En god start på moderskabet: Hvorfor de første døgn betyder noget

Nyheden om Rigets udskrivning af førstegangsfødende få timer efter fødslen har chokeret og undret mig. Det er min erfaring og overbevisning, at det er en forkert udvikling i samfundets prioriteter, der vil resultere i store personlige omkostninger for de nye børnefamilier, mødre såvel som babyer, og på længere sigt have konsekvenser for hele samfundet.

Jeg fødte min datter d. 23. april 2018 på Rigshospitalet. Jeg havde en stor (og naiv) tiltro til, at hvis jeg var rolig, afslappet og nærværende i min krop, ville både graviditet, fødsel og opstarten som mor gå fint. Det er jo en naturlig proces, der burde kunne lykkes uden for meget metode…. Eller hvad?

Både graviditet og fødsel gik som håbet uden komplikationer og med masser af ro og dybe vejrtrækninger. Min trold af en datter kom til verden 17 timer efter vandet gik, og vejen dertil var fuld af medbragt Neil Young musik på højttaleren og mine ivrige forsøg på at visualisere mig hen til et mere motiverende sted, såsom på toppen af en skipiste eller på vej op i Eiffeltårnet. Min datter blev straks lagt til brystet, min kæreste og jeg så på hinanden med ansigterne fulde af chok over, hvad vi lige havde været igennem, og samtidig en dyb lettelse over at ’være i mål’. Igen, naivt. Vores start som forældre blev både meget hård, frustrerende og ensom, og præger os stadig den dag i dag, Og jeg vil vove at påstå, at det kunne have været en anden historie, hvis vi ikke havde været ude af hospitalet og hjemme allerede 3 timer efter fødslen.

Jeg følte mig udødelig

Vi blev sendt hjem få timer efter at Rosa kom til verden, med beskeden om at det hele så rigtig godt ud, og at de ikke så grund til, at vi skulle blive natten over.  Jordemoderen kommenterede endda muntert ”Nårh, hvor hun smasker”, da Rosa lå ved brystet. Et tydeligt tegn på en helt forkert sutteteknik, lærte vi hurtigt. Vi erfarede senere, at jordemødrene tæt på ingen uddannelse har i ammeteknik. De ved generet alt for lidt, når de vurderer om amningen er etableret og udskriver de nye mødre.

Vi tog således hjem på Rigets stærke opfordring – og jeg fik senere at vide, at et døgn på Patienthotellet slet ikke havde været en mulighed, da der ikke var ledige værelser. Det fortalte en med-mor mig, der fødte samme dag. I det vi stod og ventede på en taxa med vores spæde baby, var vi dog høje af lykke og styrke og fornemmede ingen alarm. Min dømmekraft var præget af, at jeg lige havde født et menneske (!), som havde passeret gennem min krop og ud mellem mine ben. Euforien over, at det var ’gennemført’, og alt var gået godt, blandet med adrenalinen ovenpå den ubegribelige og vanvittige oplevelse gjorde, at jeg følte mig noget nær udødelig.

Forkert sutteteknik

Da vi dagen efter fik besøg af jordemoderen, der havde et travlt program med hjemmebesøg, fik jeg at vide, at Rosas teknik slet ikke var korrekt. Jordemoderen viste nogle greb, jeg kunne øve med Rosa. Hun gik kort efter, og jeg følte mig alene. Jeg tvivlede på, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert. Jeg var ude på dybt vand ift. at få rettet op på et første døgn med forkert teknik, understimulerede bryster og et barn, der allerede var faldende i vægt og derfor ulykkelig. Jeg havde været fuld af tiltro til, at naturen ville sørge for, at mit barn vidste, hvordan hun skulle ernære sig selv.

Da jeg selv er hurtig til at lære, forventede jeg, at det ville jeg nemt få styr på. Jeg forstod godt teknikken. Jeg havde ikke forventet at Rosa, mit raske og født-til-tiden-barn, ville have så store vanskeligheder med at HUN skulle forstå teknikken.  Og vi havde taget både den offentlige fødselsforberedelse på Riget samt et kursus på APA (privat fødselsforberedelse, red.), for at forberede os. Jeg havde desuden læst meget om amning, og hvor vanskeligt, men også vigtigt, det er. Måske var det fortællingen om den vigtige amning, der var motivationen for den kamp jeg begav mig ud på. Måske var det helt instinktivt, men det føltes dybt inde vigtigt for mig, at kunne ernære Rosa med den modermælk, der var tiltænkt hende.

En baby i faldende vægt og ingen hjælp at hente

Vi tog ind til Riget hver dag de næste fem dage, på eget initiativ. Hver gang vi havde været derinde forlod jeg stedet grædende pga. dårlige oplevelser, dyb forvirring og en følelse af at være i vildrede over, hvad vi skulle stille op. Vi længtes dybt og desperat efter en stabil autoritet, der kunne hjælpe os. Rosa tabte sig hurtigt. Hun var nede på -12 % af sin fødselsvægt, men vi blev ikke tilbudt indlæggelse. Riget virkede meget travle og tog os ikke seriøst. Det eneste vi blev tilbudt var en suttebrik og adskillige antagelser om, hvad der lå til grund for Rosas ’ammeudfordring’. Vi fik modstridende råd om, hvad vi skulle stille op: Først skulle vi proppe mad i hende med kanyler og kopper og klemme hendes kinder sammen for at få flasken ind. Dernæst havde vi traumatiseret vores baby ved at overfodre hende, og vi skulle derfor sulte hende natten over. Èn jordemoder nævnte, at vores datter havde fået en spiseforstyrrelse i en alder af 4 dage. En anden sagde, at hun var underernæret. En tredje mente, at alt var helt normalt. En jordemoder sagde, at en suttebrik slet ikke var nødvendig En anden mente, det var vores eneste mulighed. En jordemoder påstod, at hendes tungebånd var for stramt, så på tredjedagen fik hun klippet det hos en speciallæge. En anden jordemoder foreslog, at hun skulle til kiropraktor.

Og det blev ved.

Vi savnede EN stemme, ro og stabilitet og sammenhæng i den oplevelse, vi havde som førstegangsfødende fra fødsel til ’stabilisering’. Vi var søgende efter råd og blev decideret desperate i en jungle af udpumpning, minimal søvn, inkonsistent rådgivning, tungebåndsklipning, osteopatbesøg, brystbetændelse, søvnmangel og ingen fast kontaktperson. Rosas vægt faldt stadig, på trods af vores mere og mere fortvivlede forsøg på at opfodre vores grædende baby. Vores sundhedsplejerske kom først ti dage efter fødslen, da de havde et forkert telefonnummer i systemet. Efter utallige beskeder, steder og mennesker, måtte vi opgive håbet om tilstrækkelig vejledning i offentligt regi. Vi havde brug for ro og sammenhæng, og den kunne vi åbenbart kun købe os til.

Måtte søge hjælp i det private

Vi valgte at skrive os ind på det private barselshotel i Gentofte, hvor vi for 6.000 kr. betalte os til et døgn med opfordring, ro på og en støttende og omsorgsfuld jordemoder, der forholdt sig fokuseret til Rosa og gav os en plan, samt efterfølgende vejledning for endnu 6.000 kr. Denne nat skulle vi have haft på Riget, natten efter fødslen. Barselshotellet fik os langt fra i mål, men gav os en tiltrængt øjeblikkelig tryghed. Jeg fortsatte kampen med amning og pumpede ud 8 gange i døgnet de første 6 uger af Rosas liv. Hver tredje time riggede jeg maskineriet til og ind imellem steriliserede jeg. Jeg kunne ikke trøste min lille datter for pumpegrej i de tyve minutter jeg pumpede ud og der var så meget uro omkring min datters mad, mine bryster, hendes vægt, hendes sundhed og hvordan vi ville skulle indrette os fremover, at det stjal af min mentale kapacitet til at kunne nyde den første tid og relatere ordentligt og nærværende til min datter.

Kampen med amningen

Vi prøvede at få hende til at amme igen og igen. Jeg var frem og tilbage på Barselshotellet, blev en nøgleklient for min Sundhedsplejerske, og forstsatte med osteopat og akupunktur, for at knække den kode ingen andre kunne: hvorfor Rosa ikke ville tage ordentligt fat. Min teknik var som den skulle være, ifølge de opsøgte eksperter. Lyden af den mekaniske brystpumpe, hver tredje time, dag og nat, gjorde mig sindssyg. Og det var irrationelt for mig selv, hvorfor jeg ikke bare kunne opgive og acceptere, at jeg ikke skulle amme. Men en dag rådede min Sundhedsplejerske mig til at droppe udpumpning og ’bare amme’, og pludselig var Rosa stærk nok til at tage fat. I de første par uger tabte hun sig igen, og vi var skrækslagne for vægttabene. Men så vendte kurven efter nogle uger, og da hun var ca. 10 uger gammel, var det omsider stabilt. Hendes daglige timelange grædeture, som vi havde fået diagnosticeret som kolik, forsvandt omsider også på samme tidspunkt.

Den svære start sætter sine spor

Rosa er i dag 8 måneder gammel og er rolig, glad og græder meget sjældent. Hun har nogle store flotte kinder og endda en dobbelthage, men den dag i dag er vi stadig ekstra opmærksomme på hendes vægt og nervøse for, hvorvidt hun får nok indenbords. Jeg begyndte først at nyde min barsel og have tiltro til, at alt var som det skulle være, efter 4-5 måneder.  I dag kæmper vi for at få hende til at spise andet end min mælk, ironisk nok. Men Rosa vil ikke mades…! Hverken med ske, tube eller finger – og jeg tænker tit, om det mon skyldes den overfodring, hun skulle udsættes for i sin spæde, slanke start. Denne svære start har sat sig i os til stadighed, og retrospektivt udviklede den sig som ringe i vandet. Et døgn med dårlig teknik blev til ugers kamp for at få Rosa til brystet. Det lykkedes til sidst, men jeg har lært fra netværk, at vores gode slutning er sjælden. Jeg tror at det havde været en helt anden start for os og Rosa, hvis vi havde haft den første nat på Rigshospitalets Patienthotel. Idet vi forlod Riget, blev vi kategoriseret som ambulante og derved forlod vi også adgang til kontinuerlig og sammenhængende støtte og vejledning. Pludselig var det vores egen opgave at selektere i råd fra mange forskellige; jordemødre, private som offentlige, sundhedsplejersker, halslæger, kiropraktorer, osteopater, bloggere, mødre i facebook-grupper, osv. Og det er en umulig opgave for en førstegangsmor i den første uge, hvor ens dømmekraft er lagt ned af utallige fysiske begrænsninger.

En god start skal være alle forundt

Det handler om at få ’en god start’.  Vi skal anerkende betydningen af at starte vores familie i trygge rammer. Oprindeligt lærte kvinder at amme og være mødre af deres mødre, dengang vi levede mere kollektivistisk, men samfundet har ændret sig. Og det er paradoksalt, at det ikke afspejles i den støtte, vi får i vores såkaldte velfærdssamfund. Muligheden for en enkelt nat på hospitalet, efter at man har født, er nu blevet frataget førstegangsfødende på Rigshospitalet, samtidig med at ammehjælpen er blevet sparet væk i København. Det er ironisk og en smule ulogisk, eftersom Sundhedsstyrelsen officielt anbefaler fuldamning op til seks måneder og amning op til et år, som det bedste for barnet. Hvis vores samfund anbefaler amning, skal det også afspejles i prioriteringen af vores offentlige ressourcer og den startpakke, man bliver givet. Døgnet burde ikke blive sparet væk – det burde ideelt set forlænges til 3-5 nætter, så man først udskrives, når mælken er løbet til, og amningen er etableret, hvilket ikke sker på et enkelt døgn. Vi endte med at smide mange penge i det private tilbud, sponsoreret af min gavmilde mormor, men jeg mener ikke, at vi burde være nødsaget til at gå den vej for at få den ro, støtte og opmærksomhed, som man som førstegangsfødende har behov for. Vigtigst er det, at størstedelen af de danske mødre ikke har økonomien til at kunne betale sig til ’en god start’.  Derved skabes der ulighed ikke bare blandt mødre med forskellige mængder ressourcer, men blandt babyer, der fra deres første vejrtrækning allerede er havnet i en ulige situation med dertil hørende muligheder. Alle babyer fortjener, og har brug for, en start med ro og tryghed – og den kommer i høj grad fra forældrenes ro og tryghed. ´Den gode start ´kan kun fordeles ligeligt blandt de danske familier gennem det offentlige skattefinansierede system. Jeg håber og ønsker for alle kommende mødre, at det offentlige kommer på bedre tanker. Jeg håber inderligt at det snart går den fuldstændigt modsatte vej.

I dag kan vores mødre fortælle os om, de 5 dage de havde på barselsafsnittet, som kontrast til vores få timer. Jeg håber vi kan fortælle vores døtre om de barske vilkår vi måtte kæmpe imod, som led i historien om, hvor god deres virkelighed er.