“Hvis barnet har kromosomfejlen, overlever det ikke graviditeten” 

Anaïs Amdrup-Chamby har altid drømt om tre børn. Men efter at have fået to små i rap midt under corona, blev planerne om en 3’er sat på stand-by. I foråret begynder drømmen alligevel at spire, og kort tid efter er Anaïs gravid. Her fortæller hun om at få en chokbesked til nakkefoldsscanningen, og om den måned i uvished der følger, som for alvor bekræfter for parret, hvor meget et ønskebarn de venter sig

Hvordan fandt du ud af, at du var gravid?

“Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have flere børn. Men vi fik vores børn med 20 måneders mellemrum, og det har været nogle intense år. Da Maxime, vores yngste, var 3 måneder, var Oliver, min mand, involveret i en bilulykke i USA og fik en slem hjernerystelse. Det var meget voldsomt, og han var ude af familiedynamikken i en periode, fordi det var vigtigt, at han fik sin søvn, og han kunne heller ikke tåle støj. 

Samtidig hærgede corona, så jeg havde begge børn hjemme. Det var en hektisk periode, og enhver tanke om et tredje barn blev lagt på hylden. Efterfølgende har Oliver haft meget travlt med arbejde og en større flytning, så der har hverken været tid eller overskud til at tænke på at skulle have flere børn.

Men Oliver har hele tiden vidst, at det på sigt var mit ønske, og derfor har han på de mærkeligste og mest kaotiske tidspunkter spurgt mig: “Vil du seriøst gerne have en til?” Han har været mere tøvende end mig i forhold til at skulle have flere børn og har udfordret min drøm på tidspunkter, hvor ingen ville ønske sig flere. 

Jeg har heller ikke haft et ønske om, at det skulle have været tidligere af hensyn til vores forhold og familiedynamik. Hvis man havde spurgt mig for halvandet år siden, om jeg havde lyst til at være gravid, havde svaret været et rungende nej. 

I takt med børnene er blevet større og mere selvkørende, har vi som par fået mere tid sammen, og tanken om flere børn er langsomt begyndt at fylde mere. Men da min tætte barndomsveninde fortalte, at hun var gravid, kunne jeg godt mærke, at det kom meget tæt på. Hun og jeg har også fået vores andre børn tæt, og vi havde aftalt, at vi også skulle have 3’eren samtidig. Så jeg fik pludselig også lidt stress på. Jeg tror også, jeg havde glemt, at jeg er ved at blive ældre. Og jeg ønskede heller ikke, at der skulle være for mange års mellemrum mellem børnene. Alligevel havde Oliver og jeg ikke haft snakken eller besluttet os for, at det skulle være nu, da jeg pludselig ikke fik min menstruation. 

Jeg kunne godt mærke, at noget var anderledes i min krop, og derfor tog jeg en test. Det var en fredag, og Oliver kom hjem med en kasse med lækker naturvin. Han spurgte, om vi ikke skulle åbne en flaske, og det takker jeg ellers sjældent nej til. Da jeg sagde “nej tak”, sagde han hurtigt med fast stemme, at dét skulle han. Han vidste godt, hvad klokken havde slået, og at han havde brug for et glas vin.

Han grinte hele aftenen, og jeg var ærligt talt også selv lidt blæst bagover. Oliver havde brug for at snakke det igennem, fordi vi netop ikke havde haft snakken, inden det rent faktisk skete. Og han er typen, der tænker meget over tingene og lægger planer, hvor jeg er mere ubekymret og afslappet. Vi ved, hvordan vi hver især fungerer, og vi reagerer forskelligt. Men grundlæggende vidste vi begge, at det var det helt rigtige tidspunkt.”

Læs også

Lavt nakkefoldstal: Luise Vestergaard om at tage stilling

Hvordan vil du beskrive din graviditet?

“Op til 12. uge havde jeg meget kvalme og kastede også op. Jeg havde helt almindelige graviditetsgener.

