Glossier-stifteren Emily Weiss venter sit andet barn og planlægger en hjemmefødsel i sit hjem i København. Her fortæller hun om sin forelskelse i byen, beslutningen om at fryse sine æg ned som 32-årig og om at lade moderskabet forandre hende.

 

Emily Weiss er 38 uger henne og venter sit andet barn. Om få uger skal hun føde i det hjem, hun og hendes familie har skabt i København. Fødekarret blev leveret for en uge siden.

Forelsket i København

Spørgsmålet om, hvorfor en amerikansk iværksætter vælger at tilbringe så meget tid i Danmark og tilmed føde sit andet barn her, får hun dagligt.

“Det korte svar er, at jeg elsker København. Jeg kan bedst beskrive det som en fuldkommen forelskelse. Måske var jeg dansk i et tidligere liv? Jeg har ingen familie her. Min partner er ikke herfra. Der er ingen logisk grund. Det er en spirituel forbindelse.”

Forbindelsen går femten år tilbage. Dengang arbejdede hun som assistent for en stylist på Vogue i New York, og en af de modeller, holdet ofte arbejdede med, var en meget ung Caroline Bille Brahe, dengang Brasch-Nielsen.

“Hver gang jeg sad på gulvet og bandt hendes sko eller hjalp hende med en lynlås, sagde hun: ‘Du skal virkelig komme og besøge mig i København.’ Dengang var byen ikke, som den er i dag. Jeg vidste ærligt talt heller ikke helt, hvor den lå.”

Shop HONEY Cleanser 200ml 320 kr

Til sidst tog hun afsted. Og det, der blev hængende, var hverken maden eller arkitekturen.

“Det var følelsen af at høre til. At være en del af et fællesskab. Jeg havde aldrig oplevet den slags relationer andre steder. Mennesker, der passer på hinanden. Det var den stemning, jeg forelskede mig i, og som jeg er vendt tilbage til lige siden.”

“Jeg har ikke talt med en gynækolog én eneste gang”

Da Emily blev mor for fire år siden til datteren Clara, var det de danske veninder og deres familier, hun spejlede sig i.

“Jeg lærte at blive mor her i Danmark. Der er en grundlæggende tillid blandt de danske kvinder til graviditet og fødsler. Det betyder ikke, at folk ikke har deres tvivl, svære perioder og Google-søgninger midt om natten. Det tror jeg er universelt. Men der er en reel tillid til én selv, sin krop og sit barn. Et samarbejde med barnet, som om man er på samme hold – ikke en proces, der skal kontrolleres, eller et menneske, der skal styres eller formes.”

Kontrasten til det amerikanske system er stor. I USA er svangreomsorgen overvejende privat og lægestyret, og jordemoderfaget har historisk stået svagt inden for hospitalsvæsenet.

“Jeg har ikke talt med en gynækolog én eneste gang under min graviditet i Danmark. I USA er det stik modsat,” siger hun.

“Gudskelov for videnskaben og gudskelov for medicinen. Mange af mine venner har haft brug for den. Men der er også rigtig meget unødvendig behandling, rigtig mange fødselstraumer, og på et mere eksistentielt plan risikerer man at tage noget af oplevelsen fra kvinder. Muligheden for at gå igennem den her overgang og føle sig stærk og i stand til at stole på sig selv.”

Og presset stopper ikke ved fødslen, mener hun.

“Derfra går man direkte ind i et meget kommercialiseret småbørnsliv. Søvntræning, hvilke bøger skal du læse, hvilke produkter skal du købe for at få dit barn til at sove, præstere, lære hurtigere. Ingen af delene bygger selvtillid.”

 

En barndom uden ord for kroppen

Emily Weiss voksede op i det nordøstlige USA i det, hun selv beskriver som en ret typisk øvre middelklassefamilie. Faren arbejdede, moren var hjemmegående. Det, hun især lægger mærke til i dag, er forholdet til kroppen.

“Vi havde ikke det der naturlige forhold til kroppen, som jeg oplever, man har i Danmark. En fortrolighed med nøgenhed, kroppens processer og menstruation. Jeg kan ikke huske nogensinde at have hørt om det fra min egen mor. Så det var et mysterium, og når man ikke ved, hvad der venter, opstår skammen.”

Det er en af de ting, hun bevidst har gjort anderledes med sin fireårige datter, Clara.

“Hun har rakt mig tamponer, siden hun var et år gammel. Og jeg besluttede tidligt, at jeg aldrig ville sige noget negativt om min krop foran hende.” Hun tøver et øjeblik. “Det interessante er, at det har ændret den måde, jeg har det med min egen krop på. Jeg har ikke i nærheden af den selvkritik, jeg havde for femten år siden. Ved at gå den vej sammen med mit eget barn har jeg lært at se på min krop med nye øjne.”

Hun har også vist Clara sin fødselsvideo, siden hun var to år.

“Jeg synes ikke, en fødsel skal være noget skræmmende. Tænk på alle de film, hvor kvinder skriger af smerte. Især amerikanske medier har fremstillet fødslen som noget meget medicinsk og rædselsfuldt, som man er fuldstændig uforberedt på og har brug for andre til at klare for sig.”

Hun husker et møde med sin jordemoder Abby i Los Angeles, hvor hun selv sagde, at Abby skulle forløse barnet.

“Hun stoppede mig. ‘Nej, du skal forløse barnet. Jeg forløser ikke barnet. Det gør du.'” Emily ryster på hovedet. “Hele forskellen ligger jo i sproget.”

Shop HONEY Hydra Serum 590 kr

“Jeg blev først rigtig voksen i trediverne”

Før Emily Weiss blev mor, brugte hun ti år på først at skabe bloggen Into The Gloss og siden skønhedsmærket Glossier, som på få år blev et af de mest omtalte skønhedsbrands i verden Det hele begyndte dog i det små: med besøg hos kvinder i deres egne hjem, hvor hun inspicerede deres badeværelseshylder og lod dem fortælle om deres skønhedsrutiner.

“På en måde ser jeg hele mine tyvere som en forlænget ungdom. Jeg forbinder dem ikke rigtig med kvindelighed. Den kom først i trediverne. Jeg tror ikke, jeg for alvor følte mig som en voksen kvinde før mine tredivere.”

Det var netop spørgsmålet om kvindelighed, der optog hende på det tidspunkt.

“Jeg tænkte meget over, hvad det egentlig vil sige at være kvinde. Hvad er en kvinde? Hvem er hun? Hvilke egenskaber sætter jeg pris på hos kvinderne omkring mig, hos dem jeg ser op til, og hos dem jeg arbejder sammen med? Det var i virkeligheden det, Into The Glosshandlede om. Og skønhed var en fantastisk måde at lære kvinder at kende på.”

Hun beskriver skønhed som en indgang til at forstå et menneske.

“Det siger så meget om, hvem man er, hvordan man ser på sig selv, og hvordan man bevæger sig gennem verden. Skønhed er en virkelig god måde at få en samtale i gang på. Det gav mig et naturligt udgangspunkt, men samtalerne tog hurtigt alle mulige retninger. Jeg hørte om deres barndom, deres kærlighedsliv, deres usikkerheder – om alt det, der var vigtigt for dem.”

 

Frøs sine æg ned som 32-årig

I 2019 valgte Emily ikke kun at fryse sine æg ned, men også at fortælle om det offentligt. Hun var 32, fraskilt, i et nyt forhold og på toppen af sin karriere, mens Glossier for alvor tog fart.

“Jeg tænkte: Jeg har midlerne til at gøre det her. Det er en forsikring. Der er så få grunde til at lade være og så mange til at gøre det.”

Emily gennemgik forskellige scenarier i hovedet: måske ville hun få alle sine børn naturligt og aldrig gøre brug af æggene. Måske få det første naturligt og hjælp til det andet sidst i trediverne. Eller måske ville hun slet ikke kunne blive naturligt gravid, når hun en dag følte sig klar – og så ville det for alvor være en forsikring at have æg på frys.

“Der var så mange ubekendte. Og det er kun en måneds – ret ubehagelig, ej at forglemme – behandling.” Hun griner. “Hvis man skal gennem den proces, vil jeg anbefale at gøre det i januar, hvor der ikke sker noget, og man kan sidde derhjemme i mørket og se Netflix og være hormonel og ikke føle, man går glip af noget.”

Det barn, Emily nu venter, er blevet til ved hjælp af netop de æg. Som 40-årig er sandsynligheden for at blive gravid i den enkelte cyklus lav.

“Jeg kunne enten sidde og prøve i to år mere, eller jeg kunne tø mine æg op. Fem uger senere var jeg gravid, ved første forsøg.” Hun tilføjer med det samme: “Jeg ved godt, at det ikke nødvendigvis altid går så nemt, og at der kan være sorg forbundet med det. Men det er nok den beslutning, jeg er mit ‘yngre selv’ mest taknemmelig for at have taget dengang.”

Clara blev til uden hjælp. Hun kom som en overraskelse midt under pandemien, da Emily var 37 og boede i Malibu.

“Det var den lykkeligste overraskelse i mit liv. Jeg tror virkelig, hun kom for at sige ‘nu er det tid’.” Hun holder en pause. “Inden da havde jeg haft svært ved at træffe beslutningen. Jeg vidste godt, at jeg længtes efter at blive mor, og at jeg egentlig var klar. Men at træffe selve beslutningen – det er jeg glad for, at hun gjorde for mig.”

Det tætteste på Gud og på døden

Emily forberedte sig grundigt på fødslen, men på sin egen måde.

“Jeg går helhjertet ind i tingene. Men det var mere spirituelt og antropologisk end på forretnings- og regnearkmåden.” Hun læste blandt andet Transformed by Birth af fødselsunderviseren Britta Bushnell, der også har en ph.d. i græsk mytologi. “Det er et meget godt billede på min tilgang. En del af mig tænkte: ‘Hvordan har kvinder gjort det her til alle tider? Den historie vil jeg kende.’ En anden del af mig var optaget af de sider af overgangen, man ikke nødvendigvis ser, men mærker.”

At vælge en hjemmefødsel passer godt til den, Emily er. “Det er lige mig! Jeg søger viden og erfaring. Jeg vil helt ind i det.” Hun tænker sig om. “Fødsel er den største psykedeliske rejse, man kan tage på i det her liv. Det var det tætteste, jeg har været på Gud. Og det tætteste, jeg har været på døden.”

“Og jeg er glad for, at jeg gjorde det. Det gjorde ufatteligt ondt. Det brød mig op på så mange måder.”

Fødslen af Clara tog fire en halv time fra start til slut. Den begyndte ved fire-tiden om eftermiddagen, og hun husker, at hun smilede over hele hovedet, da hun forstod, at det var i gang. Hun skrev til sin jordemoder og doula, at hun nok ville føde inden midnat. De skrev tilbage, at hun skulle slippe den logiske tænkning – en førstegangsfødende er i gennemsnit atten timer om at føde.

Så besluttede hun sig for at følge med. “Jeg er ikke surfer,” ler hun. “Men det var følelsen. Følg bølgen.”

Hun tilbragte halvanden time i det udendørs badekar, hun havde fået stillet op, da hun og hendes partner Will flyttede ind i huset i Malibu. Så gik det stærkt. Hun endte på gulvet i soveværelset, da pressefasen begyndte, og ved siden af sig havde hun det, der foruden Will blev hendes vigtigste følgesvend under fødslen: en lodden hundeseng.

“Der var noget ved følelsen af den pels. Jeg æltede den som en kat.” Hun griner igen. “Den havde jeg ikke lige set snige sig ind på min fødeliste.”

Og så blev hun bange. For trods alt det, hun havde læst og forberedt, var der én ting, ingen havde fortalt hende.

“At hele pressefasen er fuldstændig ufrivillig. Det er en refleks. Det er en anden muskelgruppe end den, der skaber veerne, og det er ikke noget, man beslutter sig for at gøre. Så da min krop begyndte at presse helt af sig selv, troede jeg, at der var gået noget helt galt.”

Hun koblede fra, som hun beskriver det. Det var hendes doula, der kom hen og sagde, at det var normalt, og at det var godt.

“Jeg var stadig temmelig rystet den sidste halve times tid.”

Clara blev født klokken halv ti om aftenen. Men det er ikke selve fødslen, Emily fremhæver, når hun skal beskrive det bedste ved en hjemmefødsel.

“Intet vil nogensinde kunne måle sig med det, der fulgte. At falde i søvn i min egen seng, i mit eget hjem, med havet, der brusede udenfor. Og at vågne halv fem om morgenen, mens det stadig var mørkt, kigge ned og se hendes hoved ved siden af mig. Hun lå lige der og sov i mine arme.” Hun bliver stille et øjeblik. “Hun er her. Hun havde ligget inde i mig i ti måneder, og nu lå der et lillebitte menneske lige dér.”

Året, hvor hun opløste sig selv

De første uger var smukke, siger hun. Men der er ting, hun vil gøre anderledes denne gang.

“Jeg kom alt for hurtigt ud af sengen. Jeg forvekslede det adrenalin, man har de første dage, med et tegn på, at jeg var okay.” Omkring den fjerde eller femte uge gik hun ned, fordi hun havde lavet for meget. “Denne gang vil jeg holde mig i sengen i en uge og faktisk give mig hen til det langsomme tempo.”

Amningen var også svær. Hun ammede Clara i tre år i alt, men amningen var først rigtig etableret efter et halvt år.

“Jeg ville ønske, flere vidste det. At det ikke nødvendigvis er noget, man finder ud af i løbet af de første to-tre uger. At man kan være tre måneder inde og stadig kæmpe, uden at det betyder, at der er noget galt.”

Hun har efterhånden en klar holdning til, hvordan barselstiden bør se ud, med det forbehold, at det kræver ressourcer, ikke alle har.

“Hvile. Restitution. Mad – og den rigtige mad, og allerbedst hvis du ikke selv behøver lave den. I stedet for at lægge alt i et børneværelse fyldt med ting, så brug pengene på maden. Sørg for, at dit glas er fyldt, at din mave er fyldt, og at menneskene omkring dig beskytter din søvn. Det er faktisk det hele.”

En måned før hun fødte, fratrådte Emily som direktør hos Glossier. Den energi, hun havde lagt i virksomheden i ti år, forsvandt næsten fra den ene dag til den anden og var væk i over et år.

“Det var et fuldstændigt identitetsskifte. En overgang fra en meget maskulin energi – det at begå sig i en virksomhedskultur i New York, hvor det hedder sig, at ‘kan du klare dig her, kan du klare dig alle vegne’ – til noget langt blødere og langsommere.”

Efter tre måneder begyndte angsten.

“Jeg besluttede mig for at begynde på Zoloft og fortsatte med det, indtil Clara var omkring halvandet. Så min vej har ikke været lige eller nem. Moderskabet bryder én ned og bringer dig tilbage igen på ny.”

Shop Uma vedhæng – HONEY Quartz 560 kr

Nærvær kræver noget. Det kommer ikke af sig selv

Mens vi besøger Emily i hendes hjem i København og fotograferer hende og Clara, var der én ting, som stod meget tydeligt frem: hvor fuldstændig til stede hun var sammen med sin datter. Og da vi spørger, om det er noget, der kommer naturligt, svarer Emily prompte:

“Det kræver noget. Det kommer ikke af sig selv. Jeg gør mig virkelig umage. Verden kræver meget af os. Vi arbejder, vi vil gerne stadig have venner, og vi vil gerne stadig være os selv. Men når børn er to, tre eller fire år, er der kun få ting, som betyder noget for dem. De vil bare være sammen med én.”

Hun mener, det fortjener en særlig opmærksomhed.

“Det handler ikke kun om at være nærværende med hende, men også om at være nærværende i forhold til mine egne behov. Og være ærlig om dem – over for mig selv og over for hende. Jeg tror, det er en gave, især for døtre, at se, at deres forælder respekterer, hvad hun har brug for, i stedet for at ofre alt. For en dag vokser hun op og beslutter, om hun vil være ligesom sin mor, eller om hun ikke vil.” Hun trækker på skuldrene. “Der findes ikke større motivation.”

 

“Jeg tror, hun kommer for at gøre os til en familie”

Der er forskel på det første barn og det andet, mener hun. Ikke på dem som mennesker – det ved hun endnu ikke noget om – men på, hvad de gør ved familien.

“Med det første barn er forandringen, at man selv bliver mor. For mig handlede det først og fremmest om et stort personligt skifte i mit liv,” siger hun. “Med det her barn føler jeg noget andet. Jeg tror, hun kommer for at gøre os til en familie.”

Med ét barn kan man skiftes til at tage sig af barnet – den ene tager over, mens den anden laver noget andet.

“Med ét barn er man på mange måder stadig først og fremmest et par, der sammen tager sig af ét barn. Når man har to børn, så tænker man: Okay. Det her er en lille stamme. Nu er vi i det sammen hele tiden.”

Og på spørgsmålet om, hvordan det føles at lukke kapitlet som familie på tre, svarer hun uden tøven:

“Den sorg tog jeg for et par måneder siden. Den kan godt komme snigende og ramme mig som en bølge, der skyller ind over mig, men jeg føler, jeg har bearbejdet det.”

Vil du lade det forandre dig?

Emily hviler sin hånd på den store, bare solbrune mave. Om få uger skal hun gennem det hele igen. Det samme, som forandrede hende for altid i Malibu – men denne gang i huset i København. Hun er ikke længere den gravide kvinde, som forberedte sig ned til mindste detalje på noget ukendt. Hun kender det, der venter, både kropsligt og mentalt. Og nu, hvor familien snart går fra tre til fire, er hun meget bevidst om den tilgang, hun har valgt til moderskabet.

“At vælge at blive mor er den modigste beslutning, man kan træffe. Jeg kan ikke komme i tanke om en modigere beslutning – hverken åndeligt eller fysisk. Men når man først er blevet mor, står man over for endnu en beslutning: Vil du lade det forandre dig?”

Selv har hun ikke lagt skjul på, hvad det krævede af hende.

“Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvordan moderskabet forandrer én. Og det er skræmmende. For det er et skridt ud i noget, man ikke kender.” Hun smiler. “Og det er en af de mest bemærkelsesværdige rejser, man kan begive sig ud på i sit liv. Hvis man giver efter.”

 

Artiklen er et uddrag af vores Mama-samtale med Emily Weiss. Hør hele episoden her.

Foto Polina Vinogradova