Tine Emilie Svendsen: “Min krop og mit sind var i chok over at være gravid”
Hvordan reagerer man, når man bliver uplanlagt gravid kun seks måneder efter at have født sit første barn? Tine Emilie Svendsen bliver chokeret og føler sig ikke klar til at blive mor igen. Chokket vokser imidlertid til dobbeltstørrelse, da det viser sig at være en tvillingegraviditet. Her fortæller hun om kortvarigt at overveje en abort, og hvordan hun følte lettelse, da der kun var ét levende foster i uge 9
“Jeg forstår det slet ikke. Jeg fuldammer, vi har brugt beskyttelse og jeg har lige set på en scanning hos min gynækolog. at alt er normalt”.
Det er kun 6 måneder siden, at Tine fødte datteren Roberta, og nu sidder hun på badeværelset med en positiv graviditetstest, mens Roberta kravler rundt om benene på hende.
“Jeg er i chok. Jeg føler slet ikke, at min krop og mit sind er klar til en ny graviditet. Jeg er lige blevet mor for første gang, og det er en kæmpe omvæltning for alt i mit liv. Både parforhold og jobsituation skal tilpasse sig forældrerollen. Jeg kan ikke lide at kalde det et hårdt arbejde, men det er et arbejde at være mor. Derudover er Miild også som en baby for mig, og jeg er kun lige ved at lære, hvordan jeg er begge steder.”
Da testen viser positiv, har Tine netop været hos gynækolog for at få lagt en spiral op, og gynækologen har i den forbindelse scannet hende. Alt ser fint ud, og nu skal hun bare vente på at få sin næste menstruation overstået.
Men menstruationen kommer ikke.
“Jeg kan huske, jeg står og skifter ble på Roberta, da jeg pludselig får en fornemmelse af, at der ligger en dreng i min mave. Senere samme uge føler jeg, jeg ser gravid ud. Det kan jeg ikke have gjort, fordi jeg var kun 5-6 uger henne på det tidspunkt, men følelsen var der. Og det var den følelse, der fik mig til at tage en test. ”
2, 1 eller ingen børn
“Jeg var sikker på, jeg ikke kunne være gravid, men samtidig fik jeg beskeder fra universet om, at jeg var det. Det var meget sært, og jeg var splittet. På trods af den positive graviditetstest var jeg nødt til at se graviditeten visuelt for at tro på det. Derfor bookede jeg en privat scanning.”
Den private scanning viser sig at give Tine et endnu større chok.
“Vi så med det samme, at der var to derinde. Det var virkelig “oh shit”-agtigt. Men vi nåede ikke at reagere, før scanningsdamen sagde, at det lignede en graviditet, der ville gå til grunde. Hun kunne dog ikke sige med sikkerhed, om graviditeten ville blive til to, et eller ingen børn. Det var meget svært at forholde sig til tre meget forskellige scenarier. Måske vi skulle have tvillinger. Måske vi ikke skulle have et barn overhovedet.”
“Pludselig bekymrede vi os slet ikke om, at jeg allerede var gravid. Det hele drejede sig kun om, at vi muligvis skulle have tvillinger.”
Naturen bestemmer for os
“Jeg forestillede mig, at det at have tre små børn under halvandet år måtte være som at få trillinger.
Ville vi overhovedet kunne klare det det? Både Frederik og jeg er meget passionerede omkring vores arbejde, og vi arbejder meget. Hvis vi skulle have tvillinger, måtte vi indrette vores liv anderledes. Det virkede meget uoverskueligt, og tanken om abort strejfede mig.
Jeg kan mærke, at jeg skammer mig over at sige det højt. Jeg har veninder, der har knoklet for at få børn. Og så knipser vi med fingrene og er ikke taknemmelige. Det er en sær balance, for mine følelser er jo mine følelser og må gerne være der. Men det var svært at have det sådan.”
Tine er vokset op med en spirituel mor og har altid haft meget kontakt til den side af sig selv. Hun beskriver det som en grundlæggende tillid til universet, og det var blandt andet denne tillid, der var med til at træffe beslutningen om at beholde graviditeten.
“Ret hurtigt blev vi enige om, at der måtte være en mening med, hvad end der måtte ske med graviditeten. Vi satte vores lid til, at naturen ville beslutte det for os. Og vi forsøgte at indstille os på alle tre mulige udfald.”
“Til anden scanning var der stadigvæk to fostre, men til tredje scanning i uge 9 var der kun et levende foster. Og jeg må indrømme, at det var en lettelse, at min krop havde besluttet lige netop dét.”
Hvordan vil du beskrive din graviditet?
“Den har været speciel, fordi min krop og mit sind i lang tid var i chok over at være gravid.
I begyndelsen havde jeg vildt dårlig samvittighed over for Miild. Jeg havde været tilbage fra barsel i 14 dage og skulle sige til Tanja (Co-founder, Miild), at jeg var gravid og væk igen om lidt.
Graviditeten var også meget præget af usikkerhed. Der gik lang tid, før jeg troede på, at det ville blive til et barn. Både nakkefolds- og misdannelsesscanningen gjorde en forskel. Det var en slags milepæle for mig. Jeg fortalte det også sent til venner og familie, fordi jeg ikke var klar til at dele det.
Det var til gengæld svært at skjule, fordi jeg første tre måneder kastede op seks gange om dagen. Jeg var virkelig presset i den periode. Jeg ammede stadig Roberta, jeg arbejdede helt vildt meget, fordi jeg havde været væk på barsel og samtidig var jeg i gang med at lave en baby. Min krop var på overarbejde, og jeg tabte mig også.
Min krop er ellers god til at være gravid, og jeg føler mig stærk. Men fordi jeg nærmest lige har født Roberta, har jeg følt mere tyngde, og sommetider kan det næsten føles, som om hun er på vej ud. Den fornemmelse er crazy. Det kan være svært at holde sig, hvis jeg hoster og skal tisse helt vildt meget. Men overordnet set har jeg det godt. Min krop er vanvittigt sej, at den laver to børn på så kort tid.
Det har taget noget tid for mig at nå dertil, men nu glæder jeg mig.”
Hvordan har du det med din gravide krop?
“Egentlig meget godt. Jeg ammede stadigvæk Roberta, da jeg blev gravid, så jeg havde ikke nået at få mig selv og min krop tilbage. Jeg var fortsat hus for nogen. Det gjorde det lidt nemmere. Men jeg er generelt ret omstillingsparat og accepterer tingene, som de er. Og jeg ved, at alting er en periode. Jeg tænker meget over, at det er ret kort tid ud af et langt liv, hvor jeg skal være gravid. Men hvis vi skal have flere børn, er det meget vigtigt for mig, at vi får en pause nu. Jeg skal lige prøve kun at være mig i min egen krop igen.”
Hvad savner du mest under din graviditet?
“Jeg savner vin. Jeg er meget enten/eller. Èt glas siger mig ingenting, det smager bare af mere. Når jeg drikker, så drikker jeg. Jeg savner også bare at være mig, og jeg glæder mig til at være den gamle Tine. Man er meget på som mor, og amningen kræver også helt vildt meget af ens tid og krop. Amningen bliver anderledes denne gang; lillesøster skal nemlig både ammes og have flaske, så jeg kan komme hurtigere tilbage på arbejde, men også så jeg kan få lidt mere frihed.”
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
“Lidt til den drengede side. Jeg er meget feminin med mit hår og make-up, så det er en fin kontrast, at mit tøj er drenget. Det er vildt svært at finde graviditetstøj, som jeg finder mig godt tilpas i, fordi det ofte er meget stramt. Særligt under denne graviditet har jeg ikke haft lyst til at have min mave struttende fremme hele tiden. Derfor har jeg gået meget i Frederiks tøj og købt store striktrøjer.”
Hvilke sko har du været mest glad for?
“New balance 990 og 530. Og mine Adidas Stan Smith recycled. De tre par har jeg levet i.”
Dyrker du motion under din graviditet?
“Nej, slet ikke. Jeg synes, tiden er knap. Efter jeg er blevet mor, forsvinder timerne bare. Men vi har en hund, der skal luftes, og på den måde får jeg gået nogle ture. Jeg har aftalt med mig selv, at når jeg har født, vil jeg prioritere at bevæge mig og få strammet lidt op. Det hænger også sammen med, at jeg glæder mig til at være noget for mig selv.”
Har dine skønhedsrutiner ændret sig under din graviditet?
“Mine skønhedsrutiner er less is more, fordi jeg ved, hvor meget der går i vores system. Derfor elsker jeg certificerede beauty-produkter, fordi certificeringerne giver tryghed og gør det nemt for mig. Jeg behøver ikke sætte mig ind i alle ingredienser.
Jeg bruger Miild skincare og make-up hver dag. Når jeg vågner om morgenen, tager jeg koldt vand i ansigtet efterfulgt af Miilds facial mist. Den bruger jeg flere gange i løbet afdagen. Til huden bruger jeg Miilds Concealer Duo. Når huden er smuk, er man allerede langt, synes jeg. Derudover elsker jeg min brune eyeliner, så jeg ikke behøver mascara, hvis det skal gå hurtigt. Brynene tegner jeg med Miilds kit 02 dark stone, og så redder jeg dem igennem med Miilds Skin og Lip Care, som jeg også bruger som highlighter.
Til kroppen bruger jeg babyolier og certificerede kropsprodukter. Ofte blander jeg olie og creme, det giver en lækker tekstur. Til mit hår er jeg glad for Gun-britts produkter, som også er certificerede. Jeg bruger aldrig parfume på min krop, men indimellem bruger jeg parfumeolie fra Rudolph care, som man kan putte i hårspidserne.”
Hvilke overvejelser har du gjort dig om kost og tilskud under din graviditet?
“Jeg er medlem af Grøn Stue (red. et onlineunivers med anbefalinger til en kemifri hverdag), og jeg følger deres anbefalinger, så jeg får taget de reneste tilskud.
På min hylde står Ester-C Vitamin, flydende jern fra Kräuterblut, D-pearls fra Pharma Nord, Bio Zink fra Pharma Nord, Magnesium Protina og probiotika.
Selvom jeg har købt mig fattig i gode vitaminer, er jeg ret slem til at huske at tage dem, blandt andet har jeg været dårlig til at tage jern. Det bøder jeg for nu.
I forrige uge afslørede nogle blodprøver, at jeg har meget lav blodprocent. Derfor tager jeg nu en række forskellige jernpiller, og så håber vi, at det ser bedre ud om en uge. Ellers skal jeg have ekstra blod, fordi der venter en fødsel lige om hjørnet, hvor man ofte mister blod.
I forhold til min kost er jeg meget lystbetonet. Også når jeg er gravid. Jeg elsker slik og sukker og chokolade. Alt med måde. Måske jeg ville spise anderledes, hvis jeg tog meget på eller fik bumser af det, men jeg kan ikke se nogen forskel, når jeg spiser det. Det er lidt farligt, for man ved jo ikke, hvordan det står til indvendig. Jeg kunne helt sikkert godt være sundere.”
Hvordan har du forberedt dig på fødslen?
“Lige siden jeg var en lille pige har jeg sagt, at jeg ikke ville have børn, fordi jeg var så bange for at føde. Sådan havde jeg det indtil for få år siden.
Da jeg blev gravid med Roberta, forberedte jeg mig så godt, jeg kunne. Jeg havde en privat jordemoder og gik også hos Moderly. Jeg håbede inderligt på, at jeg efter fødslen ville tænke, at det ikke var så slemt som frygtet. Men det var det desværre.
Jeg havde begyndende svangerskabsforgiftning og blev derfor sat i gang. De tog vandet, og tre timer senere havde jeg født. Det havde jeg slet ikke forberedt mig på. Det gik simpelthen for stærkt for mig. Jeg forvandt fra min egen krop, og jeg husker tilbage på det som meget voldsomt. Op til pressefasen klarede jeg vesmerterne fint, og lægerne blev meget overraskede, da jeg hurtigt var 8 cm. Men pludselig dykkede Robertas hjertelyd, og stemningen på stuen blev stresset og hektisk. Der var ni forskellige mennesker, der skiftevis fortalte mig, hvad jeg gjorde rigtigt og forkert. Det kunne jeg slet ikke rumme. Roberta endte med at blive taget med hård kop, og jeg blev også klippet. Det var meget tæt på at ende i akut kejsersnit. Jeg var så bange for mig selv, min krop og mit eget liv. Mine tanker kom meget bag på mig. Jeg troede, jeg ville tænke på Roberta, men frygten handlede alene om mig.
Efter fødslen var jeg indlagt i fire dage, og jeg var meget skidt. Jeg kunne ikke gå ud at tisse uden at besvime. Da jeg endelig kom hjem, sprang klippet op. Det var virkelig uheldigt og gjorde vanvittigt ondt, og jeg blev fuldstændigt slået ud. Den første læge, der så det, mente, at det skulle laves med det samme, men dagen efter meddelte kirurgen mig, at jeg skulle blive færdig med at få børn først. Det blev altså ikke lavet, og det er også med til at øge frygten for at føde denne gang.
En del af min fødselsforberedelse har derfor været at tale med lægerne om klippet. Hvad er risikoen for, at det går op? Risikerer jeg at ødelægge mit underliv? For det vil jeg ikke for enhver pris. Lægerne har kigget på det igen, her op til fødslen, og de er ikke nervøse for, at det går op. Samtidig fortæller de, at det er nemmere at lave pænt, hvis det går op.
Jeg har været meget i tvivl omkring, hvorvidt jeg vil prøve at føde vaginalt igen. Jeg har talt meget med hospitalet om min fødselsoplevelse og den afledte frygt for at føde. Aftalen er nu, at jeg får kejsersnit, hvis hun ikke ligger rigtigt, eller hvis jeg skal igangsættes. Derudover har jeg talt med en healer, som jeg de seneste 15 år har brugt, når noget har været meget svært for mig, eller hvis jeg er i tvivl om noget i mit liv. Hun har hjulpet mig med en afklaring. Vi har talt meget om fødslen, og hun har gennemgået min krop og mit indre. Det er også hende, der har sagt, at jeg skal undgå at blive sat i gang. Hun er også clairvoyant. Når hun siger noget, har jeg meget tillid til det, for hun har de sidste 15 år aldrig taget fejl. Det giver mig en kæmpe ro.
Ifølge hende bliver det også en hurtig fødsel denne gang, men det bliver en helt anden oplevelse, fordi jeg går i gang af mig selv. Derudover skal jeg have min private jordemoder med til fødslen, hvilket ikke kunne lade sig gøre sidst på grund af corona. Det kommer til at gøre en stor forskel for mig.”
Har du gjort dig nogle tanker om den første tid efter fødslen?
“Faktisk er jeg slet ikke klar til at gå på barsel. Jeg elsker at være tilbage på fuld skrue, og jeg skal arbejde helt indtil fødslen.
Jeg holder 3,5 måneders barsel, fordi det er bedre for Miild, at jeg ikke er så længe væk som med Roberta. Derefter tager Frederik barsel, og så er planen, at vi skiftes til at have barsel hver anden måned, indtil hun er et år. Men man tapper aldrig helt ud, når man er selvstændig. Det er en svær balance, for når det virkelig gælder, skal jeg være der, men jeg vil også gerne være en nærværende mor.
Jeg er blevet spurgt meget til, hvilke tanker jeg gør mig i forhold til Roberta. Er jeg klar til at dele min tid og energi? Roberta er jo stadigvæk lille og har meget brug for mig. Men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har givet den del energi. Jeg har simpelthen ikke kunnet rumme det, fordi jeg har haft så meget fokus på fødslen. Jeg ved heller ikke, hvad det indebærer at have en søskende, der er aldersmæssigt tæt. Min søster er 8 år ældre end mig, og min mand er enebarn. Vi aner ikke, hvad vi går ind til, men jeg har ikke savnet Roberta på forhånd, som jeg ved, andre, der venter nummer to, gør. Jeg forsøger ikke at have for mange forventninger til, hvordan det bliver. Jeg ved, jeg har masser af kærlighed og nærvær at dele ud af, og det er det vigtigste. Så må vi hive fat i hjælp. Det er vi ikke bange for”
Tekst Julie Teglhus Foto Sissel Abel
Meet’n’greet
Tine Emilie Svendsen, 31 år, medstifter af Miild og mor til Roberta på 14 måneder. Hun bor i Hellerup med sin mand Frederik Rosenstand, og sammen venter parret en lillesøster til maj.
Din kommentar