Nuria Val: “Jeg har aldrig haft en klar idé om, hvordan mit liv skulle se ud”

Siden sine teenageår har spanske Nuria Val rejst verden rundt som model og fotograf. Først med Corona lærte hun, hvad det vil sige ikke altid at være på vej videre. Ud af den nyfundne ro, blev både beauty brandet ROWSE og en lille ny familie stiftet, og her fortæller Nuria om at arbejde side om side med sit livs kærlighed, og om at have verden som arbejdsplads med en baby på hoften

 

Nuria Val er vokset op i Barcelona, og siden hun var barn, har hun gjort tingene på sin egen måde. Uden en klar idé om, hvad hun gerne ville, begyndte hun at arbejde som model som 17-årig.

“Da jeg begyndte at arbejde som model, rejste jeg til de smukkeste steder i verden. Her fandt jeg min passion for fotografi og dokumenterede de steder, jeg besøgte. Efter at have arbejdet som model i tre år tog jeg tilbage til Spanien og startede på universitet.”

Men Nurias nysgerrighed og rastløshed gør det svært for hende at møde op på skolen hver dag og have en rutinepræget hverdag. Derfor dropper hun ud og begynder igen at arbejde som model og rejser verden rundt.

“Jeg har aldrig haft en klar ide om, hvad jeg gerne ville, eller hvordan mit liv skulle se ud. Alt er sket ret organisk, og jeg har altid været åben over for nye eventyr. I perioden efter jeg havde studeret, boede jeg i LA, og jeg lærte rigtig meget om mig selv, hvilket gjorde, at jeg var i stand til at lave skiftet fra model til fotograf. Inden da havde jeg ikke rigtig følt mig som en fotograf, selvom jeg havde taget billeder i mange år. Det har ofte fået mig til at føle mig usikker, at jeg både er foran og bag kameraet, men i LA begyndte jeg at tro på mig selv.”

At finde kærligheden

For 9 år siden blev Nuria kontaktet af fotografen Coke Bartrina, som var interesseret i at lave en fotoskydning med hende. Et møde som skulle vise sig at ændre hendes liv.

“Jeg skulle mødes med Coke for at tale om en kampagne, der skulle fotograferes på en båd. Jeg var ret spændt på mødet, fordi jeg overhovedet ikke kendte ham. Måske var han vildt mærkelig! Det viste sig, at han har de samme skøre ideer som mig og vi klikkede virkelig.”

Det første møde på båden bliver starten på deres forhold, men Nuria og Coke lever begge travle og omskiftelige liv, hvilket gør det svært for kærligheden at slå rødder.

“Efter vores første møde flyttede jeg til LA og han kom og besøgte mig. Så tog han til Mexico, hvor jeg besøgte ham, og så rejste jeg til Cape Town i tre måneder, hvor han ikke havde mulighed for at besøge mig. Efter et år sagde han: ‘Skal det virkelig fortsætte sådan her?’, og jeg indså, at vi blev nødt til at ændre noget, hvis vi ønskede at bevare vores forhold.”

Læs også

Marie Skall: “Man kan ikke det hele, og det accepterer jeg”

Arbejdsliv og kærlighedsliv smelter sammen

“Jeg har aldrig følt mig hjemme før jeg blev 27-28 år, og min far døde. Det var livsændrende for mig. Jeg fik brug for at have et hjem efter flere år, hvor jeg følte, jeg var flygtet fra det hele. Coke og jeg købte en lejlighed i Barcelona, og det passede os perfekt. Vi kunne fortsat rejse ud, men nu havde vi et sted, vi kunne kalde hjem.”

I samme periode bliver de kontaktet af et tysk brand, der har en særlig jobmulighed til dem.

“De tilbød os penge til en roadtrip på fire dage, men vi endte med at rejse i 25 dage. Det var en helt fantastisk opgave, som åbnede muligheden for, at vi begyndte at rejse sammen, mens vi arbejdede for forskellige brands.”

