Sofie Listov-Raunkjær – Om at leve drømmen som lokal købmand

Sofie er vokset op blandt grise og kartofler på forældrenes farm i Jylland, og i dag driver hun sin egen købmandsbutik Enkelt i Taarbæk. Hun blev mor som 22-årig, og denne gang glæder hun sig til en hjemmefødsel og til at hellige sig til ’det fjerde trimester’ med masser af varm mad, ro og hvile.

 

Det er nytårsaften 2019. Sofie har efterladt sin mand Michael, sønnen Kai og en flok venner i et sommerhus –  hun er 10 uger henne i sin graviditet og er pludselig begyndt at bløde. Med sin bedste ven ved sin side på Rigshospitalet viser scanningsskærmen en udviklet moderkage, men intet foster.

“Jeg skulle have en udskrabning. Og det betød meget for mig, at det blev gjort, inden vi gik ind i et nyt år. Det var en mærkelig tid i mit liv, og jeg havde ikke rigtig følt mig forbundet til denne her graviditet. Så selvom det var trist og hårdt, så gav det på en måde mening. Jeg havde brugt hele 2019 med at tage tilløb til, om vi skulle prøve at blive gravide igen. Ved årets udgang kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at få min livmoder healet efter aborten. Det var en stærk oplevelse og efterfølgende følte jeg mig klar til en ny graviditet.

To måneder senere var vi ude og spise med nogle venner, og næste morgen havde jeg det som om, jeg havde drukket en flaske tequila – og jeg havde kun fået to glas vin. Jeg havde også lyst til en burger, og på det tidspunkt havde jeg ikke spist kød i to år. Jeg brugte Natural Circles som prævention, og det lå ikke i planerne, at jeg skulle blive gravid endnu. Vi var ved at åbne en restaurant og i gang med at flytte i hus. Men testen talte sit tydelig sprog – positiv.

Læs også

”Vi har altid været enige om, at der skal være tid til familien”

Fandt en ny vej i livet

Jeg mistede min far til kræft for tre år siden. Han havde et meget intensivt kræftforløb på blot tre måneder. Mens min far var syg, læste jeg meget om sammenhængen mellem kost og cancer, og jeg fandt frem til, at vi kan præge meget. På et tidspunkt var han for syg til at modtage kemo, så i stedet fik han en anti-cancer juice, som vi som familie lavede til ham. Han fik også canabis, og pludselig var hans tal bedre end nogensinde.

Min mand og jeg drev en burgerkæde på det tidspunkt, men vi begyndte at kigge nye veje, og jeg lagde kød fuldstændig på hylden og gik ind i planteverdenen. Inden jeg blev mor, levede min mand og jeg efter en konkurrencediæt og dyrkede morgen-cardio og spiste masser af proteiner, men da jeg blev gravid med min søn Kai, kom økologien for alvor ind i mit liv – det handler ikke længere så meget om træning og proteiner, men mere om hvad vi fylder i os.

Jeg er selv opvokset på en konventionel svinefarm i Jylland og senere hen kartoffelfarm. Mine forældre er ikke ud af en økologisk generation og ej heller nogle af de få, der tog den til sig i min barndom. Men jeg er vokset op med jord under neglene fra at hive kartofler op, så madens oprindelse har jeg altid haft øje for.

Træning betyder stadig meget for mig, og jeg dyrker både styrketræning og Bikram yoga. Da jeg blev gravid, kunne jeg dog ikke holde varmen ud til bikram, så det holder jeg en pause med, og så har jeg faktisk ikke været i et træningscenter, siden de blev lukket ned pga. corona. Jeg har trænet med egne vægte nede ved vandet, og så har jeg gået lange ture.

Her i den sidste del af min graviditet, har jeg kun gået ture, lavet øvelser for at holde bækken stærkt og smidigt. Jeg har også badet meget i havet, helst nøgen. Jeg gør det gerne meget tidligt om morgenen eller meget sent om aftenen. Det giver mig ro, og så er der noget helt særligt over havet. Min far elskede Vesterhavet. Jeg mærker ham mere i naturen ved havet end ved hans gravsted. Jeg er blevet mere spirituelt bevidst, siden han gik bort.

To_the_moon_honey_mama_profile_Sofie_Listov-Raunkjær_gravid_tårbæk_købmand_

Den lokale købmand

I takt med at Kai bliver ældre, er det vigtigt for mig at give ham tryghed i hans opvækst omringet af mennesker, der kender hinanden. Da vi fandt vores hus i Taarbæk, gav det mening for mig at skabe en virksomhed her og gøre noget godt for det lokalsamfund, vi selv befandt os i.

Jeg kan godt lide tanken om at gå back to basics og dyrke livet, der hvor man er. Jeg åbnede min købmandsbutik Enkelt Mad – navnet kommer sig af, at jeg gerne ville gøre det enkelt at handle lokalt og økologisk, hvor varerne ikke nødvendigvis er emballeret.

Jeg følte mig super uinspireret hver gang jeg købte ind i et traditionelt supermarked, og jeg drømte om at skabe en virksomhed, hvor man ved, hvor tingene kommer fra – og hvor man er i tæt dialog med leverandørerne. Vi er et lokalt foretagende, hvor vi værner om det lokale og bliver støttet af lokale – og samtidig er lokale.

For mig betyder det meget, at jeg kender mine leverandører. Vi sælger svinekød fra Hindsholm, hvor ægteparret Poul og Karla har svin, som de går og plejer og passer. Svinene er ikke blevet medicineret i over 3 år, hvilket er ret unikt her i Danmark. De slagter også deres dyr på gården, så dyrene ikke oplever stress med transport i processen. Grunden til at svindeindustrien er blevet så udskældt er, at vi har gjort det til en masseindustri, hvor vi til jul kan købe 1 kg svinekød til 30 kroner – det hænger jo ikke sammen. Jeg spiser kun kød, når jeg ved, hvor det kommer fra, og ellers siger jeg nej tak. Jeg tog en pause fra kød på 2,5 år, men efter jeg åbnede butikken og fik mine leverandører, er lysten til at spise kød kommet tilbage.

Jeg brænder virkelig for at mindske madspild, og vi er altid på forkant i købmanden, således at grønsager aldrig ligger tiden ud, men i stedet bliver juicet, og det brød, vi ikke får solgt, bliver lavet til paninier. Et købmandsliv betyder tidligt op og sent i seng. Når jeg skal ud og hente danske varer på Grønttorvet, starter dagen kl. 04 – det er super vigtigt for mig, at vi selv vælger varerne, så vi sikrer os, at det er det bedste.

En helt uvurderlig del af foretagenet er min mor. Hun er pensioneret jordemoder og bor hjemme hos os fra mandag til torsdag, og så tager hun hjem til Jylland resten af ugen. Hun hjælper med butikken, tager på Grønttorvet og har især hjulpet mig her i min sidste del af graviditeten.

Julia Werup
Læs også

Julia Werup: om at genvinde tilliden til naturen

Vil føde hjemme

Jeg har besluttet at føde hjemme med den private jordemoder Krista Bella. Jeg havde en magisk første fødsel med hjælp fra Anja Bays (fra Smertefrifødsel, red.) teknikker og tænkte ved mig selv, at hvis min første fødsel gik godt, ville jeg klart føde hjemme næste gang. Det var en lidt forstyrrende proces at skulle afsted på hospitalet – men jeg var 22 år og havde ikke andre holdninger på det tidspunkt end dem, min omverden havde givet mig i forhold til fødsler.

Kai kom til verden på Rigshospitalet den 25. marts, 14 minutter inden min mand fyldte 30. Jeg tog selv imod, og vi havde en skøn ung jordemor, som gav os rigtig meget plads, og vi styrede selv fødslen. Hun lod Michael deltage aktivt, hvilket gjorde et kæmpe indtryk på mig, og her tænkte jeg på, hvor heldige vi var at kemien var der, lige med hende.

I og med jeg havde besluttet at anden fødsel skulle foregå hjemme, og at det også giver god mening for Michael, begyndte jeg at undersøge vores muligheder og fandt Krista Bella. Hende og jeg havde talt sammen én gang tidligere, ved min anden graviditet, hvor jeg aborterede, og kemien var der ligesom bare, og det tror jeg på er første step til en god fødsel – nemlig tryghed.

Siden min far gik bort, har jeg ikke været tryg ved hospitaler. Jeg forbinder det med sygdom, og jeg har følt mig alt andet end syg i min graviditet. Når dagen kommer inden længe, hvor jeg skal føde, er aftalen, at vi ringer Krista op, og så tager vi ligesom bestik af situationen derfra. Hvor langt er der imellem veerne. Hvordan har jeg det – er vandet gået, hvilken farve var det, og så er den planen egentligt bare at arbejde med min krop.

Shop

My Paper studio • Plakat

310 kr - 510 kr

Vi håber og tror på, at vi kan nyde fødslen hjemme med hjælp fra rebozo, varmt vand, rolig musik, dæmpet belysning og tæt kontakt mellem min mand og jeg. Jeg kommer nok til at tage brug af Laboro (særlig vejrtrækningsøvelse, red.), og hvis fødslen trækker ud, vil Michael eller Krista lave ceremonial cacao (ren kakaomasse, red.) for at få et skud god energi. Jeg tror, at jeg kommer til at føde ham på vores badeværelse, på en madras, hvor Michael sidder bag mig. Jeg har et ønske om selv at tage imod denne gang også. Jeg forsøger at give mig selv plads til at drømme om, hvordan jeg ønsker min fødsel, og jeg giver samtidig mig selv plads til at sørge, hvis det skulle blive noget helt andet.

Den første tid efter fødslen af Kai var meget traumatisk, og jeg anede ikke, at der er noget, der hedder det 4. trimester – tiden efter fødslen. Jeg havde ikke forberedt mig på noget, og min amning var en traumatiserende oplevelse. Jeg blev syg med abscess (betændelsesbyld, red.) i det ene bryst, der skulle opereres ud. Jeg fik stomipose i det ene bryst, som min mand skulle rense 6 gange om dagen i 14 dage efter. Jeg havde feber og en lille baby på 8 uger, som jeg ikke kunne give mad. Min mælkeproduktion stoppede fuldstændig.

To_the_moon_honey_mama_profile_Sofie_Listov-Raunkjær_gravid_tårbæk_købmand_

Derfor har jeg forberedt mig denne gang, og fordi jeg er mor i forvejen og har min egen forretning, forsøger jeg allerede nu at forberede mig til tiden efter. Det er jeg blandt andet gjort ved at læse bogen ’The First Forty Days’. Jeg har proppet min fryser med retter, som jeg har lavet fra bunden – ud fra principperne i bogen med ingredienser og råvarer, vi har omkring os lige nu. På nær en rå kakao, som er kommet i rå blok, importeret fra Guatamala. Det er et af bogens grundprincipper – og mine egne – spis lokalt, i stedet for blindt at spise økologiske varer, der er transporteret langvejs fra.

Kroppen mister blod under en fødsel, og derfor er det vigtigt at give den en masse varme efter fødslen. Det kan være i form af varme sokker, uldtøj, at holde sig tæt på sin seng, hvile, undgå at vaske hår i den første uge efter fødslen, hvis man kan – gammel kinesisk kultur siger en måned. Jeg syntes nu, en uge lyder som rigeligt. Man kan overveje at tage brug af den kraft, moderkagen bringer med sig, ved at indtage den. Det er eftersigende er den absolut mest effektive måde at få livmoderen til at trække sig sammen på og dermed få blødningen til at stoppe.

Ved at have forberedt en masse på forhånd kan maden nemt tilberedes, og den skal gerne være varm i de første 10 dage efter fødslen, da varmen generelt er nemt for kroppen at omsætte til energi.   

I min fryser har jeg:

Grøntsags-, okse- og kyllingefond – de kan også fortyndes med kogende vand og indtages som mellemmåltid

3 forskellige supper – broccoli-, hønsekød- og grøntsagssuppe

Kokos/karry sauce fyldt med grøntsager og kikærter

Ratatouille

Kyllingekødboller til tomatsauce med svampe

Kødsauce med masser af grøntsager

Frugtmos på æbler, pærer, blommer og dadler, som smager lækkert med kokos eller mandelmælk og hjemmelavet musli

Frosne bær, avocado og bananer

Så laver jeg en müsli med havregryn og en masse tørrede frugter

Det sidste år har på mange måder været hektisk. Vi solgte hus, købte nyt, satte i stand, min mand åbnede en restaurant – for at blive lukket ned igen grundet corona, og så har jeg åbnet Enkelt Mad Købmanden i Taarbæk, hvor vi bor. Alt imens vi har en søn på 5 år, og jeg har været gravid.

Jeg kan mærke, at jeg savner nærværet med mine nærmeste, hvilket jeg simpelthen har måtte nedprioritere, fordi der har været så mange andre foretagender i vores liv – vi har været nødt til at prioritere vores lille søns ankomst. Jeg glæder mig til efterårets kommen, stearinlys, mørke timer, langsomme efterårsdage og til en tid, hvor vi simpelthen bare skal nyde vores lille familie, hinanden og vores nærmeste. Og så glæder jeg mig til en dejlig stor fest en gang i det nye år, jeg elsker store fester – særligt at holde dem og invitere mennesker ind i vores hjem.

Tekst Bea Fagerholt Foto Liv Winther

Meet’n’greet

Sofie Listov-Raunkjær, 28, gift med Michael, som hun har været sammen med i 9 år. Parret har Kai på 5 år og venter deres andet barn, Bent – begge sønner opkaldes efter Sofies bedsteforældre.

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *