Børns madvaner i ferien

Hverdag, mødetider og madpakker – glem det. Alt, hvad der hedder regler og rutiner kastes med ét ud ad vinduet, når vi går på ferie. Børnene kommer senere i seng, spiser måske op til flere is hver dag, og vi kommer alle ned i gear. Men ferieforhold og varme kan også have en stor indflydelse på børnenes madvaner, og derfor har vi bedt familierådgiver Kathrine Hemmingsen og specialist i mad og ernæring til børn, Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, give os nogle gode råd med på ferien.

 

Vi kender det selv. Appetitten er en anden, når solen skinner, det er varmt, og vi er på ferie. Men hvordan med vores børn, de skal vel have ligeså meget mad, som de plejer, når de stadig vokser og udvikler sig? Familierådgiver Kathrine Hemmingsen forklarer ”Mange børn og voksnes appetit bliver påvirket af høje temperaturer. Især hvis vi ikke er vant til varme. Noget tyder på, at det kan handle om den temperaturstigning, vi får i kroppen, når vi spiser, som kan opleves unødvendig og måske ligefrem ubehagelig, når vi allerede har det varmt.”

Istid med vores børn

Vi ved alle, hvor hyggeligt det er at spise is med vores børn, men hvilke is kan man med fordel gå efter? Det giver Kirsten Mikkelsen Ravnbøl, specialist i mad og ernæring til børn, sit bud på – ”Jeg synes, at små økologiske flødeis er bedst, især dem der er lavet på rigtige råvarer som fløde, æg og almindeligt sukker. Køb fx de runde små flødeis med vanilje, jordbær og chokolade. Gå efter økomærket is, da økologiske Ø-mærkede madvarer bl.a. ikke må tilsættes farvestoffer, konserveringsmidler, sødestoffer og aromaer, som der typisk er i ikke-økologiske is. Selvom der er vand i limonadeis og sodavandsis, er der også så meget sukker i, at man ofte bliver tørstig bagefter. Det høje indhold af sukker er et problem i forhold til, hvor lidt vand man får fra dem – så slukke tørst og give væske, det gør de heller ikke. Om du vælger flødeskum eller guf går stort set ud på et – fløden giver mange flere kilojoule end guffet, og guffet er stiftpiskede æggehvider med sukker i. Det er bedre at bede om en lille smule, og gøre det klart for ekspedienterne inden, at det er vigtigt med lidt fremfor meget. Vælger du drys kan du gå efter de hakkede nødder eller chokolade, men igen – bare lidt og ellers mest af nødderne.”

Selvom vi alle kan blive enige om, at det er hyggeligt at spise is med vores børn, og de nyder det og stråler af lykke ved hver en mundfuld, er det værd at huske, at både Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen er bekymrede over at 1/3 af alle børn mellem 2 og 3 år allerede har et for højt indtag af sukker. ”Der skal ikke så mange sukkerholdige produkter til, før de optager pladsen for rigtig mad. Slik, is, læskedrikke og sodavand indeholder meget sukker og ingen andre næringsstoffer og bør kun sjældent være blandt det, som små børn spiser og drikker. Husk at det skjulte sukker også tæller med, fx i frugtyoghurt, morgenmadsprodukter, syltetøj, ketchup, og selvfølgelig i kage, sodavand og slik.” forklarer Kirsten Mikkelsen Ravnbøl.

Tips til hjemmelavet is

Kirsten Mikkelsen Ravnbøl anbefaler at man giver sig i kast med hjemmelavet is. ”Køb de små is-beholdere med en pind i låget og lav is på enten A38, tykmælk eller andre surmælksprodukter med lavt proteinindhold. Undlad skyr, kvark, ymer og andre proteinrige surmælksprodukter, da de mindste børn ikke bør få for meget protein. Blend surmælksprodukterne med søde frugter og bær, før de fryses. Smag eventuelt til med lidt florsukker og vaniljekorn, så isene ikke bliver for sure. Lidt reven citronskal smager også godt i. Lad den stå 6-10 timer i fryseren afhængig af størrelsen. Man kan også lave superflotte frugtispinde med saft i. Vælg mellem blåbær, jordbær, fersken, nektarin, kiwi, melon, vindrue, hindbær, ribs, solbær m.fl. Skær frugterne i mindre stykker og fyld isbeholderen helt op med bær og frugter. Hæld drikkeklar saft henover – kan fx være hyldeblomstsaft og sæt en ispind i og frys i ca. 6-8 timer.”

Indret jer efter varmen i ferien

Familierådgiver Kathrine Hemmingsen anbefaler, at man lader rutinerne blive derhjemme og indretter sig efter varmen, når man går på ferie – ”Det kan være en god ide at spise senere, eller finde det køligste sted i haven eller huset. Hjemme hos os bliver frokosten på de varme dage spist på stole rundt om badebassinet, så vi kan få kølet fødderne imens. Det kan også være en god ide at sørge for, at der altid er noget let, koldt tilgængeligt for børnene. Noget de kan hapse på vej i badebassinet eller spise i en lille pause i skyggen. Måske skal vi gå lidt på kompromis med de store måltider, afholde dem, hvis vi voksne synes, det er dejligt og vigtigt, men sætte vores børn fri til at spise, når de har lyst, og ikke være så bundet af faste måltider.”

Børn ved hvad de har brug for

Du kan opleve at dine børn ikke har samme behov for mad, som de plejer, men det behøver du ifølge familierådgiver Kathrine Hemmingsen ikke være bekymret for – ”Ferie og de nye rutiner og måske spændende aktiviteter optager vores børn så meget, at det bliver sværere at finde ro til at spise reelle måltider. Med raske aktive børn er det sjældent et problem, at de ikke spiser særligt meget i varmen. De fleste børn kan i højere grad end os voksne mærke, hvad de har brug for. Derfor vil de i varmen ofte efterspørge frugt, is og drikke, for at få reguleret deres væskebalance.”

 

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther

Kathrine Hemmingsen er uddannet cand.mag i pædagogik og har siden suppleret sin uddannelse som familierådgiver. Kathrine er mor til to piger og går også under navnet Familiemakker. Du kan læse mere her og følge hende på instagram her.

Kirsten Mikkelsen Ravnbøl er uddannet ernærings- og husholdningsøkonom med speciale i human ernæring fra Suhrs Seminarium i København. Kirsten er mor til to drenge og har bla. skrevet kogebogen Årstidernes kogebog Babymad. Du kan læse mere om Kirsten her.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *