Annelise Hartmann Eskesen - om sin fødsel med offentlig jordemoder på Riget | TO THE MOON HONEY
  • en

Blog

To_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_Fagerholt_mama_
To_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_Fagerholt_mama_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_riget
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_riget
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_1
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_1
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_fagerholt_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_fagerholt_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_2
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_2
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_Mama_Mommy_blog
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_Mama_Mommy_blog
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist.jpg
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist.jpg
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_bea_fagerholt_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_bea_fagerholt_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_Epidural_Blokade_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_Epidural_Blokade_
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_hospitals_mad
To_The_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_hospitals_mad

Annelise Hartmann Eskesen – om sin fødsel med offentlig jordemoder på Riget

MEET’N’GREET

Annelise Hartmann Eskesen, 31, er uddannet journalist og arbejder freelance for blandt andre Børsen og Costume. Hun er gift med modefotografen Rasmus Weng Karlsen og sammen har de datteren Eva på knap halvandet år.

Annelise Hartmann Eskesen havde to ønsker til sin fødsel, bedøvelse og et karbad. Hun forberedte sig gennem graviditeten på kurset Smertefri Fødsel og fødte i oktober 2017 sin datter Eva på Riget med hjælp fra sin mand Rasmus og jordemoder Joan Iwersen, som Annelise beskriver som den bedste jordemoder hun kunne forestille sig.

 

”Jeg havde en rigtigt god graviditet, men var meget træt i starten (og slutningen) og havde et par uger med virkelig meget kvalme. Men det hjalp, hvis jeg spiste konstant, så det gjorde jeg. Min craving var Irmas økologiske appelsiner, som jeg lige kørte tre af inden frokost på arbejde, mens jeg sad og sov ved tastaturet, før mine kolleger vidste, at jeg skulle være mor. Følte at jeg havde et stort neonskilt hængende over hovedet, hvor der stod: JEG ER GRAVID.

 

Op til termin

Da min termin nærmede sig, blev jeg ret nervøs. Det var underligt at vide, at jeg snart skulle lave mit livs kraftpræstation uden at vide hvilken dag det skulle være. Jo tættere jeg kom min termin, jo mere gik det op for mig, at der ikke var nogen anden udvej end rent faktisk at føde barnet. Men jeg tænkte, at det jo måtte gå. Især hvis jeg fik en masse bedøvelse! Jeg lærte ellers til kurset Smertefri Fødsel, at man sagtens kan føde uden en epiduralblokade, men jeg var nu frisk på al den bedøvelse, jeg kunne få. Men det var et godt kursus, og jeg tog bare, hvad jeg kunne bruge. Den vejrtrækningsteknik, de praktiserer der, brugte jeg under hver eneste ve, og det var virkelig rart under fødslen at have et sted at kanalisere min opmærksomhed hen, væk fra smerterne. Min mand Rasmus var også med den obligatoriske ene gang for fædrene. Så sad vi der i par, mændene med den ene arm om skulderen på deres gravide kone/kæreste og den anden på hendes mave, lavede gispe-øvelser og lå i alle mulige akavede pressesituationer og følte os som en dårlig scene i en dansk komedie af Hella Joof. Men det var faktisk rigtigt nyttigt for Rasmus at være med, alt var jo nyt for ham. Det var her, det gik op for os, at han – i stedet for jordemoderen – kunne tage imod vores baby!

 

6 dage over termin

Den sidste måneds tid var jeg MEGET utålmodig, købte hindbærbladethe og hvad man ellers får at vide, der kan hjælpe, men der skete ingenting, og så kom min termin, og der skete stadig ingenting. Jeg fik akupunktur for at undgå igangsættelse. Jeg tror ellers ikke så meget på den slags, men jeg var villig til hvad som helst. Næste dag var jeg til et tjek på hospitalet, der sagde, at der ikke var det mindste tegn på, at der var ved at ske noget, så jeg tog lige en omgang akupunktur mere samme dag. Og SÅ skete der noget, fem dage efter min termin. Ved 19-tiden om aftenen begyndte jeg at kaste op. I tre timer. Det er det værste, jeg ved, og det var det eneste, jeg gjorde. Rasmus kom med en våd klud til min pande og lavede en pudeopstilling i sofaen bag mig, så jeg kunne sidde ret op og ned, uden unødigt pres på min store mave, mine ben hvilede på min brækspand, hvilket der findes et helt kanon billede af. Jeg ringede ude fra toiletkummen, grædende og helt udmattet til Fødegangen på Riget, og fik Runa, en virkelig sej jordemoder, i røret, og forklarede hende, hvor meget jeg kastede op, og at jeg havde veer. Hun sagde: Ved du hvad, Annelise, det er bare en rigtig god nyhed. Det betyder, at du snart skal være mor!

 

Afsted til hospitalet

Vi tog en taxa til Riget. Det kan godt være, at jeg havde veer, men jeg var kun udvidet én centimeter, så hvis ikke det var fordi, jeg var så afkræftet af at have kastet op, havde de sendt mig hjem. Men vi fik en stue, og jeg fik morfin til at tage toppen af smerterne og saltvand intravenøst for at have lidt at stå imod med til at føde et menneske. Jeg fik en hospitalsagtig snacktallerken med Digestive og groft knækbrød, som jeg ikke rørte, men havde fem glas vand og saftevand linet op ved siden af mig, som jeg drak efter hver ve. Rasmus lå og ”sov” på en læder-fødebriks i to niveauer med et kæmpe hul på midten, og jeg sov to minutter, havde en ve, tog en tår at drikke, og forfra, hele natten. Næste morgen havde jeg udvidet mig en centimeter mere, og vi fik en fødestue. Og en jordemoder, der hed Joan.

 

Min jordemoder Joan

Joan var totalt cool, rolig, forklarede mig hele tiden undervejs, hvad der skulle ske, og sørgede for, at jeg ikke panikkede.

Jordemoder Joan Iwersen forklarer: ”Jeg prøver at være en rolig klippe i et til tider oprørt hav.  Jeg finder, at fødende og deres partner reagerer godt på fagligt funderede refleksioner over lige netop deres situation.  Jeg prøver at være rolig i mit kropssprog, virke overbevisende i mine faglige vurderinger og fremfor alt fremstå empatisk og professionel. Så kan jeg selvfølgelig skrue op og ned på min personlighed, som jeg vurderer det passer i situationen, men frem for alt er jeg ægte og ordentlig.  Det føler jeg at de fleste par kan mærke, så kommer tilliden og samarbejdet omkring fødslen godt i gang.”

Jeg synes, det er så vildt at tænke på, at hun bare er mødt ind en tilfældig dag på arbejde og har fået tildelt en patient, som tilfældigvis blev mig. Hvad der var en almindelig arbejdsdag for hende, var den største dag i mit liv. På et whiteboard inde på stuen stod mit og Rasmus’ navn og et pigetegn – det var ligesom målet med at vi var der. Rasmus skrev EVA med store blå bogstaver på tavlen, og det gav mig en virkelig stærk kampgejst.

 

Veer under bruseren

Alle stuer med badekar var taget, men der var masser af tid til et dejligt, afslappende bad, inden det rigtigt gik løs. Rasmus var så sød at holde bruseren for mig, mens jeg sad på en taburet ude i badet, men da jeg fik en ve, bad jeg ham skrue ned for varmen, men han drejede forkert, og jeg fik skoldende varmt vand ud over hele ryggen midt i en ve. Og skreg og prøvede at bruge min gispe-vejrtrækningsteknik samtidig. Men det kan vi heldigvis godt grine af i dag! Joan tilføjer: ”Hvis kvinden er i latensfasen kan det være en fordel, at parret er alene, så de kan vænne sig til og føle sig hjemme på fødestuen. Veerne rejser sig bedre, når kvinden er tryg i omgivelserne og det fremmer ikke altid, at en jordemoder står og observerer alt, der sker. Jeg prøver på at holde fødslen fri for så mange personer som muligt da det ofte forstyrrer veerne og dermed påvirker fødslen negativt.”

To_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_Fagerholt_

Veerne begyndte langsomt at gøre virkelig, virkelig ondt, og jeg prøvede alle mulige underlige teknikker fra Smertefri Fødsel for at komme igennem dem. Det virkede godt for mig at ligge på siden med en varmepude på lænden. Rasmus stillede sin hånd til rådighed, som jeg knugede hårdt under hver ve, og han stod klar med vand med sugerør efter hver ve. Han skulle bare lige lære ikke at stille mig spørgsmål under veerne, for der kan man altså ikke tale. Han var meget rørt og sagde hele tiden, hvor godt jeg klarede det, og det var alt, jeg havde brug for fra ham. Jeg havde jo Joan til resten.

 

Epiduralblokade

Da jeg var udvidet fire centimeter, spurgte Joan, om jeg ville have en epiduralblokade. Joan forklarer ”Hvis min fødende ikke har sovet meget i døgnene op til fødslen, er meget smerteforpint eller har barnets hoved forkert indstillet i bækkenet, anbefaler jeg ofte epiduralblokade for at smertelindre. Det giver mulighed for at hvile og opbygge ny energi til nedtrængnings- og pressefasen.”

Jeg spurgte, om Joan ikke lige kunne ridse fordele og ulemper op, ved ikke hvorfor, jeg var jo i virkeligheden totalt klar på bedøvelse, men lidt påvirket af hvad de havde messet om på Smertefri Fødsel.

Joan opfrisker: ”Fordele ved epiduralblokade er at det giver mulighed for at få lidt mad og hvile, det er nemmere at mobilisere en smerteforpint kvinde, som har fået en epiduralblokade. De færreste kan spænde op i bækkenet når man er bedøvet, hvorved barnets hoved efter min erfaring også får lettere ved at rotere rigtigt ned gennem bækkenet. De fleste kvinder genvinder troen på egen krop når de har hvilet lidt, er smertelindret og får overskuddet tilbage. De mest almindelige ulemper er at kontinuerlig CTG under fødslen, kan besværliggøre mobiliteten. Det kan være svært at bruge benene, hvis de er for bedøvende, og blæren kan være bedøvet så kvinderne kan have svært ved at tisse selv. Der kan ske blodtryksfald, som kortvarigt påvirker barnets hjertelyd, det kan skræmme parret at se barnets hjertelyd falde. Fødslen kan tage længere tid og derved opstår behovet for ve-stimulation. Derudover meget sjældne bivirkninger som infektion, hovedpine, nervepåvirkning mm.”

Jeg endte med at sige ja, og det var nok den bedste beslutning nogensinde – i hvert fald for mig. Pludselig behøvede jeg ikke at sige fuck under hver ve, men fik en lille pause fra de værste smerter. Rasmus gik lige ned for at få en kop kaffe og ringe, da der alligevel ikke skete en skid, men på en time havde epriduralblokaden og jeg i tæt samarbejde opnået de efterstræbelsesværdige 8 centimeter, hvilket betyder, at det snart er tid til at føde.

To_Moon_Honey_Fødselsberetning_Rasmus_Weng_Karlsen_Riget_Jordmoder_Annelise_Hartmann_Eskesen_journalist_liv_Winther_Bea_Fagerholt_

Pressefasen

Jeg begyndte at få smerter nedadtil og sagde til Joan, at blokaden var stoppet med at virke. Hun sagde, at det var tegn på, at Eva var på vej ned gennem fødekanalen, hvor bedøvelsen ikke må dække, for så kan man ikke presse. Jeg havde lært, at man kan føde stående, gående, i vand, på siden, på hug osv., men det var ryggen, der lige virkede for mig. Den jordemoder, der havde fulgt mig sidst i graviditeten, var tilfældigvis på arbejde den dag, så hun spurgte, om hun måtte være med til sidst.

 

”Der kunne have stået et stadion fuld af folk med kikkerter op i mit underliv, og jeg kunne ikke have været mere ligeglad.”

 

Det gjorde SÅ sindssygt ondt i pressefasen, men det var okay, fordi jeg hele tiden gjorde fremskridt, og min datter kom mere og mere til syne. Da Evas hoved var ude, spurgte Joan Rasmus, helt roligt, om han stadig ville tage imod. Han nikkede lidt nervøst, og hun hjalp ham med at holde fast på den rigtige måde, og Evas far tog Eva ud og lagde hende på mit bryst!!!

Joan forklarer at det er vigtigt at det føles rigtigt for partneren at tage imod barnet “der er nogen som mister modet lige der når hovedet står i gennemskæringen. Følelserne sidder uden på tøjet og det kan være svært at overskue pludseligt at være skulle tage imod barnet. Det skal også bemærkes at lige når barnet fødes er der en del stærke lugte, blod og fostervand, som også kan være med at tage modet fra partneren. Jeg tager gerne imod hovedet og skuldrene, for at kunne støtte kvindens mellemkød optimalt for at undgå for store bristninger, og når jeg er sikker på at skuldrene er fri, kan partneren løfte resten af barnet op til mor, hud til hud. Hvis der er komplikationer såsom dårlig hjertelyd, grønt fostervand eller fastsiddende skuldre, får partneren ikke mulighed for at tage imod.”

 

Nu var jeg mor

Rasmus stortudede, og jeg var bare helt udmattet. De havde sagt til fødselsforberedelse, at det altid er mændene, der græder på fødegangen, og det passede meget godt. Nu var jeg mor, jeg var træt men mærkede ingen smerter, jeg prøvede bare at kigge ned på Eva, men det var lidt svært at se, hvordan hun så ud, fordi jeg gloede lige ned i hendes hoved, så Rasmus måtte tage et billede og vise mig. Hun lå på min mave i halvanden time, før de behøvede at måle og veje hende. Joan gav mig en eller anden ekstrabedøvelse og ordnede det, der skulle ordnes, hvilket jeg dårligt bemærkede. På et tidspunkt sagde Joan, at jeg skulle prøve at lægge Eva til, og selvom hun aldrig havde prøvet noget i sit liv, vidste hun åbenbart, hvad hun skulle gøre. Og så kom der en ansat ind med et rullebord med croissanter og flag og sagde tillykke med fødselsdagen.

 

Joan gav mig lyst til at blive jordemoder

Joan var bare mega grounded og jeg kunne ikke have drømt om en bedre jordemoder. Vi ankom kl. 10 og jeg fødte 14:20, så der var tid til at snakke om tingene og det gjorde det meget trygt, at hun talte mig igennem hele forløbet. Hun præsenterede mig tidligt for muligheden for epriduralblokade men sagde at hun ville spørge igen, når det blev relevant. Hun gav mig lattergas, hun jokede med Rasmus, hun opmuntrede mig, når jeg kom godt igennem veerne, og hende og alle de andre jordemødre, jeg har mødt i hele forløbet, gjorde, at jeg fik lyst til at skifte karrierevej og uddanne mig til jordemor.

 

Tiden efter fødslen

Vi havde et døgn på Patienthotellet, hvilket virkelig var en rar start. Det var trygt at have fagfolk omkring os, der kunne hjælpe os i gang med amningen. Og de lagde også et kateter på mig om aftenen, og det havde jo været svært at få, hvis jeg var blevet sendt hjem. Efter et døgn puttede vi Eva i en ulddragt og ned i hendes barnevogn for første gang og trillede i snegletempo hjem til vores lejlighed, det var så vildt pludselig at være tre! De første dage glemte jeg totalt at spise, og det ligner mig virkelig ikke. De første to uger græd jeg hver gang, jeg ammede, men det var vist bare fordi, det lige skulle i gang. Når jeg gik tur på gaden, kiggede jeg pludselig med et helt andet blik på mødre med barnevogne, som jeg altid har syntes bare fyldte lidt for meget på fortovet. Nu havde jeg bare lyst til at gå hen til dem alle sammen og sige, hvor fucking seje de er, at de har født et barn!

 

Mindre besøg næste gang

Jeg vil stadig gerne have et badekar til rådighed, men andengangsfødsler kan jo gå lidt stærkt, så måske det ikke kommer til at ske. Det eneste, jeg havde brug for i den famøse hospitalstaske, var min varmepude, blødt tøj og en tandbørste, så den vil jeg ikke stresse så meget over næste gang. Og så vil jeg gerne have lidt færre besøg de første to uger og bare ligge alene med en baby på maven i helt ro. Et godt råd, jeg fik af min ven Jakob, var: Butikkerne har også åbent, efter man har født. Man behøver ikke købe vikle, bæresele, sygt mange bleer, den der hvide vugge, der hænger fra loftet, og 10 sutter, før babyen er kommet. Måske bruger den ikke sut og gider ikke ligge i en vugge. Så ro på.

 

Tekst Annelise Hartmann Eskesen Fotografi Rasmus Weng Karlsen

LeaveCOMMENT

  • Stine
    REPLY

    JOAN <3
    Joan var også vores jordmoder på Riget, da jeg fødte min søn. Hun var helt helt helt fantastisk, og jeg fik den bedste oplevelse – selvom ingenting gik, som jeg lige havde forventet. Nøj hun var dygtig. Både min kæreste og jeg har talt meget og hende og hendes håndtering af vores fødsel siden. Generelt var jeg meget glad for al personalet på fødegangen. Rigtig fint skrevet Annelise og super vigtig pointe!

    marts 10, 2019

Your email address will not be published. Required fields are marked *