro og frirum. Sidenhen (eller samtidigt – det har jeg aldrig fundet ud af) også hårde stoffer. Der gik et halvt års tid, før jeg opdagede, hvad der foregik. I tiden op til var han sygemeldt med, hvad han og jeg troede var en depression. Det var bl.a. det, der var med til at dække over de adfærdsændringer, jeg oplevede hos ham i den tid. Jeg forsøgte at hjælpe ham på bedste vis uden reelt at vide, hvad han lavede eller forstå, hvad han kæmpede med.

Da jeg opdagede misbruget, var jeg nysgerrig og naiv. Jeg tænkte, at det holder man vel op med, hvis man selv godt ved, at det er problematisk. Særligt, når man har etableret en familie. 

Jeg blev hurtigt klogere, men stod samtidig også i en tornado af omvæltninger. Jeg var lige startet i et nyt job efter barsel, var blevet mor til mit første barn, en indkøring i vuggestue og dertilhørende sygdom og sygedage, som tilfaldt mig. Og samtidig brugte jeg alt, hvad jeg havde af ressourcer tilbage på at bekymre mig om min søns fars situation, og om alt det, jeg fornemmede, der foregik i mørket.

Jeg forsøgte at kortlægge misbruget. Gradvist gik det op for mig, at han eksempelvis handlede ind dagligt for at få en anledning til at drikke. Jeg opdagede store mængder af alkohol gemt i vores kælder. Og den del af drikkeriet, som jeg konfronterede ham med, blev han ved med at afvise.

Det var også et virkelig stort skridt for mig at erkende, at det var et reelt misbrug. I en måned ringede jeg dagligt rundt for at opsøge viden og stille spørgsmål: Hvornår er der tale om et misbrug og hvad skal man stille op, hvis det er det? Hver dag på vej til og fra arbejde havde jeg forskellige alkoholrådgivere i telefonen. For derefter at møde ind på arbejde eller hente min søn i vuggestuen og ellers lade som ingenting.

Jeg opsøgte en psykiater og fik ham med derhen for at få en udredning, der rakte udover den depression, som han nu blev medicineret mod. Men efter en række, i min optik, meget generiske og overfladiske sprøgsmål, blev et misbrug vurderet som ikke aktuelt.

Bare et par måneder efter jeg første gang havde konfronteret ham, var det klart, hvor slemt det stod til. Vi startede i parterapi i foråret, og senere på året begyndte han i et kommunalt behandlingsforløb. Han var desværre ikke for alvor modtagelig overfor det, og i efteråret fik jeg selv en frivillig alkoholrådgiver, hvilket er noget af det bedste, jeg har gjort (de frivillige organisationer derude er fantastiske – ingen nævnt, ingen glemt). Jeg talte med hende hver eller hver anden uge, og hun gjorde mig ikke alene klogere på, hvordan jeg skulle håndtere de konkrete situationer – eksempelvis, hvad man stiller op, når man er ved at putte sit barn og kan høre, der bliver slubret alkohol i værelset ved siden af – men også klogere på min egen adfærd, mine egne behov og grænser og hjalp mig til min egen accept af problemet.

Vores_panel_snakker_om_misbrug_featured
Podcast

Vores panel snakker om at have en partner med et misbrug

Foråret efter fandt jeg stoffer i vores hjem, og en måned senere blev jeg sygemeldt. Min ekskærestes adfærd havde nu ændret sig så radikalt. Han drak om natten og tog stoffer om dagen for at holde ”livet” kørende. Tilråb, diskussioner, smækken med dørene, rod over alt, alkohol i skabe og skuffer, manglende deltagelse i stort set alt, hvad der handlede om vores familie. Omsorgsopgaven var jeg meget alene om – sammen med alt det andet, der skal til for at få en familie til at køre. Min søn, som nu var 2 år, begyndte at udvise tegn på mistrivsel. Vuggestuen opfattede ham som udadreagerende, og vi blev kaldt til samtaler med pædagogerne og lederen. Midt i alt det kaos, der havde stået på i et års tid, har jeg været den stabile i hans liv. Den der altid stop op om morgenen og puttede de fleste aftener, men jeg havde ikke mere tilbage. Jeg brugte al min energi på ham og vores relation, og der var ikke plads til mine egne behov. Mit overskud var opbrugt og det har han helt sikkert reageret på.

Om sommeren gik vi fra hinanden efter mit valg – et par uger efter, at jeg havde besøgt et krisecenter. At besøge et krisecenter var grænseoverskridende. Det føltes som et for stort og drastisk skridt, men selv den dag i dag, kan jeg komme i tvivl, om jeg skulle have taget imod værelset. Jeg følte mig ikke som målgruppen, men det kan jeg se nu, at jeg var. De har en masse gode rådgivere, og havde kunnet hjælpe mig med de værktøjer og det overblik, jeg ikke selv havde.

I stedet fulgte et halvt år, hvor vi deltes om vores søn 7/7. Når det var min uge, boede jeg i lejligheden, så han ikke skulle flyttes rundt, og den anden uge boede jeg hos veninder, hos min svigerfamilie eller på hotel. I de uger, hvor min eks havde ham, var jeg der så ofte jeg kunne, og det samme var mine svigerforældre. Men vi fornemmede, at han stadig drak – bare uden at vide, hvor meget eller hvor ofte. De gange, hvor jeg skulle gå fra min søn og overlade ham til min eks, er uden tvivl det vildeste, jeg nogensinde har oplevet. Det var fuldstændig sindssygt grænseoverskridende.

Jeg snakkede en del med den frivillige rådgiver om, hvordan jeg kunne passe på mig selv, for jeg havde en oplevelse af, at jeg kunne blive ved med at rejse mig og gøre ting, som jeg ikke troede, jeg var i stand til. Min opfattelse af, hvad der var acceptabel, normalt og sundt har hele tiden rykket sig. Langsomt og gradvist, indtil alle grænser var væk, og jeg intet kunne mærke. Bare noget så simpelt som at stå i en butik og mærke efter, om jeg ville blive, ville gå, ville prøve noget tøj. Det kan stadig forvirre og overvælde mig.

Den dag i dag er vi i forløb hos kommunen. Jeg fik ham med på at lave en fælles underretning til kommunen, hvilket har haft stor betydning, for at få ham til at indse, at vi ikke kunne fortsætte uden at samarbejde og uden at få hjælp. Måske finder jeg en dag ud af, at jeg skulle have gået Famileretshuset-vejen, men det er et valg, jeg har truffet. På trods af alt, hvad vi har været igennem, tror jeg på dialog, selvom det stadig er en langsom proces. Jeg har hele tiden været meget påpasselig med at involvere andre i misbruget, og har ønsket at passe på min søns far, selvom alt har været kaos. Han er sidenhen blevet diagnosticeret med opmærksomhedsforstyrrelsen ADD, og misbruget kan i det lys ses som en form for selvmedicinering. Misbruget kom sammen med vores søn. Måske som en reaktion på en form for fødselsdepression eller stresspåvirkning, hvilket jeg har forstået, at særligt personer med opmærksomhedsforstyrrelser, er disponeret for.

To_the_moon_honey_sharing_is_acring_min_mor_er_alkoholiker_barn_af_alkoholiker_Lea_hellmann_
Læs også

Min mor er alkoholiker

Det her er mit liv nu, uanset om jeg vil det eller ej. Med partshøringer og samtaler med kommunen. Min søn er nu snart fire år gammel, trives og har en fin relation til sin far, og de ses hveranden uge. Min søns institution er fuldt inddraget i vores historie, og han har været i et virkelig godt forløb hos kommunen, Barndom i balance, som jeg vil anbefale til alle i samme situation. Han og jeg har hele tiden haft et godt og tæt bånd. Han har haft svært ved at forstå, at hans far ikke deltog så meget, og vi har, allerede fra han var 2-3 år gammel, haft nogle dybe snakke om følelser, familieliv og venskaber.

Jeg har længe savnet at nogle italesætter, hvad man gennemgår som pårørende til en misbruger, men at skrive vores egen historie ned, er også en øvelse for mig i at konkretisere, hvad jeg selv har været igennem. Hvad der har foregået i vores liv på meget kort tid og hvordan jeg sætter ord på det hele.

Der findes rigtig mange gode tilbud til forældre, også i en ekstrem sårbar krisesituation, men da min mentale load var overfyldt, havde jeg brug for at få at vide, at den var det. Det tog lidt tid for mig, men da jeg først forstod det, gik det op for mig, at jeg faktisk ikke kunne starte og slutte en sætning, for jeg havde glemt, hvad jeg var ved at sige kort efter jeg startede på at sige noget.

Tiden efter et brud eller behandling af misbrug er hård, uanset hvordan situationen ender. Jeg kan dog berette om, at jeg har fået både min energi og sprog tilbage. Det kommer tilbage, formentligt langsomt, men det kommer.”

Meet’n’greet

Pia er 35 år, bor i København med sin søn på 4 år. Hun arbejder med sundhedsinnovation.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *