Min mor er alkoholiker - TO THE MOON, HONEY
To_the_moon_honey_sharing_is_acring_min_mor_er_alkoholiker_barn_af_alkoholiker_Lea_hellmann_

Min mor er alkoholiker

Set udefra fremstår Lea Hellmanns liv ret lykkeligt: Et godt job, to små børn, flot mand, et stort hus i Nordsjælland. Men inde bag facaden er der noget, der gør ondt, og som hver dag fylder Leas moderskab. Læs Lea Hellmanns personlige beretning om at have en mor, der kæmper med et alkoholproblem, og om ønsket om at få en ædru og glad mor – og en pålidelig mormor til sine børn – tilbage

 

Min mor har gennem de sidste 15 år haft et alkoholproblem, som i virkeligheden nok kom snigende i forbindelse med mange år i højtstående direktørstillinger. I 2013 eskalerede problemet, da min far blev syg med kræft. Vi mistede ham i 2015. Jeg vidste i lang tid, at min mor ikke kunne forholde sig til sorgen og ensomheden, og at hun dulmede sin smerte med alkohol. Men det tog (meget) lang tid, før jeg turde indse, at hun var blevet afhængig – at hun var blevet alkoholiker.

Hun benægtede selvfølgelig mine anklager – hun løj – og det gjorde hele erkendelsesprocessen lang og svær. For jeg kunne ikke forene tanken om en løgner med min mor; min kære, betænksomme, storhjertede, seje mor, som har givet mig en god og tryg barndom. I dag ved jeg, at alkoholisme karakteriseres som en sygdom, og at alkoholikere lyver. Ikke fordi de vil, men fordi de ikke er i stand til at lade være. 

I løbet af processen mod erkendelsen af, at min mor var blevet alkoholafhængig, forsøgte jeg selvfølgelig at undersøge, hvad der var det rigtige at gøre for at hjælpe hende. Jeg kan huske, hvor magtesløs og opgivende jeg følte mig, fordi jeg ikke anede, hvordan jeg hjalp hende bedst. Jeg fik bl.a. en afvænningskonsulent til at komme hjem til min mor, mens jeg var til stede, for at fortælle hende om forskellige muligheder der fandtes for afvænningsforløb. Hun lyttede, men hævdede hårdnakket, at hun selv kunne stoppe med at drikke alkohol.

Shop

ON CLOUD NINE klassisk pyjamas Lys Lavendel

1.200,00 DKK

Jeg gav hende en kalender, hvor jeg bad hende sætte et kryds, når hun drak. Hvis der kom tre krydser, sagde jeg, at jeg ville sende hende afsted på et ophold. Hun brugte selvfølgelig ikke kalenderen. Jeg kontaktede forskellige afvænningssteder i Danmark, men det var uendelig svært at vide, hvilket afvænningssted, der var det rigtige for min mor.

Jeg vidste, at hun ville hade mig for at sende hende på et afvænningsophold. Og rigtig nok. Det endte med, at min søster og jeg tvang hende afsted. Selvom det var det rigtige, var det noget af det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg følte, at jeg stak én af de personer, jeg elsker allermest, hårdt i ryggen. Og det ved jeg, at min mor også følte.

Det paradoksale er, at det var gjort af kærlighed og ud fra et inderligt håb om at få min mor tilbage. Efter noget tid på afvænningsopholdet tilgav min mor heldigvis min søster og mig for at sende hende afsted, og opholdet var langt om længe med til at få hende til at erkende, at hun havde et problem. At hun var blevet alkoholiker. For en stund hjalp det hende også tilbage på rette kurs, og da hun kom hjem, var hun ædru i mere end et halvt år.

På anbefaling fra afvænningsstedet, gik jeg samtidig selv til pårørendebehandling en gang ugentligt i en periode. Som pårørende er man nemlig det, man kalder medafhængig. Udover at disse aftener lærte mig om alkoholisme og om hvad det betyder at være medafhængig, så lærte det mig også, at jeg var langt fra alene med problemet. At møde folk i samme situation og høre deres historier var selvfølgelig trist, men det gav mig også en følelse af, at jeg ikke var alene eller forkert.

To_the_moon_honey_sharing_is_caring_min_mor_er_alkoholiker_barn_af_alkoholiker_Lea_hellmann

At føle sig svigtet, vred og bekymret

Det hele startede, inden jeg fik børn. Dengang syntes jeg også, det var svært. Jeg var konstant ubeskriveligt bekymret for min mor. Jeg var frustreret og vred over, at hun ikke kunne lade være med at drikke. Jeg var såret. Såret over, at vi – min søster, hendes børn og jeg – ikke var nok til at holde hende væk fra alkoholen, når hun vidste, hvor ondt det gjorde, og hvor svigtet vi følte os, hver gang hun drak.

Der er mange typer af alkoholikere, og min mor er ikke typen, der hverken bliver sanseløst beruset eller “sidder på bænken”. Men hun ændrer fuldstændigt personlighed, når hun drikker. Hun bliver en sortseende, smådepressiv og ustabil person. Hun vakler. Mundvigen hænger. Hun bliver ufokuseret. Ligeglad. Hun bliver til en anden. Én der på ingen måde er den mor, hun var engang.  Og det knuser mig – hver eneste gang.

Jeg føler mig magtesløs over ikke at kunne løse problemet. Jeg har talt rationelt med hende omkring alvoren og problemet, når hun har været ædru, jeg har forklaret mine følelser, jeg har skrevet breve, jeg har foræret hende selvhjælpsbøger, jeg har grædt, jeg har råbt. Noget af det har hjulpet i perioder. Men indtil videre er hun ikke stoppet med aktivt at tage tilbagefald.

Jeg vil ikke kalde min mors og min relation for fuldstændig ødelagt, men efter de sidste år har den fået mange sår. Sår, som jeg stadig håber på, at tiden vil kunne hele, men også ar, som jeg tror, bliver næsten umulige at få til at forsvinde. Vores relation er tynget af mistillid. Af de talrige gange hun har forsikret, at hun vil gøre alt for at forblive ædru, men alligevel er fremmødt beruset. Til tider har hun en længere ædru periode, og de perioder genopbygger tilliden og håbet om, at alt kan blive godt igen. Men det går langsomt. Og et hvert tilbagefald kaster os tilbage til start.

Jeg er taknemmelig for, at alkohol-afhængigheden ikke har fyldt bevidst i min barndom. Men i dag har jeg selv to små børn, og det har medført en ny dimension af problemet. Nu er jeg mor til nogen, og hun er deres mormor. Men bestemt ikke den mormor, hverken hun eller jeg havde drømt om. Mine børns forhold til min mor i dag er… eksisterende. Lucas bliver et halvt år til januar, og Alba er 2,5, så de har aldrig oplevet min mor, som jeg husker hende – som den bedste version af sig selv. Som hende der er “min mor”.

To_The_Moon_Honey_2_Sharing_Is_Caring_Liv_Winther_Amning_Bea_Fagerholt_Barselshotellet_Lukker_
Læs også

Hvorfor den første nat på hospitalet betyder noget

Vi ser stadig min mor jævnligt, og det er indtil nu lykkedes mig nogenlunde at skåne dem for at opleve hende beruset. Men vi har set hende, hvor det har været tydeligt, at det ikke er lang tid siden, at hun har drukket. I de situationer er det desværre også skræmmende tydeligt at se, hvordan min vrede, skuffelse og frustration (selv når jeg ihærdigt prøver at håndtere det i situationen), smitter af på Albas opførsel overfor min mor. Jeg kan mærke, at hun bliver utryg ved sin mormor. Og det gør mig kun endnu mere ked af det og frustreret.

Indtil videre, kan man vel kalde deres relation for overfladisk. Alba kan godt lide sin mormor og kender selvsagt ikke til alvoren af problemet. Men fordi min mors og min relation er såret, og fyldt med ustabilitet og mistillid, er Albas forhold til hende langt (langt!) fra så tæt, stærk og kærligt, som det kunne være. Jeg kan kun drømme om, at det en dag vil ændre sig, selvom tanken tit strejfer mig, at den drøm måske aldrig vil gå i opfyldelse. Og det gør ondt.

Det gør ondt, at jeg ikke kan lade min mor passe mine børn, fordi jeg ikke har tillid til hende. Jeg tør ikke. Jeg er bange for, at hun ikke er i stand til at passe på dem, når hun ikke engang kan passe på sig selv. Jeg ville aldrig kunne tilgive hende eller mig selv, hvis der skete dem noget. 

Det gør ondt at være “hende den tarvelige”, der sårer min (ensomme) mor, når hun får et ’nej’ fra mig.

Det gør ondt, når vi kommer til at tale om, hvordan min svigermor har passet børnene (for det er hun fantastisk til), for jeg ved, at det skærer min mor i hjertet. 

Det gør ondt, når jeg ser, at det er min svigermor, mine børn kommer tæt på, når jeg inderligt ville ønske, at det også var min mor.

Det gør ondt, når jeg er nødt til at sende min mor hjem, hvis hun kommer alkoholpåvirket hjem til os. Det gør ondt på min mor, det gør ondt på mig, og det forvirrer Alba, som ikke forstår, hvorfor hendes mor pludselig bliver sur, trist og verbalt skubber mormor væk. 

Det gør ondt at se, at min mor ikke er blevet den nærværende og omsorgsfulde mormor, som jeg ved, at hun selv havde håbet på og svoret, at hun ville blive.

Det gør ondt at se alle mine veninders forældre stå klar med klappende hænder, når deres børnebørn kommer til verden. Jeg er selvfølgelig glad på deres vegne, men det gør ondt, når jeg ikke længere selv har nogen far, og samtidig føler, at jeg har mistet min mor.   

Det gør ondt ikke at have de ekstra hænder og den ekstra hjælp, den ekstra omsorg og kærlighed, som min mor kunne have givet. I stedet er jeg for ofte endt med at måtte agere mor for min mor. Og i de situationer, bliver hun en ekstra byrde i mit liv fremfor en hjælp.

Det gør ondt altid at være tynget af bekymring, skuffelse, frustration, vrede, tristhed og magtesløshed. Det gør ondt altid at føle sig lidt i stykker indeni. 

Der er ikke mange i min omgangskreds, der kender til min mors problemer. Det er svært at tale om. Og det er langt og nuanceret. Enhver interaktion med min mor er en ny side i den lange mor-datter-roman, der har udspillet sig de sidste mange år. Derfor føles det ofte også lidt håbløst at tale med folk om det ”i ny og næ”. Det er som om, at jeg så begynder at fortælle om midterste afsnit på side 399 i en 1000-siders roman. Fordi problemet har så mange nuancer og historikken efterhånden er så lang, føler jeg sjældent, at jeg får rigtig meget ud af det, ved at tale om det i en halv time over en cafe latte. Jeg kan ikke få hele historien med. Derudover tror jeg også, at det er svært for folk, der ikke har alkoholisme inde på livet rigtigt at forstå, hvor ufattelig mange følelser, problematikker og dilemmaer, der følger med hver dag.

Desuden har det helt sikkert også noget med sårbarhed og stolthed at gøre, at jeg ikke fortæller om min mor til Gud og hver mand. For jeg vil gerne have, at folk ser min mor, som jeg husker hende. Som den varmhjertede, betænksomme, kloge, succesfulde mor, jeg kan huske, og som jeg stadig håber på er derinde et sted. Jeg vil for alt i verden ikke have, at folk skal dømme hende. Og jeg tror, at det er de følelser og tanker, der er med til at gøre alkoholisme til et tabu.

Læs også

Mor til et englebarn

Men nu vil jeg gerne være med til at tale højt om det. Eller i hvert fald højere. For rigtig ofte, når jeg har åbnet op omkring emnet over de sidste par år, har jeg desværre lært, at der er mange, der på den ene eller den anden måde, har alkoholisme – og de dertilhørende tanker og følelser – inde på livet. Måske det hele kunne blive bare en tand nemmere for pårørende, hvis vi på et tidspunkt får aftabuiseret emnet.

Når alt kommer til alt, er det så fandens svært med alle de dilemmaer, følelser, forventninger og (mistet) håb, fordi jeg elsker min mor. Hvis hun var ligegyldig for mig, ville det være nemmere bare at være ligeglad og ikke at lade sig gå på af det. Men jeg elsker min mor højt, og min mor er alkoholiker. Og de to ting komplicerer hinanden. 

Julen er om hjørnet, og det er en sårbar tid. Min far havde fødselsdag den 17. december, og det vækker alene mange følelser. Samtidig har julen siden min far gik bort og min mors alkoholproblemer eskalerede været… hul. Familietraditioner og følelsen af engang at have været en kernefamilie er vasket væk. Det fylder hos min søster, det fylder hos mig, og det fylder selvfølgelig hos min mor. Det fylder i familien. Alligevel er jeg som sådan ikke mere nervøs end normalt for, at min mor får tilbagefald i julen. Men det er desværre nok bare fordi, at jeg grundlæggende hver dag – hver eneste gang jeg ser eller ringer sammen med min mor – er bekymret for at finde ud af, at hun har drukket. Det er sådan en indgroet bekymring, der altid ligger lige der og fylder.

Egoistisk ville jeg ønske, at min mor havde overskud til at holde jul, og holde liv i vores familietraditioner – uden at jeg behøvede at bekymre mig om, hvordan det ville gå. At jeg den ene dag om året kunne læne mig tilbage og stadig føle mig lidt som et barn – svøbt ind i genkendelige traditioner og tryghed. Men sådan bliver det ikke. I år holder vi for første gang jul hos mig, i min kærestes og mit nye hus, sammen med min søster, hendes mand og børn og med min mor. Og det skal nok blive godt. Vi skaber nye traditioner, som forhåbentlig vil blive til trygge og varme jule-barndomsminder for min søsters og mine børn. 

Som jeg skriver denne artikel, er min mor i en ædru periode. Perioden har på nuværende tidspunkt varet nogle måneder, og jeg ser endda glimt af “min rigtige mor” for tiden. Mit største ønske er, at denne periode denne gang varer ved for evigt, at hun ikke tager flere tilbagefald, og at hun med tiden kan blive den mor og mormor, vi begge ønsker os.  Det er mit største ønske til jul, til min fødselsdag og alle andre dage. Det er ikke hver dag, at jeg tror på, at vi når dertil, men i dag gør jeg.

To_the_moon_honey_sharing_is_acring_min_mor_er_alkoholiker_barn_af_alkoholiker_Lea_hellmann_

Meet ’n’ greet

Lea Hellmann arbejder som management konsulent hos konsulentvirksomheden Implement og er mor til Alba på 2,5 år og Lucas på 5 måneder.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Kære Lea

Sikke et smukt og velskrevet indlæg. Jeg kan genkende flere følelser i forhold til relationen til min egen mor.

Tak for at dele din historie.

Jeg ønsker dig, din mor og resten af din familie en rigtig dejlig jul.

Kh Maria

Kære Lea. En fantastisk og velskrevet artikel. Den kunne være skrevet af min datter for mere end 10 år siden. I begyndelsen af januar 2021 har jeg været ædru alkoholiker i 10 år. Jeg kom i en privat Minnesota behandling i 8 uger, og har været ædru siden. Nu skriver du ikke, hvilken behandling, din mor har været i, men set i min optik, er hun nok ikke færdig med at drikke. Hun kan ikke holde sig ædru på grund af egen viljestyrke.
De sidste mange år tiggede og bad mine børn og mand mig, at stoppe mit drikkeri. Jeg lovede og lovede og havde ikke større ønske, om at sætte proppen i flasken. Men jeg kunne ikke stoppe mit drikkeri. Kong Alkohol vandt hver gang over mig.
Men hvor jeg håber, at du og din søster må få en dejlig jul sammen med Jeres ædru mor 💖

Kære Lea, mange tak for at dele din historie. Det kunne have været min egen – og det hjælper virkelig at en anden, jeg slet ikke kender, kan sætte så præcise og fine ord på alle de følelser jeg går og tumler med. TAK <3

Luk

Ingen varer i kurven.