Mor til et englebarn - TO THE MOON, HONEY

Mor til et englebarn

Hvordan kan livet slutte, før det overhovedet er begyndt? Helene Hovmann var i 35. uge, da hendes barns hjerte holder op med at slå. Her fortæller hun om at samle minder med sit dødfødte barn, om tabubelagt sorg, og hvordan hun fandt en meningsfuld plads til det meningsløse tab i sit arbejde som psykolog, hvor hun hjælper forældre, der har mistet.

 

“Det var den 24. oktober 2007. Jeg var 23 år og lykkeligt gravid i 35. uge med mit andet barn. På det tidspunkt var det stadigvæk en almindelig og ukompliceret graviditet fuldstændig ligesom min første graviditet med min ældste datter, Lina.

Jeg skulle til en vigtig eksamen på psykologistudiet. Jeg var ret nervøs og havde derfor ikke fokuseret på mit lille barn i maven. Jeg havde ikke mærket efter.

Efter eksamen var alt skønt, og jeg kan huske, at det var det vildeste solskinsvejr. Men pludselig slog det mig, at noget føltes anderledes i maven, en helt særlig tyngdefornemmelse og jeg tænkte: Har jeg overhovedet mærket liv i dag?”  Tyngdefornemmelsen skulle senere vise sig at være udtryk for, at min datter var død i maven.

I flere timer gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at få hende til at vise livstegn. Jeg spiste noget sødt, puffede til maven og drak iskoldt vand, men intet hjalp. Jeg havde en graviditetsbog, og på det tidspunkt læste jeg faktisk afsnittet om, hvad der sker, hvis barnet dør inde i maven. Men jeg kunne stadigvæk ikke rigtig tro på det.

Et eller andet sted havde jeg dog en fornemmelse af, at der var noget helt galt.

På hospitalet satte de en doptone (ultralydsapparat, red.) på mig. De kunne ikke finde hjertelyden, men beroligede mig og begyndte at scanne. Men deres ansigtsudtryk var ikke til at tage fejl af. Og lægens ord vil altid stå printet ind i min hukommelse: “Jamen, jeg kan se, at hjertet ikke slår mere.”

Min verden brød fuldstændig sammen. Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan et hjerte kan holde op med at slå, når barnet ikke engang er født. Hvordan kan livet slutte, før det overhovedet er begyndt? Det var et chok for mig, og jeg græd rigtig meget.

Min første tanke var, at barnet skulle ud hurtigt og ved kejsersnit. Men jeg blev anbefalet at føde vaginalt. Jeg havde meget svært ved at forholde mig til at føde naturligt og gennemgå den smertefulde proces, som en fødsel jo er, når barnet var dødt. Det virkede ubærligt at skulle igennem al den fysiske smerte for ingenting. I dag ved jeg, at det er vigtigt, og det vil jeg som psykolog også anbefale alle mødre i samme situation, hvis muligt. Jo mere man er med i processen, desto bedre forstår man det. Fødslen er et minde med barnet, et minde om en fødsel og et minde om en graviditet.

Jeg blev igangsat med stikpiller. Det tager noget tid, før stikpiller modner livmoderhalsen, og hospitalet sendte mig derfor hjem. Det var helt ubeskriveligt – at skulle lægge sig til at sove og vide, at barnet var dødt – og samtidig værdsætte, at jeg havde en sidste nat med hende. Det var både en smuk og smertefuld aften. Hun var der stadig. Jeg vidste ikke, hvordan hun så ud. Jeg vidste ikke engang, at det var en pige. Jeg vidste ikke, hvordan det var at føde et dødt barn. Men jeg fandt også frem til den erkendelse, at det jo faktisk var mit barn, som jeg gerne ville være med til at sætte i verden.

Fødslen tog to døgn. Det var uden tvivl min mindst krævende fødsel, rent fysisk. Jeg var meget smertedækket, fordi der ikke var et barn at tage hensyn til i forhold til medicinpåvirkning. Under fødslen snakkede vi derfor meget om, hvad der skulle ske, når barnet var født. Ville vi se barnet? Skulle barnet begraves eller bisættes? I kirke eller kapel? Meget store og voldsomme spørgsmål at forholde sig til midt i en fødsel.

Vi valgte, at hun skulle lægges op til mig efter fødslen. Den del skulle være præcis som en fødsel af et levende barn. Vi fik lavet hånd- og fodaftryk og taget billeder. Og vi besluttede, at hun skulle bisættes i en kirke. Vi gjorde alt det, vi blev anbefalet.

Det var en helt ubeskrivelig følelse endelig at få hende op på maven. Den 26. oktober 2007. 3 kg fordelt på 49 cm. Jeg havde været så nervøs for, hvordan et dødt barn så ud. Men hun lignede sin storesøster. Helt fin. Det var på en og samme tid et smukt første møde med min datter, og et meget tragisk øjeblik, fordi hun var død. Hun var helt varm, da hun kom ud. Og så var hun helt slap.

Vi fik aldrig svar på, hvorfor hun var død inde i min mave.

Jordemoderen pakkede hende ind, så vi kunne sidde med hende i en lille bylt. Ligesom med et barn, der lever. Og hun blev vejet og fik tøj og en lille hue på. Vi fik også saftevand og flag. Hele pakken. Mine børns far brød helt sammen. Jeg tror kun, jeg græd kort. En fødsel er jo en kæmpe energiudladning, og det kan godt gøre én lidt tom bagefter. Men jeg havde alligevel fokus på at studere hende og få mest muligt ud af min tid med hende.

4-6 timer var vi sammen med hende. Det var vores mest dyrebare tid med Emilie. Vores datter, Lina, og vores familie kom og så hende. Jeg kan huske, hvor forfærdeligt det var, da hun skulle køres på køl. Det føltes helt forkert. Jeg forstod det slet, slet ikke. Jeg vidste ikke præcis, hvor hun skulle hen, eller hvordan der så ud i kølerummet. Men næste dag blev hun kørt op til os igen, så vi fik mulighed for at være sammen med hende i nogle flere timer.

I dag har man kølelifte, som er en almindelig lift til baby med indbyggede køleelementer, så forældrene kan beholde barnet på stuen hos sig i den tid, kvinden er indlagt. Jeg er stor fortaler for kølelifte. På den måde får man som forældre mulighed for at vænne sig til tanken om, at barnet skal køres væk. Jo mere tid, man får, desto mere forstår man, og desto flere minder kan man nå at samle. Der er så urimeligt lidt tid til at samle minder, og man kan ikke gøre det om.

Det er urimeligt hårdt at miste et spædbarn. At blive forældre til et englebarn. Og det gør det ikke nemmere, at vi er bange for at tale om døden, og endnu mere bange for at tale om døde børn.

Da vi havde mistet Emilie, fandt jeg stor trøst i min familie og mine veninder, men jeg oplevede efter noget tid, at folk ikke længere talte om hende. Jeg ville gerne vise billeder af hende, men ikke alle ville se dem. Det var jo helt okay. Men det føltes enormt ubehageligt, fordi hun for mig var mit barn på lige fod med min levende datter. Og når man føler sig forkert, bliver tabet og døden tabuiseret. Selv min egen læge negligerede min sorg. Hendes reaktion var, at det var godt, vi var så unge, for så kunne vi jo bare få et nyt barn. Men man kan jo heller ikke bare lige få en ny mor og far. Hvorfor er det anderledes med et barn? Jeg skiftede læge med det samme.

Jeg oplevede også kommentarer, som indikerede, at jeg burde være glad for, at hun ikke nåede at leve, før hun døde. De fleste tænker, at det gør mere ondt at miste, hvis barnet har levet. Men jeg har det helt omvendt. Jeg ville ønske, hun havde åbnet øjnene, at hun bare havde levet 24 timer. Jeg ville ønske, jeg havde haft mere tid og en større relation til mit barn. 

Fire måneder efter blev jeg gravid med Noah, som i dag er 12 år. Lysten til at blive mor igen var der stadigvæk. Den forsvandt aldrig.

Jeg er meget positiv af sind, og det var vigtigt for mig at dryppe momenter ind i graviditeten, hvor jeg gav mig selv lov til at glæde mig. For jeg vidste og håbede på, at jeg en eller anden dag skulle fortælle Noah, hvordan graviditeten var, og hvordan jeg glædede mig til, at han skulle komme til verden.

Alligevel vekslede jeg hele tiden mellem tanken om, at det nok skulle gå, og tanken om, at nu var han død. Det var en graviditet, der krævede styrke og mod til at glæde sig og til samtidig at håndtere både sorgen over Emilie og frygten for, at det skulle ske igen.

Jeg havde terminsdato med Noah præcis samme dato som med min datter, Emilie, der døde: den 6. december. Blot et år senere. Alle ugerne og dagene var ens. På årsdagen for Emilies dødfødsel – den 26. oktober 2008 – lå jeg på hospitalet med en strimmel og doptone for at høre hans hjertelyd. Hele dagen. Det var en skæringsdag, som bare skulle overstås.

Jeg gjorde alting anderledes under graviditeten med Noah. Jeg skulle vide så meget som muligt om ham og gøre alt, hvad jeg kunne for at få en relation til ham. Jeg kastede mig hovedkulds ind i det. Han fik et navn hurtigt, jeg lavede hans værelse klar og købte en masse tøj. Min tanke var, at hvis han også døde, ville jeg have en relation til ham. Med Emilie vidste jeg ikke, hvem hun var, før hun kom ud. Hendes køn skulle være en overraskelse, og vi havde ingen idé om navn. Under hele processen kunne jeg ikke kalde hende hun eller han eller ved navn. Det var ikke rart.

I dag, 13 år senere, fortæller jeg, at jeg har tre børn, hvis jeg bliver spurgt. Det er vigtigt for mig, for det er det, jeg har. Og på den måde bærer jeg Emilie og hendes historie med mig. Det er kun, hvis folk spørger ind til børnenes alder, at jeg fortæller, at hun desværre ikke er her mere. 

Hendes korte liv giver mening for mig, fordi det har ansporet mig til at hjælpe andre. Jeg har fået en gave, fordi jeg er 100% sikker på, hvad jeg vil med mit faglige virke. Hun er så meget til stede, når jeg hjælper andre, der har mistet. Og så har jeg også en spirituel tilgang til det. Hun har givet mig min søn, som ellers ikke ville have været her. På den måde er hendes uretfærdigt korte liv faldet på plads i mig.

Men jeg må alligevel indrømme, at det stikker i mit hjerte, når jeg ser tre børn komme gående med deres mor og far. For hvor ville jeg dog inderligt ønske, at de alle tre var her.

Psykolog Helene Hovmanns råd til forældre, der har mistet:

– Tal om dit barn, ikke kun om tabet, med alle dem, som vil lytte; familie, venner, ligesindede, professionelle.

– Lær at forstå og acceptere, at I som mor og far ikke sørger ens. Der vil være individuelle forskelle. Bliv enige om, hvordan I håndterer og rummer disse forskelle sammen.

– Husk at mindes dit barn. På mærkedage, til hverdag, ved at kigge på billeder, eller hvad der føles rigtigt for lige netop dig. Du vil altid være mor/far.

– Tag pauser fra sorgen. Tal om andre ting, lav aktiviteter med andre eller alene. Kom ud blandt andre i det tempo, du kan magte. Hav altid en plan b og tag hjem, hvis du bliver overvældet.

– Når du vender tilbage til arbejde/studie og den hverdag, du havde før tabet, så tag det i et roligt tempo. Start ud langsomt og træk 20% fra det, du tror, du kan (f.eks. timer). Det kræver en del at vende tilbage.

– Accepter at dit barn, hele fortællingen om dets liv og død, er en del af din fortælling nu. Det vil blive nemmere med tiden at integrere barnet i dit liv. Det er muligt at leve som mor/far til et dødt barn. 

 

Tekst Julie Teglhus Collage Anika Lori

Meet ’n’ greet

Helene Hovmann, 36, mor til Lina, 15, Noah, 12, og Emilie, som døde ved en dødfødsel for 13 år siden. Autoriseret psykolog og har siden fødslen af Emilie specialiseret sig inden for krisepsykologi og sorgarbejde, herunder spædbarnsdød, som hun arbejder med i sin private praksis. Har desuden været frivillig i Landsforeningen for Spædbarnsdød www.helenehovmann.dk

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

Luk

Ingen varer i kurven.