Men så ventede der os en lang periode fyldt med uvished og bekymringer. Jeg tager generelt tingene meget, som de kommer. Derfor var det helt fint for mig at tage alene til nakkefoldsscanning, da det pludselig viste sig, at Oliver ikke kunne komme med alligevel. Jeg vidste godt, at risikoen for kromosomfejl ville være højere end i de foregående graviditeter alene fordi, jeg er blevet nogle år ældre siden sidst, men jeg havde ikke forestillet mig, at der ville være et egentligt problem. Da scanningsjordemoderen fortæller mig, at risikoen for downs er 1:37, får jeg et kæmpe chok. Hun beroliger mig og fortæller, at det jo betyder, at 36 ikke har downs. Alligevel synes jeg, det er en høj risiko. Kort tid efter bliver jeg ringet op af en læge, som tilbyder mig en moderkagebiopsi. Moderkagebiopsien viser, at barnet ikke har downs, men til gengæld har jeg i moderkagen spor af en anden kromosomfejl (Trisomi 2 i Mosaik Tilstand, som oftest er begrænset til moderkagen, red.), og hvis barnet har den kromosomfejl, vil det ikke kunne overleve graviditeten. 

Kun en fostervandsprøve kan be- eller afkræfte, om barnet har kromosomfejlen, men en fostervandsprøve kan man først lave fra uge 17. Det betød, at jeg i 4 uger i sommerferien gik og ventede på at få lavet prøven. Både Oliver og jeg var ødelagte. Dér fandt vi virkelig ud af, at det var meant to be, og at hun var et inderligt ønskebarn. Børnene oplevede mig være meget ked af det i den periode. Det var ikke noget, vi italesatte overfor dem, men Oliver tog meget over, når jeg havde brug for at være alene. Alle omkring mig prøvede at berolige mig, men jeg turde slet ikke tro på det. 

Da vi endelig fik svaret, og alt var okay, sagde lægen, at jeg måske også havde haft spor af kromosomfejlen i moderkagen i mine tidligere graviditeter. Der er tale om en genmutation, som ingenting betyder, så længe den kun er i moderkagen. Det er ulempen ved biopsier. Man finder ud af mange ting, og nogle ting giver blot anledning til unødvendige bekymringer. 

Efter halvdelen af graviditeten fortalte vi det til vores børn. Jeg var så glad, så alle forandringer i kroppen relateret til graviditeten har jeg stornydt. Efterfølgende er jeg blevet scannet en gang om måneden, fordi det i nogle tilfælde, hvor der er spor af denne kromosomfejl i moderkagen, betyder, at barnet ikke vokser, som det skal. Jeg har følt mig i trygge hænder, og indtil videre følger hun kurven. 

Nu fylder hun efterhånden så meget, at jeg tisser hele tiden. Hvis jeg kører mine børn i børnehave, tisser jeg inden vi kører, jeg tisser i børnehaven, og når jeg kommer hjem igen. Jeg skal også huske at lave mine bækkenbundsøvelser, for jeg tisser også i bukserne, hvis jeg nyser.” 

Hvordan har du det med din gravide krop?

“Min numse og mine lår bliver temmelig meget større, når jeg er gravid, og jeg er helt fascineret over forandringerne. Til gengæld har jeg aldrig haft appelsinhud før, men det har jeg fået under denne graviditet. Jeg håber, det aftager igen. Men jeg synes faktisk, jeg ser mærkelig ud, når jeg har en kæmpe mave, fordi jeg kun er 160 cm høj. Størrelsesforholdene hænger ikke rigtigt sammen.

Grundlæggende er jeg enormt taknemmelig for min krop, og hvad den kan. Jeg er også meget mere ydmyg end i de forrige graviditeter, og det skyldes chokket omkring kromosomfejlen i min moderkage.”

Hvad savner du mest under din graviditet? 

“At gå i cowboybukser. Her i december har jeg også savnet gløgg. Men mest af alt savner jeg min kaffe. Jeg elsker god kaffe, og jeg plejer at drikke tre kopper om dagen. Nu må jeg nøjes med en.” 

Dyrker du motion under din graviditet?

“Jeg har altid været meget aktiv og dyrket motion, men nu er det lidt mindre og ofte kun 20 minutter ad gangen. Jeg har altid trænet funktionel træning, og det gør jeg fortsat, men på en mere holistisk måde. Jeg kombinerer den funktionelle træning med en masse stræk og yoga. Derudover er jeg begyndt at dyrke Foundation Training, som er en træningsform, der har fokus på kropsvægtøvelser og vejrtrækning, der aktiverer den bagerste muskelkæde, såsom ryg, lænd og ben. I mine forrige graviditeter har min lænd brokket sig i slutningen af graviditeten, og det gør den ikke endnu, hvilket jeg tilskriver træningen. De dage, hvor jeg ikke får trænet, sørger jeg for at bevæge mig alligevel ved at gå en tur eller lave nogle stræk.”

Hvordan vil du beskrive din personlige stil?

“Det har været så nemt at klæde mig på under denne graviditet, fordi der er så meget lækkert cashmere fra People’s Republic of Cashmere (hvor Anaïs arbejder, red.), som jeg har kunnet gå i. Vi har mini skirts og mini dresses, som jeg har sizet op og brugt med en skjorte eller strik over. Vores tykke cashmere trøjer kan også sagtens give sig under graviditeten og trække sig sammen igen, så man også kan bruge dem bagefter. 

Derudover har jeg købt graviditetsleggings fra H&M. De gør intet godt for mine ben, men de er vildt behagelige at have på og fungerer godt med et par lange støvler og en stor sweater. Jeg har også købt tre graviditetsjeans fra H&M. På et tidspunkt måtte jeg give efter for elastik-bukserne.” 

Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?

“Jeg har aldrig rigtigt gået op i produkter og skønhedsrutiner og den slags. Men kort tid før jeg fik børn, begyndte jeg at blive mere kritisk i forhold til, hvad jeg putter på huden. Siden har jeg brugt få, men gode og effektive produkter med fokus på rene ingredienser. Og det gælder også alle andre produkter, vi bruger i familien, såsom rengøringsprodukter og vaskemiddel. Hvis det er muligt, undersøger jeg grundigt ingredienserne, inden jeg introducerer et nyt produkt i vores sortiment. 

På min hud bruger jeg nærmest kun Honey. Jeg bruger både Honeys cleanser, serum, ansigtscreme og face oil. 

I forhold til make-up sværger jeg til et amerikansk mærke, der hedder Saie. Men jeg bruger kun mascara og en pudder. Det må gerne gå hurtigt, og det er ikke på grund af mine børn. Sådan har jeg altid været.” 

Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til kost og tilskud under din graviditet?

“I vores familie går vi meget op i at spise lokale og økologiske råvarer, der ikke er forarbejdede, og til hvert måltid har vi fokus på, at vi både får protein, fedt og kulhydrater. Jeg elsker at lave mad, og måltiderne fylder positivt meget i vores familie.  

De første 12 uger af min graviditet havde jeg dog så meget kvalme, at alene tanken om en grøntsag var klam. Derfor sørgede jeg for at få en smoothie proppet med både bær og grøntsager camoufleret af vaniljeprotein, mandelmælk eller kokosmælk, nøddesmør og en banan. På den måde vidste jeg, at jeg i det mindste fik lidt god næring. Ellers spiste jeg ostemadder, lækkert bagværk og andet neutralt mad. 

I den sidste del af graviditeten har jeg mistet min ellers gode appetit, og jeg skal minde mig selv om at spise for ikke at få det dårligt. Om morgenen får jeg æg eller grød med børnene, til frokost spiser jeg en salat eller en rugbrødssandwich, og om aftenen spiser vi ofte gryderetter eller suppe. Jeg prøver fortsat at få en smoothie eller grøn juice dagligt. Vi spiser overvejende sundt, men jeg elsker også surdejsboller, hjemmebagte kager og brød, chokolade og is. Normalt elsker jeg 85% mørk chokolade, men under graviditeten er jeg blevet helt vild med mælkechokolade. 

Jeg har altid spist store mængder kosttilskud fra Puori. Det er jeg fortsat med under graviditeten, og jeg spiser både Omega 3, d-vitamin, c-vitamin og multivitamin, som indeholder det dagligt anbefalede folinsyre. Jeg tager magnesium om aftenen, fordi jeg ellers får krampe i benene om natten. Jeg er også vild med Puoris vaniljeprotein, som jeg putter i morgengrød, smoothies eller pandekager for at få et ekstra boost protein.  Og så supplerer jeg med jern fra Krauterblaut. 

Derudover tager jeg B12 tilskud, probiotika og kollagen, som ikke relaterer sig til graviditeten. Jeg vælger altid Puori, da alle produkter er trepartstestet, og jeg kan finde data på tungmetaller og pesticider.”

Læs også

Hvad alle nybagte mødre bør have i køkkenet

Hvordan forløb dine to andre fødsler?

“Begge mine fødsler har været gode og hurtige. Med Lilou gik der 5 timer fra første ve, til hun var født. Jeg gik ikke til fødselsforberedelse inden, fordi jeg tænkte, at jeg sagtens kunne klare det. Men jeg blev virkelig overvældet af smerterne. Det medførte, at jeg ikke gjorde, som jordemoderen sagde, jeg skulle gøre. Jeg låste hele min krop, da jeg skulle presse, og Oliver måtte fysisk holde mine ben, fordi jeg var ved at sparke den jordemoderstuderende i hovedet. 

Op til min anden fødsel begyndte jeg derfor at meditere med fokus på vejrtrækningen. Jeg forestillede mig veerne, og hvordan jeg skulle håndtere dem. Min fødselsoplevelse med Maxime var også meget bedre, og den gik endnu hurtigere. På vej til hospitalet ville jeg forbi Emmerys og købe en kaffe og en kokostop, men heldigvis satte min mand foden ned. Selvom vi ikke var forbi bageren, nåede jeg kun at være på hospitalet en time, inden han var født.”

Hvordan har du forberedt dig på fødslen? 

“Fordi min første fødsel var ukompliceret og gik stærkt, sagde min jordemoder allerede under anden graviditet, at jeg var en oplagt kandidat til at føde hjemme. Men jeg planlægger alligevel at føde på et hospital, ligesom jeg har gjort ved begge mine forrige fødsler.

Jeg skal snart i gang med meditationen igen og have fokus på vejrtrækningen. Jeg glæder mig til at føde, men jeg ved også, at det bliver sindssygt.” 

Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?

“Mine forældre bor 2 km væk fra os, og de er en stor del af børnenes liv. Siden børnene var helt små, har de sovet hos mine forældre hver mandag, så vi har ugentlig datenight om mandagen. Da jeg fødte Maxime, kom Lilou derhjem i 2 dage, og det er også planen denne gang. Mine forældre bor i et stort hus, hvor min bror og hans familie bor i en af længerne. Derfor er mine børn også en stor del af min brors familie, fordi de render ind og ud. Både min svigermor og min svigerinde bor også i samme by, og de hjælper os også meget og er en stor del af vores liv. 

Min plan er, at jeg de første 40 dage slukker Instagram og Facebook. Det har jeg også gjort efter mine forrige fødsler. Mit fokus er at få amningen op at køre, være i ro og varme, få noget god mad og være sammen med mine børn og min mand. Jeg er ikke typen, der går en tur eller tager ned i børnehaven dagen efter. Det plejer at tage en måneds tid, før jeg er klar til at komme ud af min skal. 

Oliver har sin egen virksomhed og rejser som regel en del, men med snart tre små børn må vi forsøge at planlægge os ud af det, så jeg kan få hjælp af mine forældre i de perioder, hvor han er væk. Indtil videre har vi bare aftalt, at Oliver er hjemme de første to uger og resten er vi ikke nået til endnu.”

Tekst Julie Teglhus, foto Andrea Smidt og private