Marie Skall: “Man kan ikke det hele, og det accepterer jeg”

Da Marie Skall for syv år siden bliver mor for første gang, knokler hun og søsteren, Julie, med at opbygge tøjbrandet Skall Studio. I dag venter Marie sit tredje barn, og Skall Studio er i mellemtiden blevet ét af Danmarks mest eftertragtede brands. Her fortæller Marie om at stole på, at et tredje barn ikke vælter læsset og om at være bevidst om, at hendes liv og karriere kræver en masse fravalg og kompromisser

Da Marie Skall i 2015 bliver gravid med sønnen Rumle, er hun i fuld gang med at stable Skall Studio på benene sammen med sin storesøster og partner, Julie Skall. 

“Graviditeten var ikke planlagt, men jeg var begyndt at døje med migræne og var derfor stoppet med at tage p-piller. Hurtigt blev jeg gravid. Jakob og jeg havde kun kendt hinanden i et år på det tidspunkt. Men selvom det ikke var planen, var vi slet ikke i tvivl om, at det var det, vi gerne ville,” siger Marie. 

Barsel i traditionel forstand bliver der ikke noget af. Rumle er med, når søstrene knokler for at få deres webshop op at køre, designe kollektioner, pakke ordrer og holde styr på bogholderiet. Han er også med på landevejene, når Marie er ude hos forhandlere i hele Danmark for at sælge kollektionen. 

Siden har virksomheden haft vokseværk, og Skall Studio tæller i dag 30 ansatte og forhandles i 15 forskellige lande. Undervejs har Maries egen familie også vokset sig større; foruden sønnen Rumle er Marie blevet mor til Agnes på 3 år, og er i dag er hun højgravid med sit tredje barn. 

Læs også

Amalie Adrian: ”Jeg har aldrig følt, at jeg skulle have styr på alt muligt, for at få børn”

Skall Studio – et farvel til Fast Fashion

Vi skal tilbage til 2014, hvor Skall-søstrene, Marie og Julie, bliver enige om at lancere deres eget tøjmærke. De er begge uddannede designere og har arbejdet i modebranchen i mange år. En branche, der er præget af fast fashion, og som de er ved at blive mætte af. I kontrast hertil står Skall-søstrenes interesse for bæredygtighed.

“Vi vidste fra start, at vi skulle starte det her brand, og at det skulle hedde Skall. I modebranchen er der hele tiden nye tendenser. Vi ønskede at gøre vores tøj mere personligt. Det skulle have et klassisk udtryk og være i god kvalitet. Det skulle være tøj, som man passer på, og som man finder frem igen og igen. Julie og jeg er meget afdæmpede i vores påklædning, og Skall skulle selvfølgelig afspejle os,” fortæller Marie.

“Det var afgørende, at tøjet skulle produceres så ansvarligt som muligt, og for ni år siden var det altså ikke moderne at tale bæredygtighed. Hvis noget var bæredygtigt, så var det fodformet og i hvert fald ikke fashion.”

Som fans af designere som blandt andre Stella McCartney ved Marie og Julie, at det kan lade sig gøre at forene mode med ansvarlighed. Men det kræver hårdt arbejde. De første fire år har de begge fuldtidsjobs ved siden af, og lønnen bliver udelukkende investeret i Skall.

“Vi stod begge i butik. Det vidste vi, vi kunne finde ud af, og dér kunne vi slå hjernen fra. Om aftenen og i weekenderne arbejdede vi på Skall.” 

“Julie og jeg er ikke klassiske iværksætter-typer. Iværksætteri driver os ikke. Det var tanken om at skabe vores eget. Og med det fulgte en masse ting, som vi slet ikke havde erfaring med; bogføring, salg, opbygning af webshop, pakning og sending af varer.” 

Dobbeltbarsel

Det har været krævende at have en baby på armen i virksomhedens opstartsfase, men ifølge Marie er det ikke til at vide, om der nogensinde var kommet et bedre tidspunkt. 

“Med børn er der så meget, du ikke kan kontrollere. Man kan ikke sidde med kalenderen og planlægge. Man må bare kaste sig ud i det. Det er vigtigt at kunne give slip og turde at lade det komme, når det her barn vælger dig. Det gælder også i forhold til vores virksomhed, som er i evig udvikling. Det er svært at sige, hvorvidt arbejdsbyrden bliver mindre om et halvt år, for jeg ved ikke, hvor virksomheden er om et halvt år.”

Da Marie bliver gravid med sit andet barn kort tid efter, at søsteren og partneren Julie også er blevet gravid, er det altså ikke koordineret og afstemt med kalenderen. De to søstre føder med tre måneders mellemrum i 2019.

“Det var fantastisk, at vi fik lov at opleve det sammen. Vi havde et lille lokale i Nordvest med kravlegård og puslebord, hvor vi også havde vores lager. Og så havde vi én ansat til at hjælpe os. Vi besluttede os for at tage et stille og roligt år, hvor vi ikke satte yderligere i gang, nu hvor vi begge havde babyer.”

“Men der skete noget med Skall i den periode, som vi ikke kunne stoppe. Vi kunne pludselig sige vores butiksjobs op og udbetale løn til os selv. Vi fik vores investor, som endda selv henvendte sig til os. Vi solgte virkelig godt. Alle ville have fat i Skall.”

I et helt år har både Marie og Julie en baby med på arbejde. Og selvom det måske havde været mere praktisk at få børn forskudt, betyder sammenfaldet, at de kan bruge hinanden, hjælpe hinanden og forstå hinanden på et dybere plan.

“Det var hårdt, men vi fik heldigvis to velskabte børn, der var nemme at have med. Og fordi vi stod i samme situation, havde vi stor respekt og forståelse for, når den ene havde haft en dårlig nat og ikke kom ind på kontoret. Generelt er vi indforståede med, at der er gode og dårlige perioder i småbørnsfamilier. Indimellem er børnene syge hele tiden, og alt ramler, og i andre perioder spiller alting. Vi hjælper hinanden. Det er også det fantastiske ved, at vi er søstre. Julies børn er ligeså meget mine, og mine børn er ligeså meget Julies.”

Læs også

Ditte Isager: “Hver gang jeg laver en bog med Gwyneth, får jeg et barn”

En kvinde-arbejdsplads

Netop forståelsen for, hvad det indebærer at være mor til små børn, er central for Marie og Julie i forhold til deres i dag 30 ansatte, hvoraf 29 er kvinder. 

“De fleste af vores ansatte er mødre eller på vej til at blive det. Det er vigtigt, at moderskabet er en naturlig ting – også på arbejdspladsen.”

“På samme måde er det vigtigt at kunne få jobbet til at gå op med familielivet. Julie og jeg elsker at møde tidligt og være de første på kontoret, men nogle gange bliver den også lidt over 9 og ofte må vi løbe ud af døren kl. 15 for at hente børn. Det er vigtigt, at der er plads til det, og at der er en tillid til, at medarbejderne selvfølgelig klarer deres opgaver.”

Balance er nøgleordet, og det står sort på hvidt i Skalls personalehåndbog. Der skal være balance i tingene og fleksible mødetider.

“Hvis nogen er pressede eller har behov for at gå ned i tid, er vi åbne over for det. Hvis ikke det fungerer på hjemmefronten, fungerer det heller ikke hos Skall.”

“Jeg har været i branchen i 12 år, og det er noget andet at drive en virksomhed i dag. Det er et stort ansvar. Corona har også været med til at blødgøre arbejdsmåden med hjemmearbejdsdage, og der stilles med rette større krav til balance i dag.”

Kærlighed til københavneren

Da Marie som 28-årig møder sin mand, Jakob Fagerholt, er hun netop flyttet fra Jylland til København. Hendes bedste veninde har taget hende med til en fernisering, hvor Jakob tilfældigvis også er. På trods af deres forskelligheder siger det bare klik.

“Efter vores første møde blev det ligesom bare os. Jakob er opvokset i Indre By i København og er virkelig københavner med stort K. Jeg kommer fra Nordjylland. På mange måder er vi helt forskellige, men alligevel er virkelig godt match. Måske fordi vi giver hinanden plads til vores forskelligheder.”

“Jeg er meget heldig med Jakob. Vi henter og bringer begge lige meget, men han elsker at købe ind, lave mad, vaske og stryge tøj, rydde op og lege med børnene. Det giver mig en kæmpe ro. Jeg får plads til at give den gas med Skall og kan hvile i, at han godt kan lide det.”

Marie er et morgenmenneske og går derfor tidligt i seng, hvorimod Jakob er sent oppe om aftenen. De kender hinandens rytmer og trives med dem. Men det efterlader ikke megen plads til dybe samtaler i hverdagen. 

“Hver gang vi gør noget uden børnene, føler vi, at vi mangler noget. Jeg kan godt spørge mig selv, om det ville være sundere indimellem bare at være mig og Jakob. Men det føles hurtigt forkert for os. Vi har et enormt stort behov for at være sammen allesammen.” 

“I det store hele handler det om at acceptere, hvor vi er i livet, passe på hinanden og være glade for det liv, vi har valgt at leve. Og det er vi. Det ville ikke fungere, hvis én af os var utilfredse med, at vores samtaler primært er af praktisk karakter ala “Er du på vej hjem? Har du fået handlet?” griner Marie og tilføjer:

“Hvis man kan komme igennem de her år med små børn, bør man have resten af livet sammen.”

En 3’er vælter ikke noget

På trods af at Marie har masser at se til, er hun nu højgravid med sit tredje barn. 

“Der er allerede kaos derhjemme. Jeg tror ikke, en 3’er vælter noget. Vi har allerede accepteret, at det ikke handler om os. Det handler om børnene.  Det er fantastisk at se, hvilket bånd Rumle og Agnes har, og jeg glæder mig til at give dem endnu en søskende. Jeg er også meget bevidst om, at vi har små børn i meget kort tid. Pludselig er de 20 år og flyttet hjemmefra. Og så har man virkelig meget tid. Livet er langt, og alt kommer i faser.” 

Det har altid været en stor drøm for Marie at blive mor, og det at være mor falder hende naturligt.

“For mig har der altid været en ro og naturlighed over det at være en familie. Min mor og far er stadigvæk sammen og har indtil for nylig boet i vores barndomshjem.”

“Børn giver generelt en kæmpe følelse af mening for mig. Jeg siger altid til folk, at de bare skal få dem tidligt. For mig har det været en stor gave at få børn, og den gave kunne jeg da godt have åbnet lidt før.” 

Det bedste ved at være mor er at have muligheden for at give sine værdier videre, mener Marie. Hun har selv klare holdninger til, hvordan man er et godt menneske, og hvor vigtigt det er at passe på vores jord. Hun spiser derfor eksempelvis heller ikke selv kød.

“Mit største ønske er at kunne opdrage mine børn til, at vi allesammen er forbundne, og at dyr og mennesker er lige meget værd. Man kan ikke tage noget fra nogen og ikke give tilbage. Jeg ved godt, at nogen synes, det er pjat. Jakob spiser også kød. Men det er vigtigt for mig som mor at give mine værdier videre, og så må de selv tage stilling til, hvordan de har det. Jeg føler, det er min opgave at præsentere dem for mit perspektiv.”

“Rumle er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, at jeg ikke spiser kød. Det sker eksempelvis, når børnene har fået grillpølser, og jeg ikke spiser dem. Det ender med, at begge børn gør grin af det. Og så griner vi sammen.” 

Selvomsorg er at acceptere det sted, man er i livet

Når man er medejer af en virksomhed, der udvikler sig med raketfart og samtidig får tre børn på knap syv år, kan det virke som en videnskab at huske på at passe på sig selv imens. For Marie handler det om at få trænet, stå tidligt op om morgenen og ikke arbejde for meget. 

“Almindeligvis går jeg i seng før kl. 22, og så ringer vækkeuret 5.30. På det tidspunkt er jeg den eneste herhjemme, der er vågen. Så kan jeg løbe en tur, før byen vågner, nyde min morgente, tjekke mails og Instagram og få et bad, inden jeg vækker børnene. På den måde er jeg klar til det kaos, der starter, når børnene står op.”

“Jeg har et roligt sind. Det er nok det, der hjælper mig allermest. For børn kan drive én til vanvid. Og på trods af min nordjyske mentalitet kan de også presse mig ud i situationer, hvor jeg bliver så sur og irriteret, at jeg nærmest får lyst til at gå fra dem, så de kan passe sig selv.” 

Vigtigst af alt fremhæver Marie accepten af, at hun ikke kan det hele, og at det i sig selv er selvomsorg. Hun er afklaret med, at hendes liv og karriere kræver en række kompromisser. 

“Jeg har givet afkald på mange ting. Jeg har ikke meget tid med veninderne og har heller ikke gået til babysvømning med børnene, da de var små. Man kan ikke det hele, og det accepterer jeg. Man kan bruge meget tid på at spekulere over, hvorfor man ikke er på ferie, eller hvorfor man ikke er sammen med sine venner, eller hvorfor man ikke får løbet. Jeg forstår behovet, for man vil gerne spejle sig i andre, og Instagram viser os alt det, de andre børnefamilier laver. Man er tilbøjelig til at tænke: “Hvorfor kan vi ikke det?” Men man ødelægger sig selv ved hele tiden at ville mere.” 

På samme måde er Marie stor fortaler for ikke at have for mange valg her i livet. Det gælder både i forhold til tøj, mad og kaffe. Men også fritidsaktiviteter og sociale sammenkomster. 

“Jeg skal ikke selv have for mange valg. Jeg har både valgt kaffe og kød fra, og jeg går heller ikke med skind og pels. Når jeg er på restaurant, skal jeg derfor ofte kun tage stilling til to vegetarretter og ikke hele menukortet. Det er sundt aktivt at vælge ting fra i stedet for at ærgre sig over, at man ikke kan smage det hele, købe det hele, være alle steder og opleve det hele.”

Selvom Marie trives med en tilværelse, der for øjeblikket primært handler om familie, arbejde og børn, så er det vigtigt for hende at understrege, at livet som småbørns mor og virksomhedsejer med 30 ansatte er benhårdt arbejde. 

“At have høje ambitioner og forventninger til vores virksomhed koster på andre fronter. Jeg holder aldrig fri oppe i hovedet. Selvom jeg ikke sidder og arbejder fysisk, så tænker jeg på Skall. Det er også et stort pres at have 30 ansatte, og vi skal jævnligt træffe store beslutninger for virksomheden. De første tre år fik vi ikke løn, og det var hårdt økonomisk. Samtidig har vi stiftet og udvidet vores familier undervejs, hvilket indebærer masser af hårde nætter. Og vi har begge haft to utraditionelle barsler, hvor vi har arbejdet det meste af tiden.”

“Det er det helt rigtige sted, jeg er landet, og jeg trives med det. Men det er ikke for alle.” 

Læs også

Mette Wendelboe Okkels fra Petite Knit: ”Jeg vil bare gerne strikke”

Den tredje fødsel 

Fødselsforberedelse er et meget aktuelt eksempel på noget, Marie har måttet give afkald på. 

“Før mine to fødsler læste jeg om veer og fødslens faser, men denne gang klarer jeg den på rutinen. Det er egentlig ikke et ønske, men der har ikke været overskud til at gå til noget som helst.” 

Selvom en snert af nervøsitet er ved at hale ind på Marie, har hun stor tillid til kroppen.

“Jeg kan da godt tænke: Skal jeg virkelig det igen? Det gør jo så ondt. Men jeg ved også, hvor stort det er, når jeg har født. Jeg tror på, at min krop er skabt til det, og derfor lytter jeg til den og tror på, at den vil guide mig. Min tro på kroppen kommer også af, at jeg har haft to gode fødsler.”

“Jordemødrene er så dygtige, og jeg stoler meget på dem. Jeg er meget autoritetstro, måske fordi jeg ikke har haft grund til at være andet. En lang ønskeliste til fødslen har jeg heller ikke. Mit eneste ønske er, at jeg har en god connection med min jordemoder. Jeg tror på, jeg selv kan gøre meget ved at være åben og tydelig omkring, hvem jeg er. Det er sjældent, man møder virkelig sure mennesker, hvis man selv er åben og positiv.” 

Hurtigt tilbage til hverdagen og Skall 

Når Marie føder sit tredje barn, bliver det lettere at holde barsel, end det var for både seks og tre år siden, da hun fik Rumle og Agnes.

“Jeg kan bedre slippe mine opgaver, fordi min søster og jeg har mere overordnede roller nu. Vi beskæftiger os primært med udviklingen af virksomheden og designet. På daglig basis er vi ikke nede i driften.”

Alligevel ønsker hun ikke at være væk i længere tid. Marie drømmer om hurtigt at vende tilbage til hverdagen, og det bliver – heller ikke – med hendes tredje barn, at hun stifter bekendtskab med det dér babysvømning.

“Jeg regner med at være hjemme en måned efter fødslen. Der er ikke lagt nogen egentlig plan, men hvis både baby og jeg er glade og rolige, begynder vi at komme ind på kontoret to dage om ugen. Jakob tager også en del af barslen, og det er virkelig skønt. Jeg ved, han glæder sig og er glad for, at det denne gang er en mulighed. Det er ikke noget, vi har prøvet før. Det er dejligt, at han skal opleve den tid med nummer tre, som er helt speciel, når de er så små, og for mig bliver det arbejdsmæssigt rart, at kunne komme lidt tidligere tilbage til Skall med fuld fokus.”

Tekst Julie Teglhus, Foto Sissel Abel