Det er ikke alle par, der kan arbejde så tæt sammen, som Nuria og Coke, og selvom det kan være udfordrende, har de en helt særlig synergi, når de arbejder professionelt sammen.

“Det er intenst at arbejde og rejse sammen, som vi gør. Vi er begge helt vildt dedikerede til vores arbejde og vi skal have helt tydelig kommunikation for at adskille arbejde fra vores private liv. Men det fungerer vildt godt, fordi vi forstår, hvordan den anden tænker og arbejder. Faktisk vil jeg sige, at vi skændes mere derhjemme, end når vi er på arbejde sammen. Mange siger til mig: ‘Jeg kunne ikke arbejde med min partner på den måde’, men jeg føler mig så heldig at have mulighed for at arbejde på disse projekter og udforske verden med en jeg elsker.”

to_the_moon_nuria_val_rowse_beauty

Starten på ROWSE

Den travle og omskiftelige livsstil, der følger med jobbet som model, passer perfekt til Nurias temperament. Men længe har hun gået med en drøm om at starte sin egen virksomhed og i højere grad udfolde sine kreative evner. Da hun ved et tilfælde møder Gabriela Salord, marketing ekspert og co-founder af ROWSE, under modeugen i Paris i 2018, har de to kvinder en helt særlig kemi.

“Vi opdagede hurtigt, at vi delte en fascination for naturen. Vi havde meget forskellige baggrunde, men en meget stærk forbindelse og fælles værdier, og hurtigt begyndte vi at tale en hel masse om planter! Jeg havde allerede der, en drøm om at starte noget selv og Gabriela var det samme sted i sit liv. Det blev starten på ROWSE.

Gabriella og jeg kendte ikke hinanden, da vi startede ROWSE. Og så startede COVID kort efter. Jeg tror, at vi mødtes to gange i løbet af de første to år, men det føles som om vi er søstre.”

De to kvinder lancerede ROWSE i 2019, et plantebaseret beautybrand.

“Vores tilgang til beauty er at anvende rå ingredienser – at gå back to basic. I starten tog jeg produkterne med mig, når jeg skulle rejse og tog billeder alle steder, jeg kunne komme til det, mens jeg arbejdede freelance for andre virksomheder. Gabriella havde stadig sit arbejde. Men efter ét år, sagde hun sit job op, flyttede til Madrid, og vi åbnede ROWSE-kontorer i både Madrid og Barcelona.“

Under COVID-lockdown går ROWSE fra at være et hobbyprojekt til at optage størstedelen af deres tid. Hurtigt står Nuria med en helt ny form for ansvar og en mere fast form på hverdagen.

“Jeg var slet ikke klar over, hvad det vil sige at drive en virksomhed. Jeg har arbejdet som freelancer hele mit liv og haft virkelig meget frihed, og pludselig havde jeg ansvaret for et team. Jeg var chefen for det team! Det har været en proces for mig at lære og forstå, hvordan jeg skal arbejde sammen med andre, og hvordan jeg kan være den bedst mulige chef. Det har været udmattende og vildt spændende på samme tid.”

Mens ROWSE ekspanderer og verden forandrer sig under lock-down, ændres noget også indeni Nuria.

“Før COVID var jeg slet ikke sikker på, at jeg skulle være mor. Men under lockdown-perioderne lærte jeg, at jeg faktisk godt kunne nyde at arbejde det samme sted i mere end én uge. Jeg tror, at det er en del af min personlighed, at jeg altid har haft brug for nye omgivelser for at blive inspireret. Det at rejse er blevet en slags afhængighed, især fordi jeg følte, at jeg havde brug for at rejse for at kunne udfolde mig kreativt. Men under COVID nød jeg faktisk at være hjemme i en længere periode. Jeg syntes også, at det var hårdt, men jeg begyndte at se mig selv i et andet lys.”

to_the_moon_nuria_val_rowse_beauty

Fødslen af Olivia

Nurias graviditet går rigtig godt og med tiden bliver bekymringerne færre. Hun er positiv omkring fødslen og har en forventning om, at hun selvfølgeligt skal føde vaginalt. Hun når til terminsdatoen, og en dag hjemme i deres lejlighed går vandet.

“Efter vandet gik, tog vi på hospitalet. Jeg fik aldrig veer, så efter 15-16 timer gav de mig vestimulerende medicin. Men jeg udvidede mig ikke. Det tog 28 timer, før jeg var fuldt udvidet, men Olivia lå ikke rigtigt, så jeg kunne ikke få hende ud. Jeg var virkelig udmattet og havde ikke flere kræfter tilbage. Til sidst sagde personalet, at jeg skulle have et akut kejsersnit.”

Det hele går stærkt og Nuria bliver kørt til operationsstuen.

“De tog mig fra den fineste fødestue med japanske mandeltræer til en kold og steril operationsstue. Det var ret overvældende. Jeg havde slet ikke forventet et kejsersnit og vidste slet ikke, hvad det indebar.

Mens de foretog kejsersnittet, var der stilhed på stuen, og jeg lå og ventede på, at de tog babyen ud. I 15 minutter var der helt stille, og det var virkelig 15 svære minutter. Da de tog Olivia ud og hun begyndte at græde, blev jeg så lettet. Coke klippede navlestrengen og så lagde de hende på mit bryst. Hun græd rigtig højt, og da jeg sagde “hej Olivia”, stoppede hun med at græde og lyttede til min stemme. Det var et vildt øjeblik.”

Shop

ToTheMoonHoney x PRC • Cashmere tørklæde

1.099 kr

Selvom Nuria ikke fik den fødsel, hun havde forventet, er hun mere end noget andet imponeret over alt det, hendes krop har præsteret.

“Kvindens krop er fantastisk. Dagen efter fødslen stod jeg op og holdt Olivia. Operationen var heftig, de skar virkelig dybt – og alligevel kunne jeg holde min datter. Det var ret vildt.”

to_the_moon_nuria_val_rowse_beauty

Den svære amning

Nuria og Coke tilbragte fem dage på hospitalet efter fødslen, inden de tog hjem til deres lejlighed i Barcelona.

“Det var dejligt at komme hjem, men samtidig skulle jeg komme mig over kejsersnittet. Og amningen…! Jeg kan huske, at det var december, og jeg havde ikke noget tøj på, fordi jeg havde så mange smerter. På hospitalet fortalte de mig, at jeg skulle lægge blomkålsblade på mine bryster for at mindske tilstopning af mælkegangene. Så den første måned lå jeg i sengen med de her blade på brysterne.

Amning er så svært. Når du er gravid tænker du på fødslen, men for mig var amningen langt værre. I Spanien er der et forventningspres om, at du skal amme dit barn. Alle du møder, spørger dig: “Ammer du?”. Jeg vil gerne tale åbent om, at det var en hård tid. Jeg havde svært ved at etablere amningen, og det lykkes aldrig at amme 100%.

For mig føltes det næsten som et dyrisk instinkt at ville give sit barn mad, men også at føle sig forkert fordi det ikke lykkes. Jeg endte med at kombinere amning og flaske, og alle havde gode råd til, hvad jeg gjorde galt og fortalte mig bl.a., at jeg ikke lagde hende nok til brystet, hvilket jeg gjorde. Men hun var stadig sulten. Mine egne følelser kombineret med andres forventninger og holdninger var noget af en øjenåbner inden for moderskabet.”

Nuria og Coke tilbringer den første måned sammen, mens de vænner sig til at være en familie på tre.

“Efter en måned fandt jeg lige så stille ud af, at babyen nok skulle klare den og at det hele nok skulle gå. Når hun græd, vidste jeg, hvad hun havde brug for, og gik ikke I panik, som jeg gjorde helt i starten.

Jeg begyndte at arbejde en smule efter en måneds tid med korte telefonopkald og jeg hjalp mit team, når der var brug for det. Men mentalt var jeg slet ikke tilbage i mit kreative space eller i stand til at sende en velformuleret mail. Jeg er meget glad for, at jeg havde muligheden for at være hjemme i mere end fire måneder.”

to_the_moon_nuria_val_rowse_beauty

At få hverdagen til at hænge sammen

Både Nuria og Coke rejser meget gennem deres arbejde, både sammen og hver for sig. De er begge selvstændige og meget dedikerede til deres arbejde, hvilket kan være en svær kabale at få til at gå op med et lille barn.

“Det der har været mest udfordrende for mig, er at planlægge hverdagen. Efter Olivia blev født, var jeg i fuld gang med at koordinere begge bedstemødrenes kalendere. Vores mødre har været vildt hjælpsomme, men de har også deres eget liv at leve. Vi vidste, at vi ville få brug for hjælp udefra, fordi jeg har min virksomhed, og Coke skulle også arbejde. Efter noget tid fik vi en barnepige, der kommer tre dage om ugen, og på mandage og fredage arbejder vi hjemmefra. Men de dage, er det helt umuligt at få arbejdet. Det var nemmere, da hun var baby, men nu er hun overalt!

Jeg rejser stadig meget, men siden vi har fået Olivia, skal det hele været nøje planlagt. Der er ikke plads til at improvisere på samme måde. Da jeg var gravid, tænkte jeg: “Wow, hvad gør vi nu? Kan vi ikke rejse længere?” Jeg var bange for at det ville påvirke hende negativt, hvis vi rejser meget. Men det er gået op for os, at hvis familien er glad, så er hun glad. Så vi har faktisk rejst med hende stort set siden hun blev født. Og det har været fantastisk. Nogle gange rejser vi sammen alle tre og nogle gange rejser vi hver for sig.”

Men rejserne er ikke helt som før hun blev mor.

“Det er svært at være væk fra hende. Det føles som om, at jeg mangler en kropsdel, når jeg ikke er sammen med hende. Når jeg er væk, er hun sammen med sin far og jeg er så heldig at have fundet ham. Vi forstår vigtigheden af hinandens karriere, så vi er begge villige til at ofre, når der er brug for, at vi støtter hinanden.”

To_the_moon_honey_emma_leth_sissel_abel_Mor_gravid_mama_amning_kejsersnit
Læs også

Emma Rosenzweig: “Før jeg fik et barn, var det ikke gået op for mig, hvor meget kvinder dømmer hinanden”

Tanker om fremtiden

“Jeg har aldrig haft en drøm om at blive mor. Måske har jeg blokeret det på grund af mit job og min livsstil. Jeg plejede at tænke “måske skal jeg ikke være mor”, men nu er Olivia det bedste, der nogensinde er sket. Det er et ansvar, der ændrer dit liv for evigt, men på samme tid er det så tilfredsstillende. Det er ikke, hvad jeg forventede, men jeg vidste jo netop ikke hvad jeg kunne forvente.

Jeg vil gerne tilbringe mere tid med Olivia inden vi skal have flere børn. Vi har et lille hus i Catalonien med oliventræer, hvor vi laver vores egen olivenolie. Vi har lige renoveret huset, og jeg har en drøm om at tilbringe tid dér sammen med Olivia, bare os tre, inden jeg skal være gravid igen. Men vi vil gerne have flere børn.”

Tekst Katrine Yde, Foto Sissel Abel og Coke Bartrina

Meet’n’greet

Nuria Val, 34, model, fotograf og medstifter af ROWSE – et plantebaseret skønheds- og hudplejebrand, som blev stiftet i 2019. Nuria bor i Barcelona sammen med kæresten, fotograf Coke Bartrina og parrets et-årige datter, Olivia. ROWSE forhandles bl.a. i Wood Wood Lifestyle på Frederiksberg og I Love Beauty i København K. Læs mere om Nuria og Rowse her

Din kommentar

Din email adresse vil ikke blive offